Artikler
Sandbjerg blev grundlagt i 1571 af hertug Hans den Yngre, der ejede godser i store dele af hertugdømmet Slesvig. Senere blev Sandbjerg gjort til hovedsæde i grevskabet Reventlow, som var det eneste grevskab i hertugdømmet Slesvig. Slægten Reventlow var en af landets rigeste og mest indflydelsesrige adelsslægter, og Sandbjerg er et eksempel på, hvordan herregårde kunne nedarves i samme slægt gennem 250 år.
Sandbjerg under hertug Hans den Yngre, 1571-1622
Sandbjerg blev oprettet som herregård i 1571 af hertug Hans den Yngre (1545-1622). Han var lillebror til Frederik 2. (1534-1588) og havde arveret til store besiddelser i hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt til titlen som hertug. Hans den Yngre fik tildelt områderne Ærø, Als og Sundeved i det nuværende Sønderjylland samt Plön i det nuværende Tyskland. Han påbegyndte en aktiv godssamlingspolitik, hvor han gennem opkøb, byttehandler, sammenlægninger og oprettelser af nye herregårde fik skabt et stort og sammenhængende gods på nordsiden og sydsiden af Flensborg Fjord.
Sandbjerg var en af de nye herregårde, som blev grundlagt på baggrund af fire nedlagte bondegårde. Ved at oprette nye herregårde og udvide de eksisterende kunne Hans den Yngre rationalisere driften af sine sønderjyske besiddelser. Ved sin død i 1622 ejede han over 20 godser spredt over hele Als og det østlige Sundeved. Hvert gods bestod af en herregård (hovedgård) som centrum og derudover samtlige fæstegårde i to eller flere landsbyer. Denne såkaldte arrondering betød dels en administrativ lettelse, dels at driften på selve herregårdens jorder kunne intensiveres.
Ved arvedelingen efter Hans den Yngre blev der skabt fem minihertugdømmer: Ærø, Nordborg, Glücksborg, Plön og Sønderborg. Sandbjerg fulgte den sønderborgske linje, men i 1667 gik hertugen af Sønderborg konkurs, og godserne blev de følgende år solgt til kreditorerne.
Hovedbygningen på Sandbjerg er opført 1787-1788 under Conrad Reventlows ejerskab. Sandbjerg var i 250 år i Revenlow-slægtens eje. Foto: Simon Vikjær.
Grevskabet Reventlow
Sandbjerg blev solgt til Conrad Reventlow i 1673, der samtidig med overtagelsen opnåede titel som lensgreve. Med grevetitlen fulgte en forventning om oprettelsen af et grevskab. Det lykkedes dog først i 1685 at få Sandbjerg ophøjet til grevskabet Reventlow. Det forblev herefter det eneste danske len i hertugdømmet Slesvig. Med grevskabet fulgte en lang række rettigheder og privilegier, som ikke var knyttet til almindelige herregårde.
Conrad Reventlow nød stor velvilje hos både Christian 5. (1646-99) og senere Frederik 6. (1671-1730). I 1699, efter mange år i kongens tjeneste i forskellige positioner, blev han udnævnt til storkansler. Dette var en titel, der blev anvendt efter enevældens indførelse i 1660, hvor det danske og tyske kancelli blev slået sammen. Herefter blev lederen af begge kancellier tiltalt storkansler – en slags førsteminister. Efter Conrad Reventlows død i 1708 overtog sønnen Christian Ditlev Reventlow grevskabet i Sønderjylland. Hans enke overtog herregården Clausholm syd for Randers, som fire år senere var den dramatiske ramme om Frederik 4.s bortførelse af datteren Anne Sophie Reventlow (se artiklen om Clausholm).
Slægten Reventlow
Reventlowerne fortsatte med at besidde Sandbjerg, men grevskabet var sjældent slægtens hovedsæde. Udover Sandbjerg ejede de også store godser på Lolland og Fyn. Der var tale om meget store besiddelser, der gjorde familien til en af landets rigeste adelsslægter.
Bedst kendt blandt Reventlowerne er Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748-1827), som var en af hovedmændene bag landboreformerne og stavnsbåndets ophævelse i 1788. I en berømt tale fra 1788 (Minerva-talen) argumenterede han for bondestandens overgang til selveje. Han blev statsminister i 1797 og arbejdede siden aktivt for at forbedre skolevæsenet på sine godser. Han havde sit hovedsæde på Christianssæde på Lolland, men overtog Sandbjerg efter sin bror, Conrad Georg Reventlow, i 1815. Inden sin død havde Conrad Reventlow som sin bror markeret sig som en ivrig tilhænger af landboreformerne, hvor han gennemførte udskiftningen af fæstegårdene og lod mange af bønderne overgå til selveje. Mange af ideerne blev ført ud i livet på Sandbjerg. Han opførte desuden i 1788 den nuværende prægtige hovedbygning.
I perioden 1864-1920 var Sønderjylland under preussisk kontrol, og det satte sig varige spor på Sandbjerg. Den preussiske lovgivning betød, at godsets bønder kunne købe sig fri af deres forpligtelser til herregården. Omkring 1880 var dette gennemført for stort set alle bønder, og Sandbjerg udgjorde en herskabelig hovedbygning med et jordtilliggende som en stor bondegård. Grevskabet Reventlow bestod formelt set indtil Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920. Efter mere end 250 år i slægtens eje blev Sandbjerg solgt i 1930 til den københavnske erhvervsmand Knud Dahl og hans hustru Ellen Dahl.
Sandbjerg under Aarhus Universitet
Ved sin død i 1959 skænkede Ellen Dahl Sandbjerg til Aarhus Universitet. Aarhus Universitet ejer fortsat Sandbjerg, som primært bliver brugt som kursusejendom.
Denne artikel er lavet i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning
