Forsiden af Berlingske politiske og Avertissements-Tidende dagen efter Grundlovens 50-årsjubilæum. Fra: Mediestream

Grundlovsdagen i Kjøbenhavn.

Det prægtigste Sommervejr indvarslede igaar Grundlovsdagen. Fra tidlig Morgen skinnede Solen klart og varmt, og de de foregaaende Dages kølige Vejrlig[1] var paa den behageligste Maade bleven afløst af Formiddagens og Eftermiddagens lysende Sommersol og Aftenens lune Hygge.

Tidlig igaar Morges, kl. 6, indlededes Grundlovsfesten ved, at der blæstes Koraler [2] ved Kirkerne. Og senere hen på Formiddagen og ligeledes om Eftermiddagen fandt offentlig Musik Sted paa forskjellige Steder i Byen. Saaledes musicerede[3] Georg Lumbyes Orkester[4] i Rosenborg Have fra 11-1, paa Raadhuspladsen fra 3-5 og paa Christianshavns Torv fra 6-8. Derhos[5] musicerede Direktør Kragelunds Orkester fra 12-1 foran Christiansborg Slot og fra 2-4 paa Sct. Hans Torv.

Da Dagen gryede, bleve Flag ved Flag hængte ud fra Vinduerne og over Husenes Tage saavel i Hovedgaderne som i de mere afsides liggende Gader, og mange Steder havde man derhos pyntet Husenes Facader med mindre Flag, Blomster og Guirlander. Paa Gammeltorv sprang Guldæblerne i Straaler[6], og foran Christiansborg Slot havde man som sædvanlig smykket Statuen af den Konge, der blev Grundlovens Giver. Ved Rytterstatuens Sokkel havde den liberale Vælgerforening henlagt en stor Egekrans, og Gitteret omkring Statuen havde ”Højres Arbejder og Vælgerforening” smykket med brede Granguirlander med røde og hvide vedhængende, inskriptionsbærende Baand.

Kl. 12 stansede alt Arbejde i Værksteder og paa Fabriker, ligesom Butikerne lukkedes. Alle Steder fra hastede Arbejdere, Haandværkere, Kontorister[7] eller Kjøbmænd til Hjemmet for at træffe de sidste Arrangementer til Dagens Fest.

Kort efter var der myldrende Liv på Gaderne. I fineste Sommerpuds drog man afsted til de forskjellige Samlingspladser. Sporvogne, Drosker[8] og andre Kjøretøjer vare alle fuldt optagne. Alt varslede om en stor og almen Fest, der begyndte tidlig og sluttede sent med broget Ill[u]mination[9], Sang og Musik i Rosenborg Have, elektrisk Lys over Fælledens store Flade, med Glædesblus over Frederiksberg Slots gamle Park.

I Kongens Have.

Den gamle smukke Have, der nu i saa mange Aar har ydet et væsentligt Bidrag til Højres Grundlovfest, havde atter iaar klædt sig i Festdragt for at byde de Deltagende velkommen.

Intet andet Sted i Byen byder i sig selv saa fortrinlige Betingelser for Udfoldelsen af muntert og festligt Liv, og naar saa hertil kommer den mangeartede Udsmykning, Illumination og Arrangement af en Række Forlystelser, maa det fuldkomne siges nærved at være naaet.

Kl. 4 aabnedes Portene, og strax begyndte Folk at strømme ind i Havens Gange, saa at de Forlystelser, der tog deres Begyndelse Kl. 5, allerede havde et stort Publikum. Navnlig samlede en betydelig Menneskemængde sig foran Herkulespavillonen, hvor Operasanger Cornelius Petersen[10] med Orkesterledsagelse foredrog nogle af vore kjønneste Fædrelandssange.

Talerne.

Henimod Kl. 6 aabnedes den officielle Del af Festen, og der havde paa dette Tidspunkt samlet sig en meget stor Menneskemængde foran Talertribunen, der var prydet med Højres Arbejder- og Vælgerforenings Banner og med Dannebrogsflag. Blandt de bekjendte Mænd, der bemærkedes paa Tribunen, kunne nævnes Ds. Excell.[11] Indenrigsminister Bardenfleth[12] og General Bahnson[13], Landstingsmændene Goos, Gust. Hansen, P. G. C. Jensen og I. C. Sørensen[14], Højesteretsassessor Flor Larsen, Statsraad Claus Smith, Statsraad Wassard m.fl.

Paa Højres Arbejder- og Vælgerforenings Bestyrelses Vegne bød Skoleinspektør Wiggers Forsamlingen Velkommen til denne Fest, der havde en saa alvorlig Betydning som Grundlovens 50de Aarsdag. Saavel Fortidens Minder som selve det Øjeblik, hvori vi nu levede, gav denne Dag en vis Alvor, men trods dette, og uagtet vi i Aarenes Løb havde lidt endel Skuffelse, saa samledes vi dog alle her idag i Glæde over vor gamle Grundlov og over det meget gode, den havde ydet os. Men sammen med Glæden skulde der helst være en Følelse af det Ansvar, der knyttede sig til Frihedens Benyttelse, derfor vilde han med ønsket om, at ogsaa denne Festdag vilde bidrage til, at Glæden over Grundloven maatte parres med den rette Ansvarsfølelse, indlede festen og byde alle Velkommen!

Talen for Kongen.

Efterat derpaa en Sang af Henrik Smith – ”Det var en streng og sorgfuld Tid” – var sungen, talte Grosserer Hans Trojel[15]: Med dobbelt Glæde talte han for Kongen[16] i denne Forsamling, fordi han vidste, at Kongen her omfattedes med den største Kjærlighed og Ærbødighed. I sin lange Regjeringstid havde han stedse vist sig som en Mand, man kunde stole paa. (Hør.) Paa Dybbøl Skandser havde han vist sig som en saadan Mand. Det var en Heltebedrift, der var blevet øvet af os ved Dybbøl, - det erkjendte saa mangen en Tysker nu. Kongen var bleven miskjendt i en Del Aar, men efterhaanden havde han vundet alle for sig, - selv Socialisterne saa op til ham med Ærefrygt. Det var Talerens fulde Overbevisning, at naar Danmark nu bestod som selvstændig Stat, skyldtes det Kongen, der havde vidst at holde os udenfor den fransk-tyske Krig. Dernæst havde han dette milde, vænnesæle[17] Væsen, - han var saa dansk som nogen Mand, og hans Hjerte slog varmt for alle Nødlidende og Ulykkelige. Det var jo ikke altid let at være Konge og at bære det store Ansvar, -  men Kongen havde aldrig nogensinde unddraget sig dette sit Ansvar. En Tak derfor til Kongen for de mange Regjeringsaar, -  gid han maa komme til at regjere over et enigt og lykkeligt dansk Folk! Leve Kong Christian IX.! (Nifoldigt Hurraraab. Musiken spiller Nationalsangen.)

Talen for Fædrelandet.

Plougs[18] Sang ”Med Bøgeløvet om Dit Haar" blev sungen, hvorpaa Kancelliraad B. C. Petersen talte for Fædrelandet:

Højtærede Forsamling! Fædrelandssindede Mænd og Kvinder!

Vi kjende vistnok alle et skjønt gammelt Ord, der lærer os, at det er den gode Borgers helligste Pligt at betale sin Gjæld til Fædrelandet. Sit Fædreland skylder man alt, sagde en af Danmarks bedste Sønner. Opfylder Folket nu ogsaa denne Pligt? Jo, det tør siges, at i det store og hele sker det, ogsaa iblandt os i den store Stad og viden om i Land og Rige, men der er jo ogsaa Medborgere, med hvem det i det Punkt staar saare ilde til, og som ikke turde træde frejdig frem og vidne, at de med Uegennyttighed[19], fuldt og helt, og med Glæde have ofret for vor Konge og vort Land, hvad de formaa. Gjælder det egne Interesser, tænke de først paa deres egen Melbutik, hvad enten de ville vinde Guld eller Ære, eller det gjælder Fornøjelser, Tilfredsstillelse af Lyster og Begjæringer; eller hvad skulle vi sige om dem, der, ved Hjælp af det saakaldte Aandens Arbejde som Skalkeskjul[20], finde deres Regning ved at opflamme deres Læseres Sandser og Fantasi, det være nu enten ved Udgivelse af vovede, utugtige Skrifter eller ved daglig systematisk at forsøge paa at indpode Folket Had til det gode, det sande, det virkelig skjønne, og at indblæse det Foragt for den sædelige[21] Moral.

Kan man nu kalde disse Medborgere for gode Borgere, betale de deres Gjæld til Fædrelandet? Nej, og atter Nej, deres Higen og Tragten[22] gaa kun ud paa at bryde ned, hvad den gode Borger elsker og højagter. Men det skal ikke ske. Saa var det, at der rejste sig en mægtig, stedse voxende Folkebølge, en i god Grund Opelsket Stemning, der udraabte: hertil og ikke videre; der var vel Grænser for, hvad man skulde turde byde Landets unge Sønner og Døtre, dets gode Borgere og dets ædle Kvinder.

Eller man kaster Blikket ind i Politikens mærkværdige Labyrintverden med dens underlige, tidt lyssky Løngange[23], Mon der her ikke er dem, der i Haab om Folkegunst,[24] Magt og Ære ofre deres Overbevisning og dermed deres Fædreland og svigte den Dag, Gjælden skal betales.

Eller dem, der mod Ret og gammel Vedtægt ville tiltage sig Magt til at herske over deres Medborgere og ikke forstaa at blive paa den dem i Samfundet beskaarne[25] Plads, som ikke kunne taale at ledes og at adlyde, men i ubændig[26] Magtsyge og i taabeligt Overmod ville sætte sig over deres rette Herrer, opflammede dertil af samvittighedsløse saakaldte Folkeledere. Opfylde nu disse Mennesker deres hellige Pligt overfor deres Fædreland? Nej, det gjøre de sandelig ikke, og de ligge nu, som de have redet. Men hvorfor dvæle længere ved slige mørke Billeder! Vi kjende jo dog vort Folk i dets store Almindelighed. De ældre iblandt os have oplevet det og have fortalt os det, eller vi have læst om det, hvorledes vort Folk engang kunde ryste Sløvheden og Ligegyldigheden af sig saaledes som for 50 Aar siden. Da stod vor tusindaarige, men evig unge Fostermoder i sin sejreste Brudedragt i Vaarens skønneste Klædebon,[27] ”med Bøgeløvet om Dit Haar og Fuglesang paa Tunge", som vi hørte i Plougs herlige Sang. Men del gjaldt jo ogsaa om at modtage Dagens ædle Gjæst, vor Grundlov. Men hvad var det ikke for en Dag, hvad var det ikke for Tider!

En flammende Begejstring fyldte Borgersindet, en hellig Glød brændte i Folkehjerterne. Men hvad var det vel, der tændte denne Glød? Det var Kjærligheden til vort kjære gamle Fædreland; den samlede høj og lav, Adelig, Borger og Bonde i skjøn Samdrægtighed, og ikke vilde nogen Formastelig[28] da have vovet at kaste Haan paa vort Land, dets Sæder og Skikke, dets Flag, dets Værn, Hær og Flaade. En Banstraale[29] vilde have ramt og knust den Slags Folkeforførere og Smædeskrivere.

Ja! saaledes skulle vi kun kjende og huske vort Folk. Gløden brænder endnu, omend kun i det stille, men naar de store Rørelser komme, enten i Glæde eller i Sorg, da rejser den ægte danske Borgeraand sig i al sin Vælde, og vi ville da alle opleve, hvad der fyldte Hjerterne med Begejstring for 50 Aar siden.

Med den sikre Fortrøstning, at den rette Folkeaand, det rette Fædrelandssind, saaledes som vi daglig se og læse om det hos vore betrængte sønderjyske Brødre og Søstre, altid vil leve i det danske Folk, vil jeg udbringe et Leve for vort gamle, kjære Fædreland. Danmark leve!

Efterat Talen var sluttet, lød der kraftige Hurraraab fra Forsamlingen.

Talen for Grundloven.

Plougs Sang for Grundloven ”Lad visne alt, hvad visne skal” blev sungen (”Plougs Minde leve”, Hurraraab), hvorpaa Folkethingsmand, Ingeniør H. Hammerich talte for Grundloven.

Det er idag en stor Mindedag, vor Grundlovs Halvhundredeaars Fødselsdag, og alle, der i den se en for vort Land og Folk lykkelig Dag, skulde, om de end se paa vor Grundlov med noget forskjellige Øjne, gjerne mødes i Tak for, hvad den har bragt os, og i Ønske om, at den maa vedblive at være den gode Grundsten for vort Stats- og Folkeliv.

 Derfor høre vi ogsaa rundt omkring fra det øvrige Land om Grundlovsfester, der fejres af Venstre og Højre i Forening, saaledes fejres den f.Ex. i Nakskov og Vordingborg, og der er neppe Tvivl om, at disse Fællesfester ville løbe godt af, fordi Højre her i Landet mødes med Venstre i Kjærlighed til den Folkets Del i Landets Styrelse og den Individernes Frihed, som blev sikret os idag for 50 Aar siden.

Her i Hovedstaden har Tanken om en saadan Fællesfest ikke kunnet opstaa, fordi Venstre her arbejder Haand i Haand med Socialisterne. Vi kunne ikke, idet vi fejre en Fest til Frihedens Ære, sende Hilsen til Socialisterne, hvis Maal er et Samfund, hvor al Frihed er banlyst. Hvor stærkt vi end, ikke mindst under den sørgelige Kamp, der i disse Dage kæmpes, kunne ønske, at der maa findes Vej til Forstaaelse med Arbejdernes store Rækker, blandt hvilke findes saa mange af vore braveste Landsmænd, saa kunne vi ikke idag være med at vexle Haandslag med dem.

Med Arbejderpartiets Maal, at mindske Uligheden i Kaar, skal og maa vi alle have Sympati; ”men det maa kunne naas uden den altid knyttede Næve, og det maa naas ad sunde og naturlige Veje, ikke ved at forlange af den Flittige og Dygtige, at han skal løje af[30], for at han skal komme paa lige Fod med den Udygtige, og ikke ved, at først Arbejderbefolkningen og derefter hele Samfundet lægges i Spændetrøjen.

Fordi den socialistiske Lighedsstat kun kan bygges paa den individuelle Friheds Ruin, maa vi bekæmpe den, og derfor kunne vi fremfor alt ikke i Forstaaelse med Socialiterne fejre vor Friheds Fødselsdag.

Det, der har samlet os, er jo dog, at idag for 50 Aar siden ikke blot delte Kongen sin Magt med Folket; men Folk og Konge gav ogsaa hinanden Haandslag paa at holde i Hævd[31] og Ære den Frihed, som den Dag blev tilsagt danske Mænd og Kvinder.

Det var Enevælden, der hin[32] 5te Juni blev skrinlagt[33], men ikke for at gaa fra Kongen over til enkelt Stand eller et enkelt Samfundslag. Frihed og Folkestyrelse er nu en Gang ikke eet, og under Folkestyrelse har der været og kan der blive regjeret saa despotisk[34] og hensynsløst som under nogen Enevoldsherre.

At sikre os mod at falde fra det enevældige Kongedømme over i et af Enkeltstand regjeret Folkestyre har været det danske Højres Opgave i de Aar, vi have haft vor frie Forfatning, og der kan vel være Anledning til, at vi, der ere samlede her i Dag, først se lidt paa, hvorledes vort Parti i det halve Aarhundrede har udviklet sig.

Det første, der falder os i Øjet, er da, at det i meget er forskjelligt fra, hvad der i andre Lande kaldes Højre, at det altid med Rette er kaldet et frisindet Parti. Dette er det blevet gjennem de ret ejendommelige Forhold, hvorunder dansk Politik formede sig og maatte forme sig, efter at vi havde faaet vor frie Forfatning. Vi fik Friheden pludselig og temmelig uforberedt af en Konge, der – hans andre Egenskaber ufortalte – sikkert ikke vejede sine Handlinger paa Guldvægt, men helst handlede efter Øjeblikkets Indflydelser, lige som han mere var skabt til at give end til at holde igjen. Derhos blev Friheden given under en national Vækkelsesperiode, hvor det bedste i Folket var oppe. Til de Kræfter, som da vare oppe, kunde man trygt betro Landets Styrelse. Derfor fik vi med eet Slag en Forfatning med den meget brede Valgbasis, vi have; derfor blev saa stor en Magt med fuld Tillid lagt i den menige Mands Haand. Og hvem havde ganske naturligt Magten over den menige Mand, det havde Bondestanden, der selv talrig havde under sin Indflydelse Folkets store Flertal.

Hvor meget godt, der nu end kan siges om vor dygtige Bondestand, hvor mægtig den end var gaaet frem efter de store Landboreformer fra Aarhundredets Begyndelse, saa stod det inden længe klart, at den ikke var og ikke kunde være modnet til at tage Styret, og da den dog mente at have baade Ret og ogsaa Magt dertil, søgte den at naa sit Maal ved at pukke paa[35]  sin Talmajestæt[36], og det ubegrænsede Flertalsherredømme gjennem et enevældigt Folkething blev dens Fane. Vi bleve da Vidne til den Ejendommelighed, at den Stand, der sad inde med største Delen af Landets Jord, blev mere og mere ultraradikal. Hensynsløst kastede den bort de Mænd, som i første Række havde ført frem til Magt og Indflydelse. H.N. Clausen[37] faldt for Væveren fra Mern[38], Hother Hage[39] for Peer Ludvig, alt imedens Bønderne ikke lagde Skjul paa, at ensidige Standsinteressers Fremme var Maalet for den Politik, der skulde føres, naar de fik Magten. Faren ved et enevældigt Folkething gik da op for de samme Mænd, der havde lagt Spiren til det, og at bekæmpe denne Fare blev Opgaven for det danske Højre, der voxede op under Ledelse af de samme Mænd, der stod i forreste Rækker under hele Frihedsbevægelsen. Mænd som Orla Lehmann[40], Barfod og andre yderliggaaende Frihedsmænd kom efterhaanden til at høre til Venstrepartiernes skarpeste Modstandere. Carl Ploug blev den anerkjendte Fører for Hovedstadens Højre. Formet af disse Mænd maatte det danske Højre ganske naturligt blive i sin Bund frisindet og nationalt, og sammenstøbt  under Kampen mod Bondevennerne[41] maatte Kjærnen i dets Politik indadtil blive Modstand mod al Stands- og Interessepolitik og Værn for Mindretallene.

Her i Landet maa deraf følge, at det blev et Værn for Byinteresserne, som i vor Rigsdag kun kan støtte sig til et født Mindretal, og vi bleve Vidne til det andet ret ejendommelige, at vort mest udtalte Godsejerministerium blev Byernes paalideligste Værge. Naar det er sagt, at Højre har lagt Indflydelsen over paa Brostenene, saa er det Estrupske Ministerium den bedste Protest herimod; thi, fraset at Landbointeresserne altid paa Forhaand have aabent Øre og sikkert Tag i Rigsdagen, bleve de visselig ikke forsømte af den Estrupske Regjering, kun maatte denne som Højrepartiets Fører være Modstander af al ensidig Standspolitik og dermed kræve Ret og Skjel for Byerne lige saa vel som for Landet.

I det samme Spor maa Højrepartiet blive, hvis det vil vedblive at have sin gode Del i Landets sunde Udvikling.

Jeg skal ikke komme ind paa langtrækkende Spaadomme om Fremtidens Politik. Af særlig Betydning for denne vil det sikkert blive, at Bønderne efterhaanden ville glide over i de konservative Rækker, ligesom Arbejderne ogsaa paa Landet ville blive de bestemmende indenfor Venstre. For det konservative Parti vil det da blive afgjørende, om det med de Omdannelser, det vil faa, kan og vil blive i de gode Spor, det hidtil har fulgt.

Slaar det ind paa en ensidig Landbopolitik, og støder det dermed de besindige Lag i By-Befolkningen fra sig, eller betragter det Statens store Fællesopgaver indadtil og udadtil paa det aandelige som det økonomiske Omraade under Synspunktet ”uproduktive Udgifter”, saa undergraver det sig selv og taber sin Ret til at lede Udviklingen; glemmer det derhos, eller støder det fra sig de Krav, som de, der sidde i smaa Kaar, altid have paa at blive tagne under Armene, saa driver det med Rette ogsaa de besindige Arbejdere over i Socialisternes Rækker.

Det har været Højrepartiets Ære og givet det dets Magt, at det ikke har villet være en enkelt Stands eller enkelte Interessers Værge. Lad os da ønske, at det ogsaa i Fremtiden maa holde sammen under denne Fane og under den knytte til sig alle de gode Elementer, der naturligt høre os til. Støttet paa vor Grundlov og de Værn, den giver os mod alle Omvæltningslyster og mod al Slags Despoti fraoven som franeden, ville vi da om end gjennem Brydninger kunne se i Møde en lykkelig Fremtid.

Det er jo imidlertid idag en Mindedag, lad os derfor lade det store Spørgsmaal om Landets og vort Partis Fremtidspolitik hvile og endnu i al Korthed kaste et Blik over Grundloven af 5te Juni og det Liv, vi under den har ført i de 50 Aar.

Det, vi da se, er et Folk, der let, maaske altfor let, fik sin Del i Landets Styrelse og sikkert ogsaa fik en Del i Magten, der gik videre, end det var modnet til. Det var et stort og dristigt Spring, der blev gjort hin 5te Juni, og uden stærke Brydninger have Aarene da ejheller kunnet gaa; men til at møde dem var der tillige lagt gode Spirer i Grundloven af 5te Juni; thi Frederik VII[42] delte ganske vist med rund Haand sin Magt med Folket; men han delte den kun; han og hans Raadgivere vilde ikke, at Folket skulde være eneraadende. De vilde, at Kongen, staaende over Partierne, skulde kunne holde Statsmaskineriet i Gang, ogsaa naar Enevoldslyster tog Magten indenfor et af Rigsdagens Thing. Dermed og med det absolute Veto, han beholdt, have de villet sikre, at vor Konge blev andet end en Skyggekonge.

Grundloven af 5te Juni gav os dog ikke blot en, naar det kræves, stærk Kongemagt; den gav os ogsaa et klart og bestemt udtalt Tokammer, hvor Landsthinget fik sine betydningsfulde Rettigheder ved Siden af Folkethinget, vort Overhus skulde være mere end et Omsvøbsdepartement for Underhuset. Det Værn, som vor Forfatning heri har ejet mod et enevældigt Flertalsherredømme, blev yderligere fæstnet ved Grundlovsrevisionen i 66 og den senere Kamp mod Folkethingsparlamentarismen. Der er jo dem, der mene, at Højres Sejr i denne Kamp mest var formel; om de have Ret, vil Tiden vise og er ikke værd at tvistes om, thi saa meget er vist, at det ikke er formelt, naar vi fik slaaet fast, at den, der vil naa frem under vor Forfatning, maa søge Overenskomst og vise Fordragelighed.

Have Grundlovens Givere taget [F]ejl i, at denne Egenskab havde dybe Rødder i vort Folk, saa faar den næste Slægt den Opgave at ændre i Grundloven. Hvad der i faa Henseende kan ligge for, skal jeg dog ikke komme ind paa, thi selv om den som ethvert andet Menneskeværk har sine Mangler, som kunne trænge til at rettes, saa maa vi idag med Ret kunne enes om, at den Grundlov, vi have levet under, har været en god Gave. Vi have under den haft Kamp og Splid; men den Løshed og Korruption, som vi have set voxe ud af de frie Forfatninger i mange andre Lande, have vi været skaanede for, og vor Lovgivning har med Grundloven som de andre Loves fælles Moder paa næsten alle Omraader været rig paa Fremskridt, selv om vi maa se tilbage paa adskillige Visneaar.

Trods de haarde Slag, som udefra have ramt og sønderdelt vort Land, har det indadtil i disse halvthundrede Aar haft en Udvikling saa stærk og saa frodig som vel ingen Sinde[43] før; enten vi færdes i By eller Land, er det ikke til at kjende igjen, og er der i disse Aar end voxet endel Ukrudt op ved Siden af den gode Sæd, saa er det dog i det hele og store en rig Afgrøde af aandelige som materielle Værdier, vi have set voxe frem. Dette skyldes selvfølgelig meget andet; men ingen kan dog være i Tvivl om, at den Frihed, hvorunder alt har kunnet røre sig, har sin store Del i vor rige Udvikling gjennem alle disse Aar.

Der er da Grund til at mindes de Mænd, der arbejdede vor Frihed frem. Monrad og Lehmann, Hall og Krieger. Hvidt og Clausen, Tscherning, Ploug og Balthazar Christensen[44], saadan kunde jeg blive ved med gode Navne, men det behøves ikke; thi disse Navne ere alle indskrevne i Danmarks Saga, og dem alle skylde vi Tak, en Tak, som vi kunne samle om den Konge, der vilde være en fri Konge over et frit Folk.

Hvad der end ofte siges om Frederik VII og hans personlige Egenskaber, saa staar han for os som den danske og folkekjære Konge, jevn og dog en Konge. Naar han den 5te Juni kom frem paa Kolonnaden[45] og sagde sit ”Elskede Børn, modtag Jeres Konges Tak", saa slog Folkets Hjerte visselig i Takt med Kongens, og den Tak, der bragtes ham for vor Grundlov, gjælder den Dag i Dag. derfor kranse vi idag hans Minde. Men idag maa han dele Takken med sin Arvtager, Kong Christian IX. Hvilken dansk Konge har haft en vanskeligere Gjerning, og hvem har taget den op og røgtet den med større Alvor og Samvittighedsfuldhed? Som en Ridder uden Frygt og Dadel[46] bar han under de stærke Brydninger værnet om vor Grundlov.

Først og sidst er det jo dog idag for selve Junigrundloven, at vi sænke Fanen. Har den og det politiske Liv, den har vakt, end fremkaldt megen Strid, saa ere vi derunder ogsaa voxede i Modenhed, og har den slaaet Spalter i vort Folk, saa have vi Lov at tro, at stærkere ere dog de Baand, der binde os sammen i fælles Kjærlighed til det, der er Kjærnen i Grundloven af 5te Juni, det, at den idag for 50 Aar siden blev det danske Folks Frihedsbrev, som kan rettes og ændres, men altid kun med det Maal at sikre Landets Borgere Frihedens Goder.

Med Ønske om, at den maa mægte det igjennem de kommende Tider, samle vi os da om et: ”Leve Danmarks Riges Grundlov” !

Talens Slutningsord fulgtes med stærke og levende Hurraraab.

Formanden, Skoleinspektør Wiggers, bragte dernæst alle Talerne og den store Forsamling en Tak. Trindt om i Landet var Grundloven idag bleven fejret, maatte Stemningen fra disse Fester komme til at raade noget ogsaa i de kommende Dage. Maatte Fordragelighed komme til at raade i Folket. Det var daarlige Frugter af Grundloven, om Partierne opfattede hinanden som Fjender, nej, vi maatte se paa hinanden i Fordragelighed og lære at forstaa, at man forsvarede sin Sag bedst med Anførelse af Grunde. Sligt[47] vilde bidrage til, at vi forskaanedes for Kriser, som den, der i Øjeblikket hjemsøgte os. Lad os da arbejde videre paa Frihedens Udvikling i Fordragelighedens Aand. Med Løftet herom slutte vi her. Leve Enigheden i Folket!

Hermed var denne Del af Festen sluttet, og den store Forsamling spredte sig hurtigt i Havens Gange og Alleer.

Efter Talerne.

Strax efter Afslutningen af Festens officielle Del tog man fat paa Illuminationen, og da Mørket henad Kl. 9 begyndte at sprede sig, frembød Havens Gange det smukkeste Skue. De forskjellige Forlystelser, som der i rigt Maal bødes paa, bleve benyttede i fuld Udstrækning, og overalt saa man Vidnesbyrd om, at Folk morede sig, hvad enten de nu foretrak Kraftprøve, Karussel, Skydebane etc., eller de holdt sig til Berggren-Kvartetten og Cornelius Petersen, hørte paa Skuespiller Adolf Jensens[48] Oplæsning, gik i Lysballontog eller endelig svingede sig i Dans paa de store Estrader. Den Ulempe, der i foregaaende Aar ofte har været ret betydelig, at Børn i stort Antal kom bort fra deres Forældre, var man iaar heldig kommen ud over ved forud at bekjendtgjøre, at Brøndsalen var det Sted, hvor de vildfarende Børn skulde bringes hen.

Til langt over Midnat udfoldede det fornøjelige Liv sig i Havens Gange, og da det ved 1-tiden blæste til Udgang, havde mange gjerne fortsat Festen endnu en Stund.

De Liberales[49] Fest i Frederiksberg Have.

Den liberale Vælgerforening, der i de senere Aar har fejret Grundlovsfesten paa Vodroflund[50], fejrede iaar denne i Frederiksberg Have.

Haven var dekoreret med forskjellige Nationers Flag. Bag Frederik den Sjettes Statue var der en smuk Dekoration af Dannebrogsflag med det danske Vaaben som Midtpunkt. Exercerpladsen var omdannet til en Art Dyrehavebakke med Karussel, Mester Jakel[51], Variété osv.

Den alvorlige Del af Festen fandt Sted paa Pladsen umiddelbart nedenfor Slottet. Paa den nederste Terrasse var Talerstolen anbragt, og bag denne stod den liberale Vælgerforenings Banner opplantet. Paa den øverste Terrasse saas paa rød Baggrund Ordene: ”5te Juni” og vis à vis bag Pladsen: Frederik den Syvendes Navnetræk med Kongekrone over.

Kl. lidt over 4½ tog Talerne deres Begyndelse.

Der holdtes tre officielle Taler, for Grundloven, for Danmark og for Friheden; en betydelig Menneskemængde var da forsamlet paa Pladsen nedenfor Talerstolen.

Den liberale Vælgerforenings Formand, Højesteretssagfører Oct. Hansen[52], der dirigerede, bød Velkommen. Naar vi samledes her i den gamle Have i Anledning af Grundlovens 50-Aars Fødselsdag, vendte Tanken sig mod Frederik den Syvende, Grundlovens Giver; hans Minde længe leve. (Hurra.) Taleren bragte derefter de Autoriteter en Tak, som havde overladt Foreningen den smukke gamle Have.

Den første Taler var Skoleinspektør Johan Ottosen. Han havde i de sidste Dage i forskjellige Højreblade læst en Beklagelse over, at ikke alle Partier iaar kunde samles til en fælles Grundlovsfest, denne Beklagelse delte han fra et vist Synspunkt ikke, thi vi havde ikke alle den samme Opfattelse af Grundloven. Taleren kunde tænke sig at fejre Grundlovsfest med dem paa Fælleden, men ikke med dem fra Kongens Have, nej lad os samle os iaar ligesom tidligere Aar og fejre 5te Juni Grundloven. Kastede vi et Blik tilbage paa de forløbne 50 Aar, da var der sket store materielle Fremskridt, men politisk set kunde vi ikke være stolte og glade. Den nugjældende Grundlov af 1866 karakteriserede han som et Tegn paa Mistillid, et Tegn paa Nederlag. Vi behøvede ingen Kontrol fra Landsthingets Side. Taleren berørte derefter den stedfindende Lock-out og udtalte Ønsket om en snarlig Afslutning med en for begge Parter antagelig Overenskomst. Han sluttede med et Leve for Grundloven.

Dirigenten, Højesteretssagfører Oct. Hansen meddelte derpaa, at der var afsendt en Deputation til Socialdemokraterne paa Fælleden, og at der var ankommet en Deputation fra disse.

Ordføreren for Deputationen fra Socialdemokraterne, Folkethingsmand Sigvald Olsen, fik derefter Ordet og takkede for det trofaste Samarbejde, som havde fundet Sted mellem de Liberale og Socialdemokraterne. Han omtalte ogsaa Lock-out'en og takkede Skoleinspektør Ottosen for dennes sympatetiske Udtalelser for Arbejderne. Ligesom denne ønskede han en snarlig Afslutning paa Striden.

Redaktør Vilh. Lassen[53] talte derefter for Danmark, idet han kom ind paa en Række politiske Betragtninger. Al Kulissepolitik og Intrigepolitik hørte ikke hjemme hos Venstre, dettes Politik var den aabenlyse, og dens Maal var kun eet, den almindelige Valgret. Det, som vi havde tabt af Grundloven, var vundet gjennem Venstres Politik.

Den sidste officielle Taler var Folkethingsmand Herm. Trier: Saa man tilbage paa de forløbne 50 Aar, oprullede der sig mange Billeder. I Halvtredserne var det Embedsklassen, som raadede, i Tredserne var det Godsejerne, der kaldtes ind, i Halvfjerdserne traadte Arbejderne frem, i Firserne var det Arbejderne og Bønderne, som stod samlede, og i Halvfemserne var det Interessernes Kampe, der begyndte; saaledes omtrent saa de skiftende Billeder ud. Hvad var der nu naaet i de forløbne 50 Aar? Det var ikke det samme Folk som dengang, det, som var sket i de 50 Aar, var det, at hvor et stort og vigtigt Arbejde skal gjøres, staar ingen som Tilskuer. Folket var gjennem Skuffelserne blevet vaagent, det var ikke nu et sovende, men et villende Folk. Det danske Folk var ifærd med at blive et frit Folk, man bliver ikke et frit Folk i et Øjeblik, men gjennem Aar. Vi maa se Sandheden lige i Øjnene, det er ikke i Fantasiens Verden, men i den almindelige Verden, at Sejren skal vindes, og det er ikke længere de almindelige Fraser, der ere istand til at samle et Folk. Man maatte være Sandheden tro i sin Virksomhed og ikke sætte sine Luner og Magelighed øverst, thi saa svigtede man sin Organisation og sin Sag. Taleren sluttede med et Leve for Danmark.

Mellem de forskjellige Taler blev der afsunget Sange.

Dirigenten afsluttede derpaa den alvorlige Del af Festen, hvorefter Deltagerne spredte sig i den gamle, hyggelige Have, hvor der som omtalt forefandtes forskjellige Forlystelser.

Der musiceredes om Eftermiddagen og Aftenen af flere Orkestre, ligesom der blev afsunget Sange, bl. a af Sangforeningen ”Ydun”, Privatteatrenes Kvartet m. fl.

Socialdemokraternes Fest.

Som det var at vente, blev Tilslutningen til Socialdemokraternes Fest meget betydelig. Den store Lock-out ydede hertil sit meget væsentlige Kontingent. Arbejderne havde givet Møde i saa stort Tal som ingensinde før, og det var lange, tætsluttede Rækker, der igaar fra Nørre Boulevard marcherede ud til Nørre Fælled.

Grundlovsdagen har altid været specielt en Arbejdernes Festdag. Mindre af politiske Grunde. Talerne paa Fælleden have bestandig kun samlet en Brøkdel af Festdeltagerne om sig. Det var den fælles Fridag, der fejredes ved muntert Samvær paa Fælledens Græs, medens Madkurvene udpakkedes, og Flaskerne gik rundt, mens Musiken lød, og Sangkorene sang deres Sange.

Og saaledes forløb ogsaa Dagen igaar. At det paa Grund af den store Arbejdsstansning var forsøgt at give Festen Præg af en let Demonstration, er ret naturligt. Men det maa tilføjes, at denne Demonstration var af en fuldstændig harmløs Natur. Alt forløb i fuldstændigste Ro. Arbejdsstansningen formaaede ikke at lægge Skygge over Glæden ved Frihedens store Mindedag.

Ved Ettiden samledes de socialdemokratiske Foreninger under deres Flag og Bannere paa Nørre Boulevard i Størstedelen af dens Udstrækning. Med Musikkorps i Spidsen drog Afdeling efter Afdeling frem og sluttede sig til de allerede i Forvejen vel fyldte Rækker, der kunde tælles i mange Tusinder.

Saa blæstes der Kl. 2½ til Opbrud, og med ridende Politi foran bevægede Processionen sig langsomt fremad mod Festpladsen. Saa langsomt naaede man fremefter, at Forspidsen var over 50 Minuter om at naa fra Boulevarden til Fælledens Indgang, men Toget var tillige saa stort, at Klokken blev 5, inden Sporvognskjørselen kunde retableres i Gothersgade og over Dronning Louises Bro.

I Spidsen af Toget gik socialdemokratisk Forbunds Bestyrelse under et Banner, der bar Inskriptionen Lock-out'en og derunder Ordene ”Magt for Ret”. Derefter fulgte Socialdemokratisk Forbunds Banner med inskriptionen ”Frihed, Lighed, Broderskab” og derpaa de øvrige mangefarvede Flag og Bannere, der lyste i Solen over de mørke Menneskerækker.

Foreningsbygningen i Rømersgade var som vant smykket over hele sin Facade med Blomster, Flag og Grønt. Over Gaden var spændt en Æresport med Inskriptionerne ”Arbejdere i alle Lande forener Eder” og ”Arbejdet er Kilden til al Rigdom”. Et Musikkorps var placeret ved Indgangen til Bygningen og spillede, mens Processionen drog forbi.

En stor Menneskemængde stod som Tilskuere opstillet paa Fortovene langs hele Togets Vej. Nogen synderlig Stemning sporedes dog ikke, før man naaede hen i den østligste Del af Ryesgade. Her vare mange Bygninger smykkede, smaa Æreporte vare rejste, og fra Vinduerne kastedes der Blomster og Grønt ned til Festdeltagerne.

Processionen havde iøvrigt meget Præg af en Haandværkerfest. Man havde øjensynlig bestræbt sig for at give den Karakter, og dette var ogsaa delvis lykkedes.

Saaledes saas i Spidsen for Trikotagearbejderskernes[54] Forening fem Kvinder i hvide Dragter under en Baldakin[55] af grønt Løv. Over Dragterne gik et rødt Skærf med Inskriptionen ”Leve Friheden”. Senere i Toget saa man derpaa Malernes Fagforening med dens Sangkor under en stor Palet, hvorpaa læstes Ordene ”Af Fordom aldrig vi bindes”.

Mere original men tillige mere usmagelig var Inskriptionen paa de store, hvide Plakater, som de mange Arbejdere under Arbejdsmændenes Fagforbunds Banner havde stukket i Hatte og Huer. Her læstes Ordene ”Smidt paa Gaden trods underskrevne Overenskomster og Voldgifter”. Murersvendene bar en hel lille Bygning med Inskriptionen ”Frie Arbejdsvilkaar”, og Skibstømrerne bar en stor, fuldrigget Bark[56], og senere så man i Processionen blive baaret en stor, guldsnittet Bog med Titelen ”Arbejdernes Grundlov” og derunder ”Frihed, Lighed og Broderskab”. Murersvendene tog sig i øvrigt ret pynteligt ud i Processionen. De vare klædte i hvide Arbejdskitler og hvide Arbejdshuer.

Efter Ankomsten til Fælleden samledes en Del af Processionen om de tre rejste Talerstole ved hvilke Bannerne plantedes. Der holdtes Taler for Grundloven og Friheden af C.C. Andersen, J. Jensen og A.C. Meyer samt for Socialismen og Arbejderne af Fr. Andersen, F.J. Borgbjærg og C.M. Olsen.[57]

Fra sin Talerstol talte Folkethingsmand J. Jensen: Grundloven af 1849 anslog blide Strenge; det var en Melodi-Harmoni, hvori Folkevisetonen var fremtrædende. Selvstyre, Ret til Arbejde, Udsigt til Selvstændighed for de mange og smaa blev der lovet. Men Udviklingen førte noget andet med sig. Ligesom Provisorierne under den Estrupske Regjering var en grov Krænkelse af Folkets politiske Retsbevidsthed, saaledes har nu den af Arbejdsgivernes Ministerium, Dhrr.[58] N. Andersen, Kaspar Rostrup og de andre Herrer etablerede Lock-out krænket Arbejderbefolkningens Retsbevidsthed, omstyrtet alle Aftaler og Overenskomster og dekreteret: Underkastelse eller Sult. Dette skjæbnesvangre Skridt rammer i Flæng baade Skyldige og Uskyldige; det rammer Arbejdernes Hustruer og Børn, og det rammer en Mængde Samfundsborgere, som hverken have Lod eller Del i Striden. Derfor er Sultens Vaaben mere barbarisk end noget andet. Dette Skridt har skabt en Situation, som kan blive langt alvorligere end den, der var tilstede, da Kjøbenhavns Borgere i sin Tid truede med at gribe til Fortvivlelsens Selvhjælp. Men Grundloven har lært os at holde sammen, og paa Sammenholdet skulle vi sejre og derigjennem underbygge et Samfund, som hviler paa sand Frihed, Lighed og Broderskab.

Folkethingsmand Borgbjærg: Grundloven fremkaldte en aarelang Forfatningskamp paa det politske Omraade. Paa det faglige Omraade have Arbejderne haft en lige saa lang og forbitret Forfatningskamp. De, som i Politiken ere Demokrater, bør derfor i den faglige Strid være paa Arbejdernes Side. Vi tilstræbe et Samfund, hvor Arbejderne ere alt, Arbejdsgiverne intet, hvor Striker[59] ere unødvendige og Lock-out'er umulige. Den internationale Socialisme leve!

Efter Talernes Slutning spredtes Festdeltagerne over Fælleden og fejrede Slutningen af Grundlovsdagen ved fornøjet Samvær til langt ind i den lune Juninat.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.