Novemberforfatningen, 18. november 1863

Kilder

Kildeintroduktion:

Novemberforfatningen fra den 18. november 1863 var et forsøg på at løse de forfatningsmæssige problemer, som helstaten befandt sig i efter indførelsen af Helstatsforfatningen i 1855. Helstaten bestod af kongeriget Danmark og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg. Slesvig var problemets omdrejningspunkt. I 1852 havde den danske regering forpligtet sig til at udstede en samlet forfatning for alle rigets dele, hvor den danske konges besiddelser skulle være ligestillede.

Helstatsforfatningen var blandt andet en løsning på dette problem, men der var udbredt utilfredshed med resultatet – specielt i Holsten. Holstenerne søgte blandt andet støtte i Det Tyske Forbund og fik her i 1857 kendt Helstatsforfatningen ugyldig i Holsten og Lauenborg. Det medførte reelt, at Helstatsforfatningen trådte ud af kraft, da der ikke længere var tale om fælles lovgivning for kongeriget og alle hertugdømmerne. Mange danske politikere vendte derfor tilbage til ejderpolitikken – Danmark til Ejderen. En sådan løsning ville bringe Danmark på kollisionskurs med de tyske stater, da en stor del af befolkningen i Slesvig var tysksindet. Ikke desto mindre var der almindelig opbakning til denne politik i den danske Rigsdag, og resultatet blev Novemberforfatningen, som indførte et fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig (§§ 18, 20) med både et Folketing og et Landsting. Der var begrænset valgret til Landstinget (§ 22). Internt i de to landsdele skulle hhv. Rigsdagen og Stænderforsamlingen fortsat opretholdes (§ 19). Den nye danske konge Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906) underskrev under pres forfatningen 18. november 1863, som skulle træde i kraft 1. januar 1864. Novemberforfatningen var den direkte anledning til krigen i 1864, der resulterede i, at Danmark måtte afstå alle tre hertugdømmer.

Grundlov af 18. November 1863 for Kongeriget Danmarks og Hertugdømmet Slesvigs Fællesanliggender.

Vi Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark, der Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,

Gjøre vitterligt for Alle: Rigsraadet har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Grundlov for Kongeriget Danmarks og Hertugdømmet Slesvigs Fællesanliggender.

I.

§ 1. Regjeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig. Arvefølgen er den i Thronfølgeloven af 31te Juli 1853 for hele det danske Monarki fastsatte.

§ 2. Kongen kan ikke uden Rigsraadets Samtykke være Regent i andre Lande end dem, som høre til det danske Monarki.

§ 3. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke.

§ 4. Kongen er myndig, naar han har fyldt sit 18de Aar. Det Samme gjælder om de Kongelige Prindser.

§ 5. Forinden Kongen tiltræder Regjeringen, afgiver han skrift­lig til Geheimestatsraadet den edelige Forsikkring ubrødeligen at holde Rigets Forfatningslove. Har han alt som Thronfølger aflagt denne Eed, tiltræder han umiddelbart Regjeringen. Af Forsikkrings­acten udstedes tvende ligelydende Originaler, af hvilke den ene nedlægges i Geheimearchivet, den anden overgives til Rigsraadet, for at opbevares i sammes Archiv.

Indtil Eden er aflagt, føres Regjeringen af Geheimestatsraadet, medmindre anderledes bestemmes ved Lov.

§ 6. Bestemmelser angaaende Regjeringens Førelse i Tilfælde af Kongens Umyndighed, Sygdom eller Fraværelse fastsættes ved Lov. Er saadan Lov ikke given, føres Regjeringen, naar Tilfældet indtræder, midlertidigt af Geheimestatsraadet. Dette skal da uop­holdelig indkalde Rigsraadet, som beslutter det Fornødne.

§ 7. Kongens Civilliste[1] bestemmes for hans Regjeringstid ved Lov. Derved fastsættes tillige, hvilke Slotte og andre Statseiendele der skulle henhøre til Civillisten. Civillisten kan ikke behæftes med Gjæld.

§ 8. For Medlemmerne af det Kongelige Huus kan der bestem­mes Apanager ved Lov. Apanagerne kunne ikke uden Kongens Samtykke nydes udenfor Monarkiet.

II.

§ 9. Kongen har med de i det Følgende fastsatte Indskrænk­ninger den høieste Myndighed over Rigets Fællesanliggender og udøver den gjennem sine Ministre.

§ 10. Kongen er ansvarsfri. Hans Person er hellig og ukrænke­lig. Ministrene ere ansvarlige for Regjeringens Førelse.

§ 11. Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Han bestemmer deres Antal og Forretningernes Fordeling imellem dem. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen ved­kommende Beslutninger giver disse Gyldighed, naar den er led­saget af een eller flere Ministres Underskrift. Enhver Minister, der har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen.

§ 12. Ministrene for de fælles Anliggender udgjøre i Forening med Ministrene for Landsdelenes særlige Anliggender Geheime­statsraadet, hvori Thronfølgeren, naar han er myndig, og den eller de af de øvrige Kongelige Prindser, som Kongen dertil maatte kalde, tage Sæde.

Kongen fører Forsædet med Undtagelse af de i §§ 5 og 6 nævnte Tilfælde.

§ 13. Alle Love og vigtigere Regjeringsforanstaltninger behand­les i Geheimestatsraadet.

Er Kongen i enkelte Tilfælde forhindret fra at holde Geheime­statsraad, kan han lade Sagerne forhandle af Ministerraadet. Dette bestaaer af samtlige Ministre under Forsæde af den, hvem Kongen har udnævnt til Conseilspræsident. Denne forelægger den over Forhandlingerne førte Protocol for Kongen, som derefter bestem­mer, om han umiddelbart vil bifalde Ministerraadets Indstilling eller lade sig Sagen foredrage i Geheimestatsraadet.

§ 14. Kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil. Ingen kan beskikkes til Embedsmand, som ikke har Ind­fødsret.

Kongen kan afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven. Den Embedsmand, som forflyttes mod sin Villie, har Ret til at fordre Afsked med Pension.

Forandringer i det Omfang, hvori Kongen kan ansætte, afske­dige og forflytte Embedsmænd, kunne skee ved Lov.

§ 15. Kongen erklærer Krig og slutter Fred samt indgaaer og ophæver Forbund og Handelstractater. Dog kan han ikke uden Rigsraadets Samtykke afstaae nogen Deel af Riget eller indgaae nogen Forpligtelse, som forandrer de bestaaende statsretlige For­hold.

§ 16. Kongen kan benaade og give Amnesti.

§ 17. Kongen kan deels umiddelbart, deels gjennem vedkom­mende Regjeringsmyndigheder meddele saadanne Bevillinger og Undtagelser fra Lovene, som enten efter de nugjældende Regler ere i Brug, eller hvortil Bemyndigelse fremtidigen ved Lov maatte indrømmes.

III.

§ 18. Den lovgivende Magt i Kongeriget Danmarks og Hertug­dømmet Slesvigs Fællesanliggender er hos Kongen og Rigsraadet i Forening.

En af Rigsraadet vedtagen og af Kongen stadfæstet Lovs Virk­somhed i Kongeriget og Slesvig kan kun ved en i Loven optagen udtrykkelig Bestemmelse gjøres afhængig af en tilsvarende Lovs Vedtagelse for et andet Lovgivningsomraade eller for en enkelt Landsdeel.

§ 19. Fællesanliggender ere alle Anliggender, som ikke udtryk­kelig ere bestemte at skulle være særlige for Landsdelene.

Opstaaer der Tvist mellem Rigsraadet og en Landsdeels Re­præsentation om, hvorvidt et Anliggende er fælles eller særligt, skal Sagen først behandles i Ministerraadet. Enhver Minister skal da afgive sit Votum til Protocollen. Denne forelægges derefter i Geheimestatsraadet for Kongen, som afgjør Sagen. Kongens Beslut­ning medunderskrives af de Ministre, som ere enige i samme.

§ 20. Rigsraadet bestaaer af et Folkething og et Landsthing. Folkethinget har 130 Medlemmer, hvoraf 101 ere valgte i Konge­riget og 29 i Slesvig.

Landsthinget bestaaer af 83 Medlemmer, hvoraf 52 vælges i Kongeriget, 13 i Slesvig og 18 udnævnes af Kongen.

§ 21. Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, medmindre han
a) uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold;
b) nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergiven eller tilbagebetalt;
c) er ude af Raadighed over sit Bo;
d) ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i den Valgkreds eller Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer.

§ 22. Valgret til Landsthinget har i Kongeriget og Slesvig Enhver, som har Valgret til Folkethinget, - dog at der kun fordres fast Bopæl i eet Aar i vedkommende Landsthingsvalgkreds - naar han i det sidste Aar har svaret 200 Rd. i directe Skat eller Afgift til Staten eller Communen eller godtgjør at have havt en reen aarlig Indtægt af 1200 Rd.

Valget udøves paa Færøerne af Lagthinget.

§ 23. Valgbar til begge Rigsraadets Afdelinger er enhver ube­rygtet Mand, som har Indfødsret, er bosat i Riget og har fyldt sit 25de Aar, medmindre han er ude af Raadighed over sit Bo.

§ 24. Folkethingets Medlemmer vælges umiddelbart i mindre Valgkredse. Valgkredsenes Fordeling og Valgmaaden fastsættes i Valgloven.

Valget er gyldigt for 4 Aar.

§ 25. Af Landsthingets Medlemmer vælges 51 i Kongeriget og 13 i Slesvig ved umiddelbart Valg i større Valgkredse. Valgloven bestemmer Valgkredsene, det Antal Landsthingsmænd, der skal vælges i hver af dem, og Valgmaaden.

For Færøerne vælges et Medlem af Lagthinget.

Valget gjælder for 8 Aar; men ved Udløbet af hvert fjerde Aar afgaae de for Halvdelen af Valgkredsene Valgte efter den i Valg­loven fastsatte Fordeling.

§ 26. De øvrige 18 Medlemmer udnævnes af Kongen, og skulle paa den Tid, Udnævnelsen foregaaer, 12 være bosatte i Kongeriget og 6 i Slesvig.

Udnævnelserne gjælde for 12 Aar, som for hvert Medlem regnes fra Udnævnelsesdagen.

Disse Udnævnelsers Gyldighed ophæves ikke ved Landsthingets Opløsning. De nuværende kongevalgte Rigsraadsmedlemmer tage Sæde i Landsthinget, indtil de 12 Aar ere udløbne for hvert af dem.

§ 27. Kongen sammenkalder Rigsraadet til en ordentlig Sam­ling hvert andet Aar. Efter Forløb af 2 Maaneder kan Kongen slutte dets Møder.

§ 28. Kongen kan udsætte Rigsraadets ordentlige Samling paa bestemt Tid, dog uden Rigsraadets Samtykke ikke længere end paa 4 Maaneder og ikke mere end een Gang i Tidsrummet indtil næste ordentlige Samling.

§ 29. Kongen kan indkalde Rigsraadet til overordentlige Sam­linger, hvis Varighed beroer paa hans Bestemmelse.

§ 30. Kongen kan opløse Rigsraadet eller een af dets Afdelin­ger. Opløses kun eet af Thingene, skal det andet Things Møder udsættes, indtil hele Rigsraadet atter kan samles. Dette skal skee inden 4 Maaneder efter Opløsningen.

I et Tidsrum af 2 Aar kunne ikke flere end 2 Opløsninger finde Sted.

§ 31. Saalænge Rigsraadet er samlet, kan intet Medlem uden Samtykke af det Thing, hvortil han hører, hæftes for Gjæld, eiheller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjer­ning.

For sine Yttringer i Rigsraadet kan intet Medlem uden vedkom­mende Things Samtykke drages til Ansvar udenfor samme.

§ 32. Rigsraadets Medlemmer ere ene bundne ved deres Over­beviisning og ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere.

Embedsmænd, som vælges til Medlemmer af Rigsraadet, behøve ikke Regjeringens Tilladelse til at modtage Valget.

§ 33. Rigsraadets Medlemmer erholde et dagligt Vederlag.

§ 34. Kjøbenhavn er Rigsraadets Forsamlingssted. I over­ordentlige Tilfælde kan Kongen dog sammenkalde det til et andet Sted i Riget.

§ 35. Ethvert af Thingene afgjør selv Gyldigheden af sine Med­lemmers Valg.

Ethvert nyt Medlem underskriver en edelig Forsikkring om ubrødeligen at ville holde Rigets Grundlov. Vægrer han sig ved at aflægge denne Eed, bortfalder hans Valg. Det Samme skeer, hvis han udebliver og ikke indsender Eden inden 14 Dage, efterat den til Underskrift er tilstillet ham af Formanden.

§ 36. Kommer den gyldigen Valgte i et af de Tilfælde, der udelukke fra Valgbarhed, mister han den af Valget flydende Ret.

§ 37. Ethvert af Thingene vedtager selv sin Forretningsorden.

§ 38. Ethvert af Thingene vælger selv sin Formand og den eller dem, som i hans Forfald skal føre Forsædet.

§ 39. Thingenes Møder ere offentlige. Dog kan Regjeringen eller Formanden eller det i Forretningsordenen bestemte Antal Medlemmer forlange, at alle Uvedkommende fjernes, hvorpaa Thinget afgjør, om Sagen skal forhandles i et offentligt eller hemmeligt Møde.

§ 40. Rigsraadets Beslutninger udfærdiges paa Dansk. Under Forhandlingerne kunne de Medlemmer, som ville det, betjene sig af det tydske Sprog. Protocollen føres i begge Sprog.

§ 41. Samtlige Ministre have Adgang til hvert af Thingene og ere berettigede til under Forhandlingerne at erholde Ordet, saa ofte de ville, idet de iøvrigt iagttage Forretningsordenen. Stemmeret udøve de kun, forsaavidt de ere Medlemmer af vedkommende Thing.

§ 42. Ingen Beslutning kan tages i noget af Thingene, med­mindre en Trediedel af dets Medlemmer er tilstede.

§ 43. Ethvert Rigsraadsmedlem kan i det Thing, hvortil han hører, med dettes Samtykke bringe ethvert til Rigsraadets Omraade hørende offentligt Anliggende under Forhandling og derom æske Ministrenes Forklaring.

§ 44. Intet Andragende maa overgives noget af Thingene uden igjennem et af dets Medlemmer.

§ 45. Ethvert af Thingene er berettiget til angaaende Fælles­anliggender at indgive Adresser til Kongen.

§ 46. Lovforslag indbringes af Regjeringen efter Kongens Be­faling.

Ethvert af Thingene er berettiget til at foreslaae og for sit Ved­kommende at vedtage Love.

§ 47. Intet Lovforslag kan endelig vedtages af noget Thing, forinden det 3 Gange der har været behandlet.

§ 48. Naar et Lovforslag er vedtaget i det ene Thing, skal det i den Form, hvori det er vedtaget, tilstilles det andet Thing. Hvis det der vedtages i uforandret Skikkelse, tilstilles det Regjeringen for at forelægges Kongen til Stadfæstelse.

Vedtages Lovforslaget i det andet Thing med Forandringer, vender det tilbage til det første Thing, hvor det underkastes en eneste Behandling. Vedtages det her med Forandring, gaaer det atter til eneste Behandling i det andet Thing. Opnaaes ei heller da Enighed, er Lovforslaget forkastet, medmindre et af Thingene for­drer Fællesudvalg. Fællesudvalget, som skal bestaae af et lige Antal Medlemmer fra hvert af Thingene, afgiver en fælles Betænkning over Uovereensstemmelserne. I Henhold til dets Indstil­linger finder den endelige Afgjørelse Sted i hvert Thing for sig.

Med Hensyn til de finantsielle Bevillingslove gjælder den i § 56 fastsatte Regel.

IV.

§ 49. Ingen Udlænding kan erholde Indfødsret uden ved Lov.

§ 50. Ingen Fællesskat kan paalægges, forandres eller ophæves, ei heller noget fælles Statslaan optages uden ved Lov.

§ 51. Enhver ordentlig eller overordentlig Udskrivning af Mand­skab til Hæren eller Flaaden skal være hjemlet ved Lov.

§ 52. Ingen fælles Domaine kan afhændes, ei heller nogen saa­dan erhverves uden ifølge Lov.

§ 53. Kongens Ret til at slaae Mønt udøves i Overeensstem­melse med Loven.

§ 54. For de ordinaire Fællesindtægter og Fællesudgifter gjæl­der det foreløbige Normalbudget af 28de Februar 1856 med de senere ved Lov deri foretagne Forandringer. Naar en Indtægts eller Udgifts Gjenstand ophører at være fælles for hele Monarkiet, ophører ogsaa ved Finantsperiodens Slutning Normalbudgettets Gyldighed for samme. Det bliver da ved Lov at bestemme, om Indtægten eller Udgiften skal optages paa Normalbudgettet eller bevilges ved Tillægslove for den toaarige Finantsperiode. Normal­budgettet kan forandres og ganske eller tildeels hæves ved Lov.

For hver toaarig Finantsperiode bevilges de extraordinaire Ind­tægter og Udgifter ved Tillægslove, selv naar der om den Gjen­stand, de angaae, gives en særlig Lov.

Ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i de oven­nævnte finantsielle Love.

§ 55. Det Beløb, hvormed de for Kongeriget og Slesvig fælles Udgifter overskride de for disse Landsdele fælles Indtægter, dæk­kes af deres særlige Indtægter, saaledes at Kongeriget deraf ud­reder 79,61 pCt. og Slesvig 20,39 pCt.

Forandring i Forholdstallet skeer ved Lov.

§ 56. Saasnart Rigsraadets ordentlige Samling er aabnet, fore­lægger Regjeringen hvert af Thingene en samlet Oversigt over samtlige Fællesindtægter og Fællesudgifter for den kommende Finantsperiode i Henhold til Normalbudgettet og Forslagene til Tillægslove.

Tillægslovene kunne forelægges saavel for Landsthinget, som for Folkethinget, og skulle fordeles imellem dem i et saavidt muligt ligeligt Forhold.

Naar en Tillægslov anden Gang er bleven oversendt til det Thing, der behandler den sidst, og Enighed ei heller da opnaaes, skal der stedse nedsættes et Fællesudvalg, hvortil hvert Thing vælger 15 Medlemmer, idet Valgene foretages overeensstemmende med de ved den foreløbige Valglov af 2den October 1855 for Rigs­raadsvalgene foreskrevne Regler, med de nærmere Bestemmelser i Henseende til Udførelsesmaaden, som af hvert Things Formand fastsættes. Dette Fællesudvalg forhandler da om Uovereensstemmelserne og tager for Rigsraadets Vedkommende den endelige Beslutning. I Udvalget skal i Tilfælde af Stemmelighed Formandens Stemme gjøre Udslaget. Forøvrigt vedtager det selv sin Forret­ningsorden.

§ 57. Statsregnskabets endelige Afslutning skeer ved Lov. For­slaget til denne forelægges først i Folkethinget.

For Revisionen og Decisionen af de forskjellige Forvaltnings­grenes Regnskaber oprettes ved Lov en Regnskabsret. Denne skal tillige vaage over, at ingen Udgift afholdes uden tilstrækkelig Hjemmel (§§ 54 og 58) og afgive Betænkning over Statsregnskabet.

Indtil Regnskabsretten er oprettet, afgives denne Betænkning af fire lønnede Revisorer, af hvilke hvert Thing udnævner tvende. Revisorerne kunne fordre sig alle fornødne Oplysninger meddeelte.

Betænkningen forelægges Rigsraadet tilligemed Lovforslaget om Statsregnskabets Afslutning.

§ 58. Under særdeles paatrængende Omstændigheder kan Kon­gen, naar Rigsraadet ikke er samlet, beslutte Afholdelsen af Udgif­ter, der ikke ere bevilgede. Forslaget til en saadan Beslutning skal være vedtaget af Ministerraadet under den i § 19 foreskrevne Form, forinden det i Geheimestatsraadet forelægges for Kongen. Kongens Beslutning medunderskrives af de Ministre, som deri ere enige.

Beslutningen skal forelægges for Folkethinget i den første der­paa følgende Samling, og afgjør samme, hvorvidt noget Ansvar skal gjøres gjældende for Rigsretten mod de Ministre, som have medunderskrevet Beslutningen.

§ 59. Paa samme Maade kan Kongen i særdeles paatrængende Tilfælde, naar Rigsraadet ikke er samlet, efter Ministerraadets forslag (jvfr. § 58) udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Forfatningen. De skulle stedse forelægges det først sammentrædende Rigsraad til Beslutning.

V.

§ 60. Rigsretten bestaaer af Landsthinget og 9 af Landsdelenes høieste Dommere, hvoraf Kongerigets Høiesteret vælger 6 Med­lemmer og Slesvigs Appellationsret 3, alle blandt disses egne Med­lemmer. Valget skeer paa 8 Aar.

Indtil Rettergangsmaaden er ordnet ved Lov, følges Loven af 3die Marts 1852 med de Lempelser, som den forskjellige Sam­mensætning gjør fornødne, og som Retten selv bestemmer.

§ 61. Rigsretten paakjender de af Kongen eller af Folkethinget mod Ministrene for deres Embedsførelse anlagte Sager.

Kongen kan ikke uden Folkethingets Samtykke benaade Mini­strene for de af Rigsretten dem idømte Straffe.

§ 62. For Rigsretten kan Kongen ogsaa lade Andre tiltale for Statsforbrydelser, som findes særdeles farlige, naar Folkethinget dertil giver sit Samtykke.

§ 63. Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser skulle være undergivne Domstolenes Afgjørelse. Dog kan Ingen ved at indbringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme Øvrighedens Befaling.

§ 64. Den dømmende Myndigheds Udøvelse kan kun omordnes ved Lov.

VI.

§ 65. Forandringer i denne Grundlov kunne kun vedtages af Rigsraadet, naar over Halvdelen af hvert Things samtlige Med­lemmer stemmer for dem.

§ 66. Denne Grundlov træder i Kraft den lste Januar 1864.

 

Midlertidige Bestemmelser.

Indtil Forholdet mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig paa den ene Side og de til det tydske Forbund hørende Hertugdømmer Holsteen og Lauenborg paa den anden Side med Rigsraadets Samtykke er blevet ordnet, skulle derom for Konge­rigets og Slesvigs Vedkommende gjælde nedenstaaende midler­tidige Bestemmelser, som dog kunne forandres ved Lov.

1. Angaaer et Fællesanliggende, som tillige omfatter Hertug­dømmet Holsteen, Forhold, hvori Fællesskabets Opretholdelse kræ­ver en eensartet Lovgivning, og vedtager Rigsraadet derom en ny Lov med den udtrykkelige Betingelse, at den kun skal træde i Kraft for Kongeriget og Slesvig, saafremt en tilsvarende Lov sam­tidigen kan udstedes for Holsteen, kan den ikke stadfæstes af Kon­gen, forinden Betingelsen er opfyldt.

Lykkes dette, og stadfæster Kongen derefter Loven, vedbliver Fællesskabet under de tvende nye, samstemmende Love. Stadfæstes Loven ikke inden næste ordentlige Rigsraadssamling, bortfalder den.

2. Vedtager Rigsraadet om et Fællesanliggende af fornævnte Beskaffenhed en Lov uden saadan Betingelse, og stadfæster Kon­gen samme, uden at der er tilveiebragt en tilsvarende Lov for Hertugdømmet Holsteen, bliver dens Gjenstand et Fællesanliggende for Kongeriget og Slesvig alene. Der skal i saa Fald træffes de Foranstaltninger, som ere en Følge af, at det tidligere Fællesskab med Holsteen forsaavidt er ophørt.

3. Angaaer et Fællesanliggende Forhold, hvori en Forskjellig­hed i Lovgivningen er forenelig med det bestaaende Fællesskabs Opretholdelse, kunne Love derom vedtages af Rigsraadet og stad­fæstes af Kongen for Kongeriget og Slesvig alene, uden at Fælles­skabet derved ophører.

4. De for hele Monarkiet fælles Udgifter afholdes af dets fælles Indtægter. Give disse et Overskud, tilgodeskrives deraf 78,69 pCt. Kongerigets og Slesvigs Fælleskasse.

5. De Tillæg til Normalbudgettets Udgiftsposter, som ifølge samme og senere Tillægslove forlods afholdes af Indtægterne, bevilges af Rigsraadet alene, forsaavidt de angaae de vedkommende Anliggenders Forvaltning i Kongeriget og Slesvig.

6. De Tillæg, som behøves til Normalbudgettets øvrige Udgifts­poster til Anliggender, som ere fælles ogsaa for Holsteen, bevilges af Rigsraadet med et Beløb, som svarer til 78,69 pCt. af det hele Beløb.

Er Bevillingen betinget af, at de manglende 21,31 pCt. af det hele Beløb udredes af Holsteen, skal dette udtrykkes ved selve Bevillingen. Opfyldes Betingelsen ikke, bortfalder Bevillingen.

7. Er Bevillingen derimod given uden saadan Betingelse, skal det tilsvarende Tilskud fra Holsteen ligefuldt søges tilveiebragt.

Lykkes dette ikke eller kun for en Deel, kan det af Rigsraadet bevilgede Beløb dog anvendes overeensstemmende med Bevillingen; men i saa Fald skal den Deel af Udgiften, som er udredet uden tilsvarende Bidrag fra Holsteen, opføres som en Fællesudgift for Kongeriget og Slesvig alene.

Hvorvidt nogen Gienstand eller noget Anliggende som Følge heraf skal udgaae af det bestaaende Fællesskab, bestemmes ved Lov.

8. Med Hensyn til Hertugdømmet Lauenborgs retlige Stilling i Monarkiet skal det have sit Forblivende ved det hidtil bestaaende Forhold.

 

Om kilden

Dateret
18.11.1863
Oprindelse
Danske Forfatningslove 1665-1953. Udg. af Jens Himmelstrup og Jens Møller (1958) s. 101-111
Kildetype
Forfatning, Lov
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2013
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
18.11.1863
Oprindelse
Danske Forfatningslove 1665-1953. Udg. af Jens Himmelstrup og Jens Møller (1958) s. 101-111
Kildetype
Forfatning, Lov
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2013
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk