BULLETIN FRA DEN TYSKE FORBUNDSREGERING

Nr. 25-1 af 1. april 2005

Tale af forbundskansler Gerhard Schröder[1] ved markeringen af 50-års-dagen for København-Bonn-erklæringerne den 29. marts 2005 i Sønderborg:

Hr. statsminister, kære Anders,

fru ministerpræsident, kære Heide Simonis,

hr. amtsborgmester,

mine damer og herrer!

De kulturelle forbindelser mellem vore to lande er traditionelt meget tætte. Det er jo meget interessant, at f.eks. nobelpristageren Günter Grass, en af de mest betydende tyske forfattere, som jo ikke kun er en stor digter, men også en betydende grafiker, netop i år har udgivet en smuk bog om H.C. Andersen. Man kunne også tænke på betydende malere, ikke kun dem fra det 19. århundrede, men danske malere som Asger Jorn, som ikke kun har haft stor indflydelse på den europæiske Cobra-gruppe, men også på SPUR-gruppen, som frembragte betydende malere i München i halvtredserne. Uden Asger Jorn havde det været utænkeligt.

Statsministeren henviste med rette til, hvor tætte ikke mindst de kulturelle forbindelser er. Men at de er så tætte, skyldes ikke kun København-Bonn-erklæringerne, for forbindelserne mellem vore to lande går meget længere tilbage. Jeg understreger en passage i statsministerens tale om, at, hvis man betragter historien som helhed, menneskene i grænseregionerne i langt højere grad har bundet os sammen end skilt os ad, selv om vi gang på gang har haft disse forfærdelige adskillelser. De er virkelig blevet overvundet én gang for alle med København-Bonn-erklæringerne. Det gør dem så overordentligt vigtige. Det krævede stort lederskab at udarbejde erklæringerne, og de to statsmænd, forbundskansler Konrad Adenauer og statsminister H. C. Hansen, beviste uden tvivl at besidde dette store lederskab dengang.

København-Bonn-erklæringerne var udtryk for en dybfølt vilje til at overvinde fortiden - ikke i den forstand, at man fortrængte den, men ved at man erindrede sig den for at kunne overvinde den, for erindring er en forudsætning for at kunne vinde fremtiden. Jeg vil gerne understrege, at den europæiske samling hjælper os med det. Den dansk-tyske Europapolitik har mange fællestræk - også det præger de tætte og meget venskabelige relationer mellem vore to lande. At fremme den europæiske samling yderligere er ikke nogen nem opgave - men den er meget vigtig. Vi var nødt til at gribe den historiske chance for at udvide Den Europæiske Union, selv om der vil være politiske og materielle problemer, som skal løses i fællesskab i den kommende tid. Europa har en stor chance for at se det, der er kommet til udtryk i København-Bonn-erklæringerne, nemlig dette mål af fællestræk, som et forbillede for mindretalspolitik. Det handler ikke om at påtvinge andre en model. Men det kan være et råd om, hvordan man kan organisere mindretalspolitik, hvordan man kan samarbejde tæt og tillidsfuldt.

En bemærkning, som begge repræsentanter for mindretallene kom med, fandt jeg meget flot. Det var den om øjemål og øjenhøjde. Det, synes jeg, gør et stærkt indtryk. Under de møder, som jeg har haft med repræsentanterne for de to mindretal her i regionen, er der noget, som altid har slået mig: for det første den meget pragmatiske tilgang til politikken, som karakteriseres med øjemål. For det andet en forståelse for ikke at stille for store krav til flertallet, man samtidig selvsikkert insistere på, at man er ligeværdig. Det står, tror jeg, øjenhøjde for. Det har jeg lært meget af. Jeg har lært, hvad selvtillid betyder, når man repræsenterer mennesker, som er vigtige for en. Jeg har lært, hvad en meget pragmatisk omgang med krav betyder, som man med rette har. Jeg har selvfølgelig lært, at man altid kan fremsætte et krav eller to mere. Også det kan man lære ved at omgås selvsikre mindretalsrepræsentanter.

Vi ønsker i hvert fald, uafhængigt af det, der er sket på det seneste i Slesvig-Holsten - det siger jeg på forbundsregeringens vegne, og jeg tror også, at jeg kan tale på den tyske forbundsdags vegne - at fortsætte dette meget tætte samarbejde på samme måde, som vi altid har gjort. Det gælder med hensyn til rettighederne - det har vi talt om. Men det gælder også med hensyn til de materielle grundlag. Det, som jeg sagde til Dem for et par uger siden, gælder naturligvis også nu. Jeg vil gerne understrege det, som fru Simonis sagde, nemlig at der til denne meget selvsikre optræden, som jeg godt kan forstå, også hører at påberåbe sig lige rettigheder.

Det er mit ønske, at det meget vellykkede og - lad mig sige det på den måde - også flotte samarbejde mellem det tyske mindretal i Danmark og det danske mindretal i Tyskland præget af mange gode erfaringer må vare ved i mange år. Hr. statsminister, jeg tror, at jeg taler for os begge to, når jeg siger, at vi meget gerne vil bidrage med det, vi kan.

Ordforklaringer m.m.

[1] Gerhard Fritz Kurt Schröder (1944-): tysk forbundskansler i perioden 1998-2005. Leder af det tyske parti SPD 1999-2004.