Artikler
Biskop Stygge Krumpen til Børglum opførte omkring 1520 Voergaard som en befæstet gård i det østlige Vendsyssel. Under Grevens Fejde (1534-36) blev Voergaard indtaget af Skipper Clements hær og brændt ned. Ingeborg Skeel opførte senere i 1500-tallet en hovedbygning i renæssancestil, og den blev en af landets smukkeste og rigeste. Ingeborg Skeels historie er et eksempel på, hvordan en kvinde kunne blive en rig og magtfuld godsejer.
Under Børglum Bispestol, ca. 1518-1536
I middelalderen var Voergaard kun en ubetydelig landsbyhovedgård. Dens historie indtil omkring Reformationen er næsten ukendt. Voergaard blev i 1518 solgt til biskoppen på Børglum, Niels Stygge, som gjorde den til kirkens ejendom. Hans nevø Stygge Krumpen (ca. 1485-1551) overtog i 1519 styringen af bispedømmet, og dermed begyndte gårdens historie for alvor.
Bispedømmet Børglum havde allerede længe ejet meget gods i området, og bisperne havde udvidet, når muligheden bød sig. Egnen manglede dog et naturligt centrum, og Voergaard blev ombygget til dette formål. Allerede i 1534 måtte bispeborgen stå sin prøve som forsvarsværk, da oprørslederen Skipper Clement under Grevens Fejde (1534-36) angreb herregården. Ved Reformationens indførelse 1536 blev bispedømmerne nedlagt og alt bispegods blev inddraget under kronen.
Ingeborg Skeel opførte i slutningen af 1500-tallet en pragtbygning på Voergaard. Hun var en dygtig godsadministrator, der fortsatte udvidelserne af godset. Foto: Bent Olsen
Ingeborg Skeel, ejer 1586-1604
I 1578 overtog Karen Skeel (født Krabbe) Voergaard i fællesskab med datteren Ingeborg Skeel, der var gift med Otte Banner. Gifte kvinder kunne i 1500-tallet ikke eje godser. Ingeborg Skeels ejerandel til Voergaard var derfor formelt i hænderne på hendes mand, dog med fulde arverettigheder til Ingeborg Skeels arvinger.
Ingeborg Skeel blev enke i 1585, og da moderen døde i 1586 overtog Ingeborg Skeel (ca. 1545-1604) det fulde ejerskab til Voergaard. Ingeborg Skeel viste sig som en dygtig og effektiv godsejer, der fortsatte med at udvide godset. På Voergaard opførte hun en rigt udsmykket hovedbygning i renæssancestil, som stod i skarp kontrast til bispernes tidligere, mere beskedne bygning. Med den hollandske bygmester Philip Brandins hjælp gjorde hun Voergaard til en af Danmarks prægtigste herregårde, som nærmest kun Kronborg kunne måle sig med på den tid. I 1598 kom endda den byggelystne Christian 4. (1577-1648) til Voergaard, angiveligt for at hente inspiration og sten her. Gårdens ydre ser i dag omtrent ud som på hendes tid, men indvendigt er næsten alt forandret.
Ingeborg Skeel har som mange andre handlekraftige adelskvinder fået et dårligt eftermæle som bondeplager. Eftertiden har stemplet hende som en ond og grådig godsejer, der ikke veg tilbage for at begå en forbrydelse, når den kunne bringe hende økonomisk vinding. Det siges, at hun gik igen på gården og i fangehullet Rosedonten, indtil en præst manede hende ned i Pulsen, et bundløst vildnis tæt derved. Alligevel rykker hun ifølge sagnet hver nytårsnat et hanefjed nærmere gården. Når hun kan kigge ind ad vinduet, skal Voergaard efter sigende gå til grunde.
Voergaard i dag
Voergaard blev i 1841 købt af et konsortium, som påbegyndte salget af fæstegårde til selveje og desuden frasolgte dele af hovedgårdens besiddelser. Da Peder Brønnum Scavenius købte gården i 1872, var der altså kun ubetydeligt gods tilbage. Den virksomme mand tog fat på en omfattende restaurering af herregården, moderniserede gårdens drift, drænede store dele af engarealet og udvidede skovene betydeligt.
Voergaard overgik i 1914 til nevøen og daværende udenrigsminister Erik Julius Christian Scavenius (1877-1962), som dog kun beholdt selve hovedbygningen med have og park, mens jorderne frasolgtes. Hovedbygningen solgte han i 1946 til Poul Einar Rützebeck, som også genopkøbte den gamle avlsgård Pulsgaarden.
I 1955 blev Voergaard solgt til Ejnar Offer Oberbech-Clausen og siden lagt ind under Det Grevelige Oberbech-Clausen-Péanske Familielegat. De næste fem år blev hovedbygningen igen restaureret. Oberbech-Clausen bragte rige kunstsamlinger fra sine franske slotte til Voergaard, hvor de fortsat kan ses på guidede rundvisninger.
Denne artikel er lavet i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning
