Genforeningen 1920 og det danske mindretal

Ved genforeningen i 1920 blev Slesvig efter to folkeafstemninger delt mellem Danmark og Tyskland. I den første afstemningszone i områdets nordlige del var der flertal for tilslutning til Danmark. Dette område blev derfor genforenet med Danmark som Sønderjylland.  I den anden afstemningszone i områdets sydlige del blev resultatet 80 % (51.724 stemmer) for Tyskland og 20 % (12.800 stemmer) for Danmark, og området forblev dermed under Tyskland. Det er denne anden afstemningszone og resten af det sydlige Slesvig ned til Ejderen, der i dag går under betegnelsen Sydslesvig.

I Danmark var der efter genforeningen stor lydhørhed over for det danske mindretal syd for den nye grænse. ”De skal ikke blive glemt”, udtalte statsminister Niels Neergaard ved festen på Dybbøl Banke den 11. juli 1920, da Sønderjyllands genforening blev fejret. Statsministerløftet blev i den følgende tid udgangspunkt for betydelig støtte fra den danske stat og fra nationalt bevidste kredse i Danmark til de dansksindede i Sydslesvig. Langt de fleste boede i Flensborg og i et bælte i de stadig delvist dansktalende sogne lige syd for den nye grænse. Hertil kom små danske enklaver længere mod syd, bl.a. i Slesvig by og Tønning.

Under Weimarrepublikken 1919-1933

Den nye tyske Weimarrepublik, der opstod efter 1. verdenskrig, gav i sin forfatning det danske mindretal mere frie vilkår end før, og i de følgende år skabtes et net af danske institutioner og aktiviteter. Denne opbygning foregik dog under stærk tysk-dansk spænding, indtil en vis afspænding indtrådte i sidste halvdel af 1920’erne.

I Flensborg åbnede i 1920/21 både en offentlig dansk kommuneskole og en privat dansk realskole (Duborg-Skolen), på landet oprettedes fra 1926 små danske privatskoler og danske vandrelærere gav udstrakt undervisning. 967 elever gik i 1936 i 10 danske skoler. Danske menigheder med tre præster udsendt af Dansk Kirke i Udlandet og danske foreninger muliggjorde et alsidigt dansk kulturliv. En samlende karakter havde Den Slesvigske Forening, som også fungerede som partiforening ved de tyske valg. Stemmetallene for det danske mindretal kulminerede i 1924 med 4.569 stemmer ved byrådsvalget i Flensborg og 6.786 ved rigsdagsvalget. I resten af Sydslesvig var stemmetallet ved rigsdagsvalget ca. 1.000 stemmer.

Det nazistiske Tyskland 1933-45

Under det nazistiske styre fra 1933 skete ikke en formel begrænsning af mindretallets rettigheder. Bl.a. af hensyn til et godt forhold til Danmark overlod det totalitære regime endda mindretallets ungdomsorganisationer og dets presse, Flensborg Avis, et vist frirum, som ellers var uset for ikke-tyske nationaliteter. Men de statsborgerlige pligter såsom den nazistiske rigsarbejdstjeneste og værnepligt skulle opfyldes, og presset fra nazipartiets lokale partiafdelinger og fra nationalistiske slesvig-holstenske grænsepolitikere tog til. Mange valgte derfor at forlade mindretallet. I 1923 var medlemstallet i de slesvigske foreninger nået op på over 8000, mens det i 1939 var faldet til knap 3000, hvilket holdt til krigens afslutning. I verdenskrigen indkaldtes op mod 1000 dansksindede til krigstjeneste, tabstallet blev omkring 250.

Efter Tysklands sammenbrud 1945

Det tredje Riges sammenbrud gav det danske mindretal en ny chance. I Danmark havde aktivistiske kredse gennem alle mellemkrigsår og i forstærket grad i krigens slutfase drømt om en grænseflytning. Mindretalsledelsen krævede nu, at Sydslesvig kom til Danmark. Den danske befrielsesregerings svar den 9. maj 1945 var dog klart: Grænsen lå fast. Et flertal af de danske politikere med Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og den konservative udenrigsminister John Christmas-Møller i spidsen, ønskede ikke en grænserevision. De ville ikke udnytte Tysklands svækkelse til territoriale krav, da man frygtede det ville blive et stridspunkt i det fremtidige dansk-tyske forhold.

Trods regeringens afvisning strømmede nye medlemmer til det danske mindretal i de første år efter krigen. Som reaktion på krig, diktatur og materiel nød fik tusindvis af sydslesvigere øje på, at landsdelen havde en dansk forhistorie og måske at de selv havde del i denne. De øjnede en bedre fremtid for sig selv og deres børn ved at kaste blikket mod nord. Sydslesvigere, som ikke kunne dansk og som hidtil havde fremstået som tyske, skiftede sindelag og meldte sig i mindretallets før så tynde rækker. I 1948 var medlemstallet i Sydslesvigsk Forening (Den Slesvigske Forenings efterfølger) steget til knap 70.000, fra de knapt 3.000 der havde været ved krigens afslutning. Der blev rejst ønske om nye danske skoler og menigheder, og kravet om en grænseflytning blev fortsat fremsat.

Anselige dele af befolkningen i Danmark valgte at tage tilstrømningen til det danske mindretal som udtryk for et egentligt sindelagsskifte blandt store dele af den sydslesvigske befolkning. De tyske myndigheder og den britiske besættelsesmagt, var imidlertid mere skeptiske og også mange danske politikere pegede på, at tilstrømningen til mindretallet kunne skyldes et kortsigtet ønske om at forlade det forarmede Tyskland – eller måske var det blot for at få del i den danske fødevarehjælp til mindretallet.

I september 1946 afkrævede briterne Danmark et klart svar vedrørende spørgsmålet om en mulig grænserevision. I den såkaldte ’oktobernote’ den 19. oktober 1946 fastholdt den danske regering ikke at ville rejse grænsekrav. I stedet blev der udtalt ønske om fulde kulturelle og politiske rettigheder for de dansksindede sydslesvigere. Dermed var grænseflytterbevægelsens fremtid fastlagt som mindretal i Tyskland.

Efter 2. verdenskrig: Fra afgrænsning til medborgerskab

I årene efter krigens afslutning blev skolevæsenet udbygget med massiv støtte fra den danske stat og private kredse i Danmark (1945: 9 skoler og 436 elever; 1950: 80 skoler og 13.212 elever), og mellemkrigsårenes forenings- og institutionsnet blev mangedoblet. Fra 1948 blev det politiske arbejde udskilt i et separat parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (tysk: Südschleswigscher Wählerverband, SSW), som samme år opnåede 92.130 stemmer (cirka 25 % af de afgivne stemmer) ved de kommunale valg og flertal i Flensborg.

I det tyske efterkrigssamfund, præget af materiel nød og en omfattende flygtningebefolkning, mødte styrkelsen af det danske mindretal imidlertid vidtstrakt afvisning. Chikaner og spærregrænser ved valgene var udtryk for koldfronten, der skulle søge at holde mindretallet uden for indflydelse. Efter pres fra den britiske besættelsesmagt accepterede den slesvig-holstenske landsregering i 1949 ’Kielerklæringen’: Den danske befolkningsdel blev tilsikret alle demokratiske rettigheder i den nye vesttyske grundlov, og bekendelsen til dansk kultur skulle være fri og måtte ikke efterprøves af de tyske myndigheder. Virkelig betydning fik de nye signaler om afspænding dog først med den såkaldte ’Bonn-erklæring’ fra 1955, som igen stadfæstede sindelagsfriheden og tilsikrede mindretallets demokratiske rettigheder.

Under 1950’ernes stabilisering og fremgang i det tyske samfund var der mange, som igen vendte ryggen til den danske bevægelse. Men kulturarbejdet i skoler, institutioner og foreninger blev stabiliseret med omfattende økonomisk støtte fra Danmark. Lavpunktet i tilslutningen til danskheden i Sydslesvig kom sidst i 1960’erne. Derefter dannede den stadig mere tydelige afspænding mellem dansk og tysk udgangspunkt for ny fremgang.

Fra 1960’erne og frem skete en øget accept af sindelagsfriheden og en større åbenhed for nordiske demokratiske værdier i politik og pædagogik. Dette, samt bevidsthed om værdien af at lære nabolandets sprog, gav tilgang af nye medlemmer og nye elever til mindretallets børnehaver og skoler. Elevtallet i skolerne fandt et stabilt leje (2008: knap 5.700), tilslutningen til mindretalspartiet SSW steg markant (stemmetallene ved landdagsvalgene i 1971 var 19.720, i 2009 69.438). Fra begyndelsen af 1980’erne forbedredes forholdet til landsregeringen også mærkbart, udmøntet bl.a. i øget tysk støtte til de danske skoler.

Officielt blev mindretallet fra begyndelsen af 1980’erne omtalt som en ”merværdi”. Den slesvig-holstenske forfatning fra 1990 fastslog, at mindretallet står under ”Landets, kommunernes og amternes beskyttelse” og ”har krav på beskyttelse og støtte/fremme”. Dette hindrer dog ikke, at mindretallets krav om fuldstændig ligeberettigelse, økonomisk og kulturelt, fortsat giver anledning til interessekonflikter. Samtidig pågår en intens debat om mindretallets identitet og det danske sprogs plads i mindretallet, i en omverden som dels er tysk og dels stadig mere åben for moderne globaliseringstendenser.