Mindesmærker i Sønderjylland, ca. 1813-

Sønderjylland rummer i dag talrige mindesmærker, som dels afspejler landsdelens særegne historie som grænseland, dels erindringens betydning i denne forbindelse. Mindesmærkerne i Sønderjylland er blevet rejst over en periode på næsten 200 år, og især de to Slesvigske Krige samt 1. og 2. verdenskrig samt Genforeningen spiller en central rolle i det sønderjyske mindesmærkelandskab.

Mindesmærker har til formål at fastholde historiske begivenheder, fortjenstfulde gerninger eller hæderværdige personer i den kollektive erindring. Sønderjylland er meget rigt på mindesmærker, og de spænder fra mindesmærket i Sehested i Sydslesvig over de danske troppers sidste indsats i Napoleonskrigene i 1813 til mindesmærket for katastrofen på Haderslev Dam i 1959, hvor udflugtsbåden ”Turisten” brød i brand og forliste, hvilket kostede 57 personer livet. Det første blev rejst i 1817 og det sidstnævnte i 2009 på 50-års dagen for ulykken.

Dansk mindesten ved Dybbøl, 1864. På stenen står der skrevet: "Hier ruhen 25 tapfere Dänen" (Her hviler 25 tapre danskere). Foto: Det Kgl. Bibliotek

Ønsket om at fastholde en krig og dens kampe i erindringen er en af de hyppigste årsager til mindesmærkerejsninger. De Slesvigske Krige i 1848-1850 og 1864, 1. og 2. verdenskrig er stærkt repræsenteret i mindesmærkelandskabet. For de Slesvigske Kriges vedkommende er der efter Genforeningen i 1920 rejst over 100 mindesten på Dybbøl Banke og Kær Halvø for at ‘fordanske’ de gamle slagmarker, hvor der ellers mest var tyske mindesmærker. For 1. verdenskrigs faldne er der i næsten hvert eneste sogn opsat mindesmærker med navne på sognets faldne, uanset om de var dansk- eller tysksindede. Enkelte steder er der dog et mindesmærke for hver nation. Mindesmærker for 2. verdenskrig er i høj grad rejst over modstandsfolk, men der er også mindesteder for tyske flygtninge. To centrale mindesteder er Klokkestabelen på Skamlingsbanken med navne på 83 faldne modstandsfolk i Syd- og Sønderjylland og mindelunden på Knivsbjerg for ca. 750 faldne i frivillig tysk krigstjeneste 1939-45.

I forbindelse med forskellige magtskifter og grænseflytninger har der været kampe om mindesmærker. I 1864-krigen blev Istedløven nedrevet fra sin sokkel og fjernet, og Skamlingsbankestøtten blev sprængt. I sommeren 1945 blev de to tyske sejrsmonumenter på Dybbøl og Als sprængt i stykker, og i august blev Bismarcktårnet på Knivsbjerg lagt i ruiner. Genforeningen i 1920 og Befrielsen i 1945 er to andre begivenheder, der også afspejler sig klart i mindesmærkekulturen. Der er genforeningsmindesmærker over hele Danmark, ca. 550, og heraf er de 134 i Sønderjylland. I perioden 1920-1940 blev der rejst 113, yderligere 13 blev rejst 1945-50 som kombinerede genforenings- og befrielsesmindesten. Det nyeste genforeningsmindesmærke er på Rømø opsat i 2010.

Istedløven blev ved afslutningen af 2. verdenskrig opdaget i Berlin og transporteret til København, hvor den blev opstillet ved Tøjhusmuseet. Helt frem til 1947 blev den bevogtet i døgndrift, idet den var blevet et symbol på det tyske nederlag. Foto: Niels Elswing, Nationalmuseet

Artiklen er oprindeligt trykt i ”Sønderjylland A-Å”, Inge Adriansen, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen (red.), Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Publiceringen på danmarkshistorien.dk finder sted i samarbejde med Grænseforeningen og Historisk Samfund for Sønderjylland.