Nedlæggelsen af Grubbesholm i 1761

Grubbesholm blev oprettet i 1651 og var en typisk vestjysk studeherregård, baseret på opdræt af stude, der kunne afsættes på store markeder i Tyskland. Preben Brahe arvede Grubbesholm i 1760, men han havde ingen interesse i en vestjysk herregård og solgte den året efter.

Køberne var Grubbesholms fæstebønder, og de overtog herregården, hovedgårdsjorden og alle fæstegårdene i fællesskab. Hver fæstebonde overtog herefter sin egen gård som selveje. Ni fæstebønder havde ikke råd til overtagelsen, og deres fæstegårde blev solgt som selvejergårde til andre. Interessentskabet frasolgte herefter selve herregården, dens jorder (hovedgårdsjorden) samt husmandssteder, som for en dels vedkommende blev overtaget af den tidligere godsforvalter. Uden tilhørende fæstegårde mistede Grubbesholm sin særstatus som herregård og måtte herefter regnes som almindelig – om end en ganske betydelig – gård blandt andre gårde.

Tilsvarende nedlæggelser var foregået på enkelte andre herregårde i Vestjylland, men Grubbesholm blev den foreløbigt sidste. I 1761 blev der nemlig vedtaget en forordning, som forbød nedlæggelsen af herregårde.

’Herregårdsslagtninger’ ca. 1790-1815

Forbuddet mod at nedlægge herregårde ophævedes i 1769. Da Tvilumgaard i Midtjylland i 1774 blev sat til salg, blev den som Grubbesholm overtaget af fæstebønderne i fællesskab. De valgte dog i første omgang at opretholde Tvilumgaard og forblive fæstebønder under den herregård, de selv ejede en anpart i. Eksperimentet lykkedes kun delvis, og efter 10 år overgik fæstegårdene til selveje, mens Tvilumgaards jorder blev udstykket i tre parceller.

Fra 1790’erne begyndte det at gå stærkt. I de følgende ca. 20 år blev 105 herregårde nedlagt i Nord- og Vestjylland. Nu var det ikke længere bønderne selv, men spekulanter – de såkaldte ’herregårdsslagtere’ – der opkøbte herregårde og derefter på ganske få år nedlagde dem. Nogle af dem rejste fra herregård til herregård og var på denne måde involveret i ’slagtningen’ af adskillige herregårde. Fæstebønderne overgik til at blive selvejere, mens selve herregården oftest blev helt eller delvist udstykket og fortsatte som en af de større gårde på egnen.   

Baggrunden for herregårdsslagtningerne var dels tidens landboreformer, hvor regeringen gennem forskellige tiltag aktivt støttede udviklingen, dels at mange nord- og vestjyske herregårde ikke var rentable som godsdrift. På grund af jordens ringe kvalitet boede fæstebønderne spredt, og herregårdene havde svært ved at få arbejdskraft til deres marker. Det kunne derfor bedre betale sig at realisere værdierne (de tilhørende fæstegårde og herregårdens egne jorder) gennem en udstykning. Resultatet blev, at herregårdene i 1800-tallet var næsten helt forsvundet i Vestjylland og i store dele af Nordjylland.

Herregården Sæbyholm i 2013 før nedrivningen. Foto: Museum Lolland-Falster

Nedlæggelser af herregårde i dag

Godsslagtningerne indebar en voldsom og pludselig forandring, der har sat varige spor på produktionsforholdene og landskabet i Vestjylland. Nedlæggelser af herregårde er fortsat frem til nutiden i hele landet, om end sjældent i et så massivt omfang. Særligt udsatte er de mindre herregårde, som har fungeret som forpagtergårde under et større gods. De seneste halvtreds års rationaliseringer af landbrugsdriften har medført, at forpagtergårdene bliver overflødiggjort i landbrugsproduktionen og dermed sårbare over for forfald.

Et af de seneste eksempler på nedlæggelse af en herregård er den lollandske Sæbyholm, der blev nedrevet i 2013-2014. Sæbyholm var i mere end 200 år en af flere forpagtergårde under Krenkerup Gods, tidligere hovedsæde i grevskabet Hardenberg-Reventlow og fortsat et af landets største godser. Sæbyholms bygninger fra 1856 udgjorde et samlet arkitektonisk udtryk bestående af en trefløjet hovedbygning og avlsbygninger opført til store kvæghold. Anlægget kom efterfølgende til at danne forbillede for nybygninger på grevskabets øvrige forpagtergårde. Denne ensretning af arkitekturen markerede grevskabets ejerskab og tilstedeværelse i landskabet (se også artiklen om Knuthenlund). I 2012 ophævedes fredningerne på Sæbyholms bygninger, hvorefter vejen var banet for nedrivningen, som blev påbegyndt i 2013.

Når herregårdenes bygninger nedrives, forsvinder vigtige fysiske overleveringer efter den historiske virkelighed for altid. Mindre herregårde som fx Sæbyholm, der har indgået som mindre enheder i en større sammenhæng, er lige så vigtige som godsets hovedsæde med den imponerende hovedbygning for at forstå herregårdenes udvikling, deres historiske rolle og deres præg på nutidens kulturmiljø. 

Herregården Sæbyholm under nedrivningen i 2014. Foto: Museum Lolland-Falster 

Denne artikel er lavet i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning.