Dansk tyende i Hertugdømmet Slesvig, 1700-1864

For mange unge danskere var det en naturlig del af livet at tjene på en fremmed gård eller i en fremmed husholdning. Det unge tyende fæstede sig typisk for ½ til 1 år. Ansættelsen havde både en uddannelsesmæssig og en økonomisk funktion. Tyendet lærte at holde hus og tjene i marken. Når den unge ugifte tjente ude, var der også en mund mindre at brødføde i fattige familier.

De fleste unge danskere tjente typisk i lokalsamfundet, men nogle drog længere væk, fx til Slesvig. Hertugdømmet Slesvig var kendt som en velhavende del af det danske monarki. Der var mange arbejdspladser, og lønningerne var ofte højere end i det danske kongerige.

Det var ikke kun tyende fra landbrugsfamilier, som drog ’til Sønden’. I vestjyske fiskerifamilier havde det siden 1700-tallet været udbredt at drage til det slesvigske landbrug i de perioder på året, hvor fiskeriet lå stille. På de måneder, hvor de opholdt sig i Slesvig, kunne de endda ofte tjene, hvad der svarede til et landbrugstyendes årsløn på hjemegnen.

Det danske tyende benyttede flere muligheder for at opnå kontakt til arbejdsgiverne i Slesvig. Nogle tjenestefolk fulgtes med kvægtransporterne, bl.a. fra Thyegnen i nord til de fede jorde i Ejdersted i syd. Andre drog på egen hånd af sted til folkemarkederne, særligt i Ribe og Kolding, hvor fæstekontrakter blev indgået mellem slesvigske arbejdsgivere og danske tjenestefolk. Det var ej heller usædvanligt, at tyendet drog direkte fra Danmark til en bestemt arbejdsgiver i Slesvig, som han eller hun kendte fra et tidligere arbejdsforhold eller fra familie eller venner, der selv havde arbejdet ’i Sønden’. 

Dansk tyende i Nordslesvig i det preussiske Slesvig-Holsten, 1864-1914

Efter det danske nederlag i 2. Slesvigske Krig i 1864 blev hertugdømmerne Slesvig og Holsten annekteret af Preussen. Kongeå-grænsen mellem Danmark og Tyskland forblev en åben toldgrænse, og dansk tyende rejste fortsat til Slesvig for at tjene i slesvigske husholdninger og i landbruget.

Det slesvigske arbejdsmarked forblev attraktivt pga. den fortsatte efterspørgsel på dansk arbejdskraft og gode lønninger. Meget tyder dog på, at udbredelsesområdet for danske arbejdsmigranter i Slesvig langsomt indsnævredes, og at koncentrationen af dansk arbejdskraft var størst i det nordlige Slesvig. De danske tyender rejste til kendte destinationer, benyttede personlige kontakter eller fandt en plads gennem fæstekontorene. Arbejdsmigranterne rejste typisk den direkte vej fra nord mod syd, fx fra Vestjylland til Nordvestslesvig og fra Østjylland til Nordøstslesvig. Vandringerne var fortsat en tradition, og den danske arbejdskraft var en velkendt arbejdskraftreserve. Folkemarkederne mistede dog langsomt deres betydning - først i Kolding og efter århundredskiftet også i Ribe.

Den mest intense del af den såkaldte Köller-periode 1898-1901 blev et intermezzo. Som led i en preussisk politik, der forsøgte at begrænse danskheden, blev danske tyender i denne periode udvist af de preussiske myndigheder for at straffe politisk aktive dansksindede i Nordslesvig. Efterfølgende normaliseredes migrationen igen.

Den eksakte størrelse på den danske arbejdsmigration til Slesvig er svær at fastslå. Meget tyder dog på, at antallet af danske landbrugsmigranter faldt, da der opstod en landbrugskrise i 1880’erne. Da konjunkturerne igen forbedrede sig, steg antallet af migranter, men den nåede ikke tidligere højder.

Landbrugets teknologiske udvikling og introduktionen af nye afgrøder særligt fra 1890’erne skabte strukturelle ændringer i det slesvigske landbrug. Sæsonenerne blev kortere og driften mere intensiv. Det samme gjaldt beskæftigelsesperioderne, som nu typisk var et halvt år eller kortere. Samtidig voksede byerne og deres arbejdskraftsbehov - først i Danmark og fra 1890 også i Nordslesvig. De traditionelle vandringer ændrede dermed karakter, og landbruget blev mindre attraktivt. Et stigende antal billigere tyske og russisk-polske arbejdsmigranter fra øst kom også til Slesvig-Holsten.

1. verdenskrig og Genforeningen

Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, blev de danske vandringer til Slesvig markant reduceret. Den lokale og danske arbejdskraft blev erstattet af krigsfanger fra bl.a. Russisk-Polen og Belgien. I 1920 blev Sønderjylland/Nordslesvig genforenet med Danmark, og den traditionelle arbejdsmigration til ’Sønden’ fandt sin endelige afslutning.