Carl Westergaards unge år og begyndende fagforeningsarbejde

Carl Westergaard (1885-1954) var landarbejdersøn fra Viborgegnen og kom som 11-årig ud at tjene på forskellige gårde i Jylland og på Fyn. Han arbejdede som landarbejder, fodermester og tørvegraver og fik på den måde sparet penge sammen til to højskoleophold. Dem tilbragte han på Køng Højskole i 1904 og Askov Højskole i det efterfølgende år. Samfundsdebatten var på daværende tidspunkt i stigende grad optaget af ’tyendesagen’, som Carl Westergaard stiftede bekendtskab med på højskolerne.

Efter sine højskoleophold henvendte Carl Westergaard sig i 1906 til De samvirkende Fagforbund (DsF) og bad om økonomiske midler til at organisere tyendet i et nyt forbund. Han havde ikke tidligere erfaring med fagforeningsarbejde, men som landarbejder kendte den 21-årige Carl Westergaard indgående til forholdene for landets tyende. Forfatteren Jeppe Aakjær (1866-1930) anbefalede ham desuden i et brev til DsF og skrev, at Carl Westergaard uden tvivl ”er i Besiddelse af Evner, der kan blive af den allerstørste Betydning under Landagitation for Tyendets bedre Kaar.” Carl Westergaard modtog de 200 kr., han havde bedt om, og påbegyndte foreningsarbejdet.

Stiftelsen af Tyendeforbundet

Spæde skridt blev taget i foråret 1906 med dannelsen af Tjenestefolkenes Forening i Jylland. Carl Westergaard fungerede som formand, og med en repræsentant i hvert amt blev der arbejdet på at oprette en national organisation. 

Året efter, i 1907, samlede Carl Westergaard 15 repræsentanter i Odense til en stiftende kongres i en landsdækkende Tjenestefolkenes Forening, men allerede i løbet af sommeren splittedes forbundet. Carl Westergaard fortsatte som formand og kasserer for Tyendeforbundet samt som redaktør af dets organ, Tyendebladet. Tyendeforbundet blev den stærkeste landsdækkende organisation af sin art og krævede Tyendeloven af 1854 afskaffet, valgret for tyende, højere løn og kortere arbejdstid samt bedre boligforhold for landarbejderne. Samme år udgav Carl Westergaard pjecen Tyendets Stilling i Samfundet. Et Indlæg i Diskussionen om Tyendesagen, som kritiserede samfundets behandling af tyendet og opfordrede landarbejderne til at organisere sig i Tyendeforbundet.

Carl Westergaard flyttede i 1907 til Aarhus og udgav herfra Tyendebladet, hvori han skrev de fleste artikler selv og havde indlæg af blandt andre Jeppe Aakjær. Derudover rejste Carl Westergaard rundt i landet og holdt møder for at udbrede budskabet om foreningen. Det var ofte nødvendigt at opsøge de enkelte gårde, for tyendet var spredt ud over landet, havde lange arbejdsdage og sjældent mulighed for at komme til møder. Tyendeforbundets medlemstal på knap 2000 medlemmer de første to år vidner om en vis vanskelighed ved at organisere standen. 

Tyendeforbundet splittes, Carl Westergaard afsættes

Carl Westergaard ønskede ikke, at Tyendeforbundet skulle knytte sig til noget politisk parti, men med det lave medlemstal så han sig i 1909 nødsaget til at hente økonomisk hjælp hos både Socialdemokratiet og Dansk Arbejdsmands Forbund. Uenigheder om organisatoriske forhold og politisk tilknytning førte til intern splittelse i forbundet og kritik af Carl Westergaards formandskab. Han blev på kongressen i 1909 afsat som både formand og kasserer, da han ikke havde styr på regnskaberne og mistænktes for at pynte på resultaterne, men han fortsatte i det nydannede Landarbejdernes Forbund som agitator og redaktør på Tyendebladet, som herefter fik navnet Arbejderbladet.

Splittelsen i Tyendeforbundet varede indtil 1912, hvor der på ny indkaldtes til kongres i Odense, hovedsageligt på baggrund af Socialdemokratiets Thorvald Staunings (1873-1942) initiativ. De splittede retninger forenedes i Landarbejderforbundet med Carl Westergaards bror, Sofus Westergaard, som formand. Samme år afgav Carl Westergaard sin redaktørpost for forbundsbladet og blev en slags leder for Landarbejderforbundet på Fyn, hvor han nu var bosat.

Carl Westergaards sene liv og eftermæle

Landarbejderforbundet voksede efter den nye sammenslutning og havde næsten 30.000 medlemmer, da det i 1934 blev indlemmet i Dansk Arbejdsmands Forbund. Samme år blev Carl Westergaard fynsk kredsformand. At Carl Westergaard aldrig nåede en topplacering inden for datidens fagbevægelse, kan skyldes, at han fastholdt ønsket om partipolitisk uafhængighed, når flertallet i foreningen tilsyneladende ønskede at finde et politisk ståsted. Hans direkte og fremfarende facon synes også at have skabt splid og modstand internt i organisationen.

Bosat i Odense med sin kone, Anna Helene Juliette Thingvad, skrev Carl Westergaard sideløbende med fagforeningsarbejdet en lang række personal- og kulturhistoriske skildringer, som gennem årene blev offentliggjort i blandt andet den socialdemokratiske presse. Han samlede ligeledes Landarbejdernes sangbog. 

Som agitator for tyendesagen demonstrerede Carl Westergaard sin veltalenhed og dybe engagement, som både afspejles i hans pjecer Tyendets Stilling i Samfundet (1907) og Landarbejderspørgsmaalet (1914) samt i hans artikler i Tyendebladet. Han nåede aldrig en afgørende placering i fagbevægelsen, men anses i dag for at være en af dem, der fik oprettelsen af en national bevægelse for tyendet til at lykkes. Jeppe Aakjær udgav i 1916 landarbejderromanen Hvor der er gjærende Kræfter med en hovedperson, der var stærkt inspireret af Carl Westergaards person og livshistorie.