Kilder
Kildeintroduktion:
Den 9. november 1918 fremlagde den dansksindede nordslesvigske politiker H.P. Hanssen (1862-1936) en betænkning til Vælgerforeningen for Nordslesvigs bestyrelse og tilsynsråd om grænsespørgsmålets løsning. Her tilkendegav han sit moderate standpunkt i spørgsmålet om, hvor Nordslesvigs sydlige grænse skulle trækkes. Et uddrag fra betænkningen er gengivet nedenfor.
Spørgsmålet om en ændring af den dansk-tyske grænse var blevet aktuelt efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig i oktober 1918. Det åbnede muligheden for, at dele af Slesvig, som gik tabt i krigen mod Preussen og Østrig i 1864, kunne blive genforenet med Danmark. I januar 1918 havde den amerikanske præsident, Woodrow Wilson (1856-1924), fremlagt et såkaldt verdensfredsprogram bestående af 14 punkter, som skulle sikre en holdbar fredsaftale, herunder en nyordning af de europæiske grænser baseret på princippet om den nationale selvbestemmelsesret. Det dansk-tyske grænsespørgsmål blev ikke nævnt specifikt, hvorfor man fra dansk side selv måtte rejse spørgsmålet om en ændring af grænsen.
For ikke at provokere Tyskland valgte den danske regering dog i første omgang at se tiden an, men den 23. oktober 1918 blev der holdt et lukket møde i den danske Rigsdag om sagen. Resultatet blev Oktoberresolutionen, hvori samtlige partier erklærede sig enige i, at en eventuel indlemmelse af Slesvig skulle være i overensstemmelse med princippet om den nationale selvbestemmelsesret. Samme dag, men uafhængigt af den danske regering, fremlagde H.P. Hanssen kravet om Nordslesvigs forening med Danmark i den tyske Rigsdag i Berlin. Efterfølgende indkaldte den dansksindede politiske organisation, Vælgerforeningen for Nordslesvig til møde i forsamlingshuset Folkehjem i Aabenraa den 16.-17. november 1918 med henblik på at formulere sit ønske til fremgangsmåden for regionens indlemmelse i Danmark. Det førte i sidste ende til Aabenraa-resolutionen, som krævede, at en afstemningsgrænse skulle skille ved den såkaldte Clausen-linje, der så vidt muligt harmonerede med sindelagsgrænsen mellem dansk og tysk i Slesvig og stort set svarer til den nuværende dansk-tyske grænse. Resolutionen krævede ikke, at der skulle være afstemning syd for denne grænse og var dermed i modstrid med de nationalistiske foreninger Dannevirkebevægelsen og Flensborgbevægelsen, der henholdsvis krævede en langt sydligere grænsedragning og for sidstnævntes vedkommende i mindste fald Flensborgs indlemmelse i Danmark.
(…)
Jeg holder paa, at vi først skal fastsætte Nordslesvigs Sydgrænse, der som fremtidig Landgrænse maa opfylde visse geografiske Krav. Denne Grænse drager jeg fra Sydpynten af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten. Derfra med Vandløbet op ad Krusaadalen i en Bue til Padborg Station, som bliver Grænsestation, og ved Ombygning maa lægges saaledes, at den ligesom Hvidding Station dækker Grænsen. Fra Padborg løber Grænsen søndenom Frøslev og derfra i nordvestlig Retning op til Skelbækken, som den følger til Sønderaaen, videre med Vidaaen til den sidste skarpe Drejning mod Nord. Derfra gaar den lige vestpaa ud til Vesterhavet og op om Nordpynten af Sild.
Naar denne Grænse er godkendt som Nordslesvigs Sydgrænse, danner Nordslesvig en Helhed, som stemmer under et med Ja eller Nej, og dermed bestemmer, om Nordslesvig skal afstaas til Danmark eller blive ved Tyskland. Det er efter min mening et klart Standpunkt, som baade er i god Overensstemmelse med det Krav, vi hidtil har stillet, og med Tidens stærke Løsen: Retfærdighed paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret!
Opnaar vi denne Grænse, har vi paa Løgumklosteregnen, i Slogsherred og i Byerne, særlig i Tønder By, en Del Tyskere indenfor Rigets Grænser, men dog ikke mere end at vi vil kunne opsuge det i løbet af et Par Menneskealdre. Faar vi derimod Flensborg By med, er det ufordøjeligt, og vi maa da regne med et varigt tysk Sprogområde indenfor Rigets Grænse, som gør hele vor nationale Fremtid utryg. Dertil kommer yderligere, at hvis Flensborg skal stemme med det øvrige Nordslesvig, vil det med sine over 65.000 Indbyggere trykke det danske Flertal meget stærkt ned, ja muligvis endog, da meget tyder paa, at Socialdemokraterne vil stemme tysk, kunne forvandle det til et Mindretal. Det gælder derfor om, at vi er vort Ansvar bevidst og ikke mister vort klare Omdømme, at vi ikke i det afgørende Øjeblik lader os lede vild af Følelser og Stemninger, som vi alle nærer, men som, hvor berettigede de end er i og for sig, dog er Lygtemænd i Politiken. Ansvaret overfor vore Børn og Børnebørn, overfor den nordslesvigske Befolkning, overfor vort Folk og Fædreland maa her baandlægge vore Følelser, saa de ikke fører os paa Vildspor.