Valg til Folketinget fra 1849 til 1915

Fra 1849 til 1915 valgtes Folketinget udelukkende af et mandligt vælgerkorps, bestående af alle uberygtede mænd over 30 år, med undtagelse af tyende uden egen husstand, modtagere af ikke-tilbagebetalt eller eftergiven fattighjælp samt mænd uden rådighed over eget bo. Derudover skulle man have haft fast bopæl i sin valgkreds et år forud for valget. Valglister over de valgberettigede blev udarbejdet en gang årligt af kommunalbestyrelserne, og kun de på listerne opførte kunne stemme ved eventuelle valg det følgende år. Mente en person sig uretmæssigt ekskluderet fra valglisten, eller at en person uberettiget var opført derpå, kunne man skriftligt påpege dette for kommunalbestyrelsen. Hvis man ikke fik medhold, kunne man indanke sagen for en domstol.

Også valgmetoden til Folketinget forblev næsten uændret fra 1849 til 1915. Folketinget bestod fra 1849 af 100 mandater valgt i kongeriget Danmarks 100 valgkredse, samt et enkelt mandat valgt på Færøerne. Ved en valgkredsreform i 1894 øgedes valgkredsenes antal i kongeriget til 113, og Folketinget kom dermed til at have 114 medlemmer. Valg blev afholdt mindst hvert tredje år. For at være valgbar, skulle man opfylde de samme kriterier som for at udøve valgret - dog skulle man blot være fyldt 25 år. Kandidater skulle derudover anbefales af mindst en af valgkredsens øvrige vælgere. Island, Grønland og Dansk Vestindien - samt Slesvig frem til tabet af hertugdømmet i 1864 - havde i denne periode ingen repræsentation i Folketinget.

Folketingsvalg foregik ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Det betød, at der kun blev indvalgt én person fra hver valgkreds. Stemmer på andre personer eller partier end vinderen var derfor i princippet spildt. Frem til 1901 foregik valg ved, at en valgkreds’ vælgere på valgdagen mødtes til valgmøde. I første omgang blev der afholdt kåringsvalg, hvor vælgerne stemte ved håndsoprækning, og en valgbestyrelse herudfra afgjorde, hvilken kandidat, der havde modtaget flest stemmer og dermed blev kredsens folketingsmand. I kredse, hvor blot en kandidat var opstillet, skulle mindst halvdelen af vælgerne tilslutte sig denne i en for/imod-afstemning. Var dette ikke tilfældet, blev der indkaldt til et nyt valgmøde dagen derpå, hvor en ny kandidat kunne nå melde sig; skete dette ikke, blev den oprindelige kandidat kredsens folketingsmand uden yderligere afstemning. Hvis kåringsrunden imidlertid ikke gav et klart resultat, hvis en af de tabende kandidater ønskede det, eller hvis mindst 50 vælgere i kredse, hvor der blot var én kandidat opstillet, krævede det, afholdtes en anden valgrunde med 'navnlig afstemning'. Det indebar, at vælgerne enkeltvis skulle meddele mundtligt, hvilken kandidat de støttede; dette blev noteret på to lister, hvorefter valgbestyrelsen optalte stemmerne. Ved stemmelighed afgjorde man valget ved lodtrækning. I 1901 indførte man hemmelig, skriftlig afstemning.

Valgmetoden flertalsvalg i enkeltmandskredse favoriserer det parti, der har størst vælgertilslutning, medmindre stemmerne er koncentrerede i få kredse. I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet drog Venstre fordel heraf. I 1909 fik Socialdemokratiet for første gang flest stemmer, ca. 29 %, men Venstrereformpartiet, der fik ca. 24 % af stemmerne, fik alligevel 13 mandater mere end socialdemokraterne. Venstrereformpartiet vandt nemlig de mange, men forholdsvist tyndtbefolkede landkredse, mens Socialdemokratiet vandt de tætbefolkede, men forholdsvis få bykredse.

 
I 1901 blev den offentlige stemmeafgivning ved håndsoprækning afløst af hemmelig, skriftlig afstemning. Herefter skulle vælgerne - som i dag - afgive deres stemme på en stemmeseddel og placere denne i en valgurne. Valgurnerne ovenfor er blevet brugt til henholdsvis folketings- og landstingsvalg, som det ses på den påmalede tekst. Huller efter tegnestifter på landstingsvalgsurnen afslører dog, at teksten til tider har været dækket, så urnen også kunne bruges til andre valghandlinger. Begge urner har formentligt været brugt på halvøen Helgenæs på Djursland. Fra: Museernes Samlinger, Østjyllands Museum 

Valg til Landstinget fra 1849 til 1866

Landstinget blev ligesom Folketinget oprettet med Grundloven den 5. juni 1849. Det var et øvre kammer/førstekammer, der havde en konservativ og modererende funktion i forhold til Folketinget, idet al lovgivning skulle have flertal i begge ting.

Landstinget bestod fra 1849 til 1866 af 51 mandater, der var på valg hvert 8. år og valgtes i 11 valgkredse. Valgene var forskudt, således at halvdelen af Landstinget gik af hvert 4. år og valgtes på ny. Frem til 1866 valgte det samme vælgerkorps, der valgte Folketinget, også Landstinget. For at være valgbar til Landstinget skulle man være mindst 40 år og - udover at leve op til de samme krav som til Folketinget - have en indtægt på mindst 1.200 Rd. årligt eller betale minimum 200 Rd. i skat, en indtægt og en skat, der kun omfattede de velhavende. De økonomiske krav i forhold til valgbarhed betød altså, at Landstinget først og fremmest bestod af personer fra den højere middelklasse og overklassen.

Mens det samme vælgerkorps, der kunne stemme ved folketingsvalg, også var stemmeberettigede ved valg til Landstinget, var valgmetoden en anden. Landstingsmændene valgtes nemlig indirekte, og vælgernes opgave var dermed at vælge de valgmænd, der efterfølgende valgte Landstinget. Valget af valgmænd foregik som ved folketingsvalg på et valgmøde, hvor de stemmeberettigede enkeltvist mundtligt afgav deres stemme. Antallet af valgmænd afhang af antallet af vælgere. Valget af landstingsmænd foregik efterfølgende ved et offentligt møde i den enkelte valgkreds, hvor valgmændene ved skriftlig afstemning valgte en eller flere landstingmandater.

Valg til Landstinget fra 1866 til 1915

Med grundlovsændringen i 1866 fik landets rigeste - hovedsageligt godsejerne - en mere central position ved landstingsvalg. Landstinget skulle herefter bestå af 66 personer, hvoraf kongen udnævnte tolv, der sad på livstid. Derudover blev syv valgt i København, og de resterende valgtes i de øvrige valgkredse. I København valgte de, der havde valgret til Folketinget, et antal valgmand. Imidlertid valgte de vælgere, der det seneste år havde betalt mest i skat, et ligeså stort antal valgmænd - 50 % af Københavns valgmænd var altså valgt af hovedstadens rigeste. En lignende ordning gjorde sig gældende i landets øvrige valgkredse. Her valgte hvert landsogn én valgmand, og samtlige købstæder valgte halvt så mange valgmænd som samtlige landsogne. I købstæderne valgte de rigeste som i hovedstaden halvdelen af valgmændene, mens halvdelen af valgmændene i landkredsene var såkaldte 'umiddelbare valgmænd', der ikke var folkevalgte, men blev tildelt posten som valgmænd, idet de betalte kredsens største skatter. Valgmændene valgte efterfølgende de 54 landstingsmænd efter forholdstalsvalg; en valgmetode, hvor mandatfordelingen følger stemmefordelingen.

Valgsystemet blev dermed i 1866 indrettet, så hovedstaden og købstæderne udpegede markant færre valgmænd end landdistrikterne - dette uden hensyntagen til, hvor det største antal indbyggere befandt sig eller i fremtiden ville komme til at befinde sig. Endvidere var de største skatteydere sikret to stemmer og en vægt på mindst 50 % i udpegningen af landstingmedlemmerne. Resultatet blev et Landsting, der på grund af den privilegerede valgret ikke afspejlede befolkningen politisk og socialt, og som dermed kom til at udgøre en konservativ modvægt til Folketinget.

Grundlov og valglov i 1915

I 1915 og 1920 kom der igen grundlovsændringer. 1915-Grundloven er især kendt for at udvide valgretten, så kvinder og tyende uden egen husstand fik stemmeret, mens bl.a. fattighjælpsmodtagere, forbrydere og umyndiggjorte fortsat ikke kunne stemme. Derudover fastsatte en ny valglov, at valgretsalderen ved hvert af de fem kommende folketingsvalg skulle nedsættes med et år, således at den gradvist blev sat ned fra 30 til 25. 1915-Grundloven afskaffede desuden den privilegerede valgret til Landstinget. Trefjerdedele af de nu 71 (med Færøerne 72) landstingsmedlemmer skulle fortsat vælges ved indirekte valg, men alle folketingsvælgere, der var fyldt 35 år, måtte nu stemme ved valgmandsvalgene. Valgmændene valgte som tidligere landstingsmændene ved forholdstalsvalg. Den sidste fjerdedel af tinget blev valgt af det afgående landsting. I både Folketinget og Landstinget var de, der havde valgret, også valgbare.

Valgloven af 1915 øgede Folketingets mandattal til 139 (140 med Færøernes ene mandat) og indførte en ny valgmetode ved folketingsvalg, der dog kun kom til at gælde ved 1918-valget. Denne valgmetode kombinerede valg i enkeltmandskredse og forholdstalsvalg, så der i København og Frederiksberg blev valgt 24 mandater ved rene forholdstalsvalg, mens man i resten af landet valgte 93 mandater ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Derudover fordeltes først 20 og derefter 3 tillægsmandater blandt uvalgte kandidater fra valgkredsene udenfor hovedstaden. De 23 tillægsmandater skulle kompensere for den underrepræsentation, der som nævnt var en konsekvens af flertalsvalgene.

Hallen i Københavns Rådhus indrettet som valgsted ved rigsdagsvalget i 1926. Forrest i billedet ses siddende på stole to valgtilforordnede, der har skullet sikre, at valghandlingen afvikledes korrekt. Bemærk desuden hvor stor en del af de fremmødte vælgere, der er kvinder. Kvinderne kunne for første gang stemme ved rigsdagsvalg i 1918 og tog - at dømme efter dette foto - hurtigt de nye demokratiske rettigheder til sig. Fra: Det Kongelige Bibliotek, Billedsamlingen 

Valgsystemet fra 1920 til i dag

Allerede i 1920 blev en ny valglov vedtaget. Venstre havde haft stor indflydelse på udformningen af både Grundloven og Valgloven af 1915, og da partiet som nævnt havde nydt godt af den gamle valgmetode, havde det arbejdet for at fastholde flertalsvalg i så stor en del af landet som muligt. Højre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre havde alle på forskellig vis arbejdet for en højere grad af forholdsmæssighed mellem stemmetal og mandattal. Genforeningen med Sønderjylland i 1920 nødvendiggjorde en grundlovsændring, der også kom til at medføre en ny valglov. Den blev gennemført på initiativ af De Radikale, Socialdemokratiet og Konservative og indførte forholdstalsvalg på landsplan. Derudover blev Folketingets mandattal øget til i alt 148 mandater (foruden Færøernes ene mandat) hvoraf 117 var kredsmandater og 31 tillægsmandater.

Det forholdstalsvalgsystem, der blev indført med 1920-valgloven, danner fortsat i dag grundstrukturen i Danmarks valgsystem ved folketingsvalg. Efter dette system finder den samlede mandatfordeling sted gennem to opgørelser:

• Først fordeles kredsmandaterne og dernæst tillægsmandaterne. Det er forud for valget fastsat, hvor mange kredsmandater der tilfalder hver stor- eller amtskreds (i 1920 var landet inddelt i 23 stor- og amtskredse).
• Efter valghandlingen bliver den enkelte storkreds' mandater fordelt på partierne ved d’Hondts metode: først deles hver partis samlede stemmetal i en stor-/amtskreds med tallene 1, 2, 3 … n, der giver en række kvotienter (har et parti fået 10.000 stemmer er første kvotient 10.000, næste 5.000, osv.), som herefter opgøres efter størrelse. Det parti, der har fået den største kvotient, får det første mandat, partiet med den næststørste kvotient får det andet mandat og så fremdeles indtil det antal mandater, der tilfalder storkredsen, er fordelt.

Herefter bliver tillægsmandaterne fordelt på de partier, der har klaret spærregrænsen. I 1920 var spærregrænsen, at et parti enten havde opnået et kredsmandat eller havde fået så mange stemmer i et af de tre hovedområder (hovedstaden, Øerne og Jylland), som der i gennemsnit var afgivet pr. mandat på landsplan. Mens kredsmandaterne, som angivet ovenfor, fordeles ud fra valgresultatet i den enkelte storkreds, er tillægsmandaterne knyttet til partiernes samlede resultat på landsplan. Udregningen af tillægsmandater sker ved største brøks metode:

• Først beregnes det totale stemmetal for de partier, der har opfyldt spærregrænsens krav, og dette tal deles med det samlede antal folketingsmandater.
• Partiernes særskilte stemmetal divideres herefter med dette tal, og de hele tal i de heraf fremkomne kvotienter er lig det antal mandater, partierne som minimum er berettiget til (er tallet 14,8 skal partiet i hvert fald have 14 mandater).
• Fra dette hele tal trækker man det antal kredsmandater, det enkelte parti allerede er blevet tildelt, og forskellen på de to svarer til det antal tillægsmandater, partiet mindst skal have - er resultatet nul eller mindre end nul, skal partiet ikke have del i tillægsmandaterne.
• Får man ikke fordelt samtlige mandater på denne måde, bliver de tiloversblevne mandater fordelt på de partier, der har de største brøker tilovers i kvotienterne.

Ændringer i valgsystemet fra 1920 til i dag

Fordelingsmetoden i valgloven fra 1920 bruges overordnet set fortsat i dag. Dog er der ad flere omgange foretaget mindre ændringer i valgsystemet. Således blev Folketingets mandattal med 1953-Grundloven hævet til 175 (foruden Grønland og Færøernes nu i alt fire mandater), hvoraf 40 er tillægsmandater. Denne grundlov fastsatte også, at den stedlige mandatfordeling er foranderlig og skal ske ud fra tre faktorer: folketal, vælgertal og befolkningstæthed.

Spærregrænsen blev ved Grundloven i 1953 fastsat til, at et parti skulle have et kredsmandat, eller have fået 60.000 stemmer (i 1964 ændret til 2 % af stemmerne), eller have fået så mange stemmer i hvert af de tre hovedområder (i 1964 to af de tre hovedområder), som der på landsplan i gennemsnit var afgivet pr. kredsmandat.

Antallet af stor- og amtskredse blev i 1970 sat ned til 17 og i 2007 til 10 storkredse i forbindelse med amternes afskaffelse ved kommunalreformen; i samme ombæring blev hovedområderne ændret til Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland. Fra 1953 til 2006 benyttede man desuden en lidt andet fordelingsmetode end den d’Hondtske, hvilken man dog gik tilbage til i 2007.

Valgretsalderen til Folketinget er gradvist blevet nedsat: i 1953 til 23 år, i 1961 og 1971 til henholdsvis 21 og 20 år, og endelig i 1978 til den i dag gældende valgretsalder på 18 år. Mens forbrydere og fattighjælpsmodtagere opnåede valgret i henholdsvis 1953 og 1961, kan umyndiggjorte fortsat i dag ikke stemme til folketingsvalg.

Mens Landstinget frem til midten af 1930'erne bevarede sit højreorienterede flertal, skiftede det herefter, så flertallet i landsting og folketing generelt var i overensstemmelse med hinanden. Landstinget mistede dermed sin rolle som konservativ garanti, og på baggrund heraf blev Rigsdagens øvre kammer afskaffet ved grundlovsændringen i 1953. Som konservativ indrømmelse indførte man til gengæld, at en tredjedel af Folketinget kan kræve et lovforslag sendt til folkeafstemning.