Kilder
Kildeintroduktion:
I det første tiår af 1900-tallet tog kampen for kvinders valgret for alvor fart. I april 1908 fik kvinder og tyende stemme- og valgret til kommunalvalg. I den anledning bragte Tyendebladet, der var Tyendeforbundets medlemsblad, i august 1908 denne sang, skrevet af forfatteren og digteren Jeppe Aakjær (1866-1930). Sangen blev oprindelig skrevet til et stort kvindevalgretsmøde den 26. juli 1908. Sangen fremhæver kvindernes lige ret til politisk deltagelse, ligesom den forudsiger, at kvinderne snart vil rejse sig og kræve fuld politisk ligestilling med mændene. Jeppe Aakjær deltog ivrigt i samfundsdebatten om sociale og politiske spørgsmål. Han var især engageret i kampen for fattiges og tyendes rettigheder, men altså også i kvindesagen, som det fremgår af sangen. Det var naturligt nok, da disse grupper havde en fælles interesse i at arbejde for udbredelsen af politiske rettigheder, og de erhvervede sig også valgret ved de samme lovændringer - henholdsvis til de kommunale råd i 1908 og landstinget i 1915.
Jeppe Aakjærs 'Sang for Kvindevalgretten' trykt den 2. august 1908. Fra: Tyendebladet
Sang for Kvindevalgretten
Mel.: Langt højere Bjærge saa vide paa Jord.
Der skrider i Lyset et frelsende Tog,
det kalder ved Smaamandens Døre,
paa Lovgiver-Porten det rungende slog,
selv døveste Drog[1] maa det høre.
Det sender sit Bud til hvert eneste Hjem,
og Hænderne vinker, hvor Toget gaar frem.
De Mørkets Dæmoner, som Natten har dulgt[2],
bortglider paa Flagermusvinger
og Frihedens Alfer, som Toget har fulgt,
de søndrede Lænker hensvinger.
Og Manden slaar Følge med Sindet i Brand,
men Kvinden hun tøver med Øjet i Vand.
Thi hvor skal hun tage det villende Mod,
som Guderne nægted de Svage!
Vemodig hun løfter sin hildede[3] Fod
og stirrer mod Vuggen tilbage.
Dog Maalet har luet, og Længslen er va[k]t,
en Dag vil den vokse til flammende Magt.
Forlænge hun sad under Formynder-Arm
og leged med Pynt og med Dukker,
forlænge – som Fugl i sin g[i]trede[4] Karm –
hun nipped til Smiger og Sukker;
men snart vil hun vaagne af Smigeren mæt,
da gnider hun Øjet og kræver sin Ret.
Den gudskabte Ret, som hos tænkende Mænd
staar adlet blandt Jordlivets Goder,
den skulde du nægte din kjæreste Ven,
din Hustru, din Søster, din Moder!
Nej, delte de Byrder i Felt som i Lejr,
hvor skjændigt at nægte dem Part i vor Sejr.
Hvor Mændene brydes med Klinge og Kno,
der skulde hun tyssende træde,
hvor Skæbnerne trampes med sømslagne Sko,
der skulde hun Saarene væde;
det Ømhedens Sind, som er Himlenes Skænk,
med hende da smykked vor Lovgiver-Bænk
Befrielsens Mærke staar tegnet i Sky’n
omkring i de fødende Lande,
og Luften er svanger med Torden og Lyn,
og Kravene stiger som Brande.
Agnete, vær vaagen, det ringer mod Dag,
snart Havmanden slipper sit kvælende Tag[5].