I 1789 kunne man i det populære københavnske tidsskrift Borgervennen læse en opdigtet samtale mellem en adelsmand, en borger og en bonde. Emnet var det foregående års stavnsbåndsløsning, og samtalen sluttede med, at alle tre udbrød i samdrægtigt kor: ”1788, stå du altid skreven i den danske historie som det lykkeligste år for den danske lovgivning”. Få år senere blev der taget initiativ til en landsdækkende indsamling, så der kunne rejses et æreminde for den frisættende forordning om stavnsbåndets løsning. Pengene strømmede ind, og i 1792 kunne landets egentlige regent, kronprins Frederik (født 1768, regent 1808-1839), under stor festivitas nedlægge grundstenen til æremindet uden for Vesterport.

Monumentet, som senere hen blev kendt som Frihedsstøtten, består af en obelisk omkranset af fire allegoriske figurer, som repræsenterer troskab, tapperhed, bondeflid og borgerdyd. På støttens østlige side kan man læse følgende: ”Kongen kiendte at Borgerfriehed bestemt ved retfærdig Lov giver Kierlighed til Fædreland, Mod til dets Værn, Lyst til Kundskab, Attraae til Flid, Haab om Held”, og på den vestlige side, at ”Kongen bød Stavnsbaandet skal ophøre, Landboe Lovene gives Orden og Kraft, at den frie Bonde kan vorde kiek og oplyst, flittig og god, hæderlig Borger, lykkelig”. Forestillingen om bondens frihed og stavnsbåndsløsningens lyksalige betydning blev indmejslet i monumentet. En myte var født, og den skulle uantastet leve videre i det følgende århundrede.

Når man kigger loven om stavnsbåndsløsningen nærmere efter, vil man dog let komme i tvivl om dens egentlige betydning. Gjorde reformen virkelig så stor forskel for bøndernes vilkår, at den fortjener den plads i den historiske kanon, som den har fået?

C.W. Eckersbergs (1783-1853) maleri fra 1844 viser en idealiseret fremstilling af det færdige monument. Christian 7. (født 1749, regent 1766-1808) og kronprins Frederik, den senere Frederik 6., rider forbi Frihedsstøtten, mens bønderne hylder deres velgørere. Alle er glade. Virkeligheden var dog knap så rosenrød. Da monumentet endelig stod færdigt i 1797, blev det - interessant nok - slet ikke indviet eller fejret på nogen måde. I årene frem til 1797 havde Den Franske Revolution raset, og de royale hoveder havde rullet. Initiativer, som kunne opmuntre til nye forhåbninger om mere frihed og folkelig medbestemmelse, var derfor noget, man skulle omgås med stor forsigtighed. Mon ikke denne bekymring lå til grund for den manglende fejring af monumentets færdiggørelse? Foto: Roberto Fortuna/Christiansborg Slot

Stavnsbånd og landmilits

Den 4. februar 1733 var alle unge mænd af bondestand blevet underlagt et stavnsbånd, så de ikke uden godsejerens tilladelse kunne forlade det gods, hvor de var født. Stavnsbåndsforordningen fra 1733, som den kom til at hedde, oprettede en landmilits bestående af bondekarle udskrevet til militærtjeneste af landets godser. Stavnsbåndet blev i den anledning indført for at sikre, at godsejerne kunne stille de fornødne soldater og holde på de unge mænd, der ville gøre hvad som helst for at slippe for at springe soldat. Det var en ordning, som i høj grad tilgodeså godsejerne, der med stavnsbåndet fik et stærkt magtmiddel til at tvinge karlene til at fæste gårde på godserne. Både reelt og symbolsk blev stavnsbåndet i de følgende årtier det emblematiske udtryk for godsejernes magt over bønderne.

I de historiefaglige diskussioner om stavnsbåndet blev det længe overset, at stavnsbåndsløsningen i militærhistorisk perspektiv var skelsættende. Forordningen fra 1788 fratog nemlig godsejerne ansvaret for og retten til at udskrive soldater blandt godsets unge mænd. Soldaterudskrivningen overgik til amtmanden og til et nyoprettet sessionsvæsen. Værnepligten blev nu en personlig pligt for den enkelte bondekarl i stedet for, som tidligere, at have været lignet på godsets hartkorn, således at godsejeren kunne udpege, hvem han ville, som soldat.

Men den frihed, som stavnsbåndsløsningen proklamerede, havde sine klare grænser. Et større antal karle kom til at gøre militærtjeneste end under den gamle ordning, og bondekarlene måtte ikke forlade sessionsdistriktet - amtet - uden tilladelse. At bønderne stadig var den eneste gruppe, som skulle afgive unge mænd til militæret, gled man også let uden om, når talen senere faldt på 'bondens frihed'.

Stavnsbåndet som symbol

Forordningen fra 1788 ændrede altså ikke stort ved det forhold, at pligten til at forsvare fædrelandet fortsat påhvilede de unge mænd fra bondestanden og kun dem. Til gengæld skal man ikke være blind for den politiske, juridiske og kulturelle stigmatisering af bønderne, som stavnsbåndet faktisk var udtryk for. Stavnsbåndsløsningen repræsenterer derfor et vigtigt skridt på vejen i opgøret med det gamle patrimoniale system, hvor godsejeren havde myndighed over fæstebønderne ’som en far over sine børn’. De gamle feudale bånd blev dog ikke afskaffet fra den ene dag til den anden, og de bønder, der oplevede 1788-forordningens vedtagelse, har næppe været i stand til at fatte den konkrete rækkevidde af dens betydning. I datidens få bondedagbøger leder man forgæves efter omtale af stavnsbåndets løsning.

Det er derimod ikke underligt, at en senere tids mennesker, der hyldede personlig frihed og liberale politiske ideer, betragtede løsningen af stavnsbåndet som en epokegørende begivenhed. Og det var netop denne symbolske betydning af stavnsbåndsløsningen, som den borgerlige offentlighed i København straks omfattede med stor entusiasme, fx ved at rejse Frihedsstøtten. Man så forordningen som en generalprøve på den unge kronprins Frederiks gode intentioner og som et løfte om yderligere reformer, borgerlige rettigheder og ’frihed’. Historikerne Henrik Horstbøll (født 1952) og Jens Holmgaard (1920-2002) har formuleret det på den måde, at ”fra og med 1788 har stavnsbåndsløsningens symbolværdi overskygget dens reformværdi”.

Stavnsbåndets ’ophævelse’

Spørgsmålet kan derfor stilles, om stavnsbåndet reelt blev ophævet i 1788, eller om det, som det faktisk formuleres i forordningen, kun blev ’løsnet’. Forordningens fulde navn var ”Stavnsbaandets Løsning fra Godserne for Bondestandens Mandkiøn i Danmark”. Læg mærke til betydningsforskellen. At løsne noget er ikke det samme som at afskaffe det. Og stavnsbåndet blev vel netop kun løsnet, så det ikke længere var bundet så stramt?

Eller er det at gå for vidt i tolkningen? Man kan nemlig også argumentere for, at betegnelsen ’løsning’ snarere skal forstås som ’løst fra’ godserne, og dermed ændres betydningen tilbage i retning af, at fritagelsen fra godsejernes myndighed var forordningens egentlige ærinde – altså noget, der ligner den gængse betegnelse om ’stavnsbåndets ophævelse’.

Hånden på hjertet: Jeg er selv i vildrede om, hvordan betegnelsen ’løsning’ skal forstås. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvorvidt den tids lovgivere faktisk var så bevidste om deres sprogbrug, at de greb til så subtile sproglige overvejelser, som jeg her har antydet. Det er muligt, de gjorde, men det er også muligt, at det er mig, der overfortolker teksten. Det er noget af det, som er så fascinerende ved historieforskning. Selv fænomener, som umiddelbart forekommer krystalklare og hævet over enhver diskussion, er det sjældent, når man går dem efter i sømmene.

Det kan man så tænke lidt over.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.