Siden den første Junigrundlov blev vedtaget i 1849, har årsdagen for vedtagelsen – 5. juni – givet anledning til både fejring og indbyrdes strid om, hvordan Grundloven har skullet fortolkes og måske forandres under nye historiske omstændigheder. Det er tydeligt ved Grundlovens runde 50-, 100- og 150-årsjubilæer i henholdsvis 1899, 1949 og 1999.

Junigrundloven fra 1849 findes i Vandrehallen på Christiansborg. Foto: Thorkild Jensen/Folketinget

1899

Grundlovsfejringerne ved 50-årsjubilæet foregik i skyggerne fra forfatningskampen, der havde sit udspring i 1866-grundloven med indførelsen af Landstinget, der favoriserede de velhavende og landets godsejere. Jubilæet fandt sted midt under arbejdsgivernes storlockout af arbejderne i forsøget på at stække den voksende fagbevægelse. Derfor viste grundlovsarrangementerne ikke blot klare partiskel, men også tydelige forskelle i fremtidsvisioner.

De københavnske socialdemokraters grundlovsfest på Nørre Fælled markerede arbejdernes talmæssige styrke med titusindvis af deltagere. Fra interimistiske talerstole rundtomkring på den flade plads forbandt parti- og fagforeningslederne arbejdernes sociale og økonomiske kampe med bestræbelser på en mere demokratisk forfatning end dem fra både 1849 og 1866. Ingen af dem have nemlig sikret ligheden og friheden, understregede fx taleren A.C. Meyer (1858-1938): ”Den Frihed, Grundloven gav os, var den kapitalistiske Frihed, Friheden til at sulte ihjel, til at blive Millionærer eller Proletarer med størst Udsigt til det sidste.”

Mellem grå hverdagsafsavn og gyldne løfter. En socialdemokratisk taler på Nørre Fælled. Måske fremmaner han forestillingen om en kommende grundlov hinsides klassesamfundet? Oliemaleri fra 1899. Foto: Erik Henningsen, Arbejdermuseet

Til Venstres ligeledes velbesøgte grundlovsfest i Frederiksberg Have talte man også imod den overmagt, 1866-grundloven gav de rigeste og partiet Højre. Men her ville man snarere vende tilbage til Junigrundloven fra 1849. Ifølge de liberale talere rummede den fundamentet for parlamentarisme, hvor regeringen ikke længere kunne sidde imod et flertal i Folketinget. Vælgernes stemmer kunne få større indflydelse på regeringsdannelsen: ”Junigrundloven i dens fulde Omfang er Folkets demokratiske Ret,” skrev partiet Det Forenede Venstre allerede i sit program fra 1872.

Partiet Højre holdt sin fornemme fest i Kongens Have samme dag og hyldede derimod den aktuelle alliance mellem regering, konge og det privilegerede Landsting, som var det væsentligste resultat af grundlovsrevisionen i 1866. Junigrundloven fra 1849 havde nok stadfæstet frihedens princip, men man var gået for vidt og for hurtigt frem i overdragelsen af magt til den bredere befolkning, understregede folketingsmedlem Holger Hammerich (1845-1915) i sin tale: ”Frihed og Folkestyrelse er nu en Gang ikke eet, og under Folkestyrelse har der været og kan der blive regjeret saa despotisk og hensynsløst som under nogen Enevoldsherre.” Venstre-bøndernes demokratiske orientering og især den nyere socialistiske arbejderbevægelse havde ifølge Hammerich vist behovet for et ”Værn (...) mod et enevældigt Flertalsherredømme.” Og det værn måtte altså være stærke konservative regeringer som under godsejer J.B.S. Estrups (1825-1913) førerskab.

Med den første Venstreregering i 1901 – siden kendt som Systemskiftet – blev folketingsparlamentarismen indført, som man havde ønsket, og ved grundlovsrevisionen 14 år senere, under 1. verdenskrig, fik tjenestefolk og kvinder valgret. Grundloven af 1915 indfriede Venstres gamle drømme og lidt til, og den gik et godt stykke ad den demokratiske vej, som Socialdemokratiet havde ønsket. Partiets socialistiske fremtidsmål virkede dog stadig meget fjerne.

1949

Junigrundlovens 100-årsjubilæum viste en ny form for politisk enighed om Grundlovens demokratiske værdier. Politikere hen over midten så i Grundloven en bekræftelse af noget særligt dansk i modsætning til især den tyske nazisme, man få år forinden havde været underkastet. Det var den demokratiske forståelse, der i 1953 førte til en ny revision af Grundloven, hvorved man ikke mindst afskaffede Landstinget.

Grundlovsfejringens kernebegivenhed i 1949 var en fornem ceremoni i Folketingssalen med deltagelse af kongefamilien og taler af ledende politikere. Ceremonien blev efterfulgt af et større arrangement på slotspladsen udenfor, hvor politikerne fra alle de store, gamle partier hyldede Grundloven og demokratiet i meget enslydende vendinger.

Opfattelsen af Grundloven som på én gang demokratisk og særligt dansk og som kendetegnet ved gensidig imødekommenhed viste sig også i tolkningerne af fortiden. Både Folketingets formand Julius Bomholt (1896-1969) og statsminister Hans Hedtoft (1903-55), begge fra Socialdemokratiet, lagde vægt på, at Grundloven i 1849 var blevet givet af kongen i fuld forståelse med folket og som led i en ublodig forandring af styret.

1866-grundloven, som der havde stået politisk kamp om 50 år tidligere, var nu reduceret til en historisk parentes, som end ikke den konservative taler på slotspladsen fandt grund til at fremhæve. Hyldet på denne dag blev en bestemt udlægning af de elementer af fortiden, som havde lagt grund til den gode nutid – men ikke de elementer af fortiden, der skulle pege frem mod anderledes fremtider.

Går man og er harm over nutidens poppede historieformidling, er denne detaljerede og knastørre grundlovsfilmatisering fra 1949 måske lige sagen. Datidens filmanmeldere afsagde en hård dom over filmen, dog mente enkelte, at den kunne bruges i skoleundervisningen. "Stakkels børn", skrev Aftenposten. Foto: 'For Frihed og Ret', Det Danske Filminstitut/Dansk Kulturfilm

Og ligesom festlighederne og talerne søgte at rejse respektindgydende og højtidelige monumenter over en national fortid, søgte jubilæets organisatorer noget lignende med de andre store satsninger dette år. Fx det enorme flerbindsværk Den danske Rigsdag, der mobiliserede landets fremmeste akademiske ekspertise i en samling af lærde afhandlinger om rigets styrelse i de forløbne hundrede år, samt den stort anlagte historiske spillefilm For Frihed og Ret. Filmen fastslog et langtidsholdbart billede af Grundlovens tilblivelse, hvor godsejerne blev skildret som snæversynede, Frederik 7. som godmodigt folkelig, og bøndernes og det nationalliberale borgerskabs repræsentanter var de to heltefigurer, der rakte hinanden hånden i dansk demokratisk forsoning.

1999

Op til 150-årsjubilæet havde især uenigheder om dansk EF- og EU-medlemskab atter pustet politisk liv i de ellers hensygnende årlige grundlovsfejringer. Men ligesom i 1949 var man på tværs af stridende EU-holdninger enige om at hylde den danske og demokratiske grundlov som noget, man skulle værne om og allerhøjst justere i detaljerne snarere end at forandre grundlæggende.

Grundlovsfejringen i 1999 viste dog også nye tendenser. Ikke mindst bar jubilæumsåret præg af en udbredt vilje til at støtte alle borgeres aktive medborgerskab. Et af de klareste udtryk for dette blev børneparlamentsdagen den 22. marts 1999, hvor 178 elever fra 60 danske grundskoler indtog Folketingssalen. De skulle mødes med udvalgte ministre og drøfte og stemme om en lang række lovforslag, som skoleklasser i hele landet havde formuleret. Forsamlingen endte med at vedtage ni lovforslag, som blev overdraget til statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Derudover lagde man vægt på både alsidigheden af grundlovsarrangementerne og deres geografiske spredning over hele landet. Det viste, at man ikke længere – som det fx var sket under jubilæet i 1949 – dikterede én bestemt udlægning af historien, men nu i stedet søgte at fremme befolkningens oplevelse af sig selv som aktiv medspiller i et demokratisk, politisk liv med historiske rødder.

Når historien om Grundloven fortælles og genfortælles hvert år på grundlovsdag overalt i landet, bliver historien således også altid tilpasset aktuelle politiske mål. Fra at være en kampplads om forskellige udlægninger af demokratiet har grundlovsdag siden især udviklet sig til en markering af en særlig forbindelse mellem danskhed og demokrati. Den politiske diskussion om forandring - om visioner for afgørende anderledes og bedre fremtider - er derimod blevet stadig fjernere.  

Godsejerne blev tidligere udpeget som demokratiets fjender, men i de seneste årtier er de blevet inkluderet i det nationale fællesskab omkring Grundlov, demokrati og danskhed. Dansk Folkeparti afholder hvert år grundlovsarrangement på herregården Lykkesholm på Fyn. Her i 2017. Foto: Dansk Folkeparti, Lokalafdeling Esbjerg

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.