Teglværksindustrien ved Flensborg Fjord, 1700 - 1900

Teglværksindustrien ved Flensborg Fjord voksede frem i 1700-tallet og udviklede sig til en markant industri i 1800-tallet, bl.a. som følge af overgangen fra bindingsværkshuse til murstensbyggeri og et stigende behov for byggematerialer. På nordsiden af Flensborg Fjord ved Egernsund og Sundeved kunne man finde ca. 40 teglværker og et større antal andre steder langs fjorden, inden teglværkernes nedgangstid begyndte omkring år 1900.

Den lerede jord og beliggenheden ved Flensborg Fjord og Østersøen gjorde området ideelt til teglproduktion. Råstofferne til produktion af mursten og tegl fandtes på stedet, og teglværkerne havde let adgang til havet, som var den primære transportvej, indtil jernbanen overtog denne rolle omkring 1900. Byggeboomet i Tyskland i sidste tredjedel af 1800-tallet bidrog kraftigt til industriens vækst. Den teknologiske udvikling bl.a. med introduktionen af dampmaskiner og ringovnen betød, at produktionen kunne øges betragteligt fra 1850 frem til 1890’erne. Efter det danske nederlag ved krigen i 1864 blev området tysk.

Kriser, konkurser og lukninger efter 1900

Omkring år 1900 oplevede teglindustrien flere kriser. Disse var skabt af konkurrence fra andre teglværker og nye produktionsmetoder, men også af udviklingen af konkurrerende materialer såsom cementsten. Teglværkerne søgte at forsvare sig mod konkurrencen, bl.a. gennem oprettelsen af ’Forenede Teglværker ved Flensborg Fjord’ i 1894. Foreningen indførte produktionskvoter og opkøbte krise- eller konkursramte teglværker langs Flensborg Fjord i forsøget på at sikre sig mod konkurrence udefra samt for at sikre et rentabelt prisniveau. Teglværkerne blev samtidig ramt af en nedgang i byggeindustrien. I 1906 var de 40 teglværker i Egernsund og Sundeved i Sønderjylland reduceret til 26, og i de følgende år lukkede flere teglværker.

Cathrinesminde Teglværk ca. 1913. Cathrinesminde ses her fra ejerboligen ned mod Flensborg Fjord.
Foto: Cathrinesminde Teglværk, Museum Sønderjylland. 

Krisen fortsatte med 1. verdenskrigs udbrud i 1914. Krigen skabte mangel på råstoffer, og behovet for tegl blev reduceret. Mange teglværker lukkede, og kun 10 forblev i drift under krigen. Tyskland tabte krigen i 1918, og efter en folkeafstemning i 1920 blev Sønderjylland/Nordslesvig igen en del af det danske kongerige. Flere teglværker genoptog produktionen, men teglværkerne på nordsiden af Flensborgfjord var nu afskåret fra det tyske marked, som havde været den primære aftager af teglproduktionen før verdenskrigens udbrud. I de følgende årtier lukkede mange teglværker. I dag findes kun få teglværker i Egernsund og Sundeved ved Flensborg Fjords nordside.

Arbejdsmigration til teglværksindustrien ved Flensborg Fjord, 1840-1914

Teglværksindustrien langs Flensborg Fjords kyster skabte et arbejdskraftsbehov og tiltrak arbejdsmigranter ikke kun fra regionen, men også fra fjernere egne og flere tyske områder, heriblandt det tyske hertugdømme Lippe-Detmold, de preussiske provinser i øst (Posen), Vest- og Østpreussen samt fra Sverige og Danmark. Antallet af migranter, der kom fra områder uden for regionen, blev markant færre med den tiltagende krise i teglværksindustrien efter 1900 og særligt i årtiet for 1. verdenskrigs udbrud.

I tiden før krigen i 1864 hørte Flensborg-området til hertugdømmet Slesvig og var dermed var del af den danske helstat. I denne periode kom foruden danske og svenske arbejdere særligt tyske teglværksarbejdere fra Lippe-Detmold i Ruhr til området for at arbejde i teglværksindustrien. Lippe-Detmold var fattigt område, hvor befolkningen under statslig styring havde specialiseret sig i teglværksproduktion og teglværksmigration. Særligt fra midten af 1800-tallet kom teglværksarbejderne herfra til hertugdømmerne og fra 1847 også til det resterende Jylland. Disse højt specialiserede teglværksarbejdere opnåede hurtigt en monopolstilling. De kom typisk i mindre arbejdssjak ved produktionssæsonens begyndelse i april og drog retur ved dens afslutning i oktober/november. Nogle teglværksmigranter fra Lippe-Detmold blev teglværksmestre. Med industrialiseringen i det nærliggende Ruhr specielt fra 1870 steg muligheden for at finde beskæftigelse tættere på hjemmet. Den tekniske udvikling, bl.a. med ringovnens udbredelse særligt efter 1880, reducerede behovet for den specialiserede arbejdskraft. Arbejdsmigrationen fra Lippe-Detmold aftog derfor, og kun få fandt vejen dertil efter år 1900.

Fra slutningen af 1800-tallet blev sæsonmigranter fra både det centrale og det østlige Preussen et almindeligt syn i teglværksindustrien ved Flensborg Fjord. Arbejdsmigranterne kom især fra de fattige provinser i øst, dvs. Vest- og Østpreussen (nu del af Polen og Rusland) og fra Posen (det nuværende Pozna? i Polen). De kom i stort tal og var også typisk sæsonmigranter, der kom ved produktionsårets begyndelse og vendte hjem ved dets afslutning. Sæsonmigranterne kom både enkeltvis og i mindre og større arbejdssjak. De fandt vej til Flensborg Fjord gennem personlige kontakter og uofficielle og officielle agenturer, og der findes også eksempler på, at teglværksmestre rejste til de nævnte provinser for at skaffe arbejdskraft. Det var ikke ualmindeligt, at arbejdsmigranterne tog til samme teglværk flere år i træk. Omkring år 1900 blev helårsmigration mere almindelig.

Med den tiltagende krise i teglværksindustrien fra omkring år 1900, og især under 1. verdenskrig, svandt antallet af arbejdsmigranter fra de østpreussiske provinser markant. I krigsårene 1914-18 ophørte arbejdsmigrationen pga. af krigsførelsen og den faldende teglproduktion. Den nye grænse mellem Danmark og Tyskland ved Genforeningen i 1920 var modsat de tidligere grænsedragninger en nationalstatsgrænse. Grænsen afskar teglværkerne på nordsiden af Flensborg Fjord fra afsætning mod syd, og der var ikke længere behov og mulighed for at hyre tysk arbejdskraft. Sæsonmigrationen fra disse egne ophørte dermed endeligt.