Kilder
Kildeintroduktion:
Martskundgørelsen fra den 30. marts 1863 er et af de afgørende skridt på vejen mod krigen i 1864 mellem Danmark på den ene side og Østrig og Preussen på den anden side. Baggrunden for Martskundgørelsen var de danske problemer med at finde en forfatningsordning for alle dele af riget, der kunne accepteres af de tyske stater. Problemet var først og fremmest Holsten, der på den ene side var et hertugdømme under den danske konge, men på den anden side også var en medlemsstat i Det Tyske Forbund, som derfor kunne gøre sin indflydelse gældende. Helstatsforfatningen af 1855 var blevet underkendt af Det Tyske Forbund for Holstens vedkommende, og de tyske stater pressede til stadighed på for at få en løsning, de kunne acceptere.
I begyndelsen af 1863 var den danske nationalliberale regerings tålmodighed imidlertid opbrugt, og regeringen slog derfor ind på en kurs, der skulle løsne Holstens tilknytning for derved at forhindre Holsten i at spænde ben for den forfatningsmæssige udvikling i kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Martskundgørelsen var det første skridt på denne vej, idet den gav Holsten en langt mere selvstændig status indenfor den danske stat. Dette var både Holsten og de tyske stater imidlertid modstandere af, da det ville begrænse deres indflydelse på det nationalt blandede hertugdømme Slesvig, som de mente havde historiske bånd med Holsten, som ikke måtte brydes.
Kundgørelsen indledes med at kong Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863) forklarer, at Det Tyske Forbund og Holsten har spændt ben for en løsning af problemerne, hvorfor man nu må tage disse skridt. Kongens henvisning til en kundgørelse fra januar 1852 er en henvisning til de såkaldte 1851-52-Aftaler, der var en noteveksling mellem Danmark, Preussen og Østrig efter 1. Slesvigske Krig 1848-50. Ifølge de tyske stater brød Danmark disse aftaler ved at løsne Holstens tilknytning. Danmark hævdede på den anden side, at de tyske stater havde umuliggjort en dansk indfrielse af aftalerne. Det Tyske Forbund krævede i juli 1863, at Danmark trak Martskundgørelsen tilbage, men i stedet stadfæstede Danmark udskillelsespolitikken ved at vedtage Novemberforfatningen i november 1863, der indførte en fælles forfatning for Danmark og Slesvig udenom Holsten. Få måneder efter brød krigen ud.
Vi Frederik den Syvende […] gjøre vitterlig: Da Vi i Vor allerh. Kundgjørelse af den 28 Jan. 1852 udtalte den Hensigt, ved en fælles Forfatning at forene vort Monarki es forskjellige Dele til et velordnet Hele, vare Vi Os fuldkomment bevidste, hvad der da ogsaa tilstrækkelig klart fremgaaer af de foregaaende Forhandlinger, at en saadan fælles Forfatning kun var mulig paa den Betingelse, at Vor Souverænitet i Vore tvende tyske Hertugdømmer ikke begrænsedes eller indskrænkedes mere, end i Henhold til de bestaaende, af Os antagne Forbundslove, og at disse Hertugdømmers Befolkning vilde oprigtig slutte sig til den nye Statsordning. Disse Forudsætninger ere ikke blevne opfyldte. Den tyske Forbundsforsamling har indblandet sig i Vort Monarkies indre Anliggender samt opstillet Fordringer, der ikke have nogen Hjemmel i Forbundslovene og ere uforenelige med Vor Krones Uafhængighed og Vore ikke til Forbundet hørende Landes Rettigheder; og de holstenske Provinsialstænder have ikke blot afvist ethvert Forslag til Overenskomst, men endog principielt erklæret sig imod enhver paa en fælles Repræsentation bygget Helstatsforfatning. En saadan indre splidagtig Tilstand, som nu allerede i et helt Decennium har lammet Vort Riges Udvikling, kan ikke vedvare længere. Efter de utilfredsstillende Resultater af den sidste holstenske Stænderforsamling, maa Vi derfor nu holde det for Vor Herskerpligt at bestemme Hertugdømmet Holstens forfatningsmæssige Stilling i Monarkiet paa en Maade, der saa vidt muligt svarer til det tyske Forbunds Fordringer. Vi have herved indskrænket os til det tvingende Nødvendige, for at kunne forbeholde den videre Udvikling og endelige Ordning for Vort Folks og dets forfatningsmæssige Repræsentanters frie Medvirkning. Vi have derfor allernaadigst besluttet og befale herved som følger:
Art. 1. Af det i Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg udskrevne mandskab - med Undtagelse af det for Vore to Livgarder - skal der dannes en særlig Afdeling af Vor Hær under Vor Krigsministers øverste Ledelse. Dette Troppekorps skal forsynes med alt til dets fuldstændige Udrustning fornødne Materiel, og under Iagttagelse af det tyske Forbunds Krigsforfatning afgive Vort Forbunds Kontingent. Alle Udgifter til den holsten-Iauenborgske Hærafdeling skulle udredes af Hertugdømmet Holstens særlige Finanser, som til den Ende faar et Tilskud af Hertugdømmet Lauenborgs Indtægter.
Art. 2. Hertugdømmet Holsten skal ogsaa for Fremtiden deltage i de for Monarkiet fælles Udgifter, der ere opførte i det foreløbige Normalbudget for en toaarig Finansperiode af den 28 Febr. under Posterne 1-6 og 8-1 nemlig for:
1) Vor Civiliste: 1,600,000 Rdl.
2) Det kgl. Huses Appanager: 706,600 Rdl.
3) Gehejmestatsraadet: 106,600 Rdl.
4) Forrentning og Afdrag af den fælles Statsgjæld: 12,290,000 Rdl.
5) Pensionsvæsnet: 2,833,400 Rdl.
6) Udenrigsministeriet: 422,490 Rdl.
8) Marineministeriet (derunder to i Normalbudgettet
indenfor Linien opførte Summer til et Beløb
af 113,873? Rdl., hidrørende fra et senere
inddraget Fond): 3,037,578? Rdl.
9 og 10) Finansministeriet og det senere dermed forenede
ministerium for Monarkiets fælles anliggender: 821,218 Rdl.
11) Forskjellige Udgifter: 266,000 Rdl.
Derimod skal den i Normalbudgettets 7de Post for Krigsministeriet opførte Sum af 6,394,097 Rdl. i Bienniet nedsættes til 770,000 Rdl., nemlig for Armeens øverste Bestyrelse, for Vore tvende Livgarder og for de centrale Undervisningsanstalter, hvilke forblive fælles. Hvad der i en Finansperiode bespares paa en af disse Poster, maa ikke benyttes til at dække Overskridelser fra en anden. De Tilskud, der blive nødvendige udover Normalbudgettets ovenfor anførte Satser, skulle for Holstens Ved kommende forelægges de holstenske Stænder til Bevilling. De fælles Udgifter afholdes af de fælles Indtægter[.] Af Overskudet bliver den Holsten efter det forholdsvise Indvaanerantal tilkommende Andel godskreven dette Hertugdømmes, særlige Finanser med 21,31 pCt. Skulde de fælles Udgifter overstige de fælles Indtægter, have Holstens særlige Finanser at bidrage efter samme Forhold til Underballancens Dækning.
Art. 3. Forsaavidt Udgifterne til den lokale Bestyrelse af de holstenske Domæner og Skove samt af Told-, Post- og Telegrafvæsnet i Holsten ikke kunne bestrides af de Summer, der ere opførte i Normalbudgettet for enhver af disse Poster, skulle Forslagene om de fornødne Tilskud forelægges de holstenske Stænder til Bevilling. Disse Udgifter afholdes forlods af de tilsvarende Indtægter, saa at kun disses Overskud opføres som fælles Indtægt.
Art. 4. Forvaltningen af Hertugdømmet Holstens særlige Finanser skal gaa over til Vort Ministerium for Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg.
Art. 5. Den lovgivende Myndighed i alle Fællesanliggender skal for Vort Hertugdømme Holstens Vedkommende udøves af Os og de holstenske Stænder i Forening. Naar en saadan Lov udstedes af Os med Stændernes Samtykke for Holsten, uden at en ligelydende Lov samtidig kan udstedes i de øvrige Landsdele, skal der træffes de Foranstaltninger, som derved blive nødvendige, saafremt Loven angaar et Forhold, i hvilket en forskjellig Lovgivning er uforenelig med Oprettelsen af det hidtil bestaaende Fælleskab.
Art. 6. Den i Art. 5 trufne Bestemmelse træder strax i Kraft, de øvrige først efter Finansperiodens Slutning med den 1 April 1864.
De nærmere Forskrifter angaaende Hertugdømmet Holstens og dets Repræsentations Forhold til Monarkiets fælles Anliggender skulle forelægges den holstenske Stænderforsamling til Beslutning. I det Lovforslag, som derom bliver at udarbejde, vil der ikke blot blive taget Hensyn til de nu udtalte Ønsker om større religiøs og borgerlig Frihed, men ogsaa blive optaget de fornødne Bestemmelser angaaende en Udvidelse af Valgretten og Valgbarheden samt angaaende en besluttende Medvirkning af Holstens Repræsentation med Hensyn til Holstens særlige Finanser.
Givet paa Vort Slot Fredensborg, den 30 Marts 1863.
Frederik R.