Landstingsmand Bertelsen[16] er ikke enig med Sagfører Christensen, han er forbavset over Udtalelserne og over de Fordringer, der stilles til Kvinderne. Der er jo aldrig blevet forlangt nogen Modenhedsprøve af Mændene, inden de fik Valgretten. Man maa dog haabe, at Kvinderne er blevet noget belært af de Dumheder, Mændene har begaaet. Han vil rette en indtrængende Opfordring til Kvinderne her, ikke mindst opad, om at paavirke Mændene ved alle Lejligheder, det er jo Landstinget, det kommer an paa.

Sagfører Christensen: Det er en storartet Modtagelse, min Tanke har faaet, Imødegaaelserne har ikke omvendt mig. Der kan ganske vist ikke søges om 1000 Kr. til Agitation, men der kan bedes om Penge til Foredrag, der maa D.K. kunne faa, der bevilges saa mange Penge til Foredrag. Fællesstyrelsen vil sige, at den er overbebyrdet, og det lader til, at Tillidsmændene mener det samme, og at det skal være Kredsenes egen Sag, det er meget godt, men en Hovedbestyrelse maa have Ledelsen i sin Haand, den kan bedre skaffe Foredragsholdere. Fællesstyrelsen har ladet det ligge og ikke hjulpet Kredsene til den Underretning, som er nødvendig, og som der trænges til i højeste Grad.

Fru Bojsen-Møller: Der er Kredse, der mener, at Mændene ikke skal med, og som udelukkende har kvindelige Medlemmer, det er galt, jeg vil rette en indtrængende Opfordring til at tage Mændene med.

Efter en Pavse fortsættes Forhandlingerne Kl. 7.

[Herefter diskuteres samarbejdet mellem de forskellige danske kvindeforeninger, samarbejdet mellem Dansk Kvindesamfunds kredse , medlemsbladet Kvinden og Samfundets økonomi, samt foreningens foredragsvirksomhed].

[…]

XIV. Hvorledes skal vi faa Arbejderstandens og de mindre Haandværkeres Hustruer interesserede for vor Sag

Hjørringkredsen.

Frk. Eskildsen: Hvis Kvindeforeningerne skal udrette, hvad de tilsigter, da maa Interessen for Kvindesagen vækkes i alle Samfundsklasser. Det er godt, men ikke nok, at de i økonomisk Henseende heldigt stillede Kvinder i Samfundet og navnlig i Byerne har Interesse derfor, vi maa have Arbejdernes og de smaa næringsdrivendes Hustruer, Sypiger, Fabriksarbejdersker med. Jeg finder, at det er uheldigt, at der findes Kredse, som f. Eks. oppe hos os, hvor vi ikke kan faa Arbejderhustruer og –Døtre ind i Foreningen. Naar vi kommer sammen her til Forhandlingsmøder, maa vi kunne lære en hel Del af hverandre. Skulde der findes Kredse, i hvilke Kvinder fra de bredere Lag er interesserede for Kvindesagen, da vil det glæde os at høre noget om, hvorledes de har kunnet vække Interesse for Sagen. Vi savner Arbejdernes Hustruer og Døtre, hvad skal vi gøre for at faa dem med, hvorledes skal vi gribe Sagen an?

Hvad er Grunden til, at Kvinderne fra de brede lag holder sig tilbage fra vor Forening, og hvad kan der gøres, for at det kan blive anderledes? Jeg er ikke i Stand til at komme med Svar, som vil kunne give nogen tilfredsstillende Løsning, skønt jeg jo nok i Tidens Løb har tænkt over det og følt Skavankerne. Naar jeg her har taget Ordet, er det ogsaa nærmest for at faa Sagen bragt frem til Drøftelse. Jeg tænker mig, at andre har følt og erfaret det samme uheldige Forhold, som vi i Hjørring, og at adskillige da vil kunne fremkomme med Tanker, der kan faa Betydning. Naar vi spørger om Aarsagen til, at Kvinder fra de mindre velstillede Hjem i saa ringe Grad slutter sig til os, da maa den maaske for en Del søges i den Omstændighed, at Kvindens fuldstændige Udelukkelse fra det offentlige Liv medfører, at der hos mange, særlig hos dem, der har haft mindre Lejlighed til at erhverve videre Oplysning og aandelig Udvikling, mangler Forstaaelse af, at vi har betydningsfulde og berettigede Krav, som vi bør kræve fremmet. Det var heller ikke Menigmand, der i vor første Frihedstid var med til at stille Krav om Ret og Frihed og om Deltagelse i Styrelsen, det var væsentlig de dannede Klasser. Først efterhaanden er det almene Folk vaagnet, og saaledes bliver det sikkert ogsaa her. I Sammenhæng hermed kan maaske ogsaa bemærkes, at man sikkert har lagt Mærke til, at Kvinder fra de bredere Samfundslag har en vis Tilbageholdenhed overfor deres Medsøstre fra de Kredse, der rager højere op i Samfundet. Den jævne, arbejdende Kvinde ligesom undser sig for at være til Stede ved selskabelige og andre Sammenkomster, hvor Fru den eller den ogsaa kommer. Om Damerne er helt uden Skyld i dette, skal jeg ikke kunne udtale mig om; respekterede vi alle hverandre efter vort Menneskeværd uden at tage Hensyn til Stilling i Samfundet, da vilde det mægtigt bidrage til, at vi fandt hinanden til fælles Virksomhed.

Er det Medlemsbidraget, der er sat for højt, kan vi maaske sætte det lavere for dem; Tanken tiltaler mig ikke, ti dette, at nogle gaar i Foreningen for halv Pris eller mindre, vil nemlig medføre Klassifikation blandt Medlemmerne. Medlemsbidraget skal ikke sættes højere, end at alle, som ønsker at være i Foreningen, kan komme der; naturligvis kan der jo altid gøres enkelte Undtagelser, hvor Formanden finder det heldigt. Jeg tror ogsaa, det er heldigt, om Medlemmerne kan faa let og billig Adgang til forskellige praktiske Kursus, hvorved de kan dygtiggøre sig. Ligeledes Oplæsning, Foredrag og Diskussion om Emner, der i Øjeblikket bevæger Sindene.

Kunde vi faa flere Mænd i Foreningerne, vilde der ogsaa være vundet meget. Kunde vi vinde de Blade for vor Sag, som Arbejderne læser, da vilde det være meget heldigt.

Jeg har nu tilladt mig at bringe Sagen frem for de ærede Repræsentanter. Jeg mener dog ikke, at jeg har kunnet give noget fyldestgørende Bidrag til Spørgsmaalets Løsning. Jeg haaber, at der under Diskussionen maa komme Bidrag frem, som kan blive af Betydning. Skal vi blive i Stand til at stille vore Krav om Menneske- og Borgerrettigheder saaledes, at de maa høres og blive respekteret paa de Steder, hvor Afgørelsen skal træffes, da maa de bæres frem som Udtryk ikke for en enkelt Klasse, men for Kvindens Vilje og retfærdige krav.

[Dagsordenspunktet slås sammen med næste punkt, der er forlag om at arbejderhustruer, kvindelige arbejdere og tjenestepiger kan optages til nedsat kontingent, dog med den betingelse,  at de så er fire om at dele ét eksemplar af medlemsbladet Kvinden og Samfundet].

Fru Wolf vil gerne have alle Kvinder ind i D.K., men de i Forslaget nævnte Kvinder har ikke meget tilovers til Foreninger. Der skal jo ingen Forskel være i Rettigheder, saa jeg kan ikke indse, at der dannes nogen Rangsforskel, fordi Kontingentet retter sig efter Betalerens Evne. […]

Fru Uhrskov Tørring siger, at hun som Husmandskone ved, hvor Skoen trykker, hvad angaar de smaa i Samfundet. Det, det altid kniber med, er Madspørgsmaalet; det, det drejer sig om for Konen, er at faa det til at slaa til. Hvad der skal udrettes mellem de smaatstillede maa helst gøres af dem, der er ligestillede med dem, og som er oplyste.

Fru Bojsen-Møller vil sige Fru Uhrskov Tak for hendes Ord og vilde ønske, at mange Husmandskoner vilde komme med.

Fru Nelly Hansen vil gerne præsentere sig som Arbejderske og ”den Slags”, der skal behandles anderledes. Det, der gør os ondt, er, at der ses paa os som anderledes end andre, ti i Virkeligheden tænker og føler vi ganske som de bedre stillede i Samfundet, og vi ønsker at leve under de bedst mulige Betingelser. Naar D.K. ikke har faaet Arbejderstanden med, er det, fordi De ikke har taget det op, der intereserer os. At faa den Valgret, som Mænd nu har, vindes der ikke saa meget ved; i Kravet om lige og almindelig Valgret for alle voksne Kvinder og Mænd kan De faa Arbejderstanden med.

Frk. Anna Brosbøll: Ikke blot de, der arbejder med deres Hænder, er Arbejdere, de fleste af dem, der er her til Stede, kan ogsaa kaldes Arbejdere, alle vi, der har erhvervet vort Brød fra vor Ungdom. Hjørringkredsen har været uheldig ved at skrive vor Sag, der skulde staa Kvindesagen, vi skal lære dem, at det er deres egen Sag, der er Tale om.

Frk. Redder har aldrig følt større Forstaaelse af sit Arbejde end blandt Arbejderhustruer, vor Gerning i Skolen mangler de i hvert Tilfælde ikke Forstaaelse af; det vil være den største Klasseforskel at sætte forskelligt Kontingent; ved de praktiske Kursus kan vi være med at gavne, alle kan godt tage imod det, det er ingen Naadegave, Staten giver sit Bidrag dertil. I Svendborg har vi en Husmandskone som medlem, hun gaar ¾ Mil[17] for at komme til Møderne og tilbage igen, skønt hun er 70 Aar.

Fru Scheving: Vi har kun sat vor Sag, fordi det er D.K.s Møde, selvfølgelig er det alle Kvinders sag.

Fru Wolf: Naar vi har ønsket at faa Arbejderskerne med, er det, for at de skal sige os, hvorledes vi skal arbejde iblandt dem, ingen andre en Kassereren behøver at vide, at Kontingentet er lavere. Fru Valeur Ingerslev er Formand i en Kreds, hvor der er en Del Arbejderkvinder med.

Frk. Elise Jensen: Skal D.K. være en Folkesag, maa alle være med, skrive det ind, syng det ind, men fremfor alt ingen Klassedeling.

Fru Gundesen: Det har aldrig været Fællesmødets Sag at ordne Medlemsbidraget, det maa blive hver Kreds’ egen Sag. Jeg vil haabe, at Arbejderstandens Kvinder vil sige Nej Tak, hvis vi siger til dem, at vi vil have dem med for et lavere Kontingent; jeg vil meget bede om, at man ikke vil gøre det; skal alle med, maa alle være lige. Det er et usselt Forslag, at fire skal nøjes med et Blad, de trænger jo til Oplysning.

Fru Lund-Jakobsen fik Forslaget tilsendt kort før Mødet, har derfor ikke drøftet det med Medlemmerne, har indset. at det er uheldigt, frafalder derfor Forslaget. Det vilde være godt, om der kunde holdes nogle Foredrag for Arbejderkvinderne, vi skal ogsaa anmode dem om at komme til os, og vi skal skrive i deres Blade. Lad os se at faa Arbejderkvindernes Repræsentant ind i Fællesstyrelsen.

[…]

Frk. Johansen: Vi er vist alle enige om, at Forslaget har været uheldigt formuleret, jeg foreslaar at tage det tilbage i Aar og muligvis faa det frem paa næste Fællesmøde under en anden Form.

Alle Kredsene tager Forslaget tilbage.

[På resten af mødet behandles der følgende emner: pigeundervisning, sygeplejerskers lønforhold, forbedring af ugifte mødres og børns retsstilling, valg til forskellige foreningsposter, ”den hvide Slavehandel” og mormonisme, samt tid og sted for næste årsmøde].