Kilder
Kildeintroduktion:
Albert Peter Carl Abrahams (1839-1909) deltog i Kampen ved Lundby som adjudant for oberstløjtnant Hans Charles Beck (1817-1890). Affæren ved Lundby i Himmerland 3. juli 1864 var den sidste træfning i 2. Slesvigske Krig. Efter slaget ved Dybbøl 18. april var der indledt fredsforhandlinger i London. Det danske nederlag stod klart, men det lykkedes ikke at opnå enighed om en løsning. Kampene blev efterfølgende genoptaget i slutningen af juni, hvor tyske soldater 29. juni erobrede Als. Derfor begyndte den danske hær at flytte ca. 10.000 mand fra Vendsyssel til Fyn, hvor man regnede med, at det næste store slag ville finde sted. For at troppetransporten kunne foregå uhindret, bevogtede nogle få danske enheder Limfjorden under ledelse af oberstløjtnant Beck. Han havde tilladelse til at foretage offensive aktioner mod de tyske rekognosceringsenheder syd for Limfjorden. Affæren ved Lundby var en sådan aktion og resulterede i et stort dansk nederlag tidligt om morgenen 3. juli, efter Becks enhed i timerne op til havde søgt efter den tyske rekognosceringsenhed i området.
Det markerede område på kortet viser, hvor affæren foregik.
Det vides ikke med sikkerhed, hvornår Albert Peter Carl Abrahams nedskrev sine memoirer, men det må antages, at de er fra omkring 1907. Følgende er et uddrag:
(...) Marchen gik rask til Ellitshøi. Klokken var over 11, da vi naaede derud; og Fjenden var gaaet tilbage ad Hobro til. Oberstlieutenanten vilde tale med Præsten der i Byen for at faae paalidelige Oplysninger, og vi red saa til Præstegaarden, medens Kompagniet hvilede i Landeveisgrøfterne. Præsten havde ikke saa lidt at fortælle om sine tre Køer, af hvilke Preusserne havde røvet en og dræbt en anden, og Oberstlieutenanten gav mig Ordre til at nedskrive, hvad han sagde.
Under al denne Fortællen og medens jeg efter Oberstlieutenantens Anmodning noterede, løb Tiden. Intendanten, Lieutenant Hartmann, kom ind for at søge at paaskynde Afmarchen, da vi havde faaet at vide, at et preussisk Kompagni laae i en Bondegaard i Landsbyen Gunderup, omtrent 1 ¼ Miil [1] fra Ellitshøi, øster paa. Mandskabet kom på Benene, - endnu en Forsinkelse, Oberstlieutenanten maatte holde endnu en lille opmuntrende Tale til Folkene, i hvilken han desværre kom til at bruge nogle Ord, som for en Tid siden havde staaet i en Dagsbefaling fra vor daværende Brigadechef, Max Müller. Der var kommen en Opgjørelse over det store Antal Bajonetsaar, som de fjendtlige Soldater havde faaet ved Sankelmark, og i den Anledning udtalte Max Müller i sin Dagsbefaling, at enhver Fører skulde lægge sig dette paa Sinde, og naar han traf en fjendtlig Afdeling søge Leilighed til at kaste sig over ham, og benytte den Overvægt, vi havde i Brugen af Bajonetten. Det var altsaa dette, Oberstlieutenant Beck nu benyttede i sin Tale; "han ventede, at hans raske Folk, naar vi traf Fjende vilde kaste sig over ham og lade ham føle den Overvægt, vi havde i Brugen af Bajonetten." – Endelig marcherede vi da af ad Veien til Gunderup. Det dagedes mere og mere, og da vi naaede Gunderup, var Gaarden, i hvilken det preussiske Kompagni havde ligget om Natten, forladt, og det var marcheret ad Veien til Nørre-Tranders og Aalborg. Af Gaardens Folk fik vi nu at vide, at Preusserne havde ligget her og sovet trygt om Natten. Geværerne havde de stillet i Pyramider i Gaarde og Lædertøiet havde de taget af; havde vi været der 1½ Time tidligere, saa havde vi taget dem sovende. Vi marcherede saa af sted bag efter Fjenden ad Veien Tranders-Aalborg. Da vi var komne et Stykke frem, sendte Oberstlieutenanten et Par Dragoner frem i Terrainet, for at de fra høiere liggende Punkter skulde see om de kunde opdage den fjendtlige Afdeling. De opdagede ganske rigtigt Fjenden, som var ved den nordlige Udkant af Landsbyen Lundby; men samtidig opdagede ogsaa Fjenden vore Dragoner og gjorde omkring for at indtage en Stilling ved den sydlige Udkant af Lundby. Her besatte Fjenden et høit, solidt Stengjærde. Vi gjorde Holdt bag en Bakkekam vel omtrent 600 Alen [2] fra Fjendens Stilling. Her var god Leilighed til at gaae frem med en mindre Styrke i hver af Fjendens Flanker. Vi kunde, om vi havde villet det, have holdt Fjenden fast, til Afdelingen i Aalborg var rykket ud, hidkaldt ved Skydningen. Men desværre – den Brigadebefaling stod Oberstlieutenanten i hovedet, og han var utilgængelig for enhver anden Tanke. "Vil De sætte Bajonetten paa og kaste Dem over Fjenden!" Ned ad Bakke – paa den aabne Landevei – løbe 500-600 Alen [3] mod et Par Hundrede Rifler – i en udmærket Stilling med godt Anlæg for Geværerne! – Vanvid! Og saa var det endog Bagladningsgeværer, hvormed Fjenden var bevæbnet! Havde vi havt en anden Kompagnichef, f. Ex. Premierlieutenant Riebau; - jeg troer ikke han havde gjort det. Hammerich var ikke Situationen voxen, han gjorde, som der blev befalet, løb frem med bred Front i sluttet Kolonne ned ad Bakken. Saa faldt Fjendens Skud som var det Salver, tre-fire Salver, og der laae Kompagniet paa Landeveien, døde, saarede og overvældede af den morderiske Ild. – Skydningen standsede; - sandt nok, det havde været Mord, om de have fortsat Skydningen. Gjøre Fanger under disse Forhold følte Fjenden næppe Lyst til. Nei, slippe bort, - det var det, han nærmest tænkte paa, og derfor lod han os i Ro, til vi fik de fleste af vore Døde og Saarede paa Vogne og drog af sted ad en Markvei, vesten om Lundby for at undgaae Fjenden. Vi kom gjennem Aalborg og blev færget over til Nørre-Sundby. – Jeg red ud sammen med en underlig, vildt begeistret, letsindig, men legemlig affældig Mand, - jeg red tilbage med en sammensunken Olding!
Ordforklaringer m.m.
[1] 1 mil: 7,53248 km. Altså ca. 9,5 km.
[2] 1 alen: 0,6277 m. 600 alen er 376 m.
[3] Skråningen var skønsmæssigt 314-377 meter lang.