Kilder
Kildeintroduktion:
I denne kilde kan du læse, hvordan officeren Valdelin Saurbrey (1839-1898) beskriver kampen ved Vorbasse den 29. februar 1864. Det sker i et brev til hans mor dagen efter, at han for første gang i krigen i 1864 har været i kamp med fjenden. Hans egen indsats i kampen havde afgørende betydning for, at den endte med en dansk sejr, men han er meget beskeden i forhold til at fremhæve sig selv. Mange af hans tanker går til hans far Niels Gottfred Saurbrey (1795-1851), der var rytterofficer i Treårskrigen 1848-50 og udmærkede sig i flere kampe og slag, men døde kort efter krigen var slut. Brevet er gengivet i Vort Forsvar nr. 496, 1898 under titlen ”To beretninger fra V. Saurbrey om affæren ved Vorbasse“. Vort Forsvar blev udgivet af ”Organ for Foreningerne for Forsvarssagens Fremme” på et tidspunkt, hvor der i Danmark var heftig debat om, hvor mange ressourcer Danmark skulle bruge på militæret og navnlig Københavns befæstning. Saurbreys beretning har sikkert skullet vise, at danske soldater kunne gøre en forskel mod en fjende på slagmarken, og at det derfor gav god mening at kæmpe for, at Danmark skulle have et stærkt forsvar, og at Københavns befæstning skulle udbygges.
Du kan troe kjære Moder, at det er med en forunderlig Følelse, at jeg sender sig disse Linjer, thi i disse Dage var det jo, at den kjære elskelige Fader gik bort, modtagende Hæder og Beundring af Enhver og netop paa samme Tid falder det i mit Lod at have Lejlighed til at hædre hans smukke Navn og Minde. Ikke blot den kommanderende General, men endog hans Majestæt Kongen har udtalt deres Glæde og Ros over en lille rask Affære, jeg har haft, men maa jeg rigtignok tilstaa, at der gøres for meget derud af, og at den største Glæde, jeg føler derved, bestaar i at jeg bærer min Faders Navn[1].
Som jeg fortalte dig sidst, havde Fjenden et godt Øje til vor Eskadron[2], og han havde svoret paa, at han absolut ville have fat i den og ødelægge den, koste hvad det skulle. Fyren havde udmærkede Spioner, og han benyttede Lejligheden en Dag, d. 29. Februar, hvor vi holdt Hesteparade, til at komme jagende med 2 Eskadroner Husarer[3] op i mod os; vi var lige komne Hjem fra Paraden med undtagelse af mig, der forblev lidt længere hos Ritmesteren[4], hvor jeg heldigvis havde mødt til Hest, da der kom Efterretning om, at Fjenden havde kastet[5] vore Forposter og trængte rask ind paa os.
Mit Kvarter laa en Fjerdingvej[6] syd paa og da jeg kom Hjem var Fjenden cirka 800 Alen[7] fra Gaarden i fuld Fart op i mod os. Jeg fik travlt med at faa Hjelm og Sabel paa og for af sted, men til min store fortvivlelse retirerede[8] Forposter og nogle flere, som var kommet ud, over Hals og Hoved, og jeg saa mig nødsaget til som et galt Menneske at fare ind i mellem mine egne, true med at hugge og skyde dem ned, hvis ikke de gjorde holdt. Det hjalp. Flokken blev standset og gjorde Front. Fjenden, der blev imponeret derved gjorde ogsaa holdt, og deres Ritmester hr. von Grotsch hævede en forfærdelig Jacob Tybo[9] Stemme og raabte ”Vorwärts[10] Husaren! Vorwärts!” Jeg tillod mig at svare: ”Nu skal jeg give dem vorwärts”; kommanderede, ”March! March!” og forjog nu, tænk dig hvor komisk, med 30 Mand cirka 140 Preussere. Hertil kom at Størstedelen af en anden Eskadron, der sikrede Fjendens Flanke, omtrent en Fjerdingvej borte, tog ogsaa Reisaus[11], da de saa deres Kammerater flygte. Nu gik det lystigt, Ritmesteren var den første, der stak af, dernæst hele Flokken, som vi pryglede efter bedste Evne, indtil jeg pludselig opdager, at jeg med tre Mand er ganske alene mellem dem, mens de andre fulgte en 50 Alen[12] efter. Jeg maatte standse et Øjeblik for at faa Folkene med.
Dette Moment benyttede Fjenden til at gøre Front imod os, men mine Folk var flinke og med Dødsforagt huggede de ind paa ham, og han maatte vende Næsen hjemad og vovede ikke mere at standse. Imidlertid var hele Eskadronen kommen til Hest og vores Sejr belønnedes nu med at gøre nogle 30 Fanger og 22 Heste. Imellem Fangerne findes en Officer, en Læge og flere Underofficerer. Vort Tab var ikke stort, da det indskrænker sig til 2 Mand haardt saarede og 7 Mand let; jeg selv er kommen udmærket godt fra det; thi det hele, jeg har faaet, det er en Rift, som af en Knappenaal, omtrent en Tomme[13] lang, paa min venstre Kind. Derimod har min Hjelm, Sabel, Ridetøj, og hvad var værst min Hest faaet nogle Skrammer. Var det ikke komisk, Officeren, som vi fangede, faldt af sin Hest ved at ville hugge efter mig.
Vi er gaaet tilbage inden for Divisionens Forposter, dels for at søge Heste og dels for at faa vore Sager ordnede, men om nogle faa Dage gaar vi atter ud og begynder det gamle Røverliv.
Ordforklaringer m.m.
[1] Valdelin Saurbreys far var Niels Gottfred Saubrey (1795-1851), der var en af Treårskrigens (1848-50) mest aktive rytterofficerer. Han var både i kamp ved Bov 1848, Hoptrup 1848 og ved Isted 1850. Saurbrey begyndte krigen som ritmester og eskadronschef for 4. Dragonregiments 2. eskadron, men blev efterhånden forfremmet til oberstløjtnant og næstkommanderende. Siden 1813 havde han gjort tjeneste hos 4. Dragonregiment, der dengang hed Prins Christian Regiment. I januar 1851 blev han alvorligt syg og døde to måneder senere.
[2] Eskadron: en hærenhed af soldater til hest, der på fuld styrke burde være på omkring 120 mand, men her er på omkring 100. Udtrykket bruges stadig om hærenheder udrustet med kampvogne, spejderkøretøjer eller heste til ceremoniel brug.
[3] Husar: let ryttersoldat.
[4] Ritmester: militær grad i rytteriet, der svarer til en kaptajn i nutidens hær. En ritmester var typisk chef for en eskadron.
[5] Kastet: slået tilbage.
[6] Fjerdingvej: knap to kilometer (helt præcist 1,883 kilometer, dvs. en fjerdedel af en dansk mil).
[7] 800 alen: cirka 500 meter (1 alen = 0,6277 meter).
[8] Retirere: foretage tilbagetog.
[9] Jacob von Tyboe: den brovtende officer i Ludvig Holbergs komedie Jacob von Tyboe eller Den stortalende Soldat (1725).
[10] Vorwärtz: fremad (tysk).
[11] Tage Reisaus: forsvinde, stikke af.
[12] 50 alen: cirka 30 meter (1 alen = 0,6277 meter).
[13] Tomme: 2,6 cm.