Forordningen om Stavnsbåndets løsning har lige siden vedtagelsen stået som en mærkedag i dansk historie. Årsdagen for vedtagelsen, den 20. juni 1788 er blevet fejret ved storstilede jubilæer, der også har vist nye fortolkninger, når de historiske omstændigheder forandrede sig.

Stavnsbåndsløsningen blev straks fra begyndelsen omgærdet med en stærk symbolværdi. Den borgerlige offentlighed i København så det som en generalprøve på den unge kronprins Frederiks (født 1768, regent 1808-1939) gode intentioner om ’borgerfrihed’. Stavnsbåndsløsningen fortjente at blive skrevet "med gyldne bogstaver i tidernes bog, for Danmarks lyksaligste perioders begyndelse", hed det i et af datidens tidsskrifter. Og fejret blev den. Jubilæumsfejringerne fra 1838, 1888, 1938 og 1988 viser, at stavnsbåndsløsningen med uformindsket styrke er blevet stående som det samlende symbol for hele pakken af 1700-tallets landboreformer.  

Jubilæet i 1838

I 1838 kunne loven om stavnsbåndsløsningen fejre sit 50-års jubilæum. Siden 1790’erne var den kun blevet endnu mere betydningsfuld som samlende nationalt symbol. Man huskede også de store forhåbninger, som havde knyttet sig til den unge kronprins Frederik (født 1768, regent 1808-1839), der i 1780’erne havde været med til at gennemføre stavnsbåndets løsning. Det kan umiddelbart virke overraskende, at Frederik 6. som aldrende konge ikke ønskede at se tilbage og fejre jubilæet. Pludselig, to uger før jubilæumsdagen den 20. juni 1838, forbød han enhver højtideligholdelse af jubilæet fra myndighedernes side. Helt uden nogen begrundelse. Forklaringen på dette mærkelige forbud skal nok findes i kongens stadige angst for, hvad sådan en begivenhed og sammenstimlen af mennesker kunne føre med sig af nye krav om demokratisk indflydelse og lignende ubehageligheder. I takt med at kongen havde set, hvad frihed kunne føre med sig (især revolutionen i Frankrig var et lysende eksempel), trak han gradvis følehornene til sig og blev stedse mere konservativ, ja, decideret reaktionær.

Det var ikke til at vide, hvilke krav det reformivrige borgerskab kunne finde på at fremsætte ved en så oplagt lejlighed. Blandt den borgerlige elite var der nemlig stor utilfredshed med kongens politik. Ved at fokusere på stavnsbåndsløsningen i 1788 kunne man hævde, at denne blot havde været begyndelsen på et større reformværk, som kongen siden havde syltet godt og grundigt. Tiden var moden til yderligere frihed, mente mange. Særligt gjaldt det ophævelsen af den forhadte censur og indførelsen af en mere demokratisk forfatning. Alt sammen ting, som den gamle enevældige konge ikke brød sig om. Derfor blev der heller ikke noget officielt jubilæum for stavnsbåndets afskaffelse i 1838.

På H.A. Brendekildes (1857-1942) socialrealistiske maleri ’Udslidt’ fra 1889 er en ældre husmand styrtet omkuld af udmattelse på marken. Han har også tabt sin ene træsko. Maleriet blev modtaget som et politisk partsindlæg vendt mod godsejerne og den nu selvfede gårdmandsklasse, der sad tungt på landbosamfundets værdier. At store dele af bondesamfundets laveste sociale grupper - husmændene og landarbejderne – havde været taberne i spillet, var behørigt fortrængt ved jubilæet i 1888. Foto: Odense Bys Museer/Wikimedia Commons

Jubilæet i 1888

Da hundredårsjubilæet nærmede sig, havde piben fået en anden lyd. I de forløbne 50 år havde den politiske og økonomiske liberalisme vundet terræn. Jubilæumsfestlighederne i 1888 blev dog især præget af forfatningskampen, hvor bondestandens repræsentanter i partiet Venstre med flertal i Folketinget stod over for en Højre-regering med den ufatteligt reaktionære J.B.S. Estrup (1825-1913) i spidsen.

Årets største begivenhed var Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, hvor landbruget kunne vise sig frem. Alle skulle se, hvor langt man nu var nået, hvor de fleste gårdmænd var frie selvejere og ikke længere skulle trælle under en godsejers svøbe. Andelssamarbejdet og dets forudsætning – centrifugen – indtog en hædersplads. Det var alt sammen en slet skjult politisk kommentar til Estrupregimets bondeforagtende politik og til den regering, som ikke ville betro bondestanden den mindste politiske indflydelse.

Estrupregimets støtter derimod lagde vægt på den buldrende økonomiske fremgang, der var et klart tegn på den allerede eksisterende friheds tilstrækkelighed. Alt var såre godt, som det var. Bønderne burde i virkeligheden vise taknemmelighed. Uden de borgerlige intellektuelle og fornuftige godsejere havde der ikke været nogen stavnsbåndsløsning i 1788 og heller ingen grundlov og intet demokrati i 1849. I stedet for at blande sig i politik burde bønderne passe deres landbrugsbedrifter og være glade og fornøjede med, hvad de allerede havde opnået.

Københavns Universitet markerede jubilæet ved at udgive en række historiske værker, som siden er blevet klassikere i dansk landbohistorisk forskning. Det var værker, som videnskabeligt knæsatte den opfattelse af stavnsbåndsløsningens betydning, som varede ved til i hvert fald 200-årsjubilæet i 1988. Her var ingen slinger i valsen: Løsningen af stavnsbåndet i 1788 var den absolut vigtigste af alle tidens landboreformer, der havde givet landbruget mulighed for at udvikle sig og blomstre, og som ydermere havde været en afgørende forudsætning for Grundloven i 1849.

I den ambitiøse film Kongen bød fra 1938 følger vi den unge bondekarl Jacobs kamp for at få sin egen gård. Filmen skildrer de begivenheder, der førte til stavnsbåndets løsning i 1788. Den blev også kendt og omtalt som ”stavnsbåndsfilmen”. Ligesom på C.W. Eckersbergs berømte maleri fra 1844 rider Christian 7. (født 1749, regent 1766-1808) og kronprins Frederik, den senere Frederik 6., forbi Frihedsstøtten og hyldes af de taknemmelige bønder. Denne gang blot i en ny tids medie – filmmediet. Foto: Nordisk film/Det Danske Filminstitut

Jubilæet i 1938

Ved 150-årsjubilæet i 1938 var opfattelsen af stavnsbåndsløsningen som den vigtigste reformlov fra 1700-tallet for længst blevet etableret som en uimodsigelig sandhed. Bønderne udgjorde ”folkets kerne”, og det var bondekulturen, som definerede, hvad rigtig danskhed var. Danmark var et bondeland, og den danske bonde havde for længst arbejdet sig ud af fortidens elendigheder. Det skyldtes alt sammen, at den kære, milde kronprins Frederik og hans gode ministre havde afskaffet stavnsbåndet i 1788. Længere var den ikke. 

Derfor skulle 150-årsjubilæet fejres med pomp og pragt – og det blev det. Landbrugets organisationer arrangerede i samarbejde med Københavns Kommune en gigantisk landbrugsudstilling på Bellahøj i København. Udstillingen lagde vægt på at vise landbrugets fremskridt, siden staten havde frigjort bonden fra stavnsbåndet. Især lagde man vægt på, at landbruget selv havde klaret at arbejde sig ud af de store økonomiske nedture i 1820’erne og 1870’erne ved at dyrke et ægte dansk sammenhold. Et sammenhold, der også havde givet næring til den store åndelige kraft, bønderne havde udviklet siden 1788, fx via foreningslivet og højskolebevægelsen. For at vise fremskridtene blev der anlagt marker på et 3.000 m2 stort areal, hvor man kunne vise stavnsbåndstidens usle trevangsbrug som modsætning til 1930’ernes intensive markdrift. Det gik dog ikke problemfrit. Det viste sig nemlig, at afgrøderne groede alt for godt i afdelingen med 1700-tallets trevangsbrug. Derfor flåede man halvdelen af kornet op med rode og sprøjtede det øvrige med natriumklorat for at få det til at se passende usselt ud.

Forsiden til udstillingskataloget for Landbrugsudstillingen i 1938 var udsmykket med denne sædemand af kunstneren Henrik Hansen (1902-1980). Landbruget var i medvind i disse år, hvor Danmark endnu betragtede sig selv som et stolt landbrugsland, og den enorme udstilling på Bellahøj København var en stor succes. Foto: Dansk Plakatmuseum

Helt i overensstemmelse med den ukritiske fejring bestod jubilæumsårets faghistoriske bøger overvejende af ret overfladiske værker, der kolporterede de allerede kendte fortællinger om stavnsbåndsløsningens epokegørende betydning. Det meste gik ret hurtigt i glemmebogen. Undtagelserne var Fridlev Skrubbeltrangs (1900-1988) landbohistoriske klassiker Den danske Bonde 1788-1938, der blev udgivet i jubilæumsåret, og Johan Hvidtfeldts artikel i Vejle Amts Aarbog, som satte et stort spørgsmålstegn ved, om stavnsbåndet nu også havde haft helt den betydning, som historikerne gennem tiden havde hævdet. Her kunne man læse, at landbrugets fremgang i 1800-tallet havde sine forudsætninger i hele det store reformkompleks, ikke kun stavnsbåndets løsning, og at der skulle en højkonjunktur til for at føre reformerne ud i livet og høste fordelene. Det var ikke alene klar og vægtig tale, men også en uhyre præcis analyse af stavnsbåndsløsningens betydning for samfundsudviklingen i 1800-tallet.

Jubilæet i 1988

Ved 200-årsjubilæet i 1988 så sagen igen anderledes ud. Landbrugsorganisationerne meldte sig atter på banen med en storstilet højtideligholdelse af dagen. Men budskabet var blevet et andet. Landbruget var ikke længere landets bærende erhverv, og den danske bondemand havde ikke længere patent på folkesjælen. Nogen særlig god forretning var landbruget heller ikke længere. Miljøspørgsmål var dukket op, så landmændene blev udskammet som miljøsvin, der producerede kedelige og smagsløse industriprodukter. I 1938 havde landbruget stået på højdepunktet af sit kulturelle herredømme, men nu var det i stedet blevet forvandlet til et historisk lavpunkt. Måske kunne man trække den gamle kæphest af stalden endnu en gang og anvende myten om stavnsbåndsløsningens nationale betydning til at samle danskerne bag det betrængte landbrug.

Royal Copenhagen producerede tidligere platter for at markere historiske begivenheder. Deres jubilæumsplatte fra 1988 markerede 200-året for stavnsbåndets løsning. Platterne har tidligere været eksklusive samleobjekter, men i dag kan de købes billigt på markeder. Enkelte går dog stadig til mange hundrede kroner. Foto: Peter Henningsen

Landbrugsrådet arrangerede et stort historisk optog i København, som afgik fra Frederiksberg Runddel med mere end 400 personer udklædt i historisk korrekt tøj. Optoget sluttede ved Frihedsstøtten, hvor selve hovedbegivenheden – dronningens tale – skulle finde sted. I festtalen lagde dronning Margrethe (født 1940) vægt på, at forordningen om stavnsbåndets løsning havde banet vejen for bondestandens selvrespekt og anseelse. Den havde højnet levevilkårene, givet bønderne kræfter til at gå nye veje og derigennem skabt fundamentet for det moderne Danmark.

Forskningen i bondesamfundets historie havde siden 1938 taget Hvidtfeldts opfattelse af stavnsbåndsløsningen til sig, og det kom til udtryk i jubilæumsårets faghistoriske udgivelser. Landbohistorien havde i 1970’erne og 1980’erne været et af fagets store forskningsområder. Historikerne kunne udtale sig med langt større autoritet og vægt, end det tidligere havde været tilfældet. Og hovedparten af deltagerne i debatten var ikke i tvivl: Betydningen af stavnsbåndets løsning i 1788 var stærkt overvurderet. I det store billede betød forordningen om stavnsbåndsløsningen ikke meget. Det var ikke den, der havde sat gang i væksten, som man tidligere havde påstået. Lovene om oprettelse af selvejergårde, om udskiftning af landsbyjorderne, om hoveriets fastsættelse, om arvefæste og om godsernes frasalg af fæstegårde uden at miste deres skattefrihed havde haft større betydning for det økonomiske boom, som fandt sted i 1800-tallet. Senere igen førte det til hele andelsvæsenets opståen i 1880’erne.

Det officielle Danmark lod sig dog ikke påvirke synderligt af historikernes nørdede kritik. De festede videre, som var forordningen om stavnsbåndets løsning den vigtigste af alle 1700-tallets landbolove. Moderforordningen, der skabte det moderne Danmark.    

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.