Baggrunden for indførelsen

Pligten til at springe soldat hvilede kun på den mandlige del af landbefolkningen. Det var godsejerens pligt at sørge for, at der fra hvert lægd, som i første omgang var et stykke land svarende til 20 tønder hartkorn, stillede et soldateremne for sessionen, som foretog den endelige udskrivning. Godsejeren kunne pålægges en bøde, hvis der ikke stillede en karl fra hvert lægd. Til gengæld krævede han at få ret til at holde karlene tilbage, da de ellers ville rejse, når de blev udpeget til session.

Dette var den formelle forklaring på stavnsbåndets indførelse. En anden måske dybere liggende forklaring er, at stavnsbåndet var en del af den krisepakke, som regeringen udsendte for at afbøde de værste følger af 1730’ernes landbrugskrise. Landbruget kunne ikke afsætte sine varer, som derfor faldt i pris med alt, hvad det indebar af følger for ejerne af landbrugsejendomme. Karlene ønskede under disse vilkår ikke at overtage godsejerens fæstegårde, da det kun ville bringe økonomisk elendighed over dem. Så hellere søge lykken andre steder. Derfor havde godsejerne brug for et stavnsbånd, der kunne forhindre karlene i at forlade godset.

Tidligere bånd på landbefolkningen

På den sjællandske øgruppe havde man siden 1490’erne haft vornedskabet, som også bandt til stavn – som det tekniske udtryk var. Men det gjaldt i modsætning til stavnsbåndet fra 1733 i den mandlige landbefolknings hele levetid. Og det var forbundet med en pligt til at overtage den fæstegård, godsejeren ønskede. Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) havde ophævet vornedskabet i 1702, men kun på den måde, at det ikke skulle omfatte de drenge, der blev født efter hans regeringstiltrædelse i 1699. Det udløb altså først efterhånden. Der var således stadig vornede mænd på Sjælland, da det nye stavnsbånd blev indført i 1733.

Under det tidligere udskrivningsvæsen 1701-30 havde den karl, der var udtaget til soldat heller ikke kunnet forlade det gods, hvorfra han var blevet udtaget til soldat. Men det var blot i de seks år, hvor han var soldat. Det var længe nok, men fik dog ende.

Hvad betød stavnsbåndet?

Stavnsbåndet fra 1733 indebar at en karl i alderen 14 – 36 år ikke kunne forlade det gods, som han hørte under ved fødslen. Denne aldersgrænse ændredes op igennem århundredet. Fra 1742 (forordning af 12. oktober 1742) var det fra 9 til 40 år. Og fra 1764 (forordning af 13. april 1764) var det allerede fra, den lille dreng var fire år gammel. Han kunne altså ikke søge ind på et gods, hvor løn- eller arbejdsforhold var bedre, end hvor han hørte til. Han kunne heller ikke opnå fæste på et andet gods, med mindre hans egen godsejer billigede det.

Karlen behøvede ikke nødvendigvis at blive udskrevet til soldat i perioden. Han var alligevel bundet til stavnen. Hvis godsejeren gav sin tilladelse hertil, var det muligt at opnå et fripas fra godset, som karlen ofte måtte betale dyrt for. Det var dog aldrig en ret karlene havde, kun en nådesbevisning fra deres godsejer. Det var kun drengene og karlene, der var bundet. Stavnsbåndet omfattede ikke kvinderne, selvom flere godsejere forsøgte at få det udvidet til dem.

Mange karle tog sagen i egen hånd og stak af – rømmede som det hed. Det var farligt, for de blev naturligvis efterlyst. Blev de pågrebet, blev de sendt tilbage til godset. Formentlig har der været meget forskellig tradition fra egn til egn både med hensyn til fripaskøb og rømning. Det var lettere at stikke af, hvis man boede i nærheden af en købstad, der lokkede med mange muligheder. Eller hvis man boede i mindre befolkningstætte områder med handelsrelationer til Slesvig-Holsten eller Holland. Så kunne den stavnsbundne karl følge med en studedrift sydpå, for derefter at glemme at komme tilbage.

I reformperioden fra slutningen af 1700-tallet blev stavnsbåndet opfattet som symbol på de vanskelige vilkår, bondestanden levede under. Under indtryk dels af de nye oplysningstanker ude i Europa om lighed og frihed, rejste der sig mange røster om at ophæve dette stavnsbånd. Nogle af  debattørerne i reformdiskussionerne i slutningen af det 18. århundrede mente, at stavnsbåndets ophævelse var den eneste nødvendige reform for bønderne. For når karlene frit kunne rejse, ville de søge til godser med gode forhold. Den godsejer, der ikke kunne få arbejdskraft, måtte nødvendigvis lette arbejds– og levevilkårene for at kunne tiltrække arbejdskraft. Men andre reformatorer - også med sæde i regeringen - var klar over, at det ikke var nok.

Hvorom alting er, så blev stavnsbåndet ophævet med forordningen af 20. juni 1788. Det skete atter ved en udskrivningslov som ved indførelsen i 1733. Nu var bondestanden fri, lød det. Men det skete dog ikke lige på en gang. Den bundne periode for den enkelte person blev i første omgang ændret til den oprindelige fra 1733: 14 – 36 år. Først ved år 1800 var stavnsbåndet ophævet for alle.

Til minde om stavnsbåndets ophævelse rejstes Frihedsstøtten på Vesterbrogade i København i 1792.

Frihedsstøtten, der i årene fra 1792 til 1797 blev rejst uden for Københavns Vesterport til minde om ophævelsen af stavnsbåndet i 1788. Støtten blev opført som et symbol for bøndernes frigørelse og en hyldest til Christian 7. På en af obeliskens sider står: "KONGEN BØD STAVNSBAANDET SKAL OPHØRE". Reelt betød statens overtagelse af udskrivningsvæsenet ved stavnsbåndets ophør, at et langt større antal unge mænd fra bondestanden end hidtil skulle springe soldat. De unge mænd i købstæderne gik fri af militærtjenesten frem til 1849. Kobberstik af Frederik Ludvig Bradt (1747-1829), ca. 1800. Fra: Statens Museum for Kunst