Philip Weilbach: Anmeldelse af maleriet ”Den grundlovgivende Rigsforsamling”, 1865

Kilder

Kildeintroduktion:

12 år efter det første møde i Den Grundlovgivende Rigsforsamling den 23. oktober 1848 påbegyndte kunstmaleren Constantin Hansen (1804-1880) på bestilling af godsejeren og politikeren Alfred Hage (1803-1872) et stort oliemaleri af begivenheden. Det blev færdigt i 1864 og fik navnet ”Den Grundlovgivende Rigsforsamling” og viste de mænd, som sammen skulle forhandle sig frem til Danmarks første grundlov, som trådte i kraft den 5. juni 1849, men også enkelte samtidskendte personer, som oprindeligt ikke var til stede ved begivenheden. I eftertiden er maleriet blevet en af de mest udbredte illustrationer til 1849-Grundloven, selvom det ikke gengiver forsamlingen korrekt og derudover er politisk tendentiøst, da de nationalliberale – som både Constantin Hansen og Alfred Hage støttede - har fået en meget fremtrædende plads

I denne anmeldelse, der blev bragt i den nationalliberale avis Fædrelandet den 11. november 1865, forklarer kunsthistoriker Philip Weilbach (1834-1900) maleriets komposition og personkreds. Anmeldelsen blev udgivet i anledning af, at fotografen Christian Neuhaus (1833-1907) fik masseproduceret et fotografi af det store maleri, der på det tidspunkt hang i Alfred Hages hjem. Dermed blev værket mere tilgængeligt for offentligheden. Weilbach havde en fremtrædende rolle i den danske kunstverden og er blandt andet kendt for Dansk Konstnerlexikon (1877-78), der senere er kommet i flere udgaver under navnet Weilbachs Kunstnerleksikon.

Forsiden af avisen Fædrelandet
Forsiden af avisen Fædrelandet, hvor Philip Weilbachs anmeldelse er trykt. Klik her eller på billedet for at se hele anmeldelsen via Mediestream


Den grundlovgivende Rigsforsamling

(Maleri af Professor Const. Hansen.)

I dette Foraar fuldendte Prof. Const. Hansen det store Maleri, fremstillende den grundlovgivende Rigsforsamling, hvorpaa han i flere Aar havde malet. Da det nogen Tid efter udstilledes, anbragt paa sin Plads i Eierens Bolig, fremkom ingen egenlig Anmeldelse af dette betydelige Arbejde. Et vellykket Photographi har imidlertid nu fornyet Billedet i Publicums Erindring, og vi benytte denne Leilighed, da en forholdsvis tro Gjengivelse med Lethed kan komme Enhver for Øie, til udførligere at omtale Originalen selv.

Den Art Malerier, hvortil dette maa henregnes, er forholdsvis sjeldnere. Blandt dem maae først og fremmest nævnes de berømte Billeder af Raphael i Vaticanet, Theologien, Skolen i Athen og Parnasset, hvor Konstneren under et bestemt Synspunkt samler i eet Billede hist Kirkens hellige Mænd, her Oldtidens vigtigste Philosopher, i det sidste endelig ældre og nyere Digtere i Grækenland og Italien. I den nyere franske Malerskole have Ingres[1] og Delaroche[2] leveret betydelige Arbejder i samme Retning (Homers Apotheose, Hemicyclen). Mere forskjellig fra disse er en Række Billeder, der fremkom i Holland, især i det 17de Aarhundrede: Skarpskyttegilderne i de forskjellige Byer lod jevnlig deres Befalingsmænd, eller i det Hele Gildets Hovedpersoner, fremstille samlede i et enkelt stort Maleri, og paa samme Maade kan man finde en Stads Øvrighedspersoner samlede paa eet Billede, undertiden afsluttende en i Byens Datidshistorie vigtig Handling. Medens i de førstnævnte Malerier den forbindende Tanke i Almindelighed faaer større Betydning, og Fremstillingen af de givne Personer ikke sjelden indskrænkes til Gjengivelsen af den bekjendte aandelige Charakter, undertiden paa Grundlag af en Samtidigs Portrait, saa staae de sidstnævnte Billeder det egenlige Portraitmaleri nærmere, da det er samtidige Personer, som man ønsker fremstillede med den størst mulige Lighed, paa samme Tid som Helheden ikke maa glemmes. I Stedet for den indre Tanke som hist forbandt Personerne, er Konstneren derfor her mere henvist til at gjøre saa meget som muligt ud af den maleriske Anordning, af Figurene indbyrdes og i deres Forhold til Rummet og Lyset. Const. Hansens Billede maa siges at staae midt imellem disse to Fremstillingsmaader. Medens paa den ene Side Skildringen af en saa betydningsfuld politisk Begivenhed, som den grundlovgivende Rigsforsamlings Sammentræden, stiller store Fordringer til Konstnerens Evne til historisk at opfatte de i Handlingen deltagende Personer, og sammenstille dem paa passende Maade efter deres politiske Meninger og Tilbøieligheder, saa tilhører dog paa den anden Side den hele Kreds af Mænd Konstnerens egen Samtid, selv om Døden har bortkaldt ikke faa i de mellemliggende Aar; og Fordringerne til Portraitligheden bilve [sic] kun saa meget vanskeligere at tilfredsstille, som den Del af Publicum, der har staaet Personerne fjernere, uvilkaarlig glemmer, at Konstneren maatte søge at fremstille disse Mænd, som de saae ud 1848, og ikke saa meget ældre, som nu Enhver seer og kjender dem. Allerede den rent maleriske Anordning af et saa stort Billede, med et betydeligt Antal legemstore Figurer, maa have frembudt store Vanskeligheder at overvinde, saa meget større, som Konstneren paa et Par mørkeblaae Uniformer nær, ellers var henvist til den ensformige sorte Kjole, og de lange formløse Buxer. Men hvor heldigt dele Personerne sig dog ikke i større og mindre Grupper, med tilstrækkelige Mellemrum til at lade føle, at de færdes i et Rum, der tilbyder dem rigelig Plads, og dog saa sammentrængte, at man faaer Indtrykket af, at det virkelig er en stor Forsamling. Den heldig valgte Horizont, den Sikkerhed og Nøiagtighed, hvormed Rummets perspectiviske Dybde er givet, bidrager til at give Figurerne Frihed og Plads. Med noget mere Liv i Bevægelserne, med en finere og mere levende Behandling af Luftperspectiverne, og i det Hele taget af Farven, især hvis Salen, hvori Maleriet findes, havde frembudt en gunstigere Belysning, maatte Virkningen allerede af det her Givne være bleven fuldkomment slaaende. Den gjennemgaaende Dygtighed, hvormed alle disse Personer ere satte hver paa sin Plads, saa at man selv ved de mindre Figurer i Baggrunden, hvoraf tidt kun Hovedet eller Hovedet og Brystet sees, virkelig føler, at Enhver sidder eller staaer, hvor han skal; den Følelse for Individualiteten, hvormed han lader Enhver gaae og staae paa sin eiendommelige Maade, ere konstneriske Egenskaber, som man maaskee mindre agter paa, men som dog langtfra ere aldeles almindelige. Konstnerens Hovedfortrin og dette Konstværks Betydning maa imidlertid især søges i det Talent, hvormed han har forstaaet at gjengive de Personligheder, som han med saa megen Skjønsomhed har sammenstillet indbyrdes.

I Forgrunden og den nærmeste Mellemgrund see vi en Samling af 14 Portraiter i hel Figur og Legemstørrelse, og 36 større og mindre Portraithoveder af de Mænd, hvis alvorlige, ivrige Bestræbelser Danmark skylder de sidste 30-40 Aars Udvikling og særlig den Statsforandring, for hvis Skyld de her vare sammenkaldte. Man maa tænke sig, at Kongen, paa den Dag, Rigsforsamlingen aabnedes (23de Octbr. 1848), just har forladt Salen, og at Medlemmerne endnu samtale nogle Øieblikke, inden Forhandlingerne begynde. Øieblikket er betydningsfuldt nok: de Mænd, der, i Opposition mod en stærkt tilbageholdende Enevoldsregering, i en lang Aarrække have kæmpet for Nationalitet og Frihed, de staae nu ved Statens Ror i Begreb med at forelægge en allerede efter meget frisindede Principer valgt Forsamling. En Forfatning, som de smigrede sig med skulde forene en national Løsning af Spørgsmaalet om Landsdelenes Forhold til hinanden med en efter Landets Beskaffenhed afpasset constitutionel Frihed. Forfatningssagens Hovedmænd i Ministeriet, Monrad[3] og Lehmann[4], ere derfor tilhøire Billedets Hovedpersoner. Lehmanns Udtryk og Haandbevægelse synes at sige: Her staae vi ved det, vi saa længe have kæmpet for at naae; nu gjælder det at løse vor Opgave; Monrads Bevægelse er ikke saa forstaaelig og vistnok ogsaa mindre individuelt givet. Omvendt forekommer det os (mere i Maleriet end i Photographien der sammensmelter Enkelthederne), at Lehmanns Hoved ikke er nær saa heldig gjengivet som Monrads; det har noget vist svært i Modelleringen, som om det ikke var rigtig færdigt. Bagved disse To samtale tre andre af Martsministeriets Medlemmer, eller rettere Tscherning[5], hvis aandrige og lette Fremstillingsevne dengang var i sin fulde Friskhed, holder med levende Bevægelser et Foredrag, som Knuth[6] og Zahrtmann[7] følge med Interesse. Som Modvægt til denne lille Forsamling indtages tilvenstre Forgrunden af en ikke mindre betydningsfuld Gruppe. Medens det hist var den Kreds af yngre Frihedsmænd, som fra Ministerbordet skal føre Folkets Sag, saa er det her de ældre Mænd, der have været de første Skabere af den hele politiske Bevægelse, og under hvis Øine den nye Slægt er opvoxet; de skulle nu i Forsamlingen selv støtte og lede den samme Sag. Det er Joachim Frederik Schouw[8], Forsamlingens Formand, Clausen[9], senere Medlem af Novemberministeriet, og de tvende Viceformændt [sic] L. N. Hvidt[10] og P. D. Bruun[11]. Ved Siden af og bag denne Gruppe sees Bang[12] og Madvig[13], de tvende tilkommende Ministre; Professor juris Larsen[14] siddende, og i Vinduesfordybningen de slaaende lige Portraiter af M. P. Bruun[15], C. M. Jespersen[16] og Bregendahl[17]. I det næste Vindue seer man Fortidens Talsmænd, Stænderforsamlingernes Regeringscommissarius, A. S. Ørsted[18] og Biskop J. P. Mynster[19] tale med hinanden; men hvorfor Wegener[20] staaer bagved disse to, er mindre forklarligt. I Billedets Midte, lidt længere ind i Salen, staaer Premier[]ministeren, Moltke[21], til hvem Overauditeur Hall[22] med høflig Ærbødighed nærmer sig. Ved Ministerbordet sidder sidst afgaaede Conseilspræsident Bluhme[23] og Bardenfleth[24], umiddelbart bagved staaer Sponneck[25], og ved siden af ham Bondevennernes bekjendte Førere J. A. Hansen[26] og Balth. Christensen[27], samt Gleerup[28] og J. C. Drewsen[29]. Andræ[30] slutter sig her ikke til Bondevennerne, men gaaer op og ned ad Gulvet med Krieger[31], medens Bjerring[32] noget dybere inde i Salen seer hen paa Moltke. I Mellemgrunden seer man Hovedet af N. L. Vestergaard[33], og, paa den anden Side af Tscherning Generalprocureur Ussing[34] og sidst afgaaede Finansminister David[35]. Ussing har sin Opmærksomhed andensteds henvendt, David derimod synes med Interesse at høre paa Tscherning. Tilhøire bagved Martsministeriet staaer Redacteur Ploug[36], Prof. M. Hammerich[37], den for tidlig afdøde Procorator Aagaard[38] og endelig yderst Byfoged H. Hage[39]. En lille Kreds i Mellemgrunden danner Grundtvig[40], der sidder for Enden af det lange Sidebord, med F. Boisen[41] og Fr. Barfod[42]; her staaer ogsaa Slesvigernes utrættelige Forkæmper, Christian Flor[43]. Hages og Aagaards vellykkede Portraiter sees mindre godt paa Photographien, da Skyggen i den Side af Billedet er næsten uigjennemtrængelig. Hvis man for øvrigt i denne Samling af lignende og heldigt opfattede Portraiter skulde udhæve nogle, synes David, Tscherning, Gleerup, B. Christensen, J. A. Hansen, Moltke, Bjerring, Andræ og Krieger helst at maatte nævnes, foruden dem, der allerede i det Foregaaende ere omtalte. Maleriet som Helhed danner en rolig, alvorlig Scene; man møder stille, tænksomme Ansigter, hvis Udtryk mere afpræge en stor Forskjellighed af Charakterer, end Rigdom af stærke opblussende Følelser; - men er ikke det netop det rette Billede af en Forsamling, som uden tumultariske Optrin og voldsom Strid, om end ikke uden skarpt modsatte Partier, iværksatte den vigtigste politiske Begivenhed i Danmarks Historie, siden Enevældens Indførelse? Konstneren har imidlertid ikke ladet sig nøie med i disse Forsamlingens Hovedpersoner at give virkelige Portraiter; hele Billedets Baggrund, der dels opfyldes af de øvrige Rigsdagsmænd, dels indtages af den tæt besatte Tilhørerplads, saavelsom Tribunen over denne, viser en Vrimmel af Portraiter, der, hvor løst de and ere antydede, dog med Lethed lade sig gjenkende. Her har han ikke alene grebet Leiligheden til efter gammel Vis at fremstille Billedets Eier og sig selv mellem Tilhørerne, men mangen Personlighed i vort offenlige Liv, som ikke kunde findes i selve Salen, seer man med Glæde fremstillet her, saaledes Allen[44], Giødwad[45], Etatsraad Puggaard[46], en Del af vore ansete Konstnere, nogle Videnskabsmænd, Skuespillere o. fl. De tjene paa samme Tid til at afslutte Maleriets Baggrund, og til at fuldende Billedet af den Forsamling, hvis Forhandlinger fulgtes med saa stor Interesse.

Ph. Weilbach.


Ordforklaringer m.m.

[1] Jean-Auguste-Dominique Ingres (1780-1867): fransk kunstmaler, især kendt for store klassicistiske malerier.

[2] Hippolyte ”Paul” Delaroche (1797-1856): fransk kunstmaler, især kendt for historiemalerier.

[3] Ditlev Gothard Monrad (1811-1887):politiker og teolog; skrev udkastet til Junigrundloven 1849.

[4] Orla Lehmann (1810-1870): politiker og jurist; medvirkede til at redigere Junigrundloven 1849.

[5] Anton Frederik Tscherning (1795-1874): politiker og krigsminister.

[6] Frederik Marcus Knuth (1813-1856): politiker og lensgreve.

[7] Christian Christopher Zahrtmann (1793-1853): politiker og søofficer.

[8] Joachim Frederik Schouw (1789-1852): botaniker og politiker. Præsident for Den grundlovgivende Rigsforsamling.

[9] Henrik Nicolai Clausen (1793-1877): teolog og politiker.

[10] Lauritz Nicolai Hvidt (1777-1856): politiker.

[11] Peter Daniel Bruun (1796-1864): jurist og politiker

[12] Peter Georg Bang (1797-1861): jurist og politiker

[13] Johan Nicolai Madvig (1804-1886): filolog og politiker

[14] Johannes Ephraim Larsen (1799-1856): professor og jurist

[15] Mads Pagh Bruun (1809-1884): politiker

[16] Christian Magdalus Jespersen (1809-1873): politiker og læge

[17] Laurids Nørgaard Bregendahl (1811-1872): politiker

[18] Anders Sandøe Ørsted (1778-1860): jurist og politiker

[19] Jakob Peter Mynster (1775-1854): biskop

[20] Caspar Frederik Wegener (1802-1893): historiker

[21] Adam Wilhelm Moltke (1785-1864): lensgreve og politiker. Dannede som premierminister den første konstitutionelle regering i 1848.

[22] Carl Christian Hall (1812-1888): jurist og politiker

[23] Christian Albrecht Bluhme (1794-1866): jurist og politiker; var i 1865 konseilspræsident.

[24] Carl Emil Bardenfleth (1807-1857): politiker

[25] Wilhelm Sponneck (1815-1888): rigsgreve og politiker

[26] Jens Andersen Hansen (1806-1877): skomager og politiker

[27] Balthazar Christensen (1802-1882): jurist og politiker

[28] Asmund Gleerup (1809-1865): politiker

[29] Johan Christian Drewsen (1777-1851): fabrikant og politiker

[30] Carl Christopher Georg Andræ (1812-1893): matematiker og politiker

[31] Andreas Frederik Krieger (1817-1893): jurist, højesteretsdommer og politiker

[32] Vilhelm Jakob Bjerring (1805-1879): politiker

[33] Niels Ludvig Westergaard (1815-1878): orientalist

[34] Algreen-Ussing (1797-1872): jurist og politiker Tage

[35] Christian Georg Nathan David (1793-1874): nationaløkonom og politiker

[36] Carl Parmo Ploug (1813-1894): politiker og redaktør for avisen Fædrelandet.

[37] Martin Hammerich (1811-1881): forfatter

[38] Georg Aagaard (1811-1857): politiker

[39] Hother Hage (1816-1873): jurist og politiker; bror til Alfred Hage, der bestilte maleriet af den Grundlovgivende Rigsforsamling.

[40] Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872): præst og salmedigter

[41] Frederik Engelhardt Boisen (1808-1882): præst

[42] Povl Frederik Barfod (1811-1896): historisk forfatter og politiker

[43] Christian Flor (1792-1875): højskolemand og politiker

[44] Carl Ferdinand Allen (1811-1871): historiker og professor

[45] Jens Finsteen Giødwad (1811-1891): journalist og redaktør

[46] Hans Puggaard (1788-1866): etatsråd og handelsmand

Om kilden

Dateret
11. november 1865
Oprindelse
Fædrelandet, 11. november 1865, s. 1
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. september 2019
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
11. november 1865
Oprindelse
Fædrelandet, 11. november 1865, s. 1
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. september 2019
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk