Hedernes omfang

På sandjorderne havde hederne siden middelalderen indtaget skovens plads, således at man regner med, at hederne midt i 1700-årene dækkede ca. en tredjedel af Jyllands jord. I Vestjylland var der knap nok et træ at se. Til gengæld var der omkring 1950 kun ca. 2 % af hederne tilbage, hvoraf en stor del nu er fredede. Resten er blevet opdyrket eller plantet til med især nåletræsplantager.

Hedebondens liv

Før hedeopdyrkningen i 1700-tallet gav hederne anledning til et ekstensivt landbrug, hvor bonden på gårde, der lå enkeltvis på kanten af de brede ådale, arbejdede med et mangedifferentieret sæt af erhvervsmuligheder. Gårdene havde et jordtilliggende på flere hundrede tønder land lynghede samt eng og agerjord. Heden kunne udnyttes af græssende får og kreaturer, man slog lyng til brændsel, foder og tækkemateriale, ligesom der kunne graves tørv i heden. At bonden var i stand til at skabe et livsmønster, som var tilpasset dette landskab, er formodentlig årsagen til, at en nyopdyrkning ikke fandt sted før i 1700-tallet.

Begyndende hedeopdyrkning

I begyndelsen af 1700-tallet opfordrede Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) til opdyrkning af de store, magre heder, men først fra 1754 tog hedeopdyrkningen sin spæde begyndelse på Alheden sydvest for Viborg. I 1758 havde Frederik 5. (født 1723, regent 1746-1766) held til at lokke omkring 1000 bønder fra Midttyskland hertil. En del af dem vendte skuffede tilbage, men adskillige blev tilbage og bosatte sig som "kartoffeltyskere" i en række kolonier dels på Alheden, dels på Randbøl hede vest for Vejle, hvor de opdyrkede jorden med hårdt slid.

Imidlertid slog hedeopdyrkningen kun sparsomt igennem. I perioden 1830-70 blev det danske landbrugsareal kun udvidet med ca. 3 pct. Det skyldtes især mangel på gødning, som kun kunne afhjælpes ved et øget kreatur- og svinehold, hvilket ikke var muligt inden for det eksisterende driftssystem på heden.

Hedeselskabet

Helstatens endeligt og tabet af de rige hertugdømmer efter 1864 blev et afgørende incitament til for alvor at tage fat på hedeopdyrkningen. Hvad udad tabtes, skulle indad vindes. Hertil kom anvendelsen af "kunstig" gødning såsom mergling, dybere og kraftigere jordbehandling med bedre heste og redskaber samt igangsættelse af læhegnsbeplantning, som øgede jordens temperatur. Drivkraften i dette arbejde blev fra 1866 Hedeselskabet med Enrico Dalgas (1828-1894) i spidsen og en voldsom statsstøtte som grundlag.

I 1866 var 41,5 % af jorden i Ringkøbing Amt udlagt som landbrugsareal, i 1896 var man oppe på 61 %, i 1929 var tallet 63,5 %. I Viborg Amt er de tilsvarende tal 56, 76,5 og 76. I Ribe Amt 47,5, 65,5 og 68 %. Bag disse tal gemmer der sig livshistorier med stædighed, slid og nøjsomhed, som man kan læse det i bl.a. Johan Skjoldborgs (1861-1936) skønlitterære værker samt hos Jeppe Aakjær (1866-1930).

Efter tabet af hertugdømmerne Holsten og Slesvig i 1864-krigen slog opdyrkningen af hedeområder for alvor igennem - hvad udad tabes, skal indad vindes. I dette klip fra filmen 'Vildmosens Opdyrkning' fra 1920 følges store, motoriserede landbrugsmaskiners bearbejdning og opdyrkning af Store Vildmose i Vendsyssels hedejorde. Fra midten af 1900-tallet vandt tanker om fredning af de resterende hedejorde frem, og i dag findes hederne især i det vestjyske. Fra: danmarkpaafilm.dk, Det Danske Filminstitut 

Hedernes efterliv

Allerede i 1800-tallet blev "den mørke hede" genstand for en romantisk nationaldyrkelse af det eksotiske Jylland som modpol til den "civiliserede" hovedstad og bykulturen. En række landskabsmalere og forfattere som fx Steen Steensen Blicher (1782-1848), H.C. Andersen (1805-1875) og Meïr Goldschmidt (1819-1887) medvirkede hertil.

I løbet af 1900-tallet bredte der sig en erkendelse af, at de sidste hederester skulle fredes. I 1943 blev et areal på ca. 1.200 hektar fredet på Alheden, ligesom den selvejende institution "Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere" blev stiftet. Resultatet af dens arbejde er de 300 store mindesten, som er placeret i en dal sammesteds med navne på over 1.200 hedebonde-pionerer. 

De to landskabskort viser henholdsvis hedens udbredelse omkring år 1800 (til venstre) og hedens udbredelse omkring år 1940 (til højre). Hedearealerne blev, især efter Hedeselskabets oprettelse i 1866, indskrænket og erstattet af landbrugsarealer. Fra Trap Danmark, Landet og Folket, bind 1 (1958).