Kilder
Kildeintroduktion:
Ane Dorotea Jensdatter fortalte i 1888 folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929) om sin barndom og sit liv i og omkring Havbjerg på halvøen Salling i den vestlige del af Limfjorden. Hun var født den 26. marts 1821 i Grættrup, Junget sogn, men flyttede sammen med sine forældre og søskende til Havbjerg ved landsbyen Thise ikke langt derfra, da hun var 13-15 år gammel. Hun var datter af smed og fisker Jens Larsen og Else Pedersdatter, og hendes fortælling giver et indblik i de trange livsvilkår for en husmandsfamilie i et landsogn ved Limfjorden i 1800-tallet med hårdt arbejde, hvor både børn og voksne måtte hjælpe til.
Evald Tang Kristensen rejste bl.a. i sommeren 1888 rundt i Jylland for at indsamle beretninger fra folk om deres livsfortællinger, og i den forbindelse fik han nedskrevet beretningen fra Ane Dorotea Jensdatter, som er gengivet nedenfor. Hun fortalte bl.a. om, hvordan hendes far havde slidt med at fange ål i Limfjorden fra tidlig morgen, og hvordan han efterfølgende havde fortsat arbejdet i smedjen om aftenen og natten. Her måtte hun og de andre søskende hjælpe til med at trække blæsebælgen, mens faren fortalte dem eventyr, så de bedre kunne holde sig vågne. Hun kom tidligt ud at tjene og blev siden gift med Iver Kristensen Bundgaard, også kaldet Iver Skade. Han var daglejer, og de boede sammen i Havbjerg i 45 år. I beretningen fortæller hun om hverdagslivet under små kår samt forældrenes kummerlige alderdom med sygdom og smerter efter et hårdt og koldt arbejdsliv. Hendes beskrivelser af livsvilkårene kan ses som et eksempel på en af de mange jordløse husmandsfamilier på landet, som landboreformerne i slutningen af 1700-tallet ikke havde forbedret situationen for. De levede fattigt og måtte typisk kombinere flere næringsveje for at opretholde livet, f.eks. ved at arbejde med håndværk, fiskeri samt med arbejde som daglejere hos gårdmændene.
Til ETK. har Ane Dorotea fortalt følgende beretning om sin barndom:
”Min fader, Jens Larsen, smedede så mange stangjærn[1] til at tage ål med. Der kunde være nætter, han smedede 6, 7, 8 par. Samtidig fiskede han. Han var den første, der var på fjorden om morgenen, og den sidste, der var der om aftenen, og når han var kommen gjennemvåd hjem og havde fået hans nætter[2], sagde han til os børn: ”Nå, børnlille, nu skal vi ud ad smedjen.” Så stod vi der og hjalp ham med at smede. Vi var så små, at vi stod på en fjæl[3], der lå på to store sten, ellers kunde vi ikke have nået ambolten. Den ene trak bælgen, og den anden slog. Så stod vi der og frøs, bitte børn, te[4] det var forfærdeligt, og blev så søvnige, men så fortalte han os historier og æmtere[5] for at holde os vågne. Når så foråret kom, begyndte han at gå ad æ sø og drage fisk der, men det var om natten. Han begyndte i april måned, når frøerne begyndte at krotte[6]. ”Nå, lille børn,” sagde han, ”nu taler de til os, nu skal vi af sted.” Så smedede han om dagen. Om foråret skulde folk jo til smedjen og have jammildsarbejd[7] gjort, førend de skulde ud at drive. De skulde have plovjærn gjort ved og flere andet ting standet[8]. Alt smedearbejde, der da lavedes, kaldtes sådan. Han var kjendt vidt og bred for hans arbejde, og når de ikke fik stangjærn af ham, duede det ikke.
Min moder fulgte ham jo hver tid, og hun blev så ussel af jægt[9] til sidst, te det trak store poger[10] her ved hendes håndled. Da min fader blev 60 år, slog min mand for ham i smedjen, og han var da på sin bedste alder. Så kunde han sige ad aften: ”Nu er a træt.” Dertil svarede den gamle: ”Træt! a har pinedød aldrig været træt i mine dage.” Når han havde smedet hele natten, fik han lige en times søvn og så ud på fjorden at stange hele dagen vinteren igjennem. Men da han blev gammel, blev han sådan af flyvejægt[11], te det kunde slå og ryste ham fra den ene siden til den anden, og tarmene kunde formelig kvolke[12] i ham. En dag han stod og lagde noget hårreb[13], lå barnet på gulvet, og så kom han til at træde det på fingerenderne. Det skrålte, og så vilde han træde tilbage, men kom derved lidt nærmere ind på barnet. Da tog konen ved armen af ham og skød til ham, så han faldt værgeløs om på siden og fik hans knæskal af led, og det blev hans helsot[14]. Han blev 91 år. Til sidst blev han så ussel, at han rådnede op langt op ad hans ryg og det halve af hans røvbalder, så maddikerne væltede ud af ham. Alting gik for ham i sengen, og han gruede sådan for det, når vi skulde tage ved ham og lægge tørt under ham. Tilligemed var han så plaget af sten[15], at han skrålte, hver han gang skulle af med hans vand. A gik derned og lagde tørt under ham i samfulde 6 uger[16]. Ja, han led noget, før han kom af med livet.”
JA. III.
Ane Dorotea Jensdatter (født 1821) fotograferet i 1895 i forbindelse med Evald Tang Kristensens indsamling af folkeminder. Han rejste i sommeren 1895 rundt i Jylland sammen med fotograf Peter Olsen (1866-1946), som tog billeder af de personer, der var indsamlet beretninger fra. Foto: Dansk Folkemindesamling, Peter Olsen, Det Kgl. Bibliotek
Ordforklaringer m.m.
[1] Stangjærn: ålejern; bruges til at stange ål.
[2] Nætter: aftensmad.
[3] Fjæl: bræt.
[4] Te: at.
[5] Æmte: lille kort historie; eventyr.
[6] Krotte: kvække.
[7] Jammildsarbejde: det årlige arbejde.
[8] Standet: gjort i stand.
[9] Jægt: gigt.
[10] Poger: væskefyldte hævelser.
[11] Flyvejægt: gigtsmerter som hyppigt flytter sig fra en del af kroppen til en anden.
[12] Kvolke: klukke.
[13] Hårreb: reb fremstillet af hår.
[14] Helsot: dødelig sygdom.
[15] Sten: stenagtig dannelse (konkrement) i dyrs og menneskers legeme, især om dannelser i urin-, og galdeblæren eller nyrerne.
[16] I samfulde 6 uger: i seks uger i træk.
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.