Da glücksborgerne hed Beck

Det hertughus, som i dag kaldes glücksborgerne, hed egentlig hertugerne af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck frem til 1824. Her uddøde den oprindelige glücksborgske hertugslægt, og derved stod deres slot og titel ledige.

Hertugerne af linjen Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck nedstammede oprindeligt fra hertug Alexander (1573-1627), som var den næstældste søn af hertug Hans den Yngre (1545-1622). Hertug Alexander havde ved sin død seks sønner. Da hans hertugdømme omkring Sønderborg var meget beskedent, vurderede han, at det ikke kunne deles. Fem af hans seks sønner arvede altså kun titlen hertug uden at arve noget at være hertuger over. Blandt dem var sønnen August Philip (1612-1675), der gennem et ægteskab kom i besiddelse af godset Beck, som hans slægt blev opkaldt efter.

Linjen Becks militære succes og efterfølgende fiasko

Linjen Beck blomstrede i udlandet, fordi flere af de efterfølgende mandlige medlemmer opnåede glorværdige militære karrierer i preussisk og russisk tjeneste. I 1775 var der dog kun ét mandligt medlem tilbage – Frederik Carl Ludvig. Han havde alle muligheder på hånden med et anerkendt navn og hele familiens rigdomme til rådighed. Det lykkedes ham alligevel inden for meget kort tid at fornærme både den preussiske konge og den russiske zar. Derfor vendte han selv tilbage til Holsten i 1804, og hans søn Vilhelm kom i dansk militærtjeneste i stedet for russisk.

Da linjen Beck vendte tilbage til Danmark i 1804

Da Vilhelm kom tilbage til Danmark, var der meget få mandlige medlemmer tilbage af den oldenborgske kongeslægt. Vilhelm nedstammede gennem Hans den Yngre fra Christian 3., så selvom han var et fjernt medlem af familien, kunne han dog tælle sig selv blandt de få mænd med kongelige aner. Da Vilhelm ovenikøbet blev gift med kongens svigerinde og kusine, indtog han en plads tæt på kongen og dronningen. I 1824 blev dette belønnet med, at han fik tildelt Glücksborg hertugdømme til ham og hans efterkommere. I eftertiden kom linjen Beck derved til at hedde Glücksborg.

Vilhelm fik syv sønner. Af de syv var den midterste søn, Christian, den eneste, der tilbragte sin ungdom i København. Christian blev gift med Christian 8.s niece Louise af Hessen (1817-1898), og det var et ægteskab, der drejede sig om kærlighed og ikke om politik. Ægteskabet fik alligevel meget stor politisk betydning, for det var gennem Louises arveret, at Christian senere blev dansk konge.

Portræt af Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906). Fra: Kongernes Samling 

Spillet om den danske trone

Christian var omkring 1850 den danske regerings foretrukne kandidat til tronen, men trods ægteskabet med Louise var der flere andre ting, som skulle falde på plads, før dette kunne lade sig gøre. En af de ting var, at den oplagte kandidat bortfaldt, nemlig Christians svoger Frederik af Hessen (1820-1884). Ifølge Kongeloven var Frederik først i arvefølgen, men han skulle også arve fyrstedømmet Hessen-Kassel i Tyskland. Han kunne ikke arve både det og kongeriget, og dermed var Frederik ikke længere kandidat til at blive dansk konge. Derfor kom Christian og Louises søn ind i spillet om tronen, idet deres efterkommere ville være arveberettigede gennem Louise.

Omkring 1850 var Danmark dog stadig en helstat, og i kølvandet på Treårskrigen (1848-1850) var det en nødvendighed, at tronfølgeren var arveberettiget til hele staten og altså dermed også hertugdømmerne. Dette komplicerede tingene, fordi hertugen af Gottorp reelt stod før Christians søn i arvefølgen i Holsten. Hertugen af Gottorp regerede ikke længere i Holsten, for de gottorpske hertuger havde siden 1762 siddet på den russiske trone som zarer. Dette betød, at man først måtte få zaren til at opgive sit krav på Holsten, før man kunne udpege Christians søn som dansk tronfølger.

I 1851 indvilligede zaren, men han overgav sine rettigheder til Christian og hans søn. På grund af dette 'og' kunne Christian med den russiske zars velsignelse sætte sig på den danske trone. Med Londontraktaten fra 1852 godkendte de europæiske stormagter den nye arvefølge for den danske helstat. I 1863 blev Christian dermed dansk konge som den første af det glücksborgske hus, selvom det egentlig kun var hans søn, der var arveberettiget.  

Europas svigerfar

Christian 9. er af eftertiden blevet døbt Europas svigerfar. Det er han, fordi det lykkedes ham og Louise at få gift deres børn ind i mange af de europæiske kongefamilier. Blandt deres børn fandtes kongen af Grækenland samt hustruerne til både den engelske og russiske tronfølger. Deres barnebarn Carl blev ovenikøbet konge af Norge i 1905 som Haakon 7. Det betød, at Huset Glücksborg med Christian 9. i spidsen på én generation blev blandt Europas mest vidtforgrenede fyrstehuse. 

Her ses Laurits Tuxens maleri af Christian 9. og dronning Louise samt deres store familie i Havesalen på Fredensborg Slot, malet i årene fra 1883 til 1886. I sofaen midt i billedet sidder Christian 9. og dronning Louise, og rundt om dem står deres seks børn og 20 af deres børnebørn. Christian 9. er siden blevet kendt som 'Europas svigerfar', idet regentparrets børn blev gift ind i Europas mægtigste fyrstefamilier. Deres ene datter, Dagmar, var gift med zaren af Rusland, og en anden datter, Alexandra, var gift med kronprinsen af England. Derudover var sønnen Vilhelm i 1868 blevet konge af Grækenland under navnet Georg 1. Maleriet hænger i dag i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot. Fra: Wikimedia Commons