Artikler
Indtil 1915 var de konservative kræfter i Danmark mere eller mindre organiseret i Højre. Indtil 1880’erne var der tale om en mere uorganiseret konservativ gruppering med forskellige fraktioner, men i 1881 grundlagdes den første af Højres vælgerforeninger, hvorefter Højre udviklede sig til et moderne parti. Politisk støttede Højre et stærkt forsvar, en stærk ordensmagt og opretholdelse af de samfundsbærende institutioner. Samtidig så Højre med kritiske øjne på den almindelige valgret og var stærkt modstander af parlamentarismen. I 1915 omdannedes Højre til Det Konservative Folkeparti.
Før 1848
Med de rådgivende stænderforsamlingers oprettelse i 1835 opstod også en grund til at engagere sig politisk. I forsamlingerne dannedes med tiden en konservativ gruppering af godsejere, bønder, åndseliten og embedsmænd – altså en bred gruppe. Denne kendetegnedes ved en demokratikritisk indstilling. Særligt i diskussionerne om tvungen lens-, fæste- og hoveriafløsning stod en konservativ gruppe klart frem og hævdede den private ejendomsret som argument imod sådanne ordninger.
Under Junigrundloven
Højrekræfterne kom ikke til at præge Junigrundloven meget. Den eneste konservative garanti – dvs. beskyttelse mod folkestemningens flygtighed – blev, at man for at være valgbar til Landstinget skulle være 40 år og have enten en årlig indtægt på 1.200 rigsbankdaler eller en årlig skattebetaling på 200 rigsbankdaler – forhold, der alt andet lige styrkede embedsstanden, altså de nationalliberale. I perioden frem til 1864 rykkede de nationalliberale imidlertid mere og mere i retning af Højre mht. kritikken af den almindelige valgret til begge kamre. Ellers prægedes Højre i denne periode af et forsvar for helstaten og dermed et angreb på de nationalliberales Ejderpolitik – ønsket om at knytte Slesvig sammen med Danmark og lade Holsten og Lauenborg stå udenfor. Helstatsforfatningen med dets konservative Rigsråd blev således i høj grad støttet af Højre.
Med implementeringen af Ejderpolitikken i den i demokratisk henseende konservative Novemberforfatning kom 2. Slesvigske Krig i 1864. Med tabet af hertugdømmerne var Novemberforfatningen overflødig, og i samlingen af denne og Junigrundloven endte det med, at Junigrundloven stod næsten uændret bortset fra, at de største skatteydere – dvs. primært godsejerne – blev privilegeret til landstingsvalg. Dette sikrede, indtil fjernelsen af den privilegerede valgret i 1915, Højre stor indflydelse på dansk politik.
Storhedstiden 1865-1901
I 1865 tiltrådte den første af en længere række godsejerregeringer. På nær én havde alle regeringer fra 1865 til 1901 en regeringsleder, der var godsejer. Alle var de højreregeringer, der lænede sig op af et flertal i Landstinget. Særlig væsentlig i dansk historie er J.B.S. Estrups (1825-1913) regeringsperiode 1875-1894, hvor Højre pga. den igangværende forfatningskamp nåede at blive en reel folkebevægelse, hvilket også medførte oprettelsen af vælgerforeninger – den første var Højres Arbejder- og Vælgerforening fra 1881. Fra 1882 begyndte Højres rigsdagsmedlemmer at opfordre til dannelse af højreforeninger, hvilket førte til, at "Højres Landsorganisation" oprettedes 10. december 1883. Nogle år forinden var De Nationalliberale blevet opløst, og resterne blev absorberet af Højre.
Indtil 1901 kæmpede Højre en indædt strid mod parlamentarismen. Som våben brugte regeringen de provisoriske love, som af Højre blev set som et middel til opretholdelse af forfatningen. Ligeledes kæmpedes i Højre en ihærdig kamp for at få opbygget Københavns befæstning, som hurtigt blev et middel i kampen mod Venstre.
Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913). Foto: E. Rye & Co., Det Kgl. Bibliotek
Nedgangen
Omkring århundredeskiftet begyndte Højres mandatantal i begge ting at svinde ind. I Folketinget led Højre under valgmåden – flertalsvalg i enkeltmandskredse – da Højre havde svært ved at få flertal i nogen kreds, men alligevel fik gode stemmetal bredt rundt i landet. Et godt eksempel er folketingsvalget 1913, hvor Højre for godt 81.000 stemmer fik 7 mandater, mens De Radikale for knap 68.000 stemmer fik 31. I Landstinget gik Venstre fortsat frem, og i 1899 brød Mogens Frijs (1849-1923) – søn af tidligere konseilspræsident C.E. Frijs (1817-1896) – og syv andre Højre-folk ud og dannede grupperingen De Frikonservative.
Med Estrups død i 1913 mistede Højre og De Frikonservative, der som de eneste støttede opretholdelsen af den privilegerede landstingsvalgret, deres samlede flertal i Landstinget. Dette gjorde det muligt for de øvrige partier at gennemføre en grundlovsændring i 1915, som indførte almindelig valgret til Landstinget. Desuden indførtes på konservativ opfordring forholdstalsvalg. Fjernelsen af den privilegerede valgret medførte, at man i konservative kredse indså nødvendigheden af en revision af dansk konservativ tænkning. Således oprettedes på den almindelige valgrets grund Det Konservative Folkeparti i 1915.