Valgets temaer

Grundlovsrevisionen var det altoverskyggende tema for valgkampen. Selvom Klaus Berntsen havde stået i spidsen for det forslag, der blev vedtaget i Folketinget, udtrykte flere i partiet Venstre en vis skepsis. Den tidligere konseilspræsident J.C. Christensen (1856-1930) mente, at man burde revidere Grundloven i et mere langsomt tempo, og som altid havde han støtte hos flere af partiets medlemmer. Højre ønskede måske nok forfatningsændringer, men en afskaffelse af den privilegerede valgret til Landstinget forekom dem alt for vidtrækkende – især fordi det ville betyde, at partiet på kort tid ville miste sit landstingsflertal. Mere moderate dele af partiet så dog visse fordele ved en grundlovsrevision, der også ville ændre på det valgsystem, som på grund af valg i enkeltmandskredse i mange år havde medført, at partiet var underrepræsenteret i Folketinget. Partiet befandt sig derudover i en generationskløft: Ældre politikere som J.B.S. Estrup (1825-1913) og Ludvig Bramsen (1847-1914) repræsenterede Højre i Landstinget, mens man manglede unge konservative talenter.

Socialdemokratiet og De Radikale agiterede stærkt for den fremlagte revision af Grundloven, der for begge partier var en realisering af mange års politisk arbejde. Op til valget havde Venstre, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre diskuteret et valgsamarbejde, der dog i sidste ende ikke lod sig gøre. Derimod fortsatte Socialdemokratiet og De Radikale deres valgsamarbejde, mens Højre og Venstre fortsat stillede op mod hinanden i samme valgkreds. Socialdemokratiet gik under valget til angreb på regeringens økonomiske politik, som de mente havde skadet arbejderklassen, blandt andet ved at indføre en række afgifter på forbrugsvarer, uden at det havde resulteret i reallønsstigninger for den almindelige arbejder.   

Valgets resultat

Valget blev en stor sejr for den socialdemokratisk-radikale alliance, der nød godt af valgsamarbejdet. Socialdemokratiet gik frem med 8 mandater til i alt 32, mens Det Radikale Venstre med 10 nye mandater nu sad på 30. Tilsammen var det et solidt flertal på 62 af Folketingets 113 mandater. Venstre, som i valgkampen havde fremstået splittet og tvetydigt, endte med et tab på 13 mandater og fik nu i alt 43 mandater. Især Det Radikale Venstre vandt mandater fra Venstre, da de succesfuldt havde udstillet Venstre som tvetydigt med hensyn til grundlovsspørgsmålet. Højre måtte på trods af en fremgang i København notere en samlet tilbagegang på 6 mandater og talte nu kun 7 folketingsmedlemmer, et historisk lavpunkt for partiet. Specielt i provinsbyerne tabte de mandater til Socialdemokratiet, som her fik et decideret gennembrud. Byer som Vejle, Kolding, Hillerød og Slagelse gik ved dette valg over til at være repræsenteret af en socialdemokrat i stedet for en højrepolitiker. I alt blev en fjerdedel af folketingsmændene udskiftet ved valget.

Højre og Venstre skadede hinanden ved at opstille kandidater i de samme kredse. Det daværende valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse betød, at landet inddeltes i 114 valgkredse, og at kun kandidaten med flest stemmer i hver enkelt kreds blev valgt. Mange steder opstillede både Højre og Venstre kandidater, hvorimod Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre enedes om ikke at opstille mod hinanden. Sammenlagt fik Venstre og Højre flere stemmer end Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, men valgmetoden betød, at de sidste fik et mindretal af mandaterne.

På trods af det nyerhvervede flertal ønskede Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre dog, at Klaus Berntsen og hans Venstre-regering fortsatte. Det skyldtes, at man ønskede at fastholde Venstre i bestræbelserne på en grundlovsrevision. Den altid taktisk tænkende J.C. Christensen fik dog sat en stopper for dette ved i Folketinget at foreslå, at der blev dannet et ministerium i overensstemmelse med valgets resultat. Dette blev vedtaget i tråd med parlamentarismens regler og umuliggjorde Berntsens forbliven. Herefter diskuteredes muligheden af et samlingsministerium, hvilket J.C. Christensen dog også fik sat en stopper for. Den radikale Carl Theodor Zahle (1866-1946) kunne derfor en måned efter valget annoncere sin anden regering: en radikal mindretalsregering med støtte fra Socialdemokratiet.    

Regeringen Zahle II, som startede ud som en ren radikal regering. Fra: Statsministeriet

Statistik

I nedenstående tabeller og grafer ses fordelingen af stemmer m.v. ved folketingsvalget i 1913. Der hersker en vis usikkerhed omkring tallene, idet stemmelisterne blev ført mangelfuldt i nogle valgkredse. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tabellen. Kilde: Danmarks Statistik     

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i 1913. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik      

Den procentvise fordeling af stemmer ved folketingsvalget i 1913. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik   

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i henholdsvis 1913 og 1910. Resultatet af folketingsvalgene på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik