Den tyske valgagitations organisering

Den tyske agitation blev varetaget af foreningen Deutscher Ausschuss für das Herzogtum Schleswig (Det Tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig). Selvom det Tyske Udvalg samlet trykte et større antal plakater end det danske oplysningskontor, havde de ikke så mange forskellige plakater. I stedet benyttede udvalget sig ofte af en metode, hvor den samme plakat blev placeret i lange rækker efter hinanden, hvilket gav en kraftig og intens effekt på beskueren. 

På grund af stemmemetoden i zone 1 (Nordslesvig), hvor der skulle stemmes samlet (en-bloc), og hvor området var overvejende danskdomineret, fokuserede Det Tyske Udvalg næsten udelukkende på agitationen i zone 2 (Mellemslesvig) og i særdeleshed på Flensborg. Byen var et stort stridspunkt i både den danske og tyske agitation. Det Tyske Udvalg betonede, ligesom den danske propaganda, byens historiske tilknytning, dog med modsat konklusion, nemlig som en naturlig del af Tyskland.

På plakaten til venstre, tegnet af Johann Holtz, toner Flensborgs kendetegn Nordertor (Nørreport) frem på en baggrund af det slesvigske flag. Som man kan se på Valdemar Setofts plakat ved siden af, blev bygningen også brugt i den danske propaganda. Det vidner om, hvordan både den danske og den tyske agitation forsøgte at overtage de samme symboler i konstruktionen af det nationale. Fotos: Sønderborg Slot, Museum Sønderjylland og Den Slesvigske Samling, Flensborg 

De historiske og emotionelle argumenter: Slesvig som en tysk landsdel

Hvor den danske propaganda især hentede sit skyts i rationelle og økonomiske argumenter under afstemningskampen i zone 2, måtte de tyske plakater i lyset af Tysklands økonomiske ruin efter 1. verdenskrig i stedet ty til historiske og emotionelle argumenter. Plakater, der henviste til Mellemslesvigs historiske tilknytning til Tyskland skulle i høj grad fungere som modvægt til de danske løfter om velstand og velfærd. De tyske plakater havde derfor ofte til formål at minde mellemslesvigerne om deres fædrene arv og tilknytning til Tyskland. En af de mest brugte plakatkunstnere var Paul Haase, der med sin mere grove stil udtrykte tysk trofasthed, jordbundenhed og det velkendte. Haase brugte ofte en slesvigsk-holstensk fane frem for Weimarrepublikkens nye flag eller det gamle kejserflag. Den slesvigsk-holstenske fane var opstået i 1800-tallet som et nationalistisk udtryk for modstand mod dansk herredømme og for forbundethed mellem Slesvig og Holsten.

I Paul Haases plakat af en tysk ridder med hånden hævet i en troskabsed symboliserer farverne rød-hvid-blå Slesvigs tilknytning til Tyskland. Samtidig skabes en historisk forbindelse til fortiden og det tyske ridderfællesskab fra middelalderen. Teksten betyder på dansk: ”Vi vil være tyske, som vores fædre var”. Plakaten fik tilnavnet ”Der Dänenschreck” (danskernes skræk) af den tyske bevægelse. Foto: Sønderborg Slot, Museum Sønderjylland

Paul Haases plakat af en lille dreng med påskriften ”Ich bin Deutsch” (”Jeg er tysk”) minder beskueren om, at det ridderlige troskabsløfte lever videre i den unge generation. Den trefarvede slesvigske fane – som den danske helstat forbød i 1845 – trækker desuden tråde til den slesvigske historie både før, under og efter Danmarks herredømme. Foto: Sønderborg Slot, Museum Sønderjylland 

Argumentet om at betænke den kommende generations retmæssige tilhørsforhold går igen i denne sirlige tekstplakat, muligvis af Johann Holtz, der giver associationer til et middelalderligt skrift. Det middelalderlige udtryk skaber, som plakaten af den tyske ridder, en forbindelse mellem samtiden – afstemningerne, og fortiden – den tyske historie og ridderfællesskabet. Plakaten benytter ligeledes de slesvigske farver for at understrege det tidligere hertugdømmes historiske tilknytning. Teksten er meget patosfyldt med argumenter om, at de tyske soldaters blod, der blev udgydt i kampen for fædrelandet, løber i årerne på Slesvigs børn, og at enhver tysker, som stemmer for Danmark, vil nedkalde sine børns forbandelse over sig. Foto: Den Slesvigske Samling, Flensborg   

Ideen om det kulturelle og historiske bånd til Tyskland blev ofte fremhævet i den tyske agitation ud fra devisen om, at Slesvig som enhed kun kunne bevares ved at forblive i Tyskland. Denne plakat af kunstneren Alexander Eckener, som både blev udgivet på dansk og tysk, taler direkte til den slesvigske identitet med teksten: ”I tusind år har vi været slesvigere, vi vil vedblive at være slesvigere, derfor stemmer vi tysk.” Over teksten troner en slesvigsk bonde med armen strakt i den historiske ridderhilsen. I baggrunden ses en stor forsamling af forskellige klassetyper og køn – en enkelt kvinde har muligvis sneget sig ind – og de deltager alle i troskabseden. Bag menneskeflokken ses Flensborg og et traditionelt slesvigsk bondehus. Fotos: Sønderborg Slot, Museum Sønderjylland  

Argumentationen om en slesvigsk fælles identitet blev også brugt i en mindre kunstfærdig plakat, tegnet af Johann Holtz. Den henviste til det tusindårige broderbånd mellem slesvigere. Plakaten manede til besindelse, men dog i en tysk kontekst, hvor argumentet igen var, at Slesvig ikke burde deles og som helhed kun kunne bevares i Tyskland. Foto: Sønderborg Slot, Museum Sønderjylland 

Mange plakater brugte også referencen til slesvigsk identitet og enhed gennem simple gengivelser af den slesvigske fane med teksten ”Deutsch, deutsch, deutsch” eller den middelalderlige lovsætning ”Up ewig ungedeelt”. Sætningen er frisisk og afledt af Christian 1.’s privilegium til hertugdømmerne fra 1456, hvor det blev bekendtgjort, at hertugdømmerne for evigt skulle være tilsammen udelte. Bekendtgørelsen var ikke en lovmæssig del af hertugdømmernes interne organisering, men sætningen blev fra tysk side brugt som symbol på Slesvigs tilknytning til Holsten og Tyskland. Første og anden plakat fra venstre: Ukendt kunstner. Fotos: Den Slesvigske Samling, Flensborg. Tredje plakat: Johann Holtz (1920). Foto: Sønderborg Slot 

Der blev også fremstillet plakater, hvori farverne fra det gamle kejserflag eller Weimarrepublikkens nye flag i sort-rød-gul blev benyttet. På denne af Johann Holtz står der ”Forbliv tro”, underforstået over for Tyskland. Foto: Den Slesvigske Samling, Flensborg

Nogle særlige plakater havde udelukkende navnet på det tyske flags farver (sort, hvid, rød) gengivet, da der på et tidspunkt var udsigt til et totalt flagforbud i Flensborg. På en tilsvarende plakat stod der: ”Vi må ikke flage”. Ukendt kunstner (1920). Fotos: Den Slesvigske Samling, Flensborg

Afstemningskampen i Flensborg udviklede sig meget intenst i dagene op til afstemningen, men et flagforbud udeblev. I gaderne dominerede det kejserlige flag i selskab med Weimarrepublikkens flag. De slesvigske farver blev derimod især brugt i sløjfer og rosetter, som især børn bar på tøjet. Det slesvigske flags dominans i den tyske plakatpropaganda kan forklares ud fra de budskaber og den symbolik, som kunstnerne ønskede at fremhæve. I det daglige liv var kejserflaget derimod det foretrukne. 

De økonomiske argumenter: tysk velfærdspolitik og ’Speckdänen’

En vigtig del af den danske valgagitation var at fremhæve, at Danmark var et mere trygt og velstående land end Tyskland, der var økonomisk i knæ efter 1. verdenskrig. Selvom de tyske agitatorer ikke kunne imødegå de danske argumenter om bedre velstand, blev de danske løfter affejet som usande, eller der blev fra tysk side lovet mere frihed og bedre velfærd som en del af Weimarrepublikkens nye socialdemokratiske orden. Samtidig henviste den tyske agitation til tyskernes fædrene arv til jorden i Slesvig og de tyske anstrengelser, som var blevet lagt siden overtagelsen i 1864.

I dette tyske flyveblad fremhæver forfatteren den tyske alderdomsforsikring frem for den danske aldersomsunderstøttelse. Forholdet er et udtryk for den tidlige udvikling af velfærdsprincipper, hvor arbejdsmarkeds-, syge- og alderdomsforsikringer begyndte at supplere eller afløse ydelser for de værdigt trængende. Med en forsikring havde arbejderen ret til ydelser, frem for den mere usikre understøttelse efter skøn. Der fandtes lignende forsikringer i Danmark, som dog senere i høj grad blev erstattet af den universelle velfærdsmodel. Ukendt forfatter (1920). Foto: Den Slesvigske Samling, Flensborg

I disse tyske karikaturtegninger blev de danske løfter om velstand og fødevarer i overflod stemplet med betegnelsen ”Speckdänen” (flæskedanskere). Tegningerne gjorde grin med danskerne og den danske bevægelses brug af flæsk og smør i valgkampen. På den måde forsøgte den tyske bevægelse at distancere sig fra sådanne argumenter. Den første er af Arthur Johnson i satirebladet Kladderadatsch, 15. februar 1920, her oversat til dansk: ”Med flæsk fanger man mus. Om det er det samme i Slesvig? Tvivlsomt siger de kloge.” Den anden er af samme tegner i Kladderadatsch, 11. april 1920. Teksten på dansk: ”Den danske spæk-armés afgang.”

På denne plakat af Paul Haase spreder en sædemand med et stålfast blik og robuste hænder såsæd på sin jord. Han er forsynet med en klassisk slesvig-holstensk skipperkasket. Teksten lyder i dansk oversættelse: ”Skal det, som tyskeren sår, høstes af danskeren?”. Plakaten henviser dermed til, at slesvigerne ikke uden kamp er parate til at opgive deres fædrene jord til danskerne. Foto: Sønderborg Slot, Museum Sønderjylland

Den tyske agitations slagkraft

Som det var tilfældet med den danske agitation, var det i særdeleshed i zone 2 (Mellemslesvig) at slaget stod i 1920. Den tyske bevægelse opgav tidligt Nordslesvig og satte i stedet alt ind på at sikre Mellemslesvig. Strategien var her meget lig danskernes strategi i Nordslesvig, hvor det gjaldt om at holde fast i vælgerne og konsolidere dem i deres nationale identitet. Derfor benyttede langt de fleste tyske plakater historiske og emotionelle argumenter om Mellemslesvigs historiske tilknytning til Tyskland og mellemslesvigernes tyske arv. På trods af de nødlidende forhold i Tyskland forsøgte den tyske agitation at fremhæve Tysklands velfærd over de danske forhold. Som en del af dette blev der bevidst gjort grin med danskernes løfter om velstand i Danmark og de danske madpakker, som blev delt ud i Mellemslesvig. Med øgenavnet ”Speckdänen” distancerede den tyske bevægelse deres valgkamp fra den danske og opfordrede i stedet mellemslesvigerne til at stemme efter deres samvittighed og sindelag. Beslutningen om at nedprioritere valgkampen i zone 1 til fordel for zone 2, viste sig at være en strategisk god beslutning. Da stemmerne var gjort op for zone 1, opnåede Tyskland kun flertal i købstæderne, på nær Haderslev, og grænseområderne Højer, Ubjerg og Tinglev. Det tyske flertal i Tønder, Sønderborg og Aabenraa skyldtes til dels byernes andel af tyske embedsmænd og akademikere, men det var også et udtryk for en historisk fordeling, hvor den tyske bevægelse især havde opbakning i byerne, mens den danske var konsolideret blandt gårdejerne og landbefolkningen. Resultatet i zone 2 blev derimod en overvældende sejr for Tyskland, der på trods af den intense valgkamp og usikkerhed omkring Flensborgs skæbne klart positionerede byen som en tysk købstad. 

I både zone 1 og zone 2 var der et klart flertal for henholdsvis Danmark og Tyskland, og det vidner om, at afstemningspropagandaen fra begge sider kun flyttede meget lidt på sindelagsgrænsen. Trods den store mængde propagandamateriale virkede indsatsen altså først og fremmest til at konsolidere og bekræfte holdningerne hos dem, som allerede var forankrede i den danske eller tyske identitet.