Mellemslesvigsk Udvalg

I Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland) var der et klart flertal både hos befolkningen og hos de danske politikere for at området skulle være dansk. Syd for dette område – i Mellemslesvig - var situationen mere broget og usikker, idet den tysksindede befolkning her var markant større. I forsøget på at få spørgsmålet om Mellemslesvigs nationale tilhørsforhold på dagsordenen ved Versailleskonferencen i 1919 havde de dansksindede i området i efteråret 1918 oprettet Mellemslesvigsk Udvalg. Officielt var målet at få gennemført en folkeafstemning om Mellemslesvigs nationale tilhørsforhold, hvilket den danske regering da også indvilligede i at bringe frem på fredskonferencen. Det var imidlertid uklart, hvor stort et landområde Mellemslesvig omfattede. Nogle mente, at det kun var Flensborg og egnene umiddelbart syd for den nuværende grænse, mens andre mente, at det gik helt ned til Dannevirke ved Slesvig by. Mange af Mellemslesvigsk Udvalgs medlemmer mente desuden, at der historisk set reelt var tale om gammelt dansk land, og at det derfor skulle indlemmes i Danmark uden en afstemning, der tog hensyn til befolkningens nationale sindelag. I forbindelse med fredskonferencen i Versailles forsøgte den mest dansk-nationalistiske fløj i udvalget på egen hånd at påvirke udfaldet af fredstraktatens bestemmelser om Slesvig.

Ionas Collin (1877-1938) var overlæge i København, men engagerede sig efter 1. verdenskrig i arbejdet for at få Mellemslesvig med til Danmark. Han var inkarneret tilhænger af den fløj i Mellemslesvigsk Udvalg, der mente, at grænsen skulle gå ved Dannevirke. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Mellemslesvigsk Udvalg på Versailleskonferencen, 1919

Udstyret med mandat til at forhandle på vegne af Mellemslesvigsk Udvalg sendte man først den stærkt dansk-nationalistiske overlæge Ionas Collin (1877-1938) og senere også grev Bent Holstein (1881-1945) afsted til fredsforhandlingerne i Versailles. Forhandlingsmandatet var imidlertid udarbejdet i hast, og det er tvivlsomt, om det nød fuld opbakning i de moderate dele af Mellemslesvigsk Udvalg. Collin og Holstein var begge indædte modstandere af den radikalt-ledede danske regerings linje i grænsespørgsmålet, som de anså for alt for tyskvenlig. Hensigten var derfor at modarbejde den danske regering og dennes mål om kun at arbejde for at opnå en folkeafstemning i Nordslesvig samt evt. i den nordlige del af Mellemslesvig, hvis befolkningen i dette område selv ønskede det. I direkte modstrid med den danske regering, som havde sendt sin egen delegation til Versailleskonferencen, forsøgte Collin og Holstein energisk at overbevise de allierede magter om, at den nye dansk-tyske grænse skulle trækkes ved Dannevirke, og at dette skulle ske uden en folkeafstemning. Særligt blandt de franske delegerede vandt deres lobbyarbejde gehør. Fra fransk side ønskede man et svækket Tyskland, og en metode til at opnå dette var at holde konflikterne i Tysklands grænseegne i kog. Derfor støttede Frankrig op om en sydlig dansk-tysk grænse ved Dannevirke, da det ville medføre et stort tysk mindretal inden for de danske grænser.

På billedet ses den dansk-slesvigske delegation, som deltog i fredskonferencen i Versailles i 1919. Delegationen var udpeget af et udvalg under den danske Rigsdag og bestod af både danske og slesvigske medlemmer, som repræsenterede de forskellige danske synspunkter i grænsespørgsmålet. Collin og Holstein arbejdede uafhængigt af denne delegation, og derfor kom det som en stor overraskelse, da der i udkastet til Versaillestraktaten var tilføjet en 3. afstemningszone. På billedet ses delegationens medlemmer. Fra venstre side: Anders Grau, Nis Nissen, Emil Glückstadt, H.D. Kloppenborg-Skrumsager, H.P.Hanssen, Niels Neergaard, Alexander Foss, C.V. Bramsnæs, P. Munch og H.N. Andersen. Bagerst til højre står sekretæren Helm Petersen. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Det lykkedes ikke Collin og Holstein at overbevise de allierede om, at grænsen skulle trækkes ved Dannevirke uden en afstemning. Til gengæld lykkedes det i udkastet til Versaillestraktaten at få tilføjet en 3. afstemningszone, der fulgte Dannevirke-bevægelsens forslag om den sydlige grænse. Det ville betyde, at der skulle holdes folkeafstemninger helt ned til en linje, der gik fra Tønning over til Slesvig By. En folkeafstemning ville her som følge af traktaten have som forudsætning, at tyske tropper og ledende embedsmænd op til afstemningen skulle forlade området, hvilket antoges at ville svække de tyske myndigheders mulighed for at påvirke afstemningen i hele Mellemslesvig.

Dette forslag i traktatudkastet kom imidlertid som en stor overraskelse for den danske regering. I 3. afstemningszone var der stort set ingen dansksprogede, og derfor havde den danske regering ingen intention om at indlemme denne del af Slesvig i Danmark. Samtidig ville man gerne også i fremtiden opretholde gode relationer til Tyskland og mente derfor, at en afstemning så langt mod syd kunne true dette. Den danske regering nedlagde derfor protest mod denne tilføjelse, som i sidste ende blev fjernet fra den endelige fredstraktat. Gennem presseangreb på den danske regering og underskriftsindsamlinger i både Danmark og Slesvig forsøgte Mellemslesvigsk Udvalg at få denne beslutning ændret, men uden held, og trods en ophedet debat blev der ikke ændret på traktatens betingelser om, at der kun skulle holdes en folkeafstemning i Nordslesvig (zone 1) og en i den nordlige del af Mellemslesvig (zone 2). Den danske regering havde dermed fået sin vilje i afstemningsspørgsmålet, men det var lykkedes den nationalistiske fløj i Mellemslesvigsk Udvalg at skabe opmærksomhed om sin sag og så splid om den danske regerings linje i grænsespørgsmålet.

På kortet ses de tre afstemningszoner, som i første omgang blev besluttet på fredskonferencen i Versailles i 1919. Pga. pres fra den danske regering blev den sydligste 3. zone dog fjernet i den endelige traktat. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Den mellemslesvigske delegation i Paris, maj 1920

Folkeafstemningen i zone 2 i Mellemslesvig den. 14. marts 1920 blev en overbevisende tysk sejr. I hele zonen stemte ca. 80 % for Tyskland, og i ingen af de enkelte afstemningsdistrikter fik Danmark mere end 25 % af stemmerne. De dansksindede mellemslesvigere havde dog ikke opgivet håbet om at få i hvert fald Flensborg med til Danmark, og derfor sendte man en delegation til Paris i maj 1920, som skulle påvirke de endelige forhandlinger om grænsedragningen. Delegationen bestod af fem personer med redaktøren for Flensborg Avis Ernst Christiansen (1877-1941) i spidsen. I mellemtiden havde Danmark fået en ny regering med Venstre i spidsen, og det gav Dannevirke-bevægelsen fornyet håb om, at grænsespørgsmålet endnu ikke var helt lukket. Delegationen fik da også regeringens støtte, og juraprofessor Frederik Vinding Kruse (1880-1963) blev udpeget til at bistå den i Paris. Målet var at overbevise det under Versaillestraktaten nedsatte Ambassadørråd om, at Mellemslesvig i en årrække skulle underlægges en international administration under Folkeforbundet, der i forlængelse af Versaillestraktaten blev oprettet som en international samarbejdsorganisation. Det ville give den fornødne tid til at arbejde for et sindelagsskifte, hvorefter der skulle afholdes en ny folkeafstemning. Versaillestraktaten var dog udarbejdet således, at der ikke var hjemmel til at foranstalte en sådan internationalisering af administrationen, og sammen med britisk modstand mod ideen betød det, at den mellemslesvigske delegation trods et ihærdigt lobbyarbejde ikke fik indflydelse på udformningen af den nye grænse, der kom til at gå nord om Flensborg.

Temaet er udarbejdet i samarbejde med Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig med støtte fra Sydslesvigudvalget.