De 7 f’er

Med Junigrundloven i 1849 fik mænd over 30 år politisk indflydelse med retten til at stemme og retten til at blive valgt til Folketing og Landsting – hvis de vel at mærke havde indfødsret, ikke havde været straffet, ikke havde modtaget fattighjælp, som de ikke kunne betale tilbage, ikke var i tjeneste hos andre mænd uden at have egen husstand og havde rådighed over deres bolig. De grupper af befolkningen, der blev udelukket fra politiske rettigheder gennem undtagelserne, er siden blevet kaldt de 7 f’er: fruentimmere, folkehold, fattige, forbrydere, fjolser, fallenter og fremmede. Diskussionerne om demokratiets indretning og funktion har i høj grad udspillet sig som diskussioner af, hvorvidt, hvornår og hvordan disse grupper skulle inkluderes i demokratiet og gøres til fuldgyldige borgere.

Fruentimmerne og folkeholdene

Det største – og mest berømte – skridt blev taget med Grundloven i 1915, hvor fruentimmerne og folkeholdene fik valgret og blev valgbare. Spørgsmålet om kvindelig valgret havde været debatteret siden 1880’erne. En del kvinder var udelukket fra at stemme kun på grund af deres køn. Det var de ugifte kvinder og enkerne, der var personligt myndige, når de fyldte 25 år, tjente til livets opretholdelse selv og betalte skat. De gifte kvinder var ikke kun udelukket på grund af deres køn. De var også udelukket fra politisk deltagelse, fordi de ikke besad den personlige myndighed, som var en forudsætning. Den fik de i 1899, og dermed var en af de store diskussioner i spørgsmålet om kvindelig valgret ryddet af vejen. Man havde været tøvende over for at tildele ugifte kvinder en rettighed, som de ville miste ved ægteskabets indgåelse. Spørgsmålet om kvindelig valgret havde altså både været et spørgsmål om køn – hvad kunne man betro kvinder – og om personlig myndighed.

Kvinderne fik stemmeret samtidig med folkeholdene – tyende og tjenestefolk. Det var ikke tilfældigt. Tyendet arbejdede og betalte skat, men nød ikke de samme rettigheder som andre med samme pligter, fordi de blev betragtet som en del af deres arbejdsgivers husstand og til dels var underlagt hans myndighed. Som de gifte kvinder var de i et afhængighedsforhold, der gjorde det vanskeligt at forestille sig dem som selvstændige politiske individer.

Inkluderingen af fruentimmerne og folkeholdene i det politiske medborgerskab grundede sig i nye samfundsforestillinger om individet i forhold til husholdet, om køn og ikke mindst om, hvilke kompetencer der politisk var brug for i det samfund, man var i gang med at skabe. 1915-grundloven ophævede køn og civilstand som begrænsning for valgret og valgbarhed. Det var et afgørende skridt for demokratiet og en voldsom udvidelse af vælgerskaren. Men når Mogens Lykketoft i forbindelse med 100-årsjubilæet i 2015 sagde: ”Og først med 1915-grundloven blev der lige ret både for mænd og kvinder, rige og fattige, i by og på land – til at stemme både til Folketing og Landsting”, så er det ikke helt rigtigt. For der var stadig både mænd og kvinder, der var ekskluderet fra det politiske medborgerskab.

2015 var 100-året for kvindelig valgret, og for kvindetoget til Amalienborg. Som en del af grundlovsfejringen, valgte Dansk Kvindesamfund at markere dagen med en genopførelse af toget, fuldendt med hvide kjoler og røde bånd, som i 1915. Foto: Claudia Adeath, Nationalmuseets billedsamling

De fattige og forbryderne

1849-grundloven gjorde også fattighjælp til en grundlovssikret ret, men ikke en man kunne nyde samtidig med retten til politisk deltagelse. Hvis man som stemmeberettiget var tvunget til at søge det offentlige fattigvæsen om hjælp, så mistede man sin valgret, indtil fattighjælpen var betalt tilbage eller eftergivet. Det ændrede sig gradvist fra slutningen af 1800-tallet, så flere og flere offentlige ydelser blev givet ”uden fattighjælpens virkninger”, dvs. uden at man mistede rettigheder som valgretten.

Den første offentlige ydelse, der blev givet, uden at modtageren mistede valgretten, var alderdomsydelsen, der blev indført i 1891. En ny fattiglov fra samme år friholdt også enkelte grupper fra fattighjælpens rettighedstab. Det store gennembrud kom dog først med den nye socialreform i 1933. Den gjorde sociale ydelser til en ret uafhængigt af en fattigkommissions skøn og fjernede de ydmygende rettighedstab for langt de fleste grupper. Enkelte ydelser, der blev givet til ”moralsk anløbne” personer, medførte stadig tab af valgret.

Det er værd at bemærke, at de ændringer, der inkluderede modtagerne af sociale ydelser i det politiske medborgerskab, ikke var grundlovsændringer, men ændringer af sociallovgivningen. Den seneste grundlovsrevision i 1953 fastsatte, at valgretten til modtagere af sociale ydelser og folk, der var straffet for kriminelle handlinger, skulle fastsættes i en særskilt valglov. Dermed kunne de fattige og forbryderne tildeles valgret, uden at det krævede en grundlovsændring. Det fik de med en ny valglov samme år som den nye grundlov. Omvendt er deres valgret stadig i princippet ikke en grundlovssikret rettighed og kan fratages dem uden en grundlovsændring.

Fjolserne og fallenterne

Det har gennem historien ændret sig, hvem man betragtede som en del af kategorien ’fjolser’. Derfor er nogle grupper, der tidligere har tilhørt denne kategori, ubemærket blevet inkluderet i det politiske medborgerskab. Det afgørende er i dag, om en person er under værgemål og dermed umyndig. Hvis man er under værgemål, så man ikke kan handle økonomisk og retligt på egen hånd, kan man heller ikke stemme. Debatter i forbindelse med valgene i 2010’erne førte til en ændring af værgemålsloven, så personer under værgemål kan søge om at bevare retlig og økonomisk handleevne - og dermed også valgretten. Igen er det ikke Grundlovens valgretsbestemmelser, der er lavet om, men værgemålsloven, og dermed er valgretten heller ikke for denne gruppe en grundlovssikret rettighed.

En anden gruppe, der tidligere mistede valgretten, hvis de røg i økonomisk uføre, var fallenterne. Ifølge 1915-grundloven mistede man valgretten, hvis man ikke havde rådighed over eget bo, enten på grund af konkurs eller på grund af værgemål. Med 1953-grundloven blev tabet af valgret her begrænset til værgemål. Dermed var det kun, hvis en konkurs førte til værgemål, at det betød tab af valgret.

De fremmede

De fremmede, dem uden indfødsret, har stadig ikke stemmeret til Folketinget – og det er en voksende gruppe. I 1980 var det kun 1,8 % af befolkningen, der ikke kunne stemme, fordi de ikke var statsborgere i Danmark. Ved folketingsvalget i 2022 var det tal vokset til 10 %. Arbejdskraftens øgede bevægelighed inden for EU, globaliseringen og en øget flygtningestrøm ligger bag udviklingen. Flygtningekrisen tog til op gennem 00’erne kulminerede i 2015 med flygtningene fra Syrien. Det førte i sidste ende til stramninger på indfødsretsloven, der gjorde det vanskeligere at opnå dansk statsborgerskab – også for personer født og opvokset i Danmark.

Det betyder, at der er en relativt stor gruppe af borgere i Danmark, der uddanner sig, arbejder, betaler skat og er fuldt personligt myndige, og som kun er udelukket fra politiske rettigheder ud fra deres etniske baggrund – ligesom kvinderne var udelukket kun på grund af deres køn før 1915. I modsætning til de fattige, forbryderne, fallenterne og fjolserne kan de fremmede kun få stemmeret gennem en grundlovsændring, fordi den nuværende eksklusion er skrevet ind i Grundlovens valgretsbestemmelser – eller hvis de opnår statsborgerskab og dermed træder ud af kategorien. 

Valgretsalder

Et område, hvorpå flere borgere løbende er blevet inkluderet i demokratiet, uden at det har vedrørt de 7 f’er, er spørgsmålet om valgretsalder. I 1849 skulle man være 30 år for at kunne stemme til Folketinget, men kun 25 år for at blive valgt ind. I 1915 blev valgretsalderen nedsat til 25 år, som også var det tidspunkt, hvor man blev personligt myndig. Det var så stort et skridt, at det blev gradvist indfaset, således at valgretsalderen blev nedsat med ét år hvert fjerde år. Samtidig blev valgretsalderen til Landstinget sat op fra 30 til 35 år. Spørgsmålet om valgretsalder blev diskuteret gentagne gange frem mod grundlovsrevisionen i 1953, hvor alderen blev sat ned til 23 år. Siden er den i 1961 blevet sat ned til 21 år, i 1971 til 20 år og i 1978 til den nuværende valgretsalder på 18 år.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.