Arven fra Treårskrigen

Treårskrigen 1848-50 (1. Slesvigske Krig) var en krig mellem Danmark på den ene side og en slesvig-holstensk oprørshær på den anden. Danmark ønskede, at en ny fri forfatning (Junigrundloven) skulle gælde for både kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. De slesvig-holstenske oprørere ønskede derimod et samlet Slesvig-Holsten, der skulle være medlem af den løse sammenslutning af tyske stater: Det Tyske Forbund. Slesvig-holstenerne blev i forskellige faser af krigen støttet af Preussen og Det Tyske Forbund, men disse blev af de europæiske stormagter tvunget til at gå ud af krigen, og Danmark besejrede herefter den slesvig-holstenske oprørshær.

Ved kamphandlingernes ophør i 1850 stod Danmarks altså tilbage som en form for sejrherre, men det var en sejrherre med to grundlæggende problemer. For det første var hertugdømmet Holsten under kontrol af tyske forbundstropper, som havde overtaget kontrollen fra de slesvig-holstenske oprørere. For det andet var den danske kongeslægt i fare for at uddø, da Frederik 7. ingen arvinger havde. Dette problem blev forstærket af, at der gjaldt forskellige arveregler i kongeriget Danmark og i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, der kunne komme i spil når kongeslægten uddøde. De tyske magter stod altså tilbage som tabere i krigen, men havde Holsten og arvefølgespørgsmålet som pant på, at Danmark heller ikke kunne betragte sig som vinder.

For at få løst problemerne med arvespørgsmålet og de tyske tropper i Holsten, måtte Danmark indlede forhandlinger med de to tyske stormagter Preussen og Østrig, som både skulle indvillige i, at tropperne skulle forlade Holsten, og i at anerkende en ny dansk tronarving til hele det danske rige. Forhandlingerne kom til at foregå som en noteudveksling de tre magter imellem, og det var i denne noteudveksling, den danske regering skrev, at den ikke ville inkorporere Slesvig i kongeriget, og at ingen af delene af det danske monarki skulle være de andre underordnede.

Disse brevvekslinger mellem Østrig, Preussen og Danmark er senere blevet kendt som 'aftalerne fra 1851-52'. De kan dog ikke sammenlignes med en international traktat, og hvilket eventuelt retsgrundlag, de hvilede på, er det også svært at sige noget præcist om. Mens Danmark direkte skrev, at man ikke ville inkorporere Slesvig i kongeriget, søgte man nemlig samtidig at fastholde fra dansk side, at dette tilsagn var givet af egen fri vilje, og at de tyske stater ikke havde ret til at blande sig i Slesvigs forhold. De tyske magter søgte samtidig at fremstille det som om, at de anerkendte suveræniteten, men trods dette anså tilsagnet vedrørende Slesvig for bindende. Den samlede noteudveksling fylder næsten 40 sider og er åben for mange fortolkningsmuligheder, hvilket også blev et af de store problemer senere hen. Det, der imidlertid kan fastslås, var:

1. at den var et anliggende mellem Danmark, Østrig og Preussen og ikke berørte nogen af de øvrige stormagter

2. at Danmark direkte skrev til Preussen og Østrig, at man ikke ville inkorporere Slesvig i Kongeriget.

Londontraktaten 1852

Den 8. maj 1852 blev den såkaldte Londontraktat underskrevet i London af hhv. Rusland, England, Frankrig, Sverige-Norge, Østrig, Preussen og Danmark. Traktaten var ganske kort og indeholdt kun to vigtige elementer. For det første ”anerkendte” underskriverne det danske riges integritet, og for det andet godkendte de, at den senere Christian 9. skulle arve alle dele af det danske rige ved Frederik 7.s død. Danmark havde oprindeligt håbet at kunne få en ”garanti”, men måtte nøjes med en mere uforpligtende ”anerkendelse”. Londontraktaten indeholdt ingen bestemmelser om Slesvig.

Der er næppe tvivl om, at 'aftalerne fra 1851-52' var en vigtig forudsætning for, at Østrig og Preussen gik med på at underskrive Londontraktaten. Men traktaten var et selvstændigt dokument og var ikke knyttet til disse aftaler.

Frem mod krigsudbruddet i 1864

Den danske Helstatsforfatning fra 1855 var et forsøg på at leve op til 'aftalerne fra 1851-52'. Forsøget blev imidlertid forkastet af Det Tyske Forbund, som i 1858 ophævede Helstatsforfatningen for Holstens vedkommende. Herefter fulgte et spil, hvor man fra tysk side krævede, at Danmark levede op til aftalerne, mens man fra dansk side hævdede, at man havde forsøgt, men at Holsten og Det Tyske Forbund spændte ben for, at det kunne lykkes. At aftalerne var upræcise, gjorde ikke sagen lettere, og skulle alle de tyske ønsker være fulgt slavisk, var resten af Danmark kommet i et afhængighedsforhold til Holsten, som ikke havde været foreneligt med fortsat dansk suverænitet. På den anden side kan det også diskuteres, om de danske forsøg på at leve op til aftalerne var for halvhjertede.

Omkring 1862-63 kørte den nationalliberale danske regering sur i de fortsatte forviklinger og sigtede nu mod en delvis udskillelse af Holsten fra den danske helstat. Den nye kurs blev proklameret med Martskundgørelsen fra marts 1863, som omgående førte til protester i Det Tyske Forbund, som mente, det var et brud på 1851-52-aftalerne, fordi det ville skabe et Holsten, der var adskilt fra Slesvig, og som ville komme i et afhængighedsforhold til de øvrige danske statsdele. I november 1863 fortsatte den danske regering politikken med Novemberforfatningen, der skabte en forfatningsmæssig overbygning over Slesvig og kongerigets hidtidige forfatninger, uden dog at ophæve disse. De tyske magter hævdede, at dette var en inkorporation, den danske regering hævdede derimod, at det ikke var det. Inden forfatningen blev underskrevet af kongen, døde Frederik 7., og herved var hele spillet pludseligt åbent.

De fleste medlemmer af Det Tyske Forbund ønskede efter Frederik 7.s død, at hertugdømmerne Slesvig og Holsten nu skulle samles til et samlet hertugdømme under hertugen af Augustenborg, og at dette hertugdømme skulle løsrives fra Danmark og indgå i Det Tyske Forbund. Kravet var bygget på en alternativ fortolkning af arvefølgen i hertugdømmerne og var i klar modstrid med Londontraktaten, som Det Tyske Forbund imidlertid aldrig havde underskrevet. De to tyske stormagter Østrig og Preussen, som havde underskrevet Londontraktaten, holdt imidlertid fast på, at den nye danske konge Christian 9. var den retmæssige arving til Slesvig og Holsten ifølge Londontraktaten, men at han stadig var bundet af 1851-52-aftalerne.

Krigsudbruddet, freden og Londontraktaten

Østrig og Preussen fastholdt i november 1863, at den danske konge var den retmæssige arving til hertugdømmerne. Men samtidig begyndte nu særligt Preussen at tale om 'aftalerne fra 1851-52' som sammenhængende med Londontraktaten, hvilket de ikke var officielt. Det var nødvendigt, fordi Østrig og Preussen med Londontraktaten havde ”anerkendt” det danske riges nuværende udstrækning, og det stemte dårligt med en krigserklæring. Den engelske regering afviste imidlertid denne fortolkning overfor Preussen og skrev til Bismarck, at hele det europæiske traktatsystem ville falde sammen, hvis man blot kunne melde sig ud af traktater som Londontraktaten, fordi man pludselig mente de hang sammen med andre ting.

Samtidig erklærede Preussen og Østrig imidlertid også, at Novemberforfatningen var et brud på aftalerne fra 1851-52. Danmark nægtede imidlertid, at Novemberforfatningen var en anneksion af Slesvig, hvilket for så vidt var rigtigt, selvom forfatningen i det mindste stred mod tilsagnene om ikke at knytte nogen dele af riget tættere sammen end andre.

I tiden fra november 1863 til januar 1864 lagde de europæiske stormagter pres på Danmark for at trække Novemberforfatningen tilbage. Den vigtigste årsag hertil var dog den helt realpolitiske grund, at de ønskede at undgå det kom til krig, og ikke at Novemberforfatningen stred mod Londontraktaten (for det gjorde den ikke). Men vil man forhindre et slagsmål, virker det alt andet lige bedst at presse den svageste part til at bøje af, og der var et stærkt pres på Danmark for at finde en forståelse med de tyske magter, så krig kunne undgås. Blandt stormagterne havde Sverige og England mest sympati for Danmark, mens Rusland hældede mod Preussen, og Frankrig virkede mere eller mindre uinteresseret.

I sidste ende ville de danske politikere ikke trække Novemberforfatningen tilbage, og Preussen og Østrig brugte dette som grundlag for deres krigserklæring, idet de erklærede, at aftalerne fra 1851-52 var brudt, og der derfor var indtrådt en traktatbrudslignende tilstand. Man kan med en vis ret kritisere de danske politikere for at levere denne undskyldning for en krigserklæring. På den anden side var der ingen af de magter, der lagde pres på Danmark for at trække Novemberforfatningen tilbage, der ville give Danmark noget tilsagn om hjælp, hvis Danmark rent faktisk gjorde det og efterfølgende alligevel blev mødt med nye tyske krav. Og nye tyske krav var der givetvis kommet. Aftalerne fra 1851-52 var nemlig, i deres upræcise form, et perfekt redskab for Bismarck til at blande sig i danske forhold, og Bismarck nægtede altid at fortælle Danmark præcis, hvad det egentlig var, der skulle gøres, for at Preussen kunne stilles tilfreds.

Krigen blev en kort affære, som ikke overraskende blev tabt på slagmarken. Ved de efterfølgende fredsforhandlinger forsøgte Danmark at påberåbe sig Londontraktaten, men alle var klar over, at den nu havde udspillet sin rolle.  Den støtte man (lidt naivt) havde håbet på fra traktatens underskrivere, fik man heller ikke. Det skyldtes i sidste ende både dansk udygtighed og preussisk dygtighed. Aftalerne fra 1851-52 var der imidlertid ingen, der mere talte om.

Opsummering

Selvom 'aftalerne fra 1851-52' altså blev den formelle årsag til krigserklæringen fra tysk side, vil det være meget forsimplet at kalde dem de reelle årsager. Der var nemlig ikke rigtig nogen, der ønskede dem overholdt blandt de krigsførende parter. Danmark ønskede det naturligvis ikke, og de fleste tyske stater ønskede hellere et selvstændigt tysk Slesvig-Holsten. Bismarck ønskede hverken det ene eller det andet, men så i stedet krigen som en mulighed for at opnå de størst mulige fordele for Preussen på sigt, hvad de så end måtte vise sig at blive. Bismarcks umiskendeligt store politiske geni bestod nemlig blandt andet i, at han konstant kunne revurdere situationen og tilpasse sine planer efter mulighederne. Alene det ærkekonservative Østrig ønskede måske, at aftalerne blev opfyldt, så alt kunne fortsætte som hidtil med færrest mulige ændringer.

De meget komplicerede årsager til krigen var en grundlæggende uenighed om Slesvigs placering mellem dansk og tysk. I forhandlingerne op til krigen spillede aftaler, traktater og forordninger forskellige roller, og tyskerne viftede ofte med 'aftalerne fra 1851-52', mens Danmark forsøgte at beskytte sig med Londontraktaten. Levede Danmark ikke op til 1851-52-aftalerne, så levede Preussen og Østrig til gengæld heller ikke op til Londontraktaten. Men som Bismarck sagde, så ophævede krig alle traktater. Forskellen var, at Danmark var svagt, mens Preussen og Østrig var stærke. Derfor kunne de to tyske stormagter gøre noget ved det danske aftalebrud, mens ingen europæiske magter i sidste ende ville give Danmark den beskyttelse, det havde håbet at få gennem Londontraktaten. Mellem dansk og tysk er det svært at sige, at nogen havde 'ret' i 1864 – til gengæld havde de tyske magt.