Militærnægterlejre i Danmark

Militærnægterloven i Danmark blev vedtaget den 13. december 1917. Som blot det andet land i verden efter Storbritannien fik Danmark en lov om civil værnepligt, der også kaldes militærnægtertjeneste. Baggrunden for den britiske lov fra 1916 var indførelsen af tvungen værnepligt under 1. verdenskrig, og inspireret heraf gjorde den radikale regering det også muligt at aftjene civil i stedet for militær værnepligt i Danmark. 

De første militærnægterlejre i Danmark var Gribskovlejren i Nordsjælland og Kompedallejren i Midtjylland mellem Viborg og Silkeborg, begge oprettet i 1918. Under besættelsen blev begge lejre lukket. Efter befrielsen i 1945 genåbnedes Gribskov-lejren, men dens kapacitet var ikke stor nok. I 1949 blev den derfor suppleret af militærnægterlejren i Oksbøl. 

Hvorfor i Oksbøl?

Lejren (Sydlejren) i Oksbøl blev etableret som dansk militærlejr i 1929. Under besættelsen var den tysk militærlejr. Fra 1945-49 var Oksbøllejren (Nordlejren) Danmarks største interneringslejr for tyske flygtninge. Da de sidste flygtninge forlod lejren i februar 1949, stod en by med hundredvis af huse og barakker tilbage. Flygtningeopgaven havde kostet statskassen i alt 428.500.000 kr. Det nazistiske Tyskland (Det Tredje Rige), der havde påført danskerne disse udgifter til flygtningene, eksistererede ikke mere, så ’værten’ havde så at sige ingen at sende regningen til.

Den danske stat havde brug for pengene, og byggematerialer var i 1949 stadig en mangelvare. Derfor blev det besluttet at demontere flygtningelejrens barakker og sælge, hvad der kunne afsættes. I første omgang demonterede lokale tømrermestre træbarakker, vinduer og døre. Derefter stod murværk, sokler og andre grove ting tilbage. Det resterende arbejde med nedtagning, afrensning etc. vurderedes af bl.a. Indenrigsministeriet at blive for bekosteligt, og derfor fremsattes på et tidspunkt politisk tanken om at bruge militærnægtere til dette arbejde. Forsvaret, der på dette tidspunkt igen var rykket ind i Sydlejren, var også interesseret i arealet og ikke begejstrede for udsigten til at få en militærnægterlejr op ad en militærlejr. Men Forsvaret blev ikke tilgodeset, og beslutningen om at omdanne Oksbøllejren til en militærnægterlejr nåede offentligheden ved årsskiftet 1948-49.

Den nye lejr fik navnet C. A.-lejren (Civil Arbejdslejr) og var i de følgende år den jyske pendant til Gribskovlejren. Etableringen af militærnægterlejren havde et dobbelt sigte. På den ene side skulle der skaffes penge til statskassen for bl.a. at kompensere for den millionregning, som de tyske flygtninges ophold havde efterladt. På den anden side var den tidligere flygtningelejr en torn i øjet på de fleste danskere, fordi den stammede fra den forhadte besættelsesmagt. Der var altså flere grunde til at påbegynde en reetablering af førkrigstidens Aal Plantage ved Oksbøl. Sporene fra de fem besættelsesår skulle brydes ned og slettes – og det skete ikke blot i Oksbøl, men over hele landet. 

Skilte ved indgangen til C. A. Lejren (militærnægterlejren) i Oksbøl. Lejren var indrettet i de efterladte bygninger fra den store tyske flygtningelejr. Fotos: Vardemuseerne

Nedtagning af 15 millioner mursten - plus det løse

Den 2. august 1949 rykkede de første 120 militærnægtere ind i lejrfaciliteterne. De gamle tyske lazaretbygninger i lejrens nordøstlige hjørne blev efter en smule istandsættelse indrettet til beboelse i form af fire-, seks- og timandsstuer foruden kontorer.

Militærnægterne var mænd mellem 20 og 30 år. En del kom fra landet, andre havde en videregående uddannelse, og andre igen var forhenværende højskoleelever. Fælles for dem var en aversion mod krig og krigsvæsen, der betød, at de valgte den militære værnepligt fra. Nægternes baggrund var meget forskellig, men der var på det politiske plan især tale om kommunister, folk med tilknytning til og sympati for Det Radikale Venstre, retsstatsfolk (Retsforbundet) samt repræsentanter fra et beslægtet tankesæt i Landsforeningen J. A. K. (Jord, Arbejde og Kapital). Derudover fandtes der religiøse nægtere fra Jehovas Vidner, Indre Mission, pinsebevægelsen og andre trossamfund. Militærnægterlejrens første chef blev Anker Pedersen (1907-54), som indtil da havde fungeret som lejrchef i flygtningelejren og før dette havde gjort tjeneste i statens lejre for unge arbejdsløse.

Militærnægternes opgave lød på nedbrydning af 22.000 m² hestestalde og skure, nedbrydning af 8.000 m² murstensbygninger og afrensning af cirka 15.000.000 mursten. Derudover skulle der også fjernes 55 kilometer kloak- og vandledning, 60.000 m² vej, 40.000 m² gulve og fundamenter og 30.000 m² øvrige bygninger, så der var rigeligt at tage fat på. I de følgende ti år bestod militærnægternes opgave i at nedbryde resterne af lejren og slutteligt tilplante området.    

De tyske mandskabsbarakker af træ blev demonteret af lokale tømrermestre og solgt på auktion. Senere fjernede militærnægterne murstensbygningerne. Her ses en af de gamle tyske køkkenbarakker under nedbrydning. Foto: Vardemuseerne

En stor del af militærnægternes arbejde bestod i nedbrydning af huse. Derefter skulle murstenene renses, så de kunne genbruges. Det foregik med murhammere og håndkraft. Foto: Vardemuseerne

Almindeligvis bestod militærnægtertjeneste i skovarbejde, men i Oksbøl havde opgaven i kraft af områdets fortid en anden karakter. Foruden arbejdet i selve lejrområdet var et mindre arbejdshold på omkring 30-40 nægtere udsendt til at reetablere Skallebækken, der var et vandløb mellem Stausø og Hennebjerg. Under besættelsen var det blevet udvidet af tyskerne med høje jordvolde og omdannet til en såkaldt pansergrav, der var tænkt som et tysk modtræk til en eventuel allieret invasion. Lodsejerne kunne dengang ansøge om statslige midler til sløjfning af disse ’krigsmindesmærker’, men den pengekasse var midt i 1950’erne ved at være tom. Derfor havnede opgaven efter længere forhandlinger hos militærnægterne, der derved også kom til at arbejde for Ribe Amts Vandinspektorat. Projektet gik ud på at regulere selve vandløbet, så det fik sin oprindelige bredde og sit oprindelige forløb tilbage. Arbejdet stod på et års tid og var forbundet med flytning af store mængder jord til vandløbets nye profil, og alt arbejdet blev gjort ved hjælp af skovle og trillebøre. 

Området, der fra 1945 til 1949 havde huset en stor lejr for tyske flygtninge, skulle med militærnægterlejrens indsats genskabes som plantage. Det indebar nedbrydning af barakker, stalde, administrationsbygninger, kloakering og veje.  Foto: Vardemuseerne

Militærnægternes arbejdsliv

Arbejdsdagen var otte timer i sommerhalvåret (1. april - 30. september) og 7½ time i vinterhalvåret.  Efter reglerne skulle nægterne op en time før arbejdets begyndelse, dvs. kl. 6.00 om morgenen. Arbejdsdagen begyndte kl. 7.00 og fortsatte til kl. 17.00 inkl. en times middagspause og en halv times hvil formiddag og eftermiddag. Opholdt man sig i lejren på søn- og helligdage, kunne man sove til kl. 7.30, spise morgenmad kl. 8.00, middag kl. 12.00 og aftensmad kl. 18.00.  Om søndagen havde nægterne fri. Der var udgangstilladelse efter arbejdsophør og indtil sengetid kl. 23.00.

Arbejdet var organiseret i fire udehold à 20-25 mand, som stod for nedbrydningen af de tilbageværende bygninger. Dertil kom et værkstedshold på omkring ti mand, oftest med en håndværkeruddannelse, som tog sig af reparation og vedligeholdelse af arbejdsredskaber, produktion og nybygning. Værkstedsholdet beskæftigede sig især med snedker- og tømrerarbejde, men også maler-, murer- og smedearbejde. Derudover var der et depothold, ligeledes med ti mand, der primært tog sig af alt fra udlevering af beklædning, sko og støvler til vasketøj, men også lejrens inventar sorterede under depotfolkene. Herudover var der et gartneri i lejrens vestlige del, hvor nægterne avlede kartofler og grøntsager til lejrens forbrug og havde et lille husdyrhold på tre-fire grise. Både gartneri og husdyrholdet sigtede på at skabe beskæftigelse, men var som resten af lejren urentabel.   
På køkkenholdet fandtes lejrens eneste kvindelige islæt. Her var ansat en økonoma, en kogerske og en ugift kokkepige. Disse blev assisteret af seks-otte nægtere, især i forbindelse med opvask og rengøring.  ’Dagens ret’ blev serveret kl. 12 og bestod af forret og efterret. Derudover havde lejrchefen og regnskabsføreren et lille kontorhold med to nægtere, der hjalp til med kontorarbejdet.

Arbejde og fritid

I fritiden kunne militærnægterne modtage undervisning eller gå til foredrag i lejren. Foredragene blev ofte holdt af danske kulturpersonligheder, der besøgte lejren og tilførte en højskoleagtig atmosfære. Nægterne kunne også opsøge Turisthotellet, som var et populært mødested i Oksbøl. Det var også her, at nægterfesterne, som de kaldtes, blev afholdt. Ifølge lejrreglementets § 7 var det forbudt at nyde berusende drikke inden for lejrens område - men at dømme efter billeder, der findes fra dengang, synes dette forbud ikke altid at være blevet strengt overholdt.

Digter og kunsthistoriker Rudolf Broby-Johansen (1900-87) var en kendt skikkelse i lejren, hvor han og andre fra højskolemiljøerne holdt foredrag og underviste, og som kommunist var han sympatisk indstillet over for militærnægterne og deres situation. Hans indsats pegede frem mod en anden tid, hvor militærnægterarbejdet blev mere meningsfuldt. Broby-Johansen førte således an i bestræbelserne på at skabe mere meningsfulde arbejdsopgaver til militærnægterne, og ved hans mellemkomst udlånte C. A.-lejren i Oksbøl nægtere i forbindelse med restaureringen af Nr. Nebel Kirke i juni-juli 1956.

Blandt lejrens personligheder var den senere landskendte forfatter og aktivist Carl Scharnberg (1930-1995), der også blev kendt som arbejderklassens digter og ’den røde digter fra Vrå’. I dag huskes han måske bedst for at have startet den danske kampagne mod atomvåben samt for sin hovedrolle i påskemarcherne fra Holbæk til København, ligeledes mod A-våben, i 1960-63. Scharnberg var kritisk over for militærnægtertjenesten, som han omtalte som en ’galeanstalt’, der ødelagde nægternes idealisme.

Oksbøllejren efter 1959

I 1955 var den midtjyske militærnægterlejr Kompedallejren, der havde været lukket siden besættelsen, blevet genetableret, og de følgende fire år eksisterede den parallelt med Oksbøllejren. I Oksbøl var den store nedbrydningsopgave på vej mod sin afslutning, og Forsvaret var interesseret i at overtage området. Militærnægterlejren i Oksbøl blev nedlagt i juli 1959 efter 9 år og 11 måneders eksistens, hvorefter Forsvaret overtog lejren fra Indenrigsministeriet. Den 1. juni 1960 rykkede Kampvognsskolen (fra 1. november 1961 Panserskolen, fra 1974 Hærens Kampskole) ind i den forhenværende militærnægterlejr (Nordlejren). I løbet af 1960’erne og 1970’erne steg antallet af militærnægtere i Danmark bl.a. som følge af modstanden mod Vietnam-krigen, og derfor blev Kompedal- og Gribskovlejrene suppleret af bl.a. Karsemoselejren ved Asserbo.
I dag er der næsten ingen spor tilbage af militærnægterlejren i Oksbøl i det gamle lejrområde (Nordlejren), der nu er tilplantet. Plantagens ældre træer er resultatet af militærnægternes anstrengelser med nedbrydning og tilplantning i 1950’erne. Væk er, på nær nogle enkelte bygninger, alle huse og barakker, som engang husede den største flygtningelejr for tyske flygtninge og en overgang var Danmarks femte-sjettestørste by. Militærnægterlejrens område er i dag statsskov, og kun kendskabet til historien om den tyske kaserne, den tyske flygtningelejr, militærnægterlejren og til sidst militærlejren gør det muligt at forestille sig, hvad der engang var.

Artiklen er udgivet i samarbejde med Vardemuseerne