Christian 4.s brug af historien: renæssancefyrsten

I sin egen samtid var Christian 4. en særdeles aktiv historiebruger og -skaber. Ikke mindst i renæssancekunsten fandt ikke blot han, men alle Europas fyrster og samfundseliter, et magtfuldt politisk værktøj, der kunne legitimere deres status både udadtil og indadtil.

Det politiske og religiøse landkort i Europa gennemgik store forandringer i 15-1600-tallet, og derfor var det centralt for fyrsterne at kunne legitimere deres fyrsteværdighed. Virkemidlerne hertil fandt man først og fremmest i den græsk-romerske oldtid, men også de lokale mytologiske universer blev inddraget i skøn forening med det antikke. Således skrev Christian 4. sig ind i en fælleseuropæisk renæssancetradition.

Bygninger og byer

Christian 4. investerede massivt i utallige pragtbyggerier, bl.a. Børsen, Rundetårn og ikke mindst Frederiksborg og Rosenborg Slot. De står i dag som tydelige monumenter til erindring om kongens storhed. Og skulle bygningerne i sig selv ikke være erindring nok, skal det allestedsnærværende monogram ”C4” nok lede tankerne hen på den store konge, der opførte bygningerne. På samme måde brugte Christian 4. sit navn som et aktiv i den kollektive erindring, når det gjaldt hans ambitiøse bygrundlæggelser, hvoraf mange bar hans navn, f.eks. Christianshavn, Christiania (det nuværende Oslo) og Christianopel i Blekinge. 

Christian 4. til hest foran Rosenborg Slot. Tilsyneladende forklarer han en arkitekt om et nyt bygningsprojekt, han har udtænkt. Fra: Kongernes Samling - Rosenborg 

Danmarkshistorier på bestilling

At Christian 4. i høj grad brugte historien politisk, bliver måske allertydeligst i historieskrivningen i perioden. Han fik omkring 1630 udarbejdet hele to danmarkshistorier, begge latinsk-sprogede og forfattet af to hollændere, Johannes Pontanus og Johannes Meursius. Fælles for disse i udgangspunktet ret forskellige værker var, at deres formål var at fremstille Danmark som det ideelle kongedømme, præget af fuldstændig harmoni og balance mellem en nedarvet kongemagt og rigsrådet (dette til trods for at Danmark formelt set ikke blev et arvekongedømme før 1660). Værkerne fremstillede ligeledes det danske riges storhed og indflydelse i resten af Europa, hvilket harmonerede fint med Christian 4.s ekspansive udenrigspolitik. Eksempelvis fremstiller Meursius i sin fortælling Danmark som Nordens stormagt - en status, der havde rødder i en fjern sagnfortid.

Heroverfor fremstilles arvefjenden Sverige som et lydkongedømme, hvor kongen havde modtaget sin magt fra den danske monark og som sådan var underordnet denne. I lyset af denne grundfortælling blev enhver krig mellem Danmark og Sverige fremstillet som et oprør mod den retfærdige danske konges herredømme. Denne fortælling var allerede i anden halvdel af 1500-tallet blevet forsøgt fremført, men blev – pga. en gensidig aftale om forbud mod smædeskrifter indgået efter Syvårskrigen (1563-1570) – fundet for provokerende over for den svenske konge. Forholdet mellem Danmark og Sverige var ikke blevet meget varmere under Christian 4., og kongens kansler, Christen Friis til Kragerup, måtte bede Meursius moderere sin kritik, men alligevel lade så meget stå tilbage, at det var en klar politisk stikpille til svenskerne.

Hvordan Christian 4. selv opfattede værkerne, ved vi ikke, men alene det, at han aflønnede to historikere til at skrive den nationale historie, og at kongens nærmeste embedsmand, Christen Friis, øvede så stor indflydelse på indholdets politiske vinkling, viser, at værkerne har haft en stor politisk betydning både udadtil og indadtil.

Eftertidens brug af Christian 4.: Landsfaderen

I Christian 4.s eftertid er han af mange – både kunstnere og historieskrivere – blevet gjort til den store nationale landsfader. Siden begyndelsen af 1700-tallet har historikere som Ludvig Holberg og Niels Slange bidraget til at forstærke mytedannelsen omkring Christian 4. Han blev på mange måder symbolet på de nationale vinde, der blæste i kølvandet på statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814 efter Napoleonskrigene og endelig tabet af hertugdømmerne i 1864.

Wilhelm Marstrands portræt fra ca. 1864 af Christian 4. på Trefoldigheden. I 1644 blev den 67-årige konge såret og mistede synet på sit højre øje. Maleriet søger at gengive det heroiske øjeblik, da den forbundne konge rejser sig og maner til fortsat kamp. Marstrands tolkning er blevet en del af dansk kulturarv og har sammen med kongens blodplettede tøj, som opbevares på Rosenborg Slot, fastholdt det legendariske optrin i almindelig bevidsthed. Marstrand har, uden at bruge kongens autentiske beklædning under slaget, udformet Christian 4.s skikkelse på grundlag af Karel van Manders portrætter fra begyndelsen af 1640'erne. Fra: Wikimedia Commons

Den sårede helt

Særligt én begivenhed synes at have givet næring til Christian 4.-myten, nemlig slaget ved Kolberger Heide den 1. juli 1644. Kongen blev såret og mistede synet på det ene øje under søslaget på flagskibet ”Trefoldigheden”, men opildnede angiveligt mandskabet til at fortsætte slaget. Situationens visuelle og symbolske potentiale er ikke til at tage fejl af: den sårede konge opildner sine mænd til at kæmpe videre for den nationale ære og storhed. På den måde blev Christian 4. gjort til sindbilledet på den modige nationale helt, som kunne anvendes af både kunstnere og historikere til at skabe nationale og moralske samlingspunkter i deres samtid.

Billedet af den sårede Christian 4. på dækket af ”Trefoldigheden” blev et yndlingsmotiv for guldalderkunsten, og de fleste danskere kender Wilhelm Marstrands dramatiske maleri fra Christian 4.s eget gravkapel i Roskilde Domkirke. Kapellets udsmykning er i sig selv en manifestation af den Christian 4.-kult, der prægede store dele af 1800-tallet. Inden for musik og teater dyrkedes kongen også nærmest uhæmmet, og kongesangen ”Kong Christian stod ved højen Mast”, som oprindelig var fra 1779 og var en direkte reference til slaget ved Kolberger Heide, indgik i mange af 1800-tallets teaterstykker og syngespil, bl.a. Johan Ludvig Heibergs ”Elverhøj” (1828).

Fra heltemodig til folkelig

Historievidenskaben påbegyndte i slutningen af 1800-tallet et opgør med den nationalromantiske mytedannelse, og myten om Christian 4. som den danske urhelt blev i løbet af det 20. århundrede afløst af en mere kritisk opfattelse af kongen, bl.a. af kongens udenrigspolitiske dispositioner, som blev anset som begyndelsen til Danmarks fald som europæisk stormagt. Et fald, der blev endegyldigt ved nederlaget i 1864, og det er ikke mindst i bearbejdelsen af ”sårene” fra dette nederlag, at den begyndende kritik af Christian 4. fandt næring.

Omkring udgangen af det 19. århundrede stoppede portrætteringen af monarken nærmest også fuldstændigt, men i danskernes nationale bevidsthed lever Christian 4. videre. Vore dages Christian 4. er blevet symbolet på folkelighed. Det er derfor kongens kærlighed til livets glæder, der står i forgrunden. Hans hang til f.eks. musik, spiritus og kvinder gør ham menneskelig og genkendelig, ligesom øgenavnet Christian Firtal kun har øget den folkelige gennemslagskraft.

I vore dage optræder den bedagede konge med klap for øjet stadig i værtshusnavne og på frimærker, og hans navn og portræt reklamerer gladeligt for ethvert produkt eller begivenhed, der har den mindste reference til ham. Historien om Christian 4. – og ikke mindst brugen af denne historie – lever således stadig i bedste velgående og udnyttes i vidt omfang kommercielt til at markedsføre bestemte produkter, som skal appellere til danskernes ”danskhed”.