For at tjene dette Formaal siger det sig selv, at Fællesstyrelsen altid maa have et Vindu aabent i Retning af Lovgivningsarbejdet paa Rigsda­gen, og være rede til at gribe ind naarsomhelst der er Lejlighed til at forbedre Børns Kaar og lette Kvin­derne den ulige Lod, som er dem af Naturen tildelt i Sammenligning med Mændenes. Men ogsaa her maa Medlemmerne ude i Kredsene være Fællesstyrelsen behjælpelige med Raad og Anvisninger, byggede paa deres stedlige Erfaringer. Jeg vil ik­ke lægge Skjul paa, at jeg her ven­ter mig meget af den fremtidige Ord­ning, vi paa dette Møde har vedtaget, med Distriktsrepræsentanter inden­for Fællesstyrelsen. Flere af de til­stedeværende vil maaske huske, at Fællesstyrelsen for et Aar siden udsendte Spørgeskemaer til Kredsene for at erfare, hvorledes Plejebørnstilsyn og Værgeraad virkede ude omkring i Landet til Underretning for det Udvalg, som arbejder med det store og vigtige Børneforsorgsspørgsmaal. De Besvarelser, som indsendtes, gav Udvalget et fortrinligt Ma­teriale, og jeg haaber, den Vej til Samarbejde mellem By og Land, som vi her slog ind paa, maa kunne forfølges videre i Fremtiden.

Men ligesom Fællesstyrelsen altid i sit Arbejde maa have et Vindu aa­bent i Retning af Rigsdagens Arbejde, maa Kredsene ogsaa altid have et Vindu aabent i Retning af de stedlige Kommunalraad, og altid væ­re rede til i paakommende Tilfælde at foretage Henvendelser til Kom­munalstyrelsen til Fremme af D. K.’s Formaal. Af størst Vigtighed er det dog, at Kredsene skaffer sig Repræ­sentanter i Kommunalraadene, som forpligter sig til ikke at handle imod D. K.’s Programpunkter. Repræsentationsspørgsmaalet danner imidler­tid en naturlig Overgang til den sid­ste Arbejdslinie, som ligger udtrykt i Par. 1’s Stk. b: Gennemførelsen af Kvinders fulde Ligestilling med Mænd i Familie, Samfund og Stat, og hermed befinder vi os da oppe i dette Mødes mest brændende Spørgsmaal, hvad vi skal gøre for at skaffe os Repræsentanter paa Rigsdagen og i de kommunale Raad, thi uden Re­præsentanter begge Steder gennem­fører vi ikke Kvindens fulde Ligestil­ling. Men Repræsentanter er ikke til­strækkeligt; Lighedskravet kræver ligesaa mange Repræsentanter som Mændene. Og her vil jeg straks be­gynde med at gøre skarp Front mod den almindelig udbredte Antagelse, at Kvindesagen er repræsenteret ved enhver Kvinde, som indvælges, saaledes, at enhver Kvinde er at foretræk­ke for enhver Mand. Den største Fa­re for Kvindesagen ligger efter min Mening ikke deri, at vi slet ingen Kvinder faar indvalgt, eller maaske kun nogle enkelte, den ligger deri, at vi kun faar indvalgt Kvinder, som vi ikke kan føle os repræsenterede ved, fordi de er ganske uden Forstaaelse af Kvindesagens Idé. Dette bli­ver sikkert ofte Tilfældet, hvis vi overlader til Partierne alene at be­stemme, hvilke Kvinder de vil op­stille og ikke søger at skaffe os Indfly­delse paa Valget af dem. Det bliver derfor nødvendigt, at vi fastslaar, at den Kvinde, D. K. skal føle sig re­præsenteret ved, kan ikke stemme for Love, som rejser kunstige Skel mellem Mand og Kvinde, f. Eks. ik­ke for Love, som gør den ene Ægte­fælle til den andens underordnede, som udelukker Kvinder fra bestemte Embeder og Stillinger, som deres Na­tur ikke lægger dem Hindringer i Vejen for, ikke for Love, som fast­sætter en forskellig Lønsats for Mænd og Kvinder med samme Uddannelse, ikke for Love, som bygger paa den gamle Vranglære om én Moral for Mænd og én for Kvinder.

Kan en Kvinde med alle disse For­behold finde sin Plads indenfor et af de bestaaende Partier, ja, maaske endog faa dette Parti til at opstille sig som sin Kandidat, da saa meget desbedre; det vilde være den aller simpleste Løsning af Spørgsmaalet; men skulde det vise sig, at hun ikke kan det, at kun saadanne Kvinder kan trives indenfor Partierne, som gaar paa Akkord med Kvindesagens Idé, forfusker den og ved given Lej­lighed forraader den, da maa D. K. ikke vise den Tanke fra sig, at ska­be en ny Delingslinie, som kan om­fatte de Mænd og Kvinder, som be­kender sig fuldt og helt til Kvindesagens Idé. Thi D. K. har ingensomhelst Pligt til at opretholde de be­staaende Partier, det har tværtimod en Pligt til at omforme dem saaledes, at Kvindesagen kan rummes i dem. Der er rigtignok et gammelt Ord, som siger, at man skal ikke komme ny Vin paa gamle Læderflasker; thi naar den unge Vin gærer, sprænges Læderflasken, og Vinen spildes. Hvis de bestaaende Partier i Tidens Løb er blevne saadanne gamle Læ­derflasker, at de ikke kan udvide sig og rumme Kvindesagens Idé, saa hø­rer Kvindesagen ikke hjemme der men maa se sig om efter nye Læderflasker, som kan rumme denne Idé. Jeg tvivler ikke om, at Kvinderne vil blive nødte til at dele sig efter An­skuelser, saaledes som Mændene har gjort, men det behøver ikke nødvendigt at være efter netop de samme Delingslinier, som skilte Mændene for omkring en Menneskealder siden. Kvindebevægelsen betegner i Øje­blikket det sidste og yderste Frem­skridt, ingen anden Reform i den ny Grundlov kan tilnærmelsesvis sam­menstilles med den, at Kvinderne, de hidtil stumme, har faaet Mæle. Men om Kvinderne blot skulde have faaet Mæle for at sværge til det bestaaende, det vilde jeg finde højst beklage­ligt, ja ganske bagvendt. D. K.’s Op­gave i Fremtiden kan derfor ikke bli­ve at paalægge sine Medlemmer som en Pligt at melde sig ind i et af de bestaaende Partier, men at paalægge dem, hvad enten de staar indenfor Partierne eller udenfor Partierne at holde Kvindesagens Idé i Ære. En­hver Kvinde, som forpligter sig her­til, og sidder inde med de fornødne Evner, kan D. K. give sin Anbefaling som Valgkandidat, enten hun kun stiller sig paa D. K.’s Program eller tillige paa et andet Partis Program.

Fællesstyrelsen fraraader bestemt D. K.’s Medlemmer i Øjeblikket at danne en politisk Nydeling, vi maa først se, hvor langt vi ad den frede­lige Forhandlings Vej kan komme med de gamle Delinger. Men dermed være ikke sagt, at D. K. tilraader si­ne Medlemmer at slaa enhver Tanke af Hovedet om at skabe en politisk Nydeling. En Statsmand har en­gang sagt om et politisk Spørgsmaal: Tænk altid derpaa, tal aldrig derom. Netop saaledes bør D. K. forholde sig til Spørgsmaalet om et Kvindeparti, hvorved jeg altsaa forstaar, ikke et Parti af Kvinder mod Mænd, men af Mænd og Kvinder samlede hovedsa­gelig om Kvindesagens Program. - Et saadant Parti er vor Reserve for det Tilfældes Skyld, at alle andre Veje slaar fejl. Sikrer vi ikke Kvindesagen denne Reserve, udleverer vi den med det samme.

Saa er der endnu et, jeg vil lægge Medlemmerne paa Hjærte med Hensyn til Kvinders Forhold til de bestaaende Partier. Vi har ingen For­tid sammen med dem, og vi er der­for ikke bundne til Fortidens Aftaler. Vor politiske Historie baade i og udenfor Partierne begynder d. 5. Ju­ni 1915 og ikke en Dag før. Kun ved at holde os dette for Øje, og ved at have Kvindesagens Idé ubrydelig tro, vil vi være i Stand til at give Samfundet den nye Indsats, den un­ge styrkende Vin, som vi alle sam­men af vor dybeste Trang ønsker at give det. Derfor:

Se frem og ej tilbage, hvad højest Du attraar,

Maaske dog engang under Solen Du naar.