Kilder
Kildeintroduktion:
Dette er et uddrag af ritmester Edgar Even Moes (1823-1911) lange og udførlige beskrivelse af sine erfaringer fra krigen i 1864, hvor han i februar førte en eskadron danske dragoner, der opererede selvstændigt, og ved Vorbasse den 29. februar 1864 vandt en ret overbevisende sejr over preussiske husarer. I dette afsnit sammenligner han modstanderne fra Vorbasse: den danske dragon og den preussiske husar. Det giver et indblik i, hvorfor danskerne, når det gjaldt nærkampe til hest, oftest besejrede sine fjender fra Preussen eller Østrig i krigen i 1864.
Kilden er et uddrag af Moes 15 sider lange artikel ”Et enkelt Afsnit af en detacheret dansk Eskadrons Virksomhed under Den fjendtlige Armés Fremrykning over Kongeaaen i Februar 1864”, der blev udgivet i Tidsskrift for Krigsvæsen i 1865. Tidsskriftets formål var at øge officerers viden om krigshåndværket, og her kunne officerer, der havde prøvet at være i kamp, dele deres erfaringer, så officerer og soldater, der ikke havde været i krig, kunne få et indtryk af, hvad det ville sige at møde fjenden på slagmarken.
Naar vi efter at have omtalt denne Fægtning, skulle fremsætte nogle almindelige Betragtninger om Cavalaristens Udrustning og Uddannelse for at sammenligne Kampdygtigheden mellem de her beskrevne 2 Modstandere, den preussiske Husar[1] og den danske Dragon[2]; ville vi nærmest fremhæve:
Den preussiske Husar er lille og adræt, rider paa en mere eller mindre forædlet Hest, der er hurtig, men har ikke stor Modstandskraft ved et Sammenstød. Da Manden dertil ikke er Rytter af Natur, sidder han ikke fast i Sadlen. Hans Bevæbning bestaar af en ret god Sabel og en udmærket god Bagladekarabin[3]. Ved lang Øvelse har han vundet Sikkerhed i Benyttelsen af Terrænet og er godt indexceret[4].
Den danske Dragon er stor og stærk, han sidder fast i Sadlen, hans Hest passer udmærket godt, for den bærer ham igennem overalt, staar fast ved et Sammenstød og kan ved Øvelse føre ham tilstrækkelig hurtig frem. Han er bevæbnet med en daarlig Karabin og Pistol, men med en udmærket god Sabel. Den danske Dragon har ikke har lang tids Øvelse som Preusseren og mangler derfor noget af den Bevægelighed og Manøvrelethed, der først giver Cavaleristens Virksomhed det rette Præg, men da han har en jævn god Forstand og let finder sig tilrette i Terrainet, og da tilmed den enkelte Mands Uddannelse er saa særdeles god vil han med nogen Øvelse med store Afdelinger og store Terrainforhold hurtig faa at lære at bøde for de ovennævnte Mangler, som under enkelte Forhold ellers kunne give den preussiske Cavalerist nogen Overvægt. l Haandgemæng vil den danske Cavalerist altid være den preussiske overlegen.
Preusseren, som er let paaklædt, er indøvet meget paa spredt Fægtning og har derfor størst Tiltro til sit Skydevaaben. ”Ja, havde vi blot kunnet faa Leilighed til at kaste en Kæde[5] ud og bruge vore Skydevaaben” sagde den preussiske Officer. Der ser man det, han har ikke stor Tillid til sin Sabel, og hans Hug kunde da i Reglen heller ikke trænge igennem vore Folks Kapper og Hjelme, der bære utallige Mærker af Hug; men skyde! Ja de vedblev at skyde mens de blev forfulgte, traf jo ogsaa et Par Gange, men uden at det gjorde nogen stor Virkning.
Den danske Dragon bryder sig ikke om sine Skydevaaben, som mere er ham til Gene: men derimod stoler han med Rette paa sin udmærkede Klinge, som han fører med Kraft. Der var under Forfølgningen ikke flere end et Par Mand, der affyrede deres Pistoler. Karabinen brugtes slet ikke. Dragonens Paaklædning er udmærket god og varm men ønskeligt vilde det være, om der blev arbejdet hen til, at hans øvrige Udrustning og Hesteequipage blev gjort lettere, hvorved han vilde vinde i Bevægelighed.
Ordforklaringer m.m.
[1] Husar: let kavalerist.
[2] Dragon: dragonen var oprindeligt en fodsoldat til hest, men havde i 1800-tallet udviklet sig til en fuldblods kavalerist. Den danske hær havde i 1864 fem dragonregimenter, og dragoner var uddannet til at udføre alle rytteriets opgaver – forposttjeneste, rekognoscering og kamp mod hhv. fjendtligt rytteri og fjendtligt fodfolk.
[3] Bagladekarabin: et kort gevær, der kunne lades bagerst på våbenet med en enhedspatron, der både indeholdt krudt, kugle og fænghætte. Ved forladegeværer var krudt, kugle og fænghætte adskilt, hvilket gjorde ladningen mere omstændelig.
[4] Indekseret: her menes formentligt, at soldaten ved sessionen er udvalgt på en hensigtsmæssig måde, så de rekrutter, der var udpeget som husarer, var velegnede til opgaven.
[5] Kaste en kæde ud: i dette tilfælde menes der, at husarerne steg ned fra deres heste og kæmpede til fods med deres geværer i dækning af f.eks. levende hegn eller gærder.