Kilder
Kildeintroduktion:
Tyendebladet blev udgivet af Tyendeforbundet. Bladet udkom en gang om ugen og kaldte sig "organ for tyendet og landarbejderne". Redaktionen lå i Aarhus, og det er redaktøren, Carl Westergaard (1885-1954), der har skrevet denne artikel.
På Lolland-Falster og Møn udbyggede man i 1870'erne og 1880'erne sukkerroeavlen. Indtil da havde man importeret arbejdskraft fra Sverige, men svenskerne begyndte selv at dyrke sukkerroer, så de danske arbejdsgivere måtte vende blikket mod Polen. Der var ofte tvister om løn, og de danske fagforeninger, der var ved at etablere sig og få fodfæste i perioden, var kritiske over for indvandringen. Først og fremmest på grund af lønnen. Carl Westergaard argumenterer i sin artikel for det synspunkt, at de polske arbejdere presser lønnen og arbejdsforholdene for landarbejderne, og han agiterer derfor for omfordeling af jorden, så forholdene for de danske arbejdere kan blive tålelige.
Diskussionerne mellem fagforeninger og jordejere førte samme år, i 1908, til den såkaldte 'polaklov', der forsøgte at tage højde for nogle af uoverensstemmelserne.
Forsiden på Tyendebladet 5. april 1908
Polakkerne.
Polak-Indvandringen Syd fra, over Gedser og Vamdrup, er atter begyndt. Hver Dag der gaar, kommer der flere og flere af de stakkels uvidende Trælle og Slaver, som skal fordeles omkring paa vore Herregaarde Landet over.
Det er ikke enkelte, ikke Smaaflokke, nej, det er Tusindvis! Over 7000 Tusinde kommer der hvert Aar, hvoraf de 5000 bliver paa Øernes fede Jorde.
Vi kender godt, hvorledes de lever, disse sølle Slaver, som vore patriotiske Jordejere udbytter og misbruger. En ussel Løn, en jammerlig Føde, en brutal Behandling og en Svinesti som Opholdsrum. Det er Vilkaarene, som venter Polakkerne. Det er i det hele taget en saa brutal Behandling, de faar, at hvert Menneske, som har en Smule Humanisme i sig, skulde rejse sig til Protest derimod!
Det er en Skandale for Landet, at det tillades, at et saadant Slaveri maa finde Sted. Man skulde tro, at sligt Barbari kun hørte hjemme i forhistorisk Tid!
Og saa - - vi træffer det midt iblandt os i Aaret 1908. I en Tid, der skulde være præget af Humanisme, i et Land, der ledes og styres af Folket efter demokratiske Principer!
Og ikke mindst det: Det udføres af dem, der kalder sig Fædrelandsvenner, raaber Hurra for Gud, Konge og Fædreland!
Her ser man Hulheden og Tomheden i disse Frasemageres Agitation. Den ene Dag fortæller de os, at vi skal elske og forsvare vort Fædreland, og den anden Dag jager de os ud, tvinger os til at forlade Landet og sætte Kursen mod Vest - - og saa fyldes vore Pladser med polske Slaver!
- Det er af Mangel paa Arbejdskraft, siger de. Sludder og Vrøvl! Der er Arbejdskraft nok, Mennesker nok, der vil arbejde, bare de kan faa en Løn derfor, at de kan leve uden at sulte. Og vil de give os det? Nej, de byder os 4-5000 Kr. om Aaret paa egen Kost til en hel Familie, og kan de ikke faa nok til den Løn, betaler det sig at bruge Polakker. Og de sidste er at foretrække. De stiller ikke Krav. De nøjes med ”det Herren vil give” og finder sig i det hele taget i Svineriet.
Polakkerne er som en Jorddrot kan ønske sig en Arbejder skal være: Krybende som en Hund, og tilfreds med alt!
-- Man bliver let rasende, man forbander vort Samfundssystem, naar man træffer de store Flokke polske Slaver omkring paa vore Jernbanestationer. Vi ved, hvorledes vore Kaar er, og Polakkerne er med til at gøre dem værre!
Men den Dag er ikke langt borte, da danske Landarbejdere vil skamme sig ved at arbejde sammen med polske Slaver. Hvis Polakimporten fortsættes, vil det snart være saadan, at det store Flertal af Folket bliver hjemløse paa den Jord, der skulde være deres.
Hør hvad Hr. Fr. Lindenberg siger derom i ”Samf. Krav”:
”Jordbesidderne staar som de umiddelbare Vagtposter for den danske Jord. Et af to: enten maa vi vise Evne til at indrette Forholdene saaledes, at der er danske Hænder nok, som vil dyrke Jorden, eller ogsaa taber e enhver Berettigelse til at sidde inde med denne.
Jorden er først og fremmets Folkets, Nationens og Samfundets, kan de, der nu forstaar dens Dyrkning, ikke udføre dette Hverv saaledes, at arbejdsvillige danske Hænder kan faa tilfredsstillende Adgang til at tjene deres daglige Brød ved Arbejde paa Jorden, saa maa det derved betragtes som godtgjort: enten at de nuværende Former for Jordbesiddelse er umulige, eller at de nuværende Jordbesiddere ikke er deres Kald voksen…
Social Reform saaledes, at Landets Jord bliver sikret Landets Børn – det er vor første, største og vigtigste – Livssag!”
- Den danske Jord kan godt føde hele Landbefolkningen – endda saadan, at der bliver rigelig til alle! Derfor: Vil d’Hrr, som sidder inde med Jordmonopolet, Eneretten til Jorden, ikke give os saa meget, at vi kan leve et ordentlig Liv, fri for sløvende og dræbende økonomiske Bryderier, ja, saa maa Samfundet sige til Indehaveren af Jorden: ” Vi maa fratage jer den Forret, I der har, og give Jorden til Arbejderne, thi Jorden tilhører Folket! Eller: Jorden tilhører ingen – men dens Frugter alle”.
Carl Westergaard.