Det markerede område på kortet viser, hvor kampene foregik. 

Rapport til Armeens Overkommando fra Oberstløjtnant Beck

Det nørrejyske Corps

Pt Nyborg d. 12. juli 1864

Ad ciro 8984
1864
Rapport

Fra det nørrejyske Korps over Hovedmomenterne af Begivenhederne ved samme fra den 1ste til den 6. juli 1864.

(…) Den 1ste Juli om Aftenen erfarede jeg ved Fuldmægtig Olsen Meddelelse om, at Fjenden var i færd med at fremsende smaa Afdelinger paa et Compagnis størrelse med noget Kavaleri i forskellig Retning navnlig ad Viborg til samt ad Hobro og Hadsund-Vejen, hvilke Afdelinger medførte Forplejning for 3 Døgn. Den 2. Juli Klokken 2½ Morgen indløb Meddelelsen om Fjendens Fremrykning ved Aalborg, men underrettet om Styrkens ringe Betydning, som anført blev der af Løjtnant Riebau fremført lidt Kavaleri og Infanteri paa Vognen med samme, navnlig af Hobro Vejen, hvor en Tiraillering [1] fandt sted Syd for Ellitshøj, Kl 9-10 Formiddag, hvorved vi kun havde en saaret Hest, hvorimod Fjenden saa vidt kunne skønnes mistede et par Mand. I løbet af Dagen avancerede han langsomt til imellem Ellitshøj og Svenstrup, paa hvilket sidste Sted vi havde en Hovedpost, som han vel gjorde Mine til at angribe, men dog opgav og trak sig henad aften tilbage. Af løjtnant Riebau underrettet om, at bemeldte fremrykkede Styrke vilde overnatte i Ellitshøj, samt sat i Kundskab om, at der sandsynligt den følgende Dag vilde finde en ny Fremrykning sted af samme i forbindelse med den ad Hadsund Vejen fremsendte for saaledes at fortrænge Løjtnant Riebaus lille Kommando fra Aalborg og tage Byen i Besiddelse, bestemte jeg i løbet af Natten at udføre et Overfald eller en Alarmering af den paa Hobro Vejen værende fjendtlige Afdeling. Til den ende beordredes det i Nørresundby værende 5. Kompagni á 1ste Infanteri Regiment under Kaptajn Hammerich, kl. 8-9 aften d. 2. Juli at gaae over til Aalborg for i Forening med Kavaleri Styrken sammesteds – hvis Afløsning tilbageholdtes i Aalborg – at udføre Ekspeditionen. At anvende en større Styrke til Foretagenet, lod sig envel udføre af Hensyn til det forhaandenværende indskrænkede antal Færgemidler, det nødvendiggjorde ikke at overføre Mænd, med hvad der kunde tilbageføres omtrent paa en gang ved en mulig forceret Tilbagegang, hvis forholdet til Fjenden blev ugunstigt. Som Frivillige, der bad om at deltage i Ekspeditionen, sluttede sig Sekondløjtnanterne Tegner og Grave, samt Regimentsintendanten, Premierløjtnant Hartmann, hvorfor jeg selv medfulgte med Regimentets Adjudant, Sekondtløjtnant Abrahams. Med Løjtnant Riebau blev Aftale truffen angaaende Kommandantens fornødne Optegnelse, og Marchen tiltraadtes.

Ankommen til Svenstrup, hvor Aalborg Besætningens yderste Feltvagt stod, efterlodes Lægen med Vogne til eventuelt Saarede og her erholdtes Oplysning om at Fjenden havde forladt Ellitshøj. I denne By bragtes vi ved Samtale med Sognefogden og specielt med Præsten i Erfaring at Fjenden var draget længere sydpaa over Støvring mod Gravlev og [ulæseligt, red] stod end længere mod Rold Skov. At foretage Marchen videre paa disse ubestemte Efterretninger i den anslaaede Retning uden Udsigt til at støde paa Fjenden kunne jeg ikke anse for rigtigt, og jeg besluttede derfor at vende mig i østlig Retning for at søge den derværende fjendtlige Afdeling, der ifølge Beretningerne skulde kantonnere [2] i Egnen ved Gunderup. Forinden Ellitshøj forlodes, holdt jeg en kort Tale til Folkene, hvori fremhævedes Maalet for vor Ekspedition: ved et dristigt Angreb i Fjendens Flanke eller Ryg at tvinge ham til at opgive sit Forehavende mod Aalborg og gøre ham vel betænkelig ved Fremsendelse af mindre Afdelinger mod samme. Vi vare og kunde efter Omstændighederne ikke være mange paa Ekspeditionen, men netop derfor var det af væsentlig Betydning, at vi sluttede os fast til hinanden med den bestemte Vilje, alle som en at gaa lige løs paa Fjenden, hvor vi traf ham og bruge Bajonetten, som det Vaaben, vi forstod at anvende ganske anderledes end ham, samt ved den Hævnfølelse, vi ærede mod vort Lands Undertrykkere, føle Armen stærk til at ramme den fjendtlige Afdeling, vi søgte, med kraftigt Slag. Enstemmigt Bifald, betegnet med gentaget rungende "Ja" fra alle Munde ledsagede disse mine Ord, og omtrent Klokken En Morgen den 3. Juli satte vi os da i Marchen over Mjels paa Gunderup, foran hvilken Byen indtraf Kl. 3 Morgen og fra Højderne Vest for samme iagttoges en Vognkolonne med fjendtligt Infanteri, der bevægede sig i nordlig Retning ad Hadsund Vejen. Paa Aalborg – vi rykkede nu ind paa Gunderup og erfarede af Beboerne Underretning om, at det var den fjendtlige Afdeling paa omtrent ½ Eskadron og 100 á 200 Mand Infanteri, som havde overnattet i Byen og for ikke længe siden forladt den, der bevægede sig, som af os bemærket. Jeg spildte nu ingen tid, svingede til venstre gennem Byen ind paa Hadsund Vejen og tiltraadte Marchen i Ryggen af den fjendtlige Kolonne. Kort efter blev en Preussisk Infanterist, der stod i Samtale med en Bonde, tagen til Fange af Underofficeren ved vor Kavaleristyrke og Bevægelsen forceredes for at naa Fjenden. Denne havde imidlertid passeret Byen Lundby og fra Terrænet paa den anden Side af samme bemærket vor Forfølgning, hvorpaa han steg af Vognene og ilede tilbage til Byens Besættelse. Vi fra vores Side ilede frem med samme Maal for Øje, men Fjenden havde Forspringet og fik en Part af Byens Udkant besat. Hans højre Fløj var endnu ikke kommen i Stilling imedens vi endnu befandt os i en cirka Tusind Skridts Afstand [3] fra Byen og i Haab om at tage denne ved et Stormløb med Bajonetten og saaledes afskære den fjendtlige Styrke Tilbagegangen, befalede jeg Kaptajn Hammerich til af al Kraft at kaste sig over Fjenden med et rask og determineret Angreb. Kaptajnen udførte denne Ordre ved at rykke frem i Kolonnen med Skytter paa Fløjene. I 200 a 300 Alens [4] afstand fra Byen modtog han en Salve, men denne standsede ikke Fremrykningen; Kolonnen fældede Gevær og brød ind med Hurraraab – men da modtog den fra de med Lynets Fart atter ladede Zündnadelgeværer [5] en anden Salve paa nært hold, som strakte et stort antal Mand til Jorden, hvorfra Kolonnen spredte sig og der begyndtes en hastig og levende Tirailleild. – Denne kunde imidlertid ikke føre til andet end yderligere Tab uden Nytte, thi med det afslaaede Bajonetangreb maatte Tanken opgives om at naa det tilsigtede Maal, og jeg lod derfor gentagende Gange ved Signaler rapportere Styrken. Efter der var samlet omtrent Halvdelen af den oprindelige Styrke, forblev samme staaende i en dækket Stilling endnu en Stund for at vente paa dem, der maatte støde til, imens saa mange Saarede transporteredes tilbage over Gunderup, Ellitshøj og Svenstrup, som kunne overkommes. Men da ingen flere Folk indtraf, og intet videre kunne udrettes med de tilbageværende faa Kræfter imod Fjenden som hævede sin Stilling, tiltraadtes Retræten i nordvestlig Retning over Nøvling, Gug til Aalborg, som naaedes Kl. hen ved 8 Formiddag.

Tabet i denne Affære var stort. Det udgjorde 22 Døde og 76 Saarede og Savnede, hvoraf 44 faldt i Fangenskab, paa meget faa nær alle saarede, der ikke kunde bortskaffes fra Valpladsen, hvor de laa i Fjendens umiddelbare Nærhed efter at Kampen maatte opgives. At Resultatet blev et saadant maa efter alle samstemmende Udtalelser ubetinget tilskrives Fjendens morderiske Ildvaaben, der ladedes og affyredes med en utrolig Hurtighed, saa at Ilden fra hans Side uafbrudt rasede imod vores Rækker under Indbrydningen og forhindrede Afgørelsen ved Bajonetten. Havde ikke denne Overlegenhed i Skydevaaben været tilstede paa Fjendens Side, er der næppe nogen Tvivl om, at det mageløse Mandsmod og den Bestemthed, Kraft og Dødsforagt, hvormed vore Soldater brød frem ville have kastet Fjenden tilbage ved Anvendelsen af det blanke Vaaben og tilvejebragt det Resultat, som tilsigtedes ved Angrebet.

Alle havde gjort deres Pligt i fuldeste Maal. Af Officererne, der udmærkede sig ved deres Bravour, fremhæves Kaptajn P. C. C. Hammerich, Premierløjtnant P. I. C. Betzholtz (svensk), Sekondtløjtnanterne J. A. Tegner, N. J. Grave og P. A. Larentzen, iblandt hvilke D’Herrer Hammerich, Betzholtz og Grave er saarede, de to førstnævnte tillige Krigsfanger. Med Hensyn til Individer af Underklasserne der fortjene særlig Omtale, forventes nærmere Indberetning fra Regimentet.

Oberstløjtnant Beck. Fra: Det Kgl. Bibliotek 

Ordforklaringer m.m.

[1] Spredt skydning.

[2] Af kantonnement: indkvartering af soldater i eksisterende lokaliteter uden for garnisoner.

[3] 1 skridt = 75 cm. Derfor må afstanden ned til byen have været ca. 750 m.

[4] 125-188 m.

[5]Preussiske bagladegeværer.