Vagttårnet ved indkørslen til Frøslevlejren i Sønderjylland vest for Padborg. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv

Frøslevlejren oprettes

I efteråret 1943 deporterede den tyske besættelsesmagt et voksende antal danskere til tugthuse og koncentrationslejre i Tyskland. De danske myndigheder protesterede gentagne gange uden held og foreslog derfor under en forhandling med besættelsesmagten i januar 1944 opførelse af en interneringslejr på dansk grund. Det skulle forhindre deportationerne til Tyskland.

Med tyskerne som bygherre blev der således opført en lejr ved Frøslev Plantage tæt på Padborg og den dansk-tyske grænse. De danske myndigheder betalte for opførelse og drift af lejren, og den 13. august 1944 ankom de første fanger til Frøslevlejren. Det tyske sikkerhedspoliti stod for selve driften, SS-personel udgjorde kommandantskabet, mens det tyske Ordnungspolizei i Danmark stod for blandt andet opsynet med fangerne.

Frøslevlejrens kommandant SS-Hauptsturmführer Schriever på sit kontor i lejren. Schriever var kommandant fra december 1944 til befrielsen. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv

Frøslevlejren: Et resultat af Danmarks særlige besættelsesforhold

Frøslevlejren var speciel i europæisk sammenhæng. Forholdene i lejren var ikke gode, men tålelige i sammenligning med forholdene i kz-lejrene syd for grænsen. Fangerne var af samme nationalitet, i store træk alle modstandsfolk, og der herskede ikke sult og sygdom. De indsatte blev også forskånet for brutalitet, hvilket medvirkede til, at der ikke opstod voldsomme hierarkier blandt fangerne, som ikke skulle kæmpe for overlevelse. Alt i alt afspejlede Frøslevlejren de særlige danske besættelsesforhold.

Danmarks særstatus i det tysk-besatte Europa kom også til udtryk ved, at det danske fængselsvæsen tog sig af kostforplejning, medicinalleverancer og andre forsyninger til lejren. ”Den danske Forvaltning” bestod af ca. 10 mand, der var indkvarteret lige uden for lejrområdet, og således kunne de danske myndigheder og modstandsbevægelsen følge med i, hvad der skete inde i lejren.

Fangerne går til spisning. Billedet er taget fra midtertårnet. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv   

Fangeselvstyre

Som i de øvrige europæiske koncentrationslejre ønskede tyskerne, at fangerne fik et begrænset selvstyre. Af den grund udpegede den tyske kommandant en dansk lejrchef, som skulle være ansvarlig for ro og orden samt agere bindeled til tyskerne.

Fangerne fik til mål at holde tyskerne ude af fangeområdet og fik opbygget en meget effektiv organisation, der endte med at sidde på næsten 90 % af den praktiske drift. Fangeledelsen styrede således enevældigt planlægningen af det arbejde, som fangerne skulle udføre.

Tyskerne valgte at ignorere selve grundlaget for opførelsen af Frøslevlejren og deporterede i alt ca. 1600 fanger til tyske kz-lejre, hvoraf omkring 220 personer døde. Fra en dansk synsvinkel må Frøslevlejren dog betegnes som en succes. Op mod 7000 danske fanger blev interneret, hvorfor de antageligt undgik deportation til en tysk kz-lejr og dermed en langt hårdere skæbne.

Befriede fanger omkring Frøslevlejrens flagstang 5. maj 1945. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv

Fra Frøslevlejr til Fårhuslejr

Efter befrielsen i 1945 blev Frøslevlejren omdannet til interneringslejr under modstandsbevægelsens ledelse, og derefter til straffeanstalt for såkaldte landssvigere, det vil sige personer der var blevet dømt for utilstedeligt samarbejde med besættelsesmagten. Frøslevlejren blev i denne anledning omdøbt til Fårhuslejren. Der var en bemærkelsesværdig kontinuitet fra Frøslevlejren til Fårhuslejren, idet anvendelsen og sikringen af lejren var den samme, og fordi persongalleriet nærmest var ens. Således bestod fængselspersonalet i Fårhuslejrens første måneder af ledende fanger fra Frøslevlejren, som i høj grad benyttede Frøslevlejrens lejrreglementer og lejrstrukturer. Bevægelsen fra tysk interneringslejr for modstandsfolk til lejr for landssvigere var i øvrigt identisk med udviklingen i det øvrige Europa.

Fårhuslejren var den største af sin art i Danmark og bemærkede sig ved i særlig grad at huse medlemmer af det tyske mindretal i Nordslesvig (Sønderjylland), ca. 3000 personer, som for de flestes vedkommende blev dømt på grund af deres medvirken i tysk krigstjeneste.

Mindretallets tilslutning til besættelsesmagten havde rod i folkeafstemningen af 1920, som resulterede i, at den dansk–tyske grænse blev rykket sydpå, hvilket efterlod et tysk mindretal i Nordslesvig. Mindretallet udgjorde ca. 15 % af befolkningen i Nordslesvig, og denne gruppe blev udsat for en omfattende nazificering efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933.

Forholdene bag pigtråden i Fårhuslejren var relativt barske. Især i interneringsperioden, hvor rollerne var byttet om, således at fængselspersonalet i vidt omfang bestod af ledende fanger fra den gamle Frøslevlejr. Efter afviklingen af Fårhuslejren i 1949 kom den i hærens varetægt og endnu engang omdøbt, denne gang til Padborglejren. Mellem 1949 og 1984 fungerede den dels som kaserne, dels som civilforsvarsdepot.

Museum og udlejningsvirksomhed

Allerede i 1969 etableredes Frøslevlejrens Museum, der kom under Nationalmuseets drift og omfattede Hovedvagttårnet og to barakker. Men fra 1984 skabte Sønderjyllands Amt og Bov Kommune ”Den Selvejende Institution Frøslevlejren”. Hensigten var både at restaurere bygningerne og bevare lejren som et nationalt mindesmærke, og lejren fik i den anledning sit oprindelige navn tilbage. Frøslevlejrens Museum var dog stadig ejet af Nationalmuseet.

”Den Selvejende Institution Frøslevlejren” udlejede over en årrække de restaurerede barakker til mangeartede formål, der i manges øjne var i disharmoni med Frøslevlejrens oprindelse og betydning som erindringssted. Lejren var i perioden blandt andet naturskole, kursuscenter og udlejet til Foreningen af danske Eksportvognmænd.

Udlejningsvirksomheden affødte offentlig debat og kritik, og i 1999 kom Frøslevlejren på Folketingets dagsorden. Udfaldet (besluttet i 2001) blev opførelsen af en national mindepark i Frøslevlejren, som genskabte de originale stiforløb og søgte at gøre lejr-præget mere nærværende.

Frøslevlejren som både dansk og tysk erindringssted

Lokaliteten Frøslevlejren retter sig mod to nationaliteter, en dansk og en tysk, i kraft af lejrens forskellige funktioner som henholdsvis Frøslevlejr og Fårhuslejr. Af den grund er emnet kontroversielt og omgærdet af mange modsatrettede følelser. Det danske erindringsfællesskab kredser naturligvis om tysk besættelse og den danske modstandskamp. For det tyske mindretal i Nordslesvig er Fårhuslejren en central del af identiteten og står i nogles øjne som et symbol på uretfærdighed.

Fårhus-fangerne blev dømt efter de samme love som andre danske statsborgere, og kun for deres handlinger – ikke deres holdninger. Følelsen af uretfærdighed blandt det tyske mindretal havde alligevel sin oprindelse i retsopgøret efter besættelsen, hvor Folketinget indførte en række love om landsskadelig virksomhed med tilbagevirkende kraft. Mindretallet følte sig snigløbet og led samtidig under det, som de betegnede som den danske stats manglende hensyntagen til mindretallets loyalitetskonflikt. Mindretallet hentydede til en splittelse mellem det tyske moderland og Danmark som ’herbergsland’. Dertil kom naturligvis de hårde år i selve lejren samt flertalsbefolkningens hærværk mod mindretallets ejendom og tyske mindesmærker i landsdelen.

Fårhus-perioden affødte den såkaldte ’fårhusmentalitet’ i Nordslesvig, som prægede visse dele af de tyske mindretal i årtier efter krigen. Mindretallet ønskede da også løbende Fårhus-perioden mere synlig i Frøslevlejrens Museum, og i 1990´erne bakkede formanden for Den Selvejende Institution Frøslevlejren idéen op. En voldsom debat fulgte, og især tidligere danske modstandsfolk gjorde sig gældende ved at nægte at dele erindringssted med den gamle fjende. Med tiden har striden lagt sig i en sådan grad, at Frøslevlejrens Museum i 2003 besluttede at etablere en permanent udstilling om Fårhus i 2012.

Plan over Frøslevlejren 1944. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv

Skjulte optagelser fra Frøslevlejren under besættelsen foretaget af internerede danskere. Optagelserne dokumenterer hverdagen, deportationer og dagene omkring befrielsen. Fra: danmarkpaafilm.dk, Det Danske Filminstitut