Temaer
Tiden 1953 til 1968 var Socialdemokratiets anden store periode i Danmarkshistorien (den første var 30'erne under Stauning). Partiet besad regeringsmagten uafbrudt i samtlige 15 år. Ikke mindst i årene efter 1958 var landet præget af stor økonomisk vækst, stigende velstand og øget beskæftigelse i kombination med en stadig og mere omfattende udbygning af velfærdsstatsinstitutioner.
I denne del af temaet om folketingsvalg har vi samlet information om de afholdte valg i perioden 1953-1968:
Folketingsvalget september 1953
Året 1953 markerede det tidspunkt, da det moderne danske politiske system, parlamentarismen, blev grundlovsfæstet. Med grundlovsrevisionen i 1953 afskaffedes Landstinget, og Danmark fik et etkammersystem med Folketinget som den eneste lovgivende instans.
Politisk set blev perioden domineret af Socialdemokratiet, der med det Radikale Venstre som nærmest fast støtte satte sig på regeringsmagten uafbrudt mellem 1953 og 1968.
Venstre og Det Konservative Folkeparti havde under Venstrelederen Erik Eriksen et meget tæt samarbejde. Og da Det Radikale Venstre, grundet blandt andet forsvarspolitiske uoverensstemmelser, ikke kunne støtte en regering med konservativ deltagelse, lykkedes det ikke ved noget valg i perioden at samle det flertal mod Socialdemokratiet, der kunne føre til dannelsen af en borgerlig regering. Først efter partilederskift i Venstre og Det Radikale Venstre i midten af 1960'erne blev et borgerligt samarbejde med deltagelse af de radikale en reel mulighed.
Socialdemokratiet red desuden på en bølge af bred popularitet gennem det meste af perioden som følge af det økonomiske opsving, der havde taget fat siden 1958, de såkaldte 'glade 60'ere', og som gennem 1960'erne gav sig udtryk i øget velstand, stigende beskæftigelse og øget velfærd, om end også i en øget offentlig sektor, inflation og et stigende skattetryk.
Partimæssigt bragte perioden større omvæltninger, idet det gamle firpartisystem (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, og Socialdemokratiet), der havde domineret dansk politik siden parlamentarismens indførelse, blev udfordret af nye partidannelser fra 1960 og frem.
Størst parlamentarisk betydning fik fremkomsten af 'det nye venstre', dvs. Socialistisk Folkeparti (SF) og senere også Venstresocialisterne (VS), som begge var med til at skabe et ikke-kommunistisk alternativ til venstre for Socialdemokratiet. SF blev stiftet i 1959 af blandt andre udbrydere fra det sovjetvenlige Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), til dels som en reaktion mod Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956. Partiet fik flere stemmer end DKP, og ved folketingsvalget i 1966 kom partiet til at danne parlamentarisk grundlag for den siddende socialdemokratiske mindretalsregering – et samarbejde, der fik betegnelsen 'det røde kabinet'. Samarbejdet med Socialdemokratiet gav dog interne problemer i SF, der splittedes allerede et år inde i samarbejdet, hvilket ledte til dannelsen af VS, som kom i Folketinget ved det næstkommende valg i 1968.
På den modsatte side i Folketinget kæmpede Venstre også med udbrydere. Første 'udbrud' gik mod højre, da Knud Kristensen i protest mod grundlovsændringen i 1953, forlod partiet og etablerede partiet De Uafhængige, som kom i Folketinget ved valgene i 1960 og 1964. I 1965 var det partiets venstrefløj, der skabte uro, og to folketingsmedlemmer forlod partiet og dannede Liberalt Centrum, som var inspireret af den tidligere finansminister og partikoryfæ, Thorkild Kristensen. Liberalt Centrum kom i Folketinget i 1966 med fire mandater. Hverken Liberalt Centrum eller De Uafhængige kom til at sidde længe i Folketinget, men de viste, at der var plads til endnu flere borgerlige partier både til højre og venstre for de to gamle borgerlige partier.
Samlet set var perioden mellem 1953 og 1968 præget af Socialdemokratiets politiske dominans og monopolisering af regeringsmagten i en tid med øget velstand og udbygning af velfærdsstaten. Partipolitisk kom det gamle firpartisystem under pres med dannelsen af nye partier, hvoraf SF viste sig som det mest langtidsholdbare.