Kilder
Kildeintroduktion:
I slutningen af 1800-tallet begyndte Folketingets medlemmer at diskutere en udvidelse af valgretten, så den også kom til at omfatte kvinder. Tyende havde heller ikke valgret, men det blev endnu ikke debatteret. Marie Christensen (1871-1945) stiftede Københavns Tjenestepigeforening i 1899 og formulerede som en af de første tyendets krav om blandt andet politisk medbestemmelse. Tyendet på landet var endnu ikke organiseret på nationalt plan, men det lykkedes i 1907 landarbejderen Carl Westergaard (1885-1954) at stifte Tyendeforbundet med sig selv som formand, kasserer og redaktør på fagbladet Tyendebladet. Tyendeforbundet arbejdede for afskaffelse af Tyendeloven af 1854, opnåelse af bedre arbejds- og boligforhold for Danmarks landarbejdere, samt tildeling af valgret og valgbarhed på lige fod med samfundets øvrige klasser. I foreningens stiftelsesår 1907 udgav Carl Westergaard pjecen Tyendets Stilling i Samfundet. Et Indlæg i Diskussionen om Tyendesagen, som kritiserede samfundets uretfærdige behandling af landarbejderne og opfordrede tyendet til i samlet flok at kræve sin ret. Herunder kan du læse to uddrag af pjecen: Afsnittet "Tyendet og Valgretten" gjorde klart, at foreningen anså den manglende valgret for en "skrigende Uretfærdighed", og i afsnittet "Maalet og Midlerne" blev det fremhævet, at ligestilling krævede faglig organisering. Tyende fik kommunal valgret i 1908 og fuld politisk valgret til rigsdagsvalg med grundlovsændringen i 1915.
Forsiden af Carl Westergaards pjece fra 1907. Dette eksemplar, der i dag er på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, stammer fra Husassistenternes Plejehjem, oprettet i 1935 som en af mærkesagerne for det kvindelige tyendes fagforeninger. Foto: danmarkshistorien.dk
Tyendet og Valgretten.
Det lyder næsten utroligt, naar man hører, at Tyendeklassen – den Samfundsklasse, der fremstiller de Største Samfundsværdier – ikke har eller nogensinde faar Valgret – hverken kommunal eller politisk selv om de opnaar nok saa høj en Alder.
Det er en skrigende Uretfærdighed, Samfundet her gør sig ansvarlig for. Tyendet maa paa mange Egne betale deres Skat, men være medbestemmende om, hvorledes det Samfund skal styres og ledes, som de ved deres daglige Arbejde beriger – nej, det er der ikke Tale om!
Det bør forandres. Samfundet burde skynde sig med at gøre det godt igen, den længe har forbrudt.
"Tyendet har ingen Forstand paa at stemme", hedder det, men hvorledes skulde man faa Forstand paa noget, man aldrig har prøvet?
Naar de først faar Valgret, vil det andet følge af sig selv. Findes der i øvrigt noget mere folkeopdragende end netop Valgret? Vi tror det ikke; og alene af den Grund bør man give Tyendet Valgret lige med de andre Samfundsklasser.
Men Tyendeklassen beder ikke om Valgret – vi forlanger den, fordi vi har Ret til den frem for nogen anden Klasse. Vi kræver: Valgret – kommunal og politisk – med Valgbarhed lige med de andre Samfundsklasser.
(…)
Maalet og Midlerne.
Der er mange der mener, at Kærnen i Tyendesagen er, at Forholdet mellem Husbond og Tyende skal blive bedre og vi skal tilbage til de gamle patriokalske [sic] Tilstande, hvor Tyendet regnes til Familien. Men det er en fejlagtig Anskuelse, som heller ikke lader sig praktisere. Nej, Kærnen i Tyendesagen er den, at der skal gives Tyendet samme Ret som Husbonden. Med andre Ord: Vi maa for det første fjærne Tyendeloven og Skudsmaalsbøgerne og lade P[a]rterne selv bestemme, hvilke Baand, der skal knytte dem sammen. Vi maa gennem frie Kontrakter selv foreskrive ved hvilket Arbejde vi skal være, hvor lang Arbejdstid, Opsigelsesfrist, hvilken Løn o. l. Saa vil ”det gode Forhold mellem Husbond og Tyende” opstaa, da der kun kommer Folk sammen, der passer til hinanden. Og det skulde vel være idealet. Det er jo ikke Tilfælde[t] nu, derfor er det ogsaa saa galt, som det vel kan blive.
Vejen, der for Tyendeklassen fører fremad mod mere Lys, gaar gennem Organisation. Der skal sættes haardt mod haardt. Og dem, der skal begynde Arbejdet er vi unge Tjenestefolk. Vi har jo ikke Lyst til at leve det Liv om igen, som vore Fædre har levet. Vi vilde helst have lidt mere ud af vort Liv – det eneste – end kun slide og slæbe fra Vuggen til Graven. Vi vilde gerne føle, at vi er Mennesker, og som Følge deraf leve som Mennesker. Vi er sikre paa Sejr, naar vi slutter os sammen og til enhver Tid kræver vor Ret. Hvorfor er Husbonden saa bange for vor Organisation? Fordi han kan se, at naar vi slutter os sammen og kræver bedre Kamre, kortere Arbejdstid, højere Løn o.l. – ja, saa maa han bøje sig. Vi skal ikke være bange for at bruge den Magt, som vor Organisation giver os i Hænde, hvis de ikke vil bøje sig for disse simple krav. En Strejke paa Landet vil altid ende til Fordel for Arbejderne, fordi at den Virksomhed, som foregaar der, ikke kan taale at staa stille.
Vi har Magten, men det ved vi endnu ikke alle, men Tyendeklassen er en slumrende Kæmpe, der snart vil vaagne – og naar det sker – ja, da kan den blæse alle – baade store og smaa – Agrarer[1] over Ende.
Men vi skal ikke vente at faa noget uden at forlange det. Vi faar intet, før vi faar Mod til at stikke en Næve ind ad Ruden til dem, der har sat sig tilrette paa det Flæsk, der skulde være alles. Vi kræver ingen Særrettigheder, men kun lige Ret med de andre Samfundsklasser.
Men det naaes kun igennem Organisationen. – Det er altsaa Vejen, vi maa gaa, og for hver Dag vi lader det være, er vi selv med til at lægge Sten paa den Vej, der for Arbejderklassen fører fremad mod mere Lys og Velstand.