Artikler
Dyrkningssystem, som anvendtes på dårlige, sandede jorde; typisk i Vest- og Nordjylland frem til engang i 1800-tallet. Ved græsmarksbrug benyttedes jorderne skiftevis til græsning og korndyrkning. Formodentlig har et system af lignende art som græsmarksbruget været det oprindelige i hele landet før indførelsen af vangebruget i de mere frugtbare egne omkring 1100.
Græsmarksbruget var som regel ikke forbundet med den samme tætte bebyggelse i landsbyer, som vangebruget krævede. Gårdene kunne være anlagt i klynger, men oftest var der tale om enkeltgårdsbebyggelse, hvor gårdenes placering var bestemt af tilgang til vand, enge og måske lidt bedre jord end andre steder i området. Jorden nærmest gårdene var i dette system principielt udlagt til græsning, men hvert år opdyrkede man skiftende stykker af græsmarkerne, som så blev gødede og brugt til korndyrkning. Afhængigt af jordbundsforholdene kunne en sådan mark dyrkes ét eller flere år, men som oftest gik der mange år imellem, at hvert jordstykke blev brugt til dyrkning. Græsmarksbruget krævede altså, at den enkelte gård disponerede over store arealer, som jo så var af ringe værdi.
De egne, hvor græsmarksbruget florerede, var ofte præget af lynghede. Heden blev brugt til græsning af får og kvæg, mens man skiftende steder opgravede hedetørven og brugte den sammen med husdyrgødning til gødning af de dyrkede marker. Opgravningen førte med tiden til en forringelse af yderområderne og en forbedring af jorden på de nærmeste arealer. Opretholdelsen af lynghederne var imidlertid betinget af fortsat afgræsning, ellers blev hedeområderne snart bevokset med nøjsomme småtræer og buske.