Grundfortællingerne i Danmark og Tyskland

Allerede umiddelbart efter de preussiske styrkers storm på Dybbøl 18. april 1864 blev grundstenene i den danske fortælling om Dybbøl lagt gennem pressens hyldest til soldaternes mod, offervilje og udholdenhed. Nederlaget blev tilskrevet den danske hærs underlegenhed både materielt (især preussernes langtrækkende riflede bagladekanoner) og numerisk. Således kunne nederlaget fortolkes som en moralsk sejr. Denne fortolkning blev stadfæstet i stort set alle danske historiebøger i folkeskolen frem til 1960’erne. Fra preussisk side blev de danske soldaters tapperhed ligeledes anerkendt gennem indskrifter på massegrave og sejrsmonumentet Düppel Denkmal på Dybbøl Banke, hvilket på dansk side styrkede den herskende fortolkning af nederlaget.

På preussisk side var formålet med fremhævelsen af det tapre danske forsvar omvendt at forstørre indtrykket af den preussiske hærs sejr. Her blev Dybbøl et sejrssymbol på mod og kampvilje. Efter de preussiske militære sejre over Østrig i 1866 og Frankrig i 1870-71 samledes de tyske stater i Det Tyske Kejserrige i 1871, og sejren ved Dybbøl blev indskrevet i en fortælling om Tysklands samling, som det første og nødvendige skridt. Grundfortællingen med dens betoning af sammenhængen mellem tysk statsdannelse og sejre i krige mistede endegyldigt sin tiltrækningskraft efter Tysklands nederlag i 2. verdenskrig.  

Erindringslandskabet i Dybbøl 1864-1920

Efter afslutningen på krigen i 1864 blev Dybbøl som en del af Slesvig forvaltet af Preussen (fra 1867 blev provinsen Slesvig-Holsten indlemmet i Preussen). Straks efter kampene blev de danske skanser jævnet med jorden, og kort efter blev der opført en militær fæstning i Dybbøl, som yderligere omformede skanselandskabet (Festung Sonderburg-Düppel, 1867-83). Skønt Dybbølstillingens materielle lag således snart forsvandt, har Dybbøl Banke lige siden krigen været ladet med erindring om slaget.

I årene 1865-1872 blev der på Dybbøl Banke rejst et 24 meter højt minde- og sejrsmonument, Düppel Denkmal, som blev centrum for årlige fejringer 18. april, og som var med til at gøre Dybbøl til et yndet tysk turistmål såvel som udflugtsmål for skoleklasser, hvis tysknationale identitet skulle styrkes. Skoleelever og turister kunne også besøge hotel og cafe samt se de mindesten, der blev rejst i samme periode, og som hyldede faldne preussiske officerer.

Postkort fra 1915 med Düppel Denkmal som motiv. Fra: Wikimedia Commons  

Danske besøgende og det danske befolkningsflertal i Dybbøl sogn havde imidlertid ét dansk symbol på Dybbøl Banke: Dybbøl Mølle. Møllen, der blev skudt i grus under bombardementet af de danske stillinger i 1864, blev genopbygget af den dansksindede møller og blev et symbol på ukuelig danskhed i et Sønderjylland under tysk overherredømme.

Den danske erindringskultur adskilte sig fra den tyske ved det, at man ikke havde officiel adgang til det fysiske erindringssted. Danske mindesten for de faldne blev således spredt rundt i landet, fortrinsvis på kirkegårde, og mindehøjtidelighederne for krigen i jubilæumsårene i 1889 og 1914 havde centrum i København. 

Fordanskningen af erindringslandskabet 1920-1945

Ved Genforeningen i 1920 blev Nordslesvig og dermed også Dybbøl en del af Danmark. Dette igangsatte en fordanskning af erindringslandskabet. Efter en privat organiseret national indsamling blev Dybbøl Banke opkøbt og skænket den danske stat som nationalpark i 1924.

I løbet af 1920’erne og 1930’erne rejste en anden privat komite 110 mindesten for danske soldater, der var faldet ved Dybbøl; som det tidligere havde været tilfældet med de tyske mindesten, var det først og fremmest officerer, der blev mindet, og den besøgende kan selv i dag let få det fejlagtige indtryk, at der faldt flere officerer end menige. Hermed fik erindringslandskabet en tydelig dansk profil.

De tyske mindesten blev dog ikke fjernet. Til gengæld forsøgte man fra dansk side at slippe af med Düppel Denkmal gennem en udveksling med Istedløven. Det blev dog ikke til noget. De skiftende danske regeringer turde ikke udfordre Tyskland og rive monumentet ned, men forsøgte i stedet gennem manglende vedligeholdelse at lade det forfalde. Efter den tyske besættelse 1940-45 blev mindesmærket imidlertid sprængt i luften i maj 1945, formentlig af en gruppe modstandsfolk, der ville udviske de sidste spor af det tyske overherredømme 1864-1920.

Vilhelm Rosenstands maleri af ottende brigades modangreb fra 1894 viser en heroisk episode fra kampen ved Dybbøl: Med dødsforagt gør kaster brigaden sig ind i kampen og får for en stund bremset preussernes fremfærd. Maleriet er ofte gengivet i historiebøger og har dermed været med til at præge en erindringskultur, hvor soldaternes håbløshed bliver glemt. Fra: Wikimedia Commons  

Dybbøl i den dansk-tyske forsoningsproces

På 75-årsdagen for Dybbøl-slaget 18. april 1939 var kampene kommet på så stor afstand, at også tyske soldater kunne mindes ved de danske mindehøjtideligheder i Dybbøl. 2. verdenskrig og besættelsen satte dog en stopper for denne forsoningsproces. Med Vesttysklands optagelse i NATO og København-Bonn-erklæringerne om mindretalsbeskyttelse i 1955 samt Danmarks indtræden i EF i 1973 nærmede Vesttyskland og Danmark sig imidlertid igen hinanden. Statsminister Jens Otto Krag (1914-78) benyttede ved mindefesten i 1964 lejligheden til at tale for et styrket dansk-tysk samarbejde, og to år senere fremkom et tysk forslag om en fælles mindehøjtidelighed i Dybbøl, som dog blev afvist.

I 1998 blev tyske soldater for første gang inviteret med til mindehøjtideligheden 18. april som tilskuere, og fra 2002 var tyske soldater fast til stede på Dybbøldag, dog først fra 2011 med våben og militær fane og dermed på lige fod med danske soldater. Dermed var Dybbøldag blevet en fælles dansk-tysk mindedag. Da Sønderborg Kaserne lukkede i 2014, forsvandt den danske militære deltagelse ved mindehøjtideligheden imidlertid, og 150-årsdagen samme år blev derfor også den sidste mindedag med deltagelse af tyske soldater.

Ved Dybbøl ligger i dag Historiecenter Dybbøl Banke. Foto: Arne List, Wikimedia Commons  

Modfortællinger og paradigmeskift

I dansk erindringskultur har Dybbøl symboliseret det heroiske nederlag. Denne fortolkning har imidlertid aldrig været enerådende. I romanen Stuk fra 1887 lod Herman Bang (1857-1912) hovedpersonen tale om ”sårfeberen fra Dybbøl”, et granatchok, der havde lammet Danmark. En anden af Bangs romaner, Tine fra 1889, foregår på hjemmefronten på Als og demonstrerer de civile omkostninger ved forsvaret af Dybbøl. Den radikale politiker Viggo Hørup (1841-1902) brugte under forfatnings- og forsvarskampen i 1880’erne Dybbøl som et symbol på en fejlslagen, romantisk dansk politik og dermed som et retorisk våben i kampen mod den tids varmeste stridspunkt, Københavns befæstning. Også socialdemokraterne tog afstand fra den heroiserende Dybbølfortælling og fokuserede i stedet på de menige soldater som ofre for politikernes og militærets tåbeligheder. Uden samme fokus på de menneskelige lidelser under kampen har også store dele af historieskrivningen kritiseret politikerne for ikke at tillade hæren at trække sig tilbage før stormen 18. april 1864 – og i en større sammenhæng også for deres virke frem til krigen.

Grundfortællingen om dansk heroisme blev dog først for alvor svækket fra 1960’erne. Med ungdomsoprørets autoritetstab og Vietnamkrigens mediedækning af krigens ofre samt opmærksomhed på de psykiske belastninger for soldaterne mistede Dybbølfortællingen relevans. I skolebøger vandt modfortællingen indpas. Dens afgørende gennembrud kan imidlertid dateres til udgivelsen af historikeren Tom Buk-Swientys bestseller Slagtebænk Dybbøl fra 2008. Buk-Swienty kritiserede de danske politikere, men fokuserede i øvrigt på soldaternes lidelser – vel at mærke på begge sider. Bogens gennemslagskraft er tydelig i moderne erindringskultur om Dybbøl, hvad enten denne medieres gennem tv-serier som Ole Bornedals 1864 fra 2014, musikvideoer som fx Lars Lilholts Danmarks Killing Fields fra 2012 eller skolebøger. Dybbøl kom med i folkeskolens historiekanon fra 2006, men i stedet for heroiske kampe lærer eleverne nu om fraterniseringer, deserteringer og lydighedsnægtelser.