Temaer
Tysklands besættelse af Danmark i 1940 indledte en turbulent politisk periode i nyere dansk historie. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre fortsatte deres regeringssamarbejde efter folketingsvalget i 1939, men efter besættelsen 9. april 1940 dannedes den første af i alt fem samlingsregeringer mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti. Efter befrielsen fulgte også en ustabil politisk periode, hvor det danske politiske system skulle finde sine ben igen efter fem års besættelse.
I dette tema har vi samlet informationer om de folketingsvalg, der blev afholdt mellem 1939 og 1950:
Perioden var især præget af 2. verdenskrigs udbrud i 1939 og den efterfølgende tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. Under besættelsen fik Danmark officielt lov at beholde sin suverænitet og fortsatte med at styre den indenrigske administration, men regeringen var underlagt de tyske krav, og samarbejdspolitikken var derfor altafgørende i dansk politik. For at undgå interne splittelser mellem partierne dannede Stauning den 10. april 1940 en samlingsregering bestående af 1939-regeringen og repræsentanter fra Det Konservative Folkeparti og Venstre. Senere blev regeringen omdannet til en egentlig samlingsregering.
Politisk var besættelsestidens første år præget af frygt for, at Tyskland skulle erstatte regeringen med et nazistisk styre, ligesom det skete i andre besatte lande. De to alvorligste kriser var Telegramkrisen i 1942, hvor Tyskland forlangte statsminister Vilhelm Buhl erstattet med udenrigsminister Erik Scavenius, og Augustoprøret, hvor den danske regering måtte bøje sig for det folkelige pres og træde tilbage den 29. august 1943. I den regeringsløse periode styrede departementscheferne den danske administration indtil befrielsen den 5. maj 1945.
Befrielsesregeringen, der dannedes i 1945, var en samlingsregering bestående af de fire gamle partier (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti) og modstandsbevægelsen, herunder modstandspartierne (DKP og Dansk Samling). Befrielsesregeringen var dog fra begyndelsen kun tænkt som en overgangsregering, og den blev efter valget i efteråret 1945 erstattet af en Venstreregering. Ved de efterfølgende valg skiftedes Venstre og Socialdemokratiet til at sidde på statsministerposten.
Den politiske situation efter befrielsen var præget af de økonomiske problemer efter verdenskrigen og forholdet til udlandet i den politisk flydende internationale situation efter verdenskrigens afslutning. Rationeringen var et af de store debatemner, og ligesom resten af Europa var landet præget af vare- og boligmangel. Især de borgerlige partier samt Retsforbundet kritiserede rationeringen og importrestriktionerne, mens Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre ikke ønskede at afskaffe rationeringerne for hurtigt. Udenrigspolitisk blev Danmark medlem af FN i 1945 og underskrev Atlanttraktaten i april 1949, som var en traktat om militært samarbejde mellem de vestlige allierede lande (NATO). De borgerlige partier gik ind for NATO-samarbejdet, mens Det Radikale Venstre var imod, da de ønskede at opretholde dansk neutralitet. Socialdemokratiet havde i første omgang ønsket et nordisk forsvarssamarbejde, men valgte også NATO-kursen, da dette ikke kunne gennemføres.
Et andet stort debatemne i tiden efter befrielsen var Sydslesvig. Mange borgerlige mente, at det tyske nederlag var en mulighed for at få gennemført en ny grænserevision. Socialdemokratiet og De Radikale stod dog fast på, at en sådan kun ville skabe problemer i forholdet til Tyskland på sigt, og selvom Venstre fik stor fremgang på spørgsmålet ved valget i 1947, blev der aldrig samlet et politisk flertal for en revision.
Årene 1939 til 1950 var politisk usædvanlige, da besættelsen og efterkrigsproblemerne blev et miks af alliancer og splittelse. Samlingsregeringerne kæmpede under besættelsen for dansk selvstændighed, og efter besættelsen kæmpede de samme partier imod hinanden, hvilket gjorde det så besværligt for en regering at gennemføre udenrigspolitik og økonomiske stramninger, at både regeringen fra 1945 og 1947 måtte udskrive valg før tid.