Kilder
Kildeintroduktion:
Efter Treårskrigen 1848-50 mellem kongeriget Danmark på den ene side og den slesvig-holstenske oprørshær støttet af Det Tyske Forbund og Preussen på den anden side blev der indgået en række aftaler for at ordne Danmarks forhold. De vigtigste af disse var de såkaldte Aftaler fra 1851-52 og Londontraktaten fra 1852. Aftalerne fra 1851-52 var en lang brevveksling mellem Danmark, Preussen og Østrig, hvor essensen var, at Danmark overfor Preussen og Østrig gav tilsagn om, at man ikke ville indlemme Slesvig i det danske kongerige. Londontraktaten fra 1852 var derimod en international traktat indgået mellem England, Rusland, Frankrig, Sverige/Norge, Danmark, Østrig og Preussen. Her anerkendte underskriverne det danske riges integritet, hvilket kort fortalt betød, at de anerkendte den danske konges besiddelse af hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
I tiden op til krigen i 1864 beskyldte de tyske magter Danmark for at have brudt Aftalerne fra 1851-52 med vedtagelsen af Novemberforfatningen i 1863. Danmark holdt sig imidlertid til, at også Preussen og Østrig havde anerkendt Danmarks besiddelse af Slesvig og Holsten med Londontraktaten 1852. Fra tysk side argumenterede man heroverfor for, at Londontraktaten var betinget af Aftalerne fra 1851-52, og at dens garantier altså bortfaldt, hvis Danmark ikke overholdt aftalerne.
Dette synspunkt blev imidlertid afvist af ikke bare Danmark, men også af England, som i denne skrivelse til Preussen fra december 1863 afviste, at Londontraktaten var afhængig af Aftalerne fra 1851-52. I depechen skrev den engelske udenrigsminister Lord Russell til den preussiske kansler von Bismarck, at de tyske magter nok kunne klage over det danske aftalebrud, men at det ikke ændrede ved deres forpligtelser ifølge Londontraktaten. Altså at et dansk aftalebrud ikke rokkede ved Londontraktatens anerkendelse af, at Danmark fortsat skulle besidde Slesvig og Holsten.
Ved fredsforhandlingerne i London efter krigen i 1864 lykkedes det imidlertid Bismarck og Preussen at løssige sig fra Londontraktaten, uden at de øvrige underskrivere greb ind.
De Magter som har undertegnet Londontraktaten eller som senere har tiltraadt den, maa huske, at de derved har forpligtet dem ikke overfor Danmark alene, men overfor England, Frankrig, Rusland og Sverige, som var med at slutte Traktaten, og overfor alle de andre Stater og Magter, hvis Tilslutning til den blev begæret og opnaaet, og at denne Traktats erklærede Genstand og Formaal var ikke at ordne Danmarks og Tysklands gensidige Forhold, men at skabe en Ordning, som var af væsentlig Betydning for Europas almindelige Interesser. - En Krænkelse af de Forpligtelser, Danmark i 1851-52 har indgaaet overfor Tyskland, er en rimelig Genstand for Klage, og det er kun retfærdigt, naar der kræves Fyldestgørelse herfor, men en saadan Krænkelse kan ikke gøre en højtidelig europæisk Forpligtelse, som man har paataget sig overfor andre Magter, ugyldig... ... Det hele Grundlag for det europæiske Traktatsystem vilde blive omstyrtet, hvis en saadan Grund kunde blive taget god som Undskyldning for Brud paa en ren og klar Traktatforpligtelse. En hvilken som helst Suveræn kunde, naar han opfordredes til at opfylde sine Forpligtelser, sige: "mit Motiv til at slutte denne Traktat med Eder var, at jeg havde sluttet andre Aftaler med en af Parterne i denne Traktat. Disse andre Aftaler er ikke bleven holdte, og derfor er min Traktat med Eder annulleret." Hds. Maj.'s Regering er overbevist om, at Hoffet i Berlin vil indse, at hvis man indrømmede Gyldigheden af en saadan Tankegang, vilde det være ensbetydende med en Sønderrivelse af en hvilken som helst existerende Traktat ... Hds. Maj.'s Regering erklærer, at den vilde betragte en hvilken som helst Fravigelse fra Arvefølgetraktaten af 1852 fra de Magters Side, der har undertegnet eller tiltraadt den, som et Brud paa Tro og Love.