Kilder
Kildeintroduktion:
København-erklæringen af den 29. marts 1955 fastslog rettigheder og principper for det tyske mindretal i Nordslesvig. Den skal ses i sammenhæng med Bonn-erklæringen af samme dato. Erklæringerne bidrog i deres helhed til en løsning af det såkaldte sydslesvigske spørgsmål.
I 1950'erne drejede de nationale spændinger i grænselandet sig om, at var det ikke muligt for det danske mindretal i syd for grænsen at få repræsentation ved Landdagen i Kiel på grund af den vesttyske spærregrænse på 5 %. I forbindelse med en drøftelse af Vesttysklands ansøgning om NATO-medlemskab i oktober 1954 i Paris lagde den danske udenrigsminister og senere statsminister H.C. Hansen et moralsk pres på Vesttyskland ved at sætte mindretalsspørgsmålet på dagsordenen. Det førte til en løsning med København-Bonn-erklæringerne, der beskyttede de respektive mindretal mod blandt andet diskriminering og sindelagskontrol og gav dem den frie ret til at bekende nationalitet.
Erklæringerne skal ses som to forpligtende hensigtserklæringer frem for én bindende traktat. Denne løsning skyldtes dansk skepsis mod at indgå en bindende aftale med Tyskland af frygt for en potentiel indblanding i interne forhold på et senere tidspunkt.
Hans Christian Svane Hansen. Foto: Nationalmuseet
København erklæringen af 29. marts 1955
Bekendtgørelse angående det tyske mindretals almindelige rettigheder.
Stats- og udenrigsministeren har den 1. april 1955 på regeringens vegne over for folketinget fremsat nedenstående erklæring om de almindelige rettigheder, der tilkommer personer tilhørende det tyske mindretal i de sønderjyske landsdele: I ønsket om at fremme det fredelige samliv i befolkningen på begge sider af den dansk-tyske grænse og dermed tillige i almindelighed at fremme udviklingen af venskabelige forbindelser mellem kongeriget Danmark og forbundsrepublikken Tyskland og under henvisning til artikel 14 i den europæiske konvention ifølge hvilken alle de i konventionen anerkendte rettigheder og friheder skal sikres enhver, således at ingen må underkastes forskelsbehandling på grund af sit tilhørsforhold til et nationalt mindretal erklærer den kongelige danske regering til bekræftelse af de for dette mindretal allerede gældende retsgrundsætninger - således som de også har fundet udtryk i den erklæring, som den daværende danske statsminister Hans Hedtoft den 27. oktober 1949 afgav overfor repræsentanter for det tyske mindretal i Nordslesvig (det såkaldte Københavnsnotat) - følgende:
I.
Efter dansk ret - grundloven for kongeriget Danmark af 5. juni 1953 og anden lovgivning - nyder enhver statsborger og således også enhver, der tilhører det tyske mindretal uden hensyn til det af ham benyttede sprog, følgende rettigheder og friheder:
1. Den personlige friheds ukrænkelighed,
2. lighed for loven,
3. tros- og samvittighedsfrihed,
4. ytrings- og pressefrihed,
5. forsamlings- og foreningsfrihed,
6. ret til frit at vælge erhverv og arbejdssted,
7. boligens ukrænkelighed,
8. ret til frit at danne politiske partier,
9. lige adgang til enhver offentlig stilling efter evner, egnethed og faglige kvalifikationer, dvs. at der med hensyn til embedsmænd, funktionærer og arbejdere i offentlig tjeneste ikke må gøres forskel mellem personer, der tilhører det tyske mindretal, og andre statsborgere,
10. almindelig, umiddelbar, lige, fri og hemmelig valgret, der også gælder
ved de kommunale valg,
11. ret til at påkalde domstolenes beskyttelse, hvis nogen anser sig for at være krænket i sin ret af myndighederne,
12. ret til ligelig behandling, hvorefter ingen må forfordeles eller begunstiges på grund af sin afstamning, sit sprog, sin herkomst eller sin politiske anskuelse.
II.
Som følge af disse retsprincipper fastslås hermed:
1. Bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves.
2. Personer, der tilhører det tyske mindretal og deres organisationer, må ikke hindres i, i tale, og skrift, at benytte det sprog de foretrækker.
Anvendelse af det tyske sprog for domstolene og over for forvaltningsmyndighederne retter sig efter de herom i lovgivningen fastsatte forskrifter.
3. Almendannende skoler og folkehøjskoler (også faglige) samt børnehaver kan som følge af det i Danmark gældende princip om undervisningsfrihed oprettes af det tyske mindretal i henseende til lovene.
4. Da forholdstalsvalgmåden i henhold til kommunallovgivningen anvendes ved nedsættelse af udvalg i de kommunale råd, deltager repræsentanter for det tyske mindretal i udvalgsarbejdet i forhold til deres antal.
5. Den danske regering anbefaler, at der inden for rammerne af de til enhver tid gældende regler for radioens benyttelse tages rimeligt hensyn til det tyske mindretal.
6. Med hensyn til understøttelse og andre ydelser af offentlige midler, som tilstås efter frit skøn, vil der ikke blive gjort forskel mellem personer, der tilhører det tyske mindretal, og andre statsborgere.
7. Ved offentlige bekendtgørelser skal der tages rimeligt hensyn til det tyske mindretals dagblade.
8. Det tyske mindretals særlige interesse i at pleje sine religiøse, kulturelle og faglige forbindelser med Tyskland anerkendes. Folketinget har ved beslutning af 19. april 1955 givet denne erklæring sin tilslutning.
Udenrigsministeriet, den 7. juni 1955
H.C. Hansen