J.A. Hansens udtalelser gengivet i Rigsraadstidende 1865, Forhandlinger paa Folkethinget, 3. overordentlige Samling, sp. 1316-1325. Klik her for at se referatet som pdf. 

Ordføreren (J.A. Hansen): Det jeg paa nærværende Trin af denne Forhandling, kan have at yttre som Ordfører, er meget lidet. Det høitærede Thing er fuldstændig bekjendt med Regjeringens her i Rigsraadet [1] indbragte Udkast, som Landsthinget [2] har stemt for, medens Folkethinget har vedtaget et derfra afvigende Forslag, saaledes at et Fællesudvalg [3] har maattet nedsættes for at forsøge, hvorvidt det var muligt at opnaae Overensstemmelse ved den sidste endelige Behandling. Med de Forslag, Fællesudvalget har stillet, ville de ærede Medlemmer ogsaa have gjort sig bekjendte, ligesom de vistnok have sammenholdt det med, hvad der tidligere laa for, vedtaget af hvert Thing for sig, men det er dog egentlig kun en Sammenligning mellem Regjeringens Udkast, der var tiltraadt af Landsthinget, og det Forslag, der nu ligger for, hvorom der her er Spørgsmaal, thi med Hensyn til det Forslag, Folkethinget under de tidligere Forhandlinger har vedtaget, have vel alle Thingets Medlem-været [sic] enige med sig selv om, at en Majoritet vanskelig tilsidst vilde kunne slutte sig dertil; det har mere ligget for som et Grundlag for en følgende Forhandling, end som noget, der vilde kunne ventes at blive endelig vedtaget. Jeg skal ikke paa nærværende Trin komme ind paa en saadan Sammenligning, idet jeg som sagt holder mig overbeviist om, at de ærede Medlemmer selv have foretaget en saadan, og jeg skal derfor, før jeg yttrer mig videre i saa Henseende, oppebie [4], hvad der maatte fremkomme fra ærede Medlemmers Side. — Derimod kan jeg ikke indlede denne Sag, uden at udbede mig det ærede Things Opmærksomhed for en kortelig Fremstilling af, hvorledes jeg staaer til Sagen, idet jeg antager, at denne min Fremstilling ogsaa i en vis Henseende kan gives i min Egenskab af Ordfører, da jeg mener, at de, der have staaet mig nær og have været mine Meningsfæller i denne Sag, baade kunne ønske og have Ret til at fordre en Forklaring af mig over, hvorledes jeg egentlig har kunnet komme til at være Medforslagsstiller af det nærværende Forslag [5]. Allerede før Fredsslutningen [6] maatte der blive Spørgsmaal om, hvorledes Forfatningsforholdene vilde stille sig, naar Hertugdømmet Slesvig gik bort fra den danske Krone, og det var da min bestemte Mening og Manges med mig, at naar Slesvig gik bort, og der altsaa ikke var nogetsomhelst Anliggende, som Kongeriget Danmark havde tilfælles med Slesvig, maatte Fællesforfatningen [7] og det Rigsraad, der hvilede paa denne Forfatning, falde bort. Det vil mindes, at det nu aftraadte Ministerium [8] vedkjendte sig den samme Mening ved en Forespørgsel, der blev stillet i det andet Thing, hvilket om muligt yderligere maatte bestyrke os i, at vor Formening var den rette; men det nævnte Ministerium kom snart til en anden Mening, idet det nemlig meget faa Dage efter ved en Forespørgsel i dette Thing fremsatte en heelt anden og næsten modsat Anskuelse af den, det havde udtalt i Landsthinget, og det viste sig ogsaa ved de senere Forhandlinger, at Regjeringens Standpunkt derved var blevet ganske forandret. Den forsøgte strax at faae vedtaget en saakaldet foreløbig Forfatningsforandring, hvorved den søgte at bøde paa de Misligheder, Grundloven af 18de November 1863 maatte forekomme at lide af, efterat Hertugdømmet Slesvig var gaaet bort; den fremkom med et Udkast til en Forfatningsforandring, hvorefter det, der hidtil havde været fælles for Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig, skulde vedblive at høre under Rigsraadets Omraade, uagtet der ikke længere kunde være Tale om, at dette var fælles med Hensyn til Slesvig. Regjeringen anerkjendte altsaa ved Forelæggelsen af dette Udkast, at der ikke længere kunde være Tale om Fællessager, hvorimod Rigsraadet ved en ny Grundlovsbestemmelse maatte gjøres fuldkommen berettiget til at forhandle og beslutte om dem, men det vil erindres, at dette Forslag af Regjeringen ikke gik igjennem; de tilsvarende Paragrapher forkastedes af Rigsraadet, hvorved det altsaa i Gjerningen viste, at det ikke vilde gaae ind paa en saadan Forandring. Man skulde nu have troet, at dette maatte have været ilstrækkeligt til at oplyse Regjeringen og Rigsraadet om, at man stod paa en vanskelig og slibrig Grund, men Regjeringen gik fremad, som om der ikke var passeret Noget, som havde nogen Betydning; den gik frem, som om dens Forslag til at underlægge Rigsraadet, hvad der tidligere havde været fælles for Kongeriget og Slesvig, men som nu ikke længere var fælles, var blevet vedtaget. Regjeringen kunde ikke være gaaet mere conseqvent frem i denne Retning, om dens Forslag var blevet vedtaget af Rigsraadet, end den gik frem, uagtet det var blevet forkastet, og det viste sig, at et Fleertal af Rigsraadets Medlemmer gik med paa denne Vei. Det første Standpunkt, som en Deel, af Rigsraadets Medlemmer med mig havde indtaget, nemlig at Rigsraadet maatte bortfalde, naar der ikke mere var nogen Fællessag, var derved kuldkastet; vi vare blevne i Minoritet, og Regjeringen og Rigsraadet gik frem under den Forudsætning, at dette endnu havde den samme fuldstændige Berettigelse overfor de tidligere Fællessager, som det havde, da de virkelig endnu vare fælles. Vi søgte da at komme Sagen nærmere i den Retning, hvori vi troede den maatte føres, derved, at vi foreslog, at Rigsraadet skulde erklære, at det maatte ophøre, naar Kongen og Rigsdagen i Forening havde vedtaget en Grundlov, hvorefter Rigsdagen overtog samtlige Rigets Anliggender, men heller ikke dette Standpunkt lod sig holde. Det næste Skridt var da, at vi foreslog, at Rigsraadet vedtog, at det, naar det blev betjendt med den nye Grundlov, som Kongen og Rigsdagen i Forening havde vedtaget for de samtlige Anliggender, kunde beslutte med Ja eller Nei, om det skulde ophøre, men dette Standpunkt kunde ligesaa lidt holdes. — Efterhaanden som Forfatningssagen gik videre fremad, paatrængte der sig imidlertid andre Spørgsmaal, som vi gjorde os Umage for at faae besvarede. For det Første gjorde vi os Umage for at faae Regjeringen til at anerkjende, at det, naar baade Rigsraadet og Rigsdagen skulde beslutte over den nye Forfatningssag, var det eneste Naturlige og Berettigede, at man først forhandlede med Rigsdagen angaaende den nye Grundlov, inden man kom til Rigsraadet, og Grunden dertil laa jo klar for Alle. Regjeringen og den doctrinaire Reaction [9] her i Landet vilde først have Rigsraadets Stemme, fordi Rigsdagen skulde komme under et dobbelt Tryk og derved bringes til at finde sig i, hvad den ellers ikke vilde finde sig i. Den Deel af Medlemmerne, hvortil jeg slutter mig [10], gik derimod ud fra et modsat Synspunkt, idet vi fandt, at Rigsdagen havde Berettigelse til først at forhandle med Regjeringen om denne Sag, og meente, at et saadant Tryk, som muligviis vilde fremkomme, naar Regjeringen og Rigsdagen bleve enige om den nye Grundlov, var nødvendigt for at faae Rigsraadet, og da navnlig dettes Landsthing, til at finde sig i en billig Afgjørelse, men heller ikke dette Forlangende om først at gaae til Rigsdagen vandt noget Flertal for sig i Rigsraadets Folkething, og dette gik da videre med at forhandle Sagen. Naar altsaa Rigsraadet vilde forhandle Sagen først, var det den næste Indvending, vi maatte gjøre, at Rigsraadet var uberettiget til at revidere den særlige Grundlov for Kongeriget Danmark, hvori der findes mangfoldige Paragrapher, som ene og alene dreie sig om særlige Anliggender, og at den særlige Grundlov var et saa særligt Anliggende som Noget, hvorfor det var grundlovstridigt af Rigsraadet at indlade sig paa en Revision af den, men denne Paastand vandt heller ikke Majoritet. Vi foresloge derefter, at Rigsraadet skulde overlade til Rigsdagen i Forening med Hans Majestæt Kongen at vedtage Grundloven, saaledes at Rigsraadet kun opstillede de Betingelser, uden hvilke det ikke vilde give sit Samtykke til, at den nye Grundlov indførtes, og at Rigsraadet faldt bort, men ogsaa paa dette Standpunkt lede vi Nederlag, idet Fleertallet i Rigsraadets Folkething heller ikke anerkjendte dette. Efterat disse forskjellige Spørgsmaal være forkastede, viste det sig imidlertid, at der var en absolut Uenighed imellem Rigsraadets Landsthing og Folkething med Hensyn til Indholdet af den nye Grundlov, og i det Fællesudvalg, som den Gang blev nedsat, da den forretningsmæssige Behandling i begge Rigsraadets Thing havde fundet Sted uden at fremkalde Enighed, fremkom der et Forslag, hvortil Regjeringen sluttede sig, og som i Fællesudvalget vedtoges med 18 Stemmer af 30, men af disse 18 hørte kun 4 til de 15 Medlemmer, Folkethinget havde valgt, imedens der var 14 af de 15, som Landsthinget havde valgt. Det Forslag, hvorpaa Regjeringen saa villigt gik ind, og som man derfor fra en vis Side idelig og idelig har roest, gik ud paa paany at indføre Classevalg, en Valgmaade, som man i 1848 havde været glad ved at opgive. Dernæst gik Forslaget ud paa fuldstændigt at udelukke Juni-Grundlovens Valgret med Hensyn til Landsthingets Sammenasætning, men disse to Hovedpunkter var det dog Rigsraadets Folkething for stærkt at gaae ind paa, og vi vare saa heldige at faae dette Forslag forkastet. Man skulde nu dog troe, at Ministeriet, efterat dette Forsøg i Rigsraadet var bristet, vilde gaae først til Rigsdagen, men det og den doctrinaire Reaction i Landet vilde det anderledes. Man vilde gjerne forsøge sin Lykke i et for Folkethingets Vedkommende nyvalgt Rigsraad, man sammenkaldte dette, og Regjeringen forelagde da som sit det Forslag, der i forrige Samling var fremkommet fra 18 Medlemmer af Fællesudvalget, men midt i min Forundring over, at man vilde byde os dette Forslag paany, var det mig dog en Tilfredsstillelse, at det heed i det aabne Brev, hvormed denne Samling aabnedes, at Regjeringen holdt paa dette Forslag og ikke vilde give yderligere efter. Det var nemlig min Overbeviisning, hvad jeg ogsaa oftere har udtalt i denne Sal, at det ikke vilde være muligt for dette Ministerium, efterat det saaledes havde sluttet sig til den doctrinaire Reaction her i Landet, at gjennemføre Forfatningssagen, og jeg glædede mig derfor ved, at Regjeringen ved denne Erklæring aabnede en Udsigt til, at man kunde faae det fjernet. Da der her i Thinget fra ærede Medlemmers Side reiste sig Tvivl om, hvorvidt denne Udtalelse i det kongelige Budskab var fuldkommen bogstaveligt meent, anmodede jeg Konseilspræsidenten [11] om at udtale sig i saa Henseende, og han svarede da dertil, at Ministeriet holdt fuldstændig fast ved den Erklæring, at det ikke i denne Sag vilde give yderligere efter, saaledes at det var under den stadige Forudsætning, at man ved at komme over paa et andet Grundlag, der laa Grundloven af 5te Juni 1849 endeel nærmere, baade vilde vinde betydeligt med Hensyn til Friheden og Frihedens Udvikling i Landet, frem for hvis Regjeringsudkastet blev vedtaget, og ved Siden deraf muligt blive befriet for et Ministerium, til hvilket en saa stor Deel af Thingets Medlemmer ikke havde nogen Tillid, at man gik ind paa en videre Forhandling. Denne gik nu, som det vil være det ærede Things Medlemmer i levende Erindring, fremad paa den Maade, at Rigsraadets Landsthing holdt ubrødelig fast paa Regjeringsudkastet, jeg kan sige i alle væsentlige Punkter; det stod paa samme Standpunkt som Regjeringen, medens Rigsraadets Folkething gjorde det ene store Skridt i Eftergivenhed efter det andet, uden i nogen Maade derved at vinde det Allermindste. For mit Øie var det høist beklageligt at see, hvorledes Rigsraadets Folkething saaledes strakte sig yderligere og yderligere, og gik mere og mere bort fra Junigrundloven af 1849, uden at have nogen Udsigt til at opnaae Andet, end tilsidst at blive sat i den Nødvendighed at maatte tage Regjeringens Udkast uforandret, som det forelaa. Antallet paa dem, som fra Først af havde holdt ufravigeligt paa Junigrundloven, blev stedse mindre; de, der vedbleve at sige Nei til det, som gik ud derover, bleve færre og færre, og det maatte være klart for Alle, at jo længere Forhandlingerne varede, desto færre i Tal maatte de blive, som bestemt havde foresat sig at vedblive at sige Nei. Saaledes stod Sagen, da jeg for mit Vedkommende maatte overveie, om det var rettest vedblivende at sige Nei til, hvad der fremkom, uden Hensyn til, om det blev Faa eller Flere, som tilsidst vedbleve dermed, eller om det ikke maatte være Friheden tjenligt, at man ved en directe Deltagelse i Forhandlingerne angaaende det, der skulde sættes istedetfor Junigrundloven, søgte at faae Resultatet heraf saa nær denne som mulig, at man søgte at virke hen til at faae Regjeringsudkastet skudt til side og at komme ind paa et Grundlag, der dog noget Mere kunde siges at hvile paa de samme Principer som Junigrundloven. For dem, der tænkte som jeg, var der da ikke Andet at gjøre, end at see, om man fra nogen Side kunde vinde en Tilslutning, som kunde styrke det, der forsøgtes i denne Retning, og det var derfor, at jeg med Glæde traadte i nærmere Forhandling med endeel af Landsthingets ærede Medlemmer, for at see, hvorvidt vi kunde blive enige om et Grundlag der dog ikke skulde skyde Alt, hvad der kunde kaldes Principer fra Junigrundloven med Hensyn til Landsthinget, til side, men beholde saameget deraf, som det efter Omstændighederne var gjørligt at beholde. Jeg har engang paa et af denne Sags første Trin udtalt, at naar den doctrinaire Reaction saa stærkt bekjæmpede Rigsdagens Landsthings Sammensætning, stillede man i Spidsen, at det var, fordi de større Godseiere fandt sig udelukkede fra dette, og derfor havde holdt sig udenfor det politiske Liv, hvorfor man nu skulde vedtage et Landsthing, som skulde gjøre dem det muligt at komme i Betragtning ved, og at deeltage i det offentlige politiske Liv. Jeg udtalte dertil, at dette var man ikke vis paa at opnaae, naar man tog den Afgjørelse, som de Herrer vilde; thi jeg antog ikke, at den daværende Regjering eller den doctrinaire Reaction havde Fuldmagt til eller nogen Mening om at kunne erklære, hvad der i saa Henseende vilde tilfredsstille de større Godseiere og Eiendomsbesiddere. Derfor meente jeg, at man, naar man vilde afhjælpe denne Mangel, maatte underhandle med de Vedkommende selv og høre, hvad der maatte kunne bringe dem til mere at deeltage i det offentlige constitutionelle Liv her i Landet. Det lykkedes paa den Maade at komme ind paa det Grundlag, som det høie Thing finder i det Forslag, her foreligger, og hvad der gjør, at det for mig staaer overordentlig høit over Regjeringsudkastet, er to væsentlige Egenskaber, der findes ved dette Udkast, men som Regjeringsudkastet mangler. De ærede Herrer ville see, at Junigrundlovens Valgret i dette Forslag er opretholdt i sin fulde Betydning for Halvdelen af Landstingsmedlemmernes Valg, medens i Regjeringsudkastet den almindelige Valgret aldeles var skudt bort, og det alene gjør, at dette Forslag i mine Øine staaer saa høit over Regjeringens. Ved Siden deraf har ogsaa dette Forslag aldeles undgaaet Classevalg, hvilke i mine Øine var den anden store Mangel, som Regjeringsudkastet havde. Efter dette Udkast ville de forskjellige Valgmænd, ved hvis Valg de end fremkomme, møde samlede i een Forsamling, som da vælger efter Forholdstalsvalg. Kjøbstad- og Landboerne, de større og de mindre Landeiendomsbesiddere ville frit kunne gruppere sig med hinanden, og derigjennem faae de bedste Valg. Den ene Classe vil ikke være sondret fra den anden, de ville ikke være tvungne til at vælge særskilt fra hinanden, men de kunne gruppere sig aldeles frit, hvor de finde Ligesindede, med hvem de kunne enes om Candidaterne. Dette er de to store Fortrin, som dette Forslag har fremfor Regjeringens Udkast, Jeg skal dernæst bemærke, at jeg anseer det for en stor Fordeel ved det Forslag, der her ligger for, at Valgbarheden til Landsthinget er indskrænket til dem, der boe i selve Valgdistrictet. Naar man vil have et conservativt Landsthing, forekommer det mig, at det snarest vil komme frem derved, at man søger sine Candidater i selve Landets forskjellige Egne, saaledes, at man ikke faaer en større Deel fra et enkelt Punkt i Landet, og det tilmed fra det meest samlede Punkt, det Punkt, hvor den største Folkemængde er samlet, det Punkt, hvor et vist Parties Presse har en saa overveiende Indflydelse, og hvor i det Hele Kræfterne ere saaledes sammensluttede, at man udsætter sig for meget ofte at tage feil, naar man der søger en Candidat, som tilfulde skulde udtrykke vedkommende Valgkredses Anskuelse. — Jeg skal ogsaa erklære, at jeg ikke sætter ringe Priis paa, at de Kongevalgte, da man nu har maattet finde sig i, at den nye Lov optager saadanne i Landsthinget, skulde vælges paa Livstid, medens det vist ogsaa er en Betryggelse i en vis Retning, at Kongevalgene ere bundne til Mænd, der tidligere have været folkevalgte Medlemmer af Kongerigets Repræsentation. Maaskee jeg her i Parenthes maatte gjøre opmærksom paa, at Udvalget, for at undgaae Misforstaaelse, lægger særdeles Vægt paa, at man i Forslaget om Kongens Beskikkelse af Landsthingsmænd bruger Ordet "Udnævnelse", medens man med Hensyn til de andre Medlemmer bruger Ordet "Valg", idet man derved vil betegne, at de af Kongen Udnævnte ikke skulde ansees for at være valgte Medlemmer af Kongerigets repræsentative Forsamling. Man seer, at der gjennem den hele Redaction er holdt stærkt paa Ordene "Udnævnelse" og "udnævnt" for de Medlemmer, Kongen har bestkkket, medens der bruges Ordene "Valg" og "valgte" med Hensyn til de øvrige. - Jeg kan sige, at det har været mig meget vanskeligt at gaae ind paa de fleste af de her foreliggende Punkter (Hør!) — ja, det ønsker jeg, man vil høre —; jeg har kun gjort det, efterat den doctrinaire Reaction her i Landet med Regjeringens Hjælp har trængt os, der ere Venner af Juni-Grundlovens Valgret til begge Thing, saaledes, at vi have maattet finde os i Meget, der for os er meget ubehageligt, meget trykkende at slutte os til, men der er eet Punkt endnu, foruden dem, jeg allerede har nævnt, som det har været mig særlig ubehageligt at gaae ind paa, og det er, at København efter min Mening faaer et for stort Antal Landsthingsmænd; Kjøbenhavn kunde efter sin Folkemængde og hele Stilling ikke gjøre Regning paa eller vente, at der vilde blive indrømmet det 7 Medlemmer, og det har været meget mod mit Ønske, at det er skeet, men da jeg iøvrigt troede at burde gaae ind paa, hvad der forelaa, kunde dette Punkt ikke have den Indflydelse paa mig, at jeg derfor ikke skulde gaae ind paa det hele Forslag. Efterat dette er kommet istand, har det været mig meget glædeligt, at saamange af Fællesudvalgets Medlemmer have kunnet slutte sig dertil; thi jeg tør nu antage, at dets Vedtagelse af Rigsraadet er temmelig sikker, og at jeg ved min Medvirksomhed noget har bidraget til, at det forrige Ministerium er aftraadt. Jeg maa saaledes anbefale det ærede Thing at vedtage, det Forslag, som nu foreligger.
 

Ordforklaringer m.m.

[1] Rigsrådet var den lovgivende forsamling, som var indført i Novemberforfatningen i 1863. Rådet bestod af et folketing og et landsting. Rigsrådet tog sig af fælles anliggender for Danmark og Slesvig, såsom udenrigspolitik og finanspolitik. Efter tabet af Slesvig i 1864 måtte Rigsrådet afskaffes, da det ikke var meningsfuldt at have både en Rigsdag og et Rigsråd, hver med Folketing og Landsting, som behandlede politiske spørgsmål.

[2] Alle tidligere forhandlinger om grundlovsændringen havde været ført i Rigsrådet. Derfor er der tale om Rigsrådets folketing og landsting i Hansens indlæg med mindre andet er nævnt.

[3] Fællesudvalg: Når de to ting ikke kunne blive enige, blev der nedsat et fællesudvalg med medlemmer fra hvert af de to ting, som skulle forsøge at nå til enighed mellem de to ting. Dette udvalg afgav derefter en betænkning, som hvert ting skulle tage stilling til.

[4] Oppebie: Vente på.

[5] J.A. Hansen havde indledningsvist været skarpt modstander af enhver form for indskrænkning i valgretten.

[6] Fredsslutningen i Wien efter 2. Slesvigske Krig 30. oktober 1864

[7] Med "Fællesforfatningen" henvises til Novemberforfatningen af 1863, og ikke til Helstatsforfatningen af 1855.

[8] Ministeriet C.A. Bluhme (2), som 6. november 1865 blev afløst af ministeriet C.E. Frijs (Krag-Juel-Vind-Frijs). Ministerlisterne kan ses her.

[9] J.A. Hansen omtalte de nationalliberale som den 'doctrinaire Reaction'.

[10] J.A. Hansen var en del af Venstre.

[11] Konseilspræsident var betegnelsen for regeringslederen i perioden 1855-1918, hvorefter titlen Statsminister blev taget i brug.