Optakten: debatten om kvinders valgbarhed

Diskussionen af, hvorvidt kvinder skulle have valgret og være valgbare, begyndte i 1886, da Venstre-politikeren Frederik Bajer (1837-1922) rejste det første lovforslag om kvindelig valgret og valgbarhed til Københavns Borgerrepræsentation. Forslaget var en del af et bredere forslag, der også indebar forholdstalsvalg og ophævelse af kravet om skattebetaling over et bestemt beløb som forudsætning for valgret. Debatten om kvindelig valgret og valgbarhed indlejrede sig fra starten i en større debat om, hvordan demokratiet blev indrettet mest retfærdigt, hvem der skulle have adgang til at stemme, og hvordan den enkelte stemme skulle tælle. Efter Bajers forslag blev spørgsmålet om kvindelig valgret og valgbarhed diskuteret ved stort set hver rigsdagssamling resten af århundredet.

Temaerne: skattebetaling, kvindelighed, ægteskab og enker

En række tematikker og argumenter var gennemgående i de lange og gentagne diskussioner i både Landsting og Folketing. Kun skatteydere kunne opnå valgret og valgbarhed til de kommunale råd, og derfor var det relativt let at hævde, at kvinder burde have samme rettigheder som mænd, når de betalte skat. Argumentet om, at det var retfærdigt at give valgret til alle skatteydere, udvidede efterhånden kravet om valgret og valgbarhed til også at omfatte tyendet, der - fordi de tilhørte en andens husstand – heller ikke havde valgret og valgbarhed.

Alle partierne var enige om, at kvinder besad særlige kompetencer, men der var ikke enighed om, hvilken konsekvens det havde i forhold til politisk medbestemmelse. Højre mente, at kvinden var et følelsesvæsen, der ikke egnede sig til politisk arbejde og lovgivning, mens manden var et logisk tænkende fornuftsindivid, der kunne varetage samfundsmæssige spørgsmål. Kvindens rette kompetencer skulle værdsættes i hjemmet og omsorgsrollen. Venstre og Socialdemokratiet var ikke uenige i, at kvinder besat særlige kompetencer inden for skolevæsen, fattigvæsen og ældrepleje, men mente, at kvindens særlige kompetencer burde være udgangspunkt for at gøre hende til en ligeværdig medborger med samme rettigheder som manden.

Indtil gifte kvinder fik personlig myndighed i 1899, blev spørgsmålet om kvindelig valgret vanskeliggjort af de gifte kvinders samfundsstilling. Det var kun myndige og selvstændige personer, der kunne besidde valgret, og så længe gifte kvinder var underlagt deres mands myndighed, ville det være kontroversielt at give dem valgret. Samtidig var det relativt åbenlyst for alle, at det ville være urimeligt, at kvinder skulle miste valgretten, når de giftede sig. Til den problemstilling koblede sig også et socialt spørgsmål. Der var to hovedgrupper blandt de ugifte, myndige kvinder. For det første var der de ugifte kvinder fra de nederste sociale lag, der arbejdede og betalte skat. For det andet var der de relativt velstående enker fra de højere sociale lag, der fx bestyrede en gård og derfor betalte skat. Mens Højre var relativt positivt indstillede over for at give valgret og valgbarhed til de sidstnævnte, der ofte betalte betydelige beløb til de kommunale kasser, var de ikke indstillet på at øge antallet af fattige vælgere.

Samfundsudviklingen: flere offentlige velfærdsopgaver

Mens spørgsmålet om kvindelig valgret og valgbarhed blev diskuteret, udviklede det danske samfund sig, så kommunerne i et vist omfang gik fra at være skatteydernes fællesskab til at blive set som varetager af en række omsorgsopgaver, som det offentlige gradvist tog på sig. Det gjaldt for eksempel fattighjælp, børneforsorg og ældrepleje. Samtidig med at der opstod et krav om retfærdigheden i at give valgret til alle skatteydere, så betød samfundsudviklingen også, at argumentet om de kvindelige kompetencer fik større og større kraft. Efterhånden blev de omsorgshverv i hjemmet og i det civile samfund, som Højre havde beskrevet som kvindernes område, til områder, hvor stat og kommune i stadig stigende grad lovgav, støttede og indrettede institutioner og forsorg. Dermed blev det vanskeligere at argumentere imod kvindelig valgret.

1903: valgret til menighedsråd

Første del af udviklingen mod fuld politisk valgret til kvinder kom i forbindelse med etableringen af de første menighedsråd, der blev vedtaget ved lov i 1903. Loven knæsatte et nyt princip om, at kirkens medlemmer skulle have medindflydelse på de kirkelige forhold. Her var der altså tale om oprettelse af et nyt samfundsorgan, og lovforslaget indeholdt forslag om kvindelig valgret og valgbarhed fra starten.

Den kvindelige valgret blev i denne sammenhæng fra alle sider af Rigsdagen vurderet som gavnlig for det kirkelige liv, og debatten koncentrerede sig derfor i højere grad om, hvorvidt tyende også skulle have valgret og valgbarhed. Det endte de med at få, fordi det centrale i argumenterne ikke var de kriterier for myndighed og selvstændighed, som i de foregående årtier var blevet debatteret i spørgsmålet om kommunal valgret, men derimod at vælgeren besad den rette tro. Den første gang, kvinder og tyende fik valgret og valgbarhed, var det altså med udgangspunkt i deres religiøse tilhørsforhold til menigheden.

1905: valgbarhed til værgeråd

I 1905 var der mere entydigt bud efter de kvindelige kompetencer. Et led i den nye børnelov var oprettelsen af kommunale værgeråd, der skulle forestå indsatsen over for ”forbryderiske og forsømte Børn og unge Personer” gennem forsorg og tilsyn med familier og børnehjem. Værgerådene blev nedsat af bl.a. kommunalbestyrelserne, og loven rummede derfor ikke valgret til kvinder, men derimod valgbarhed.

Værgerådene overtog i høj grad det arbejde, som de filantropiske bevægelser hidtil havde varetaget. Her havde kvinderne havde været centrale aktører, og værgerådenes arbejdsområde lå i det hele taget inden for de kvindelige kompetencer. Derfor blev kvinderne involveret i de kommunale værgeråd.

1907: valgret til hjælpekasser

I 1907 vedtog Rigsdagen en ny lov om kommunale hjælpekasser, der igen involverede kvinderne med udgangspunkt i deres særlige kompetencer. Og igen var der her tale om en kommunal overtagelse af et arbejde, der hidtil i høj grad var blevet varetaget af filantropien. De nye hjælpekasser skulle hjælpe de værdigt trængende fattige, der ikke fik offentlig fattighjælp, fx i tilfælde af arbejdsløshed og sygdom. Argumentet for, at kvinder fik valgret og valgbarhed til hjælpekasserne, var især, at kvinder havde indsigt og interesse i feltet. Men derudover spillede det arbejde, som kvinderne havde udført i menighedsråd og værgeråd i årene umiddelbar tinden, også en rolle.

1908: valgret til kommunale valg

I 1908 blev den kommunale valglov ændret efter 22 års diskussion. Man indførte lige og almindelig kommunal valgret for både kvinder (også gifte kvinder) og tyende. Dermed var der ikke alene tale om at gøre den eksisterende valglov kønsneutral, eller om at give kvinderne valgret på de samme præmisser som mændene hidtil havde haft. Der var også tale om et opgør med, at man ikke kunne besidde politisk indflydelse, hvis man var del af en andens husstand. Det havde ligget til grund for tildelingen af valgret siden Grundloven i 1849. Loven var dermed udtryk for en ny forståelse af den selvstændighed og myndighed, der var nødvendig for udøvelsen af politisk medbestemmelse.

1915: politisk valgret og valgbarhed

Lige fra de første diskussioner af kvindelig valgret i 1880’erne havde forventningen om en domino-effekt spøgt som et argument mod at tildele den på noget område overhovedet. Modstanderne mod den kvindelige valgret argumenterede fra begyndelsen, at den kommunale valgret kun ville være første skridt på vejen. Og efter indførelsen af almindelig valgret til menighedsrådene blev måden, hvorpå kvinderne varetog den, et argument for de efterfølgende områder, hvor kvinder fik valgret. Det gjaldt også på det landspolitiske niveau.

Efter den kommunale valgret i 1908 var der bred politisk enighed om, at det næste skridt var valgret til rigsdagen. Alligevel skulle der gå syv år, før den blev gennemført ved grundlovsændringen i 1915. Det, der trak diskussionerne af de nødvendige grundlovsændringer i langdrag, var dog ikke spørgsmålet om kvindelig valgret og valgbarhed, men derimod uenigheder om den privilegerede valgret, forholdstalsvalg og valgretsalder.

Det var ikke kun spørgsmålet om kvindelig valgret, der igangsatte de diskussioner, der ledte til grundlovsændringen i 1915 og knæsættelsen af den lige og almindelige valgret som politisk princip. Spørgsmålet om kvindelig valgret blev indlejret i en debat om ændring af den måde, valgkredsene var indrettet på, som var blevet aktuelt pga. befolkningstilvæksten. Valgkredsændringerne involverede en grundlovsændring, og her virkede det uundgåeligt at involvere spørgsmålet om kvindelig valgret og valgbarhed.

Samtidig fremstod den kvindelige valgret og valgbarhed som et forholdsvis ukontroversielt emne i de politiske diskussioner af grundlovsændringerne. Det bærende argument blev den måde, hvorpå kvinderne havde forvaltet den valgret og valgbarhed, de allerede havde fået. Når de havde kommunal valgret og vist sig værdige til den, var det kun naturligt også at give dem valgret til rigsdagen. Modstanderne mod kvindelig valgret og valgbarhed havde altså haft ret i deres forudsigelse af en dominoeffekt.

Dominoeffekt og demokrati

Den udvikling, der gradvist gav kvinder flere og flere politiske og demokratiske rettigheder igennem valgret og valgbarhed til forskellige samfundsinstitutioner, var altså præget af kontinuitet. De opnåede rettigheder fik betydning, når senere muligheder for og diskussioner af politisk medborgerskab opstod.

Samtidig ændrede samfundet sig også. Der var brug for de kvindelige kompetencer, ikke kun på det kommunale plan, men også på landspolitisk niveau. Det var især inden for de kirkelige forhold, skolevæsen og fattigvæsen, at man regnede med, at kvinder besad større interesse og kompetencer end mændene og derfor burde have medindflydelse.

Indførelsen af den lige og almindelige valgret i 1915 betød en formel ligestilling af kvinder som medborgere. En ligestilling, som der var enighed om rimeligheden af på tværs af det politiske spektrum. Men det skete ud fra en ide om, at kvinder kunne bidrage med noget andet til samfundet end mænd, en ide om særlige kvindelige kompetencer, og det kom til at præge den rolle, kvinder efter valgretten spillede i det politiske liv. 

Her er et foto af kvindernes valgretsoptog til Amalienborg den 5. juni 1915 for at markere den nyerhvervede stemmeret for kvinder og tyende. Foto: Holger Damgaard via Det Kongelige Bibliotek