Illustration fra titelbladet i bogen ”Vejledning for unge Haandværkere” (1888)

Fodvandring

(…) Den Rejsendes Klædning bør ikke være for let, ej heller for tung, men bekvem og helst vandtæt. At være belæsset med for meget Tøj, er hverken fordelagtigt eller behageligt. Man vandrer saa meget lettere, jo mindre "Berlineren" trykker; meget der ellers synes uundværligt, kan undværes paa Rejsen. Helst maa man bære en let Frakke eller Jakke, Klædes-Benklæder, bekvemme Støvler eller Sko med dobbelte Saaler, og for ikke at slide Saalerne for hurtigt af, kan man forsyne disse med Søm med flade Hoveder, som særlig ere fabrikerede dertil, eller med de herhjemme bekjendte Støvlebeskyttere, men man maa naturligvis være forsigtig, at Sømmene ikke ere saa lange at de naa igjennem Saalen ind i Støvlen, da det kan have meget alvorlige Følger, som f. Ex. Betændelse i Fødderne. Endvidere bærer man en let Filthat eller Klædes Hue. Vesten maa helst være til at knappe helt op til Halsen, med en indvendig Lomme, hvori Papirerne gjemmes; her kan man ogsaa passende have et godt Landkort med tydelig afstukne Veje. Et lille godt Kompas er ogsaa meget rart at have med paa Fodrejsen, særlig ved Bestigning af Bjærge; man er derved altid sikker paa, selv om man kommer paa Afveje, at vide hvor Nord og Syd er.

Pengene skal helst bæres i et Bælte, som man godt selv kan forfærdige af Skind, helst Vaskeskind, forsynet med Knapper langs Kanten, til at knappe det sammen og med et lille overtrukket Spænde, saa at det kan spændes om Livet. Det bæres helst paa det blotte Legeme, da man altid maa være meget forsigtig med Pengene.

Til at bære sit nødvendige Tøj i paa Rejsen, anvendes Taske, Tornyster eller "Berliner". Denne sidste maa særlig anbefales, fremfor Tasken og Tornysteren, som jo kun kan rumme et bestemt Kvantum, hvorimod "Berlineren" kan rumme meget eller lidt, alt efter Behag, som det vil ses af det Efterfølgende. Man kan godt selv lave den paa følgende Maade: Man kjøber 2 Alen[1] af det bedste amerikanske Voxdugslærred, Kanten bøjes om paa de to længste Sider og sømmes saaledes, at der derved dannes en Løbegang, hvorigjennem man trækker en stærk Snor. Man lægger saa Tøjet i Voxduget og trækker Løbegangen sammen. For hver Ende af Berlineren lægges et Stykke Voxdug, for at ikke Regnen skal trænge ind og gjøre Tøjet vaadt; om det hele spændes 3 Remme, i de to yderste Remme anbringes en 4de Rem, som maa være af tykt Platlæder[2] og helst 2 Tommer[3] bred, denne danner da Bæreremmen og "Berlineren" er færdig. I denne tager man kun det aller nødvendigste, f. Ex. 1 eller 2 Skjorter, en Uldtrøje, hvis man bruger en saadan, (hvilket er at anbefale), en Krave, som man kan tage paa, naar man kommer ind i Byerne, thi paa selve Marschturen, er denne Artikel jo overflødig, et Par gode Sko, Børste, Kam, Sax, et Par Synaale, Traad, nogle Knapper, og nogle Lærredslapper. Disse bruges i Tyskland almindelig i Stedet for Strømper. De bør have en Størrelse af ca. 1 Fod[4] i Kvadrat og helst være brugt Lærred. Ved Brugen vikles de om Fødderne saa glat som muligt. Det er dog klogest at have et Par Uldsokker med for det Tilfælde, at man ikke kan finde sig til Rette med disse Fodlapper. løvrigt gjentager vi: jo mindre Oppakning, des gladere er den Rejsendes Sind og Humør.

Hvad man ikke kan have i Berlineren, bør man pakke i sin Koffert. Har man ingen Koffert, hvad jo ogsaa kan indtræffe, kan man kjøbe sig en lille Pakkasse, eller Ens Rejsekammerat har maaske en Koffert, og saa kan man jo i Fællesskab pakke det øvrige Tøj sammen, og sende det forud som Fragtgods til den Station hvor det er Bestemmelsen at Fodturen skal ende, adresseret som foran i Bogen omtalt "Bahnhof restante", og den vil da være paa Stedet, naar man kommer dertil. En kort Pibe, en Tobakspung, en stærk Stok, en god Kniv og Udrustningen er færdig.

Vil man paa Fodrejsen modtage Breve eller Penge, maa disse sendes adresseret "Post restante" til en af de Byer, man paa Fodrejsen agter at passere.

Naar man gjør en Fodrejse, maa man ikke være uden Penge, thi leve af at "fægte[5]" kan man ikke, og det er jo ogsaa forbudt. Bliver man truffet i at "fægte", kan man meget let risikere at blive sendt over Grænsen "pr. Schub[6]". Derfor: fægt ikke, men lev økonomisk, spar fra Begyndelsen af Turen saaledes at der er lidt endnu igjen ved Rejsens Endepunkt. Desuden er det saa nedtrykkende at vandre af Sted uden Penge, man mister saa let sit gode Humør og ser ikke de skjønne Omgivelser i det Lys, som naar man frejdig og syngende marscherer rask afsted uden at tænke paa, hvad den næste Dag vil bringe.

Hvis der er for langt fra den ene større By til den anden, saa kan man faa Logis paa selve Landet i en Bondeby, hvor Sognefogden ("Dorf-Schulze" kaldet) anviser det hos en Bonde, som maa give det efter Tur, eller man kan logere i Kroen (Gasthaus), hvis der findes en saadan i Landsbyen.

Man maa i det Hele taget være maadeholden med disse Dagmarscher, ikke vandre over 10 Timer, og i de første Dage ikke mere end 6 à 7 Timer eller gjennemsnitlig 4 Mil[7] daglig. Man skal helst vælge Morgenstunden og se at være en af de Første der staar op om Morgenen i Herberget. "Morgenstund har Guld i Mund". Thi ikke alene har man friske Kræfter, saa at Turen gaar hastig fremad, men naar man om Morgenen ved 5-Tiden kommer ud paa Landevejen, er Alt som nyfødt; Lærken stiger syngende op fra Marken og glad hilser man de allerede i Arbejde værende Bønder, som svare med et venligt "Grüss Gott" eller Lign. efter Landets Skik. Solen kaster sit gyldne Skjær over Bjerge og Dale, og Alt er i den skjønneste Belysning. Ved Midsommertid maa man selvfølgelig noget før op, hvisman vil se Solopgang.

I Middagsstunden fra Kl. 11½ til 2½ bør man holde Hvil og samle ny Kræfter til Fortsættelse af Rejsen; thi det er ikke heldigt at marschere i den stærke, brændende Hede. Det er ej heller tilraadeligt at vandre om Natten: Har man gjort det en Gang gjør man det ikke mere; thi naar man henad Midnat føler sig træt og vil hvile sig, er Alt jo fugtigt af Duggen, saa det er meget farligt at ligge i Græsset. Har man ligget en lille Tid, kommer man til at fryse og bliver let syg efter en saadan Hvile. Derfor: gør ingen Natmarscher, men staa tidligt op, saa hopper man syngende omkap med Fuglene hen ad Vejen.

Det er en god gammel Regel at gaa regelmæssig, ikke for hurtig, og ikke hvile for ofte, hellere vælge Hvilens Maal lidt fjærnere og sjældnere.

Slukke sin Tørst ved det tillokkende, klare Bjærgvand bør man kun, naar man drikker det i smaa Drag. Badning i det kolde Bjærgvand er meget farligt, ja ikke engang Fodbade skal man tage, undtagen Solens Straaler har opvarmet Vandet.

Forinden man forlader Herberget om Morgenen, maa man lade sin Feltflaske fylde for at have lidt at læske sig med paa Marschen, men man maa være varsom med, hvad man i den Retning kjøber, det bedste Middel mod Tørst er sort Kaffe; men skal det absolut være noget som er lidt stærkt og er man i en Vinegn, saa lad den fylde med Vin og ikke med stærk Brændevin, thi det gjør En døsig og træt. Ved Bjærgstigning gjælder som Hovedregel ”smaa Skridt". Hvad man derved spilder af Tid, vindes igjen ved at kunne gaa et længere Stykke, inden man føler Træthed. Man maa ikke gjærne vælge Bjærgstigning i Maj Maaned, men derimod i Juni og da helst i den sidste Halvdel; saa er Sneen smeltet, eller i et hvert Tilfælde er den Sne borte, som man kan vente vil forsvinde. Dette gjælder dog kun for Bjærge, der er 4000 Fod høje og derover. Man maa ikke gjerne komme for sent paa Aftenen til Nattekvarteret, helst før Mørkets Frembrud for ikke strax efter Ankomsten, naar man er ophidset og udmattet, at maatte lægge sig til Ro.

Føler man Træthed i Laarene eller i Læggene, bør man først vaske disse Legemsdele i Vand og derpaa bade dem med Spiritus, ligesaa bærer man sig ad med Fødderne. Fjærnelsen af Støv og Sved bidrager meget til Ens Velbefindende. For Fodsmerter hjælper det meget, at komme lidt Salicyl-Pulver[8] i Strømperne eller Fodlapperne, hvad man nu bruger. Faar man Vabler paa Fødderne, bestrøer man dem med Pulveret. Et andet Middel til samme Brug er Hjortetalg, som Fodlapperne indgnides med; bruger man Strømper da gnides det paa Fødderne.

Ved nu at tage saa meget som mulig Hensyn til de her anførte Raad og Vink, vil den unge Haandværker sikkert høste et godt Udbytte af sin Rejse.

(…)

Tømrerne.

Dette Fag er et af de faa Fag, som har bibeholdt "Zünften[9]" dog kun for Tysklands, Østrigs og det tysktalende Schweitzs Vedkommende. Enhver Tømrer bør som nedenfor nævnt lade sig optage i Fremmed-Foreningen, han vil da have ulige lettere ved at faa Arbejde; i Førstningen vil en Dansker finde de Skikke forunderlige, som føres i disse Laugsforeninger, men efter en kort Tids Forløb gjør man sig fortrolig med dem, og man vil da føle sig rigtig godt tilpas i disse Foreninger.

I Wien og Buda-Pest inddeles Tømrerne i Afbindingsarbejdere og Høvlearbejdere; de første ere i Reglen Bøhmere og Ungarere, som for en ussel Løn udføre det groveste Arbejde, de sidste derimod ere Fremmede (Nordtyskere og Danske).

Følgende Byer anses for de bedste for Tømrerne: Berlin, Hamburg, Hannover, Köln, Düsseldorf, Mainz, Mannheim, Wien og Buda-Pest. I Schweitz er der i Reglen altid Arbejde at faa, baade Sommer og Vinter (om Vinteren paa Landet i de mange store Landsbyer). Af store Byer i Schweitz nævnes: Basel, St. Gallen, Winterthur og Zürich. I Genf betales den bedste Løn, men det er vanskeligt at faa Arbejde der.

For dem som tager Turen fra Wien til Triest, ligger paa Vejen Gratz og Wienerneustadt; i disse to sidstnævnte Byer kan man ogsaa undertiden erholde Arbejde.

I Italien, Frankrig og England er det meget vanskeligt at faa Arbejde; iøvrigt maa man paa Rejsen søge at erkyndige sig om, hvilke Byer der ere i Opkomst.

I det hele taget vil en under vore Forhold godt oplært Tømrersvend have let ved at klare sig i Udlandet i faglig Retning.

Naar en Tømrersvend rejser til Udlandet, er den første Tur jo i Reglen til Tyskland; det anbefales da at indmelde sig i ”Zünften", eller som det hedder at lade sig skrive blandt de fremmede Tømrere, som væsentlig bestaar af Nordtyskere, enkelte Sydtyskere, nogle faa Østrigere, Ungarere og Schweitzere. Omkostningerne ere ikke særdeles store (det koster ikke ligemeget i hver By); men Rettighederne ere ens i alle Byer. Vedkommende maa have et reglementeret Svendebrev (zünftich Lehrbrief); til disse Breve regnes ogsaa de som ere udstedte i Kjøbenhavn og de Provindsbyer, hvor der aflægges Svendeprøver. Har vedkommende Tømrer derimod intet saadant Svendebrev, men blot et Bevis for at have udlært, koster det det dobbelte at blive optaget i "Zünften".

Dersom Vedkommende har knapt med Penge i Øjeblikket, kan han faa Indskudet fordelt paa 4 Uger. Inden 4 Uger ere foløbne maa han ogsaa have bestilt et Baand, hvis Farve og Kvalitet han selv kan bestemme; herpaa trykkes eller syes Vedkommendes Navn, Fødeby eller Lærested og Optagelsesdagens Datum, dette Baand bliver da af "Altgesellen[10]" i Overværelse af Kammeraterne ophængt paa Stueskildtet, som er anbragt paa Herberget. Denne Ceremoni koster Vedkommende en Otting[11] Øl eller nogle Potter Vin. Baandet bliver hængende der saalænge Vedkommende opfører sig som foreskreven er for en retskaffen Tømrersvend; men gjør han alfor mange slemme Streger, bliver Baandet taget ned af Skiltet og brændt, og han kan da ikke optages mere.

Naar en Tømrersvend, som er optaget blandt de fremmede Tømrere vil afrejse og har betalt hvad han muligvis har været skyldig (han maa i Reglen bringe en Seddel fra Logiværten, fra Herberget og undertiden fra Skomageren o. s. v.), faar han en trykt Seddel med Tømrervaabnet samt Byens Navn, undertegnet af "Altgesellen" og "Buchgesellen[12]"; paa Sedlen staar tillige hvorlænge Vedkommende har været skreven i den By, hvorfra han rejser. Denne Seddel gjemmes og fremvises paa det næste Herberge. Det anbefales at passe godt paa disse Sedler, da det er en Ære at have mange saadanne, og tillige er det et Bevis for, hvor man har arbejdet.

En zünftig Tømrer maa ikke rejse med en almindelig Rejsetaske, men skal have en "Berliner", som man jo meget godt selv kan lave (…).

Med Hensyn til Afrejse og Ankomst til og fra en By er der Forskjel. Naar en zünftig Tømrer rejser fra Byen, binder han "Berlineren" i et broget Lommetørklæde og tager den paa Skulderen og Stokken i Haanden, samt knapper 3 Knapper til paa Frakken; kommer han derimod som tilrejsende Tømrersvend, da skal han, før han naar Byens Port binde et Lommetørklæde om "Berlineren", men istedetfor som før at bære den over Skulderen, bæres den ved Ankomsten under Armen. Han knapper ligesom ved Afrejsen 3 Knapper til paa Frakken og stikker Stokken under Frakken, saa at han har Knappen eller Haandtaget lige oppe under Hagen. Paa Landevejen kan han gjøre som han vil. Ankommen til Herberget slaar han 3 ordentlige Slag paa Døren, lukker op og gaar rask ind, sigende: "Mit Gunst und Erlaubniss! Ist hier die rechtschaffene Fremden-Zimmergesellen Herberge? [13]" Er der nu nogle fremmede Tømrersvende tilstede, da svare disse: "Dass ist löblich[14]", og den Tilrejsende gaar med det samme han er kommen ind og der er svaret som ovenfor nævnt, rask hen til Bordet, hvorover Skiltet hænger, lægger "Berlineren" og Stokken under Bænken (eller hvad andet Sæde der findes). Han vælger sin Plads bag Bordet og bliver rolig siddende indtil Altgesellen kommer og skjænker ham ud, hvis det er paa den Tid af Dagen, da Altgesellen skal være tilstede paa Herberget. (Onsdag og Lørdag Aften en Time efter Fyraften skal Altgesellen være paa Herberget; kun hvor der er over 30 Mand "skrevet", blive de Rejsende "skjænket ud" hver Aften). Altgesellen knapper da sin Frakke til og sætter sin Hat paa (dersom han i det hele taget har havt den af Hovedet, da en rigtig zünftig Tømrersvend næsten aldrig ses uden Hat, undtagen naar han ligger i sin Seng); han gaar da hen og giver den Tilrejste Haanden, idet han siger: ”Guten Tag! Bist Du zugereist? [15]" Den Rejsende: "Dass ist löblich!" Altgesellen: "Was bist Du für ein Landsmann? [16]" Den Rejsende: "Ein Dane! [17]" Altgesellen: ”Wo hast Du zuletz[t] gearbeitet? [18]" Den Rejsende nævner da den Byes Navn, hvor han sidst har arbejdet. Derpaa spørger Altgesellen : "Hast Du einen Zettel? [19]" Den Rejsende: "Dass ist löblich!" - Den Rejsende tager da sin Seddel frem og giver Altgesellen den, som ser efter om den er i Orden; er der ikke Noget at bemærke ved den, giver han den tilbage igjen, og gaar da hen til Skjænken og henter Øl eller Vin, drikker den Rejsende til, løfter lidt paa Hatten og siger at han (den Rejsende) kan gjøre sig det bekvemt, hvorved forstaas at knappe Frakken op, og nu kommer alle de tilstedeværende Kammerater hen og hilser. Altgesellen bringer en Bog, hvori den Tilrejsende maa skrive sit Navn, Fødested og hvor han er kommen fra, og dermed er Ceremonien til Ende. Næste Dag kan den Rejsende gaa ud og søge Arbejde; han har da i Reglen faaet at vide af Kammeraterne, hvor han først skal gaa hen.

Naar han (den Rejsende) gaar ud for at spørge om Arbejde, skal han ogsaa have Frakken tilknappet; men saasnart han har faaet Arbejde, har han Ret til at knappe op igjen,

Hos enkelte Mestre hist og her er det endnu Skik og Brug at spørge zünftig om Arbejde, og dette foregaar da paa følgende Maade : Den Tilrejsende banker 3 Slag paa Mesterens Dør, men selvom Mesteren raaber "kom" (hierein), gaar han dog ikke ind, men banker endnu 3 Slag paa Døren. Kommer Mesteren ikke og lukker op, gjentages det 3die Gang; men nu gaar han (Svenden) ind, tager Hatten af og holder denne foran sit Bryst, idet han siger: "Mit Gunst und Erlaubniss! Sind Sie der ehrbare Hauszimmermeister? [20]" Er det Mesteren selv, da siger denne: "Dass ist löblich"; derpaa siger den Tilrejsende: "Dann möchte ich gerne dem ehrbaren Hauszimmermeister um 8 oder 14 Tage Arbeit ansprechen; nicht allein 8 oder 14 Tage, sondern, so lange es dem ehrbaren Hauszimmermeister oder mir gefällt, nach Handwerksgebrauch und Gewohnheit[21]". Siger Mesteren da Nej og det er Vinterdage, siger den Rejsende: [”]Dann möchte ich gerne dem ehrbaren Hauszimmermeister um einen Geschenk bitten. [22]" Naar Mesteren har set Ens Papirer og fundet dem i Orden, er man temmelig sikker paa at faa en lille Rejsehjælp.

Livet paa Herbergerne er i Reglen ikke saa slemt som mange Udenforstaaende tro. Herberget er og bliver de Fremmedes Hjem og Tilflugtssted. Dog er der naturligvis stor Forskjel paa Herbergerne i de forskjellige Byer. Det er mangen Gang helt rørende at se det smukke Forhold mellem Tømrerne og "Herbergsfatter" og "Mutter"; ofte er det naar den Fremmede rejser, som var det deres egen Søn der tog bort. Der bestaar som sagt for det meste et smukt Forhold mellem Tømrerne og deres Vært. Til Julen bliver der f. Ex. paa mange Steder af Tømrerne og Herbergsfamilien pyntet Juletræ, saa at den unge Mand, som maaske tilbringer den første Jul udenfor sin Familie, neppe føler at han er blandt Fremmede. Og kommer han ved Juletid til en By, hvor der er fremmede Tømrersvende i Arbejde, da faar han gjerne to eller tre Dages frit Ophold; ligesaa til Nytaar.

I flere Byer bo de fleste Tømrersvende paa Herberget; men selvom de bo i Byen, kommer de dog regelmæssig sammen paa Herberget hver Onsdag og Lørdag Aften.

Onsdag Aften er mere en gemytlig Sammenkomst ved et Bæger og en Haandværkssang; men Lørdag Aften er mere alvorlig. Har Nogen forsét sig i Ugens Løb, bliver der holdt Forhør og afsagt Dom over den eventuelle Synder. I de fleste Tilfælde drejer det sig kun om Bagateller; dog kan det ogsaa undertiden være mere alvorligt, og det kan ogsaa forekomme, at der bliver skrevet til flere Byer angaaende en Sag, hvor Parterne ikke kan enes. Tømrerne i disse Byer afsige da Dommen. Denne Art af Processer forekommer dog ikke saa ofte; i det hele taget bliver det for vidtløftig fuldstændigt beskrive, hvorledes det gaar til ved en saadan Lejlighed.

Alt Arbejde anvises i Reglen fra Herberget, som findes i enhver By. Følgende anføres: I Hamburg, Spitalerstrasse 55; i Hannover, Kreuzstr. 10; i Köln, Auf Rothenherg 9; i Düsseldorf, Kölnerstr. 30; i Mannheim, "Ritter St. Georg"; i Schwerin, "Zum grossen Mohr"; i München, Paul Anna Platz ; i Basel, Unter Rheingasse 25; i St. Gallen, "Gasthaus zum Zwert"; i Luzern; "Zum drei Konige"; i Wien, Althangasse 31, II. Bezirk; i Buda-Pest, Visigratgasse 7, II. Bezirk; i Belqrad, "Gasthaus zum grossen Hahn".