Ingemanns historiske værker

Ingemanns Danmarkshistorie er koncentreret omkring nøglebegivenheder i Danmarks statshistorie. Valdemar den Store og hans Mænd (1824) skildrer Valdemar 1. den Stores (født 1131, regent 1157-1182) kamp for at samle Danmark efter blodige borgerkrige, hvilket sker efter Blodgildet i Roskilde og slaget på Grathe Hede i 1157. Valdemar Sejr (1826) omhandler Valdemar 2. Sejrs (født 1170, regent 1202-1241) regeringstid, herunder hans korstog til de baltiske lande, hvor myten om Dannebrog, der faldt ned fra himlen i 1219, beskrives.

Romanen Erik Menveds Barndom (1828) skildrer begivenhederne omkring kongemordet på Erik Klipping (født 1249, regent 1259-1286) i 1286 i Finderup Lade, men er også i store træk henlagt til danehoffet på Nyborg Slot. Kong Erik og de Fredløse (1833) udspiller sig i relation til de magtkampe, som Erik Menved (født 1274, regent 1286-1319) førte i relation til at sikre den danske kongemagt efter kongemordet på hans far. Prinds Otto af Danmark (1834) omhandler den kongeløse tid mellem 1332 og 1340, kort før Valdemar Atterdag (født 1320, regent 1340-1375) overtager magten i 1340. Digtet Dronning Margrete (1836) omhandler Margrete 1. (født 1353, regent 1387-1412) og hendes bestræbelser for at samle Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen i 1397.

Ved siden af de historiske personer optræder et stort antal mere eller mindre historisk kendte personer, der spiller en lige så stor rolle som de konger, bøgerne er opkaldt efter. Disse karakterer, som den forældreløse dreng Carl af Riise, kokken Morten Madsvend og hofmester Peder Hessel, personificerer forskellige dele af folket og har været en afgørende årsag til romanernes popularitet.     

Bøgernes udbredelse og betydning i Danmark

Bortset fra Bibelen er der sandsynligvis ikke andre værker, der har været så læste i 1800-tallet som Ingemanns historiske værker. Bøgernes oplag og den udbredte lånepraksis, der blev mulig i kølvandet på lejebibliotekernes opkomst i 1830'erne, indikerer, at værkerne blev udlånt i et stort antal. Især de historiske romaner var udbredte, bl.a. fordi genrens form gjorde den læsevenlig for et alment publikum. Med det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet blegnede interessen for bøgerne, og de blev omskrevet til børnebøger. I denne form levede de til langt ind i 1900-tallet.

Historikere er enige om, at Ingemanns værker har haft en meget stor betydning for udbredelsen af nationalromantiske ideer, der hos Ingemann er knyttet til folk, kristendom og kongemagt. Bøgerne bar præg af en bestemt fortolkning af begrebet folk, som hos Ingemann var knyttet til nation og ikke stand. Derfor kan bøgerne tolkes som udtryk for en generel demokratiseringsproces.

Ifølge historikeren Christian Molbech (1783-1857) var bøgerne fyldt med faktuelle fejl. En senere historiker, Johannes Steenstrup (1844-1935), mente, at de var i lige så fuld overensstemmelse med virkeligheden som mange faghistoriske værker. Sammenligner man bøgerne med Carl Ferdinand Allens (1811-1871) Haandbog i Fædrelandets Historie fra 1840, er de udtryk for den samme ideologiske tankegang, hvilket bl.a. historikeren Jens Christian Manniche (1943-2003) har påpeget.

Udbredelsen af bøgerne gør dem betydningsfulde som historiske kilder til at forstå den generelle udbredelse af nationalisme samt de mentaliteter der cirkulerede i perioden. Heri ligger der en afgørende kobling mellem boghistorie og idehistorie, ud fra den betragtning, at papiret skal nå hånden før ideerne kan nå hjernen.

B.S. Ingemann i 1861. Foto: Peter Ludvig Rudolph Striegler, Det Kgl. Bibliotek